Musik med armslængde

Den kvindelige generaldirektør fra DR var ikke at se nogen steder. Hun er ellers til at få øje på, da hendes længde tangerer rundetårn. Jeg kunne heller ikke se DR's bestyrelsesformand i den store flok. Det er så mere naturligt, da han vist nok er mindre end Messi. Men der var nok andre i forskellige størrelser, der stod kø for at komme til den store Hyldestkoncert til Danmarks Radios UO –UnderholdningsOrkestret. Jeg ragede da f.eks. pænt op med mine 196 centimeter. Sammen stod vi godt tusind mennesker i foyeren i Vega - Musikkens Hus i København - det gamle Folkets Hus på Vesterbro. Her foregik nemlig hyldesten.

Grunden til den store trængsel er jo DRs beslutning om at nedlægge UO fra nytår. Der skal spares penge, da Folketinget har sat det årlige tilskud ned, og det skal altså så ifølge DR ramme det 75-årlige gamle orkester, som har høstet både hæder og priser, samt ejer en bred folkelig appel til de  danskere, som betaler licensen. Kulturministeren har tirsdag meddelt ret definitivt, at OU lukker, men det sidste ord bør aldrig være sagt, og er det nok ej heller i denne sag.

Kulturminister Marianne Jelved har hele tiden afvist at ændre på DR’s beslutning med henvisning til ”armslængdeprincippet”. Det princip har ikke noget at gøre med manufaktur, men hentyder til, at når man har et demokratisk system, hvor Folketinget via licensen bevilger penge til et nationalt medievirksomhed som DR, så må politikerne ikke bruge denne bevillingsform til, at blande sig i den måde DR løser sine opgaver på. Regering og Folketing må holde sig på en armslængdes afstand. Hvis man ikke gør det, så får man medier der styres af staten, hvilket kan sætte ytringsfriheden og den journalistiske kontrolproces ud af kraft. Nogle partier i oppositionen er ikke de store beskyttere af armslængden, og andre mener, at DR’s OU er friholdt, da der er nogle vedtagne bestemmelser, som ikke bliver overholdt, hvis man nedlægger orkestret. Endelig kan man vel også sige, at UO er en del af de kulturelle institutioner i DR’s regi –  Symfoniorkestret og DR’s Pigekor er andre - som ikke bør ha’ noget at gøre med det journalistiske armslængdeprincip. 

Hyldestkoncerten - med en perlerække af nye og ældre kunstnere – havde journalist Ole Stephensen som vært. Det undrede mig, da kollega Hans Bisgaard om nogen har været vært for UO, især ved de kendte Lehreborgkoncerter. Hr. Stephensen lod en bemærkning falde om, at nu havde Hans været med så mange gange  - ”nu er det min tur”. Jeg sad med en overbevisende mistanke om, at den stadig aktive DR-journalist Bisgaard har valgt ikke at gå direkte imod arbejdspladsen beslutning. Ved at optræde som konferencier for hyldestkoncerten kan man jo sige, at der sendes en skarp indirekte kritik af DR.

Sprøde toner og herlige sange vælter dog uagtet Bisgaards fravær over scenekanten fra et velspillende glad orkester i samarbejde med så forskellige kunstnere som Michaela Petri, Dario Campeotto, Birthe Kjær, Søs Fenger, Mads Langer, Stig Rossen, Tim Christensen, Steffen Westmark, Cecilie Norby og Ghita Nørby. Sidstnævnte gik på scenen sammen med Lars Hannibal. Han spillede - hun læste. Af La Fontaines Dyrefabler. Om bl.a. ”De to geder”, som mødtes på et bræt over bjergets fos, og da ingen af dem ville gå til side – så kom gedernes horn i aktion i en  drabelig dyst, og begge faldt i fossen - og druknede.

Aftenens ekstranummer var den danske gruppe Outlandish. Den sang i "Danmark er jeg født".
Meget smukt. Men ikke alle fandt behag i disse unge af anden etnisk herkomst end dansk, da de sang om "moders stemme, som har så smuk en klang". Således sad en kvinde på den fineste plads på første rækkes reserverede VIP-pladser. Pia Kjærsgaard.

Hendes navn var placeret på to reserverede stole, og uden at være ugebladskyndig, skyder jeg på det sikre, at det var til hende og manden. Jeg iagttog damen under Outlandish’ sang, og hendes kropssprog var stærkt. Hun så ikke på gruppen, mens de sang, og da sangen blev mødt med et larmende bifald fra salen – også fra damens mand- kom hendes meget beskedne applaus med samme forsigtige håndklappemåde, som børn bruger første gang de klapper kage. I konens ansigtsfolder lå den overbevisning gemt, at iscenesættelsen af denne sang kunne være Ole Bornedal – ham slynglen fra 1864. Nu skal man dog retfærdigvis tilføje den fodnote, at Kjærsgaard med sine bortvendte håndklap måske blot tog sin egen hævn over gruppen, som ved flere lejligheder har talt ilde om damen, og hendes meninger.

Men videre skal vi, og det kan jo kun ske ved visning af den anden kinds tilgivelse og positivitet, og dermed acceptere, når nye virkeligheder tager sig smukt ud. Og det gør den, når unge synger om det Danmark de elsker.

I alle nutidens og fremtidige kampes hede er der vigtigt, at alle - kulturministeren, DR, Folketingets partier, og deres værdiordførere - husker moralen, som Ghita Nørby sluttede fablen om de to geder

med.

-”Vi kæmper tit som disse geder

om ret og magt og herligheder.

Du laver ganske samme fejl

hver gang du viser dig for stejl,

og derfor bør du lige vide

at man kan også gå til side.

Hvis en vil gi en anden ret,

kan begge gå på samme bræt”.

NB: Hele bogen om Fontaines Fabler er i øvrigt herligt oversat fra fransk til dansk på vers af – selvfølgelig - Johannes Møllehave. 

(Klumme i NORDJYSKE – 11.dec 21014)

Børn i sorgens landskab

Mellem 2500 og 3000 børn mister hvert år i Danmark den ene forældre – eller begge. 

Det er forståeligt, at der et stort behov for sorgbehandling. Tabet – som en klump i krop og sjæl – vil altid være der, men at få sorgklumpen på afstand af hverdagen, hænger nøje sammen med, at man finder ord og forløsning af sin sorg, og møder mennesker, der både har oplevet også at miste, og møder ildsjælsmennesker, der har nogle gode værktøjer, humor, energi og empati til at hjælpe med at få sorgklumpen på afstand.

Når det drejer sig om børn, handler det om at finde børnene, der hvor de er i sorgens landskab. 

Det kan sorgramte børn og deres familier gøre hos Familiesorggruppen i Nordjylland, som samler børn og deres forældre til dags - eller weekendarrangementer. Gruppen består af terapeut Birgitte Nygaard, som har 15 års erfaring med sorgarbejde med børn i bl.a. foreningen ”Børns Vilkår ”- og   pædagog Bente Rasmussen, begge Dronninglund. De har etableret sig med deres mænd, hvor den  ene er god til at tumle og lege med børnene, og den anden går forrest med sang og musik. For nylig besøgte de alle fire Garagehøjskolen i Dronninglund, og fortalte om deres sorgarbejde med børn og unge.

Det blev en givende, bevæget, sjov, og nærværende aften for en fyldt garage, som bidrog til debatten om sorg, og hvad vi skal gøre, når man møder mennesker i hverdagslivet, som har mistet.

 

Mange går forbi eller vender rundt, når man møder en person, der er blevet ramt at sorg. Fordi de ikke aner, hvordan de skal gribe situationen an. Men gå aldrig udenom. Giv Jer altid til kende. Man behøver ikke sige noget, hvis man finder det svært eller helt uoverkommeligt, men et lille klem på armen, og venligt blik eller et smil eller et knus, kan være fint nok, var konklusionen på aftenens debat.

-Det med at møde sorgfyldte børn, lige der hvor de er, er meget vigtigt, fortalte Birgitte Nygaard. Jeg har jo ofte prøvet at sidde med en mor og en datter, hvor de var hver deres sted i bearbejdningen af sorgen. Moren kan sige, at hun synes det går bedre efterhånden, og så siger pigen, at det forstår hun ikke, fordi hun græder sig i søvn hver aften.

Men det vidste moren ikke.

Nogle får sorgen hurtig på afstand, og andre – især børn – tumler længe med tabet af den elskede far, som eks. døde pludselig af en blodprop mens han var på golftur, eller tabet af en mor, som blev dræbt ved en bilulykke. Pist væk. Borte.

Når man er sammen med sorgfyldte børn, så græder man tit, men man griner lige så meget. Der skal leges, grines, og der skal være fællesskab om madlavning, spisning. Der skal tumles, synges og spilles. Lige pludselig i al denne munterhed og nærhed kommer der så et sorgfyldt ord, og det ord skal gribes. Så vokser samtalen måske ud derfra. Der pendles mellem grin og sorg. Børnene bestemmer rytmen, tempoet, timernes forløb, og deres indhold. Vi har altid en plan A og en plan B, men ofte går det helt anderledes, sagde Bente Rasmussen og Birgitte Nygaard.

  

Familiesorggruppen i Nordjylland mødes gerne med børnene hver 3. uge, og holder som udgangspunkt fast i samværet i mindst et år, idet man så er kommet igennem alle årets mærkedage. Når mærkedagene melder sig, så er sorgklumpen størst. 

Første jul uden far.

Første fødselsdag uden mor.

Sorggruppen har gode erfaringer med at blande alle aldre. En dreng på 4 år og en dreng på 17 kan nemt få glæde af hinanden, fordi de har et stærkt fælles ting i bagagen - tabet af en forældre. Birgitte Nygaard husker en samtale med en mindreårig dreng, som spurgte en ældre om hans fars død. Den ældre var knugende tavs længe, men åbnede så pludselig op, og fortalte at hans far var blevet brændt.

-”Brændt!”, udbrød den yngste dreng oprigtig overrasket.

-”Hvordan?” spurgte han videre – her var noget den yngste ikke kendte til. De to drenge fra hver sin ende af børns aldersskala fik sig en snak, som var forløsende for dem begge. Det var rørende at se, hvordan de sluttede snakken af med at omfavne hinanden med et:

-”Vi er venner”.

Sangkraft i Nordkraft

Så rykker den nordjyske udgave af Maratonsang til Nordkraft i Aalborg.

Som optakt til Vintersolhverv kan nordjyder søndag 21. december 2014 synge sig igennem Højskolesangbogen (HS) – kompetent ført an af mennesker med ord på læben. Nordkraft bliver den søndag fyldt med sangkraft. Et levende sangglad publikum vil løfte teksterne, og forskellige pianister vil gelejde gennem tonerne i den danske sangskat.

Det er Grundtvigsk Forum i København, som for fem år siden introducerede Maratonsangdagen i Vartovs Gård, og på årets længste dag 21. juni i år fik traditionen en nordjysk lillebror. Det skete på Dronninglund Kunstcenter – den danske udgave af Utzons Operahus – som lagde center og skov til, og derfor kaldes sommerens sangarrangement også for ”Velkommen i den grønne lund”, som en hyldest til sommeren, sangen, skoven, fællesskabet og Grundtvig.

Nu er det så Nordkraft, der lægger kedelhal til dette kraftfulde musikalske og folkelige arrangement

Det er Danmarks mindste højskole – ”Garagehøjskolen” i Dronninglund, der i samarbejde med Studenterpræsterne i Aalborg, Grundtvigsk Forum, Region Nordjylland, Klaverstemmeren, Aalborg City, Budolfi Sogn, DGI og Aalborg Kulturskole i Nordkraft – står for arrangementet.

Det hele begynder søndag 21. december 2014 kl. 11.00, og fortsætter til kl. 16.00. Biskoppen ved Aalborg Stift, Henning Toft Bro, er første mand ved ønskemikrofonen, og derefter følger projektleder for ”Børns møde med kunsten” Kirsten Svensmark Møller, samfundsforsker og lektor ved AUC Johannes Andersen, MF Bjarne Laustsen, kulturchef ved Aalborg kommune Lis Rom Andersen, direktør ved Musikkens Hus Lasse Rich Henningsen, skoleleder ved Klostermarksskolen Lars Peter Nietscke, direktør ved Aalborg Cityforening Flemming Thingbak, og journalist Frode Muldkjær, Garagehøjskolen. Hver har valgt en håndfuld sange fra Højskolesangbogen, og sangene vil blive kastet op på en stor skærm, så alle kan synge med.

Det er selvfølgelig også tilladt at tage sin egen Højskolesangbog med. Man synger efter den 18. udgave.  Der er fri entre. Servering hele dagen af kaffe, gløgg og æbleskiver. 

Livet skal mærkes

-”Jeg ved ikke om han kommer i år. Han er jo oppe i alderen, men vi håber det. ”

Damen - der taler - er til den 23. BogForum i Bella Center i København. Aldrig har der været flere udstillere, flere arrangementer, og besøgstallet har aldrig været større - og aldrig har der været flere forfattere. Sån’ er altid.

Men ham forfatteren, der er oppe i årene – Johannes Møllehave – er ikke at se nogle steder. Endnu. Han har ellers om nogen været med på BogForum i så mange år, at ingen længere kan huske første gang. Solide rygter fortæller, at Møllehave i sine velmagtsdage kunne optræde på 12 forskellige scener i løbet af de tre bogdage.

I dag skal han gerne - som så ofte før – lukke og slukke BogForum ved at optræde i sit forlags stand med de sædvanlige gode velvalgte bemærkninger om bøger, læsning, liv, død - og sig selv.

Mens vi venter på Johannes åbenbaringer kommer Benny gående.

Ham med efternavnet Andersen.

Ham der skrev bl.a. ”Vennesangen ”  - en tekst, som blev lavet til børn, men som voksne elsker for tekstens letgenkendelige eksistentielle sandheder. Sangen bliver perfekt sunget af Eva Madsen og Povl Dissing, og sangen indeholder de herlige poetiske linier ”Du kan være tynd eller temmelig fed, bare du kan holde på en hemmelighed”.

At Benny kommer gående er lidt af en påstand - manden kommer trippende meget forsigtig, og holder den samtalemakker, som han skal ha’ med på scenen - kraftigt i armen. Det går virkeligt langsomt. Manden er også lige blevet 85 år, og fordi man er kvik i hovedet, behøver man jo ikke også være rask til bens.

Benny Andersen er også en flittig gæst, når bogsiderne vendes foran et stort publikum, og nu skal han interviewes om sin nyeste digtsamling med gamle og nye kærlighedsdigte ”At elske eller ikke at  elske”.

Han forklarer stilfærdigt om dengang han mødte sin Elisabeth i en af DSB’s rygekupeer. Og siden har de så holdt hinanden i hånden m.m., og bliver mere og mere forelsket for hver dag der går. Benny ønsker inderligt, at hans Elisabeth overlever ham, hvilket jo bude være en smal sag, idet hun er ti år yngre. Et liv uden Elisabeth vil for Benny være ”tidsfordriv, livsfordriv, dødsfordriv”.

Hr. Andersen benytter ellers lejligheden til at bekendtgøre, at han ikke længere føler sig som Danmarks nationaldigter. Fravalget skete dengang 62 pct. af danskerne mente, at ”de fremmede”, som for nogle år siden  - i kampen for at få  opholdstilladelse i Danmark - havde besat Brorsonskirken på Nørrebro i København, burde smides både ud af kirken, og af Danmark.

Nu kalder Benny Andersen sig i stedet for mellemfolkelig poet.

Samværet med Benny Andersen slutter med at alle rejser sig, og synger første vers om Svantes lykkelige dag. Og under sangen kommer Bennys Nina – Elisabeth - så ind. Sammen trisser de derefter - til taktfaste klapsalver - ud til kaffen, som vel allerede er klar.

Det er i sandhed en af Bennys lykkelige dage. 

Senere på eftermiddagen dukker Johannes Møllehave så op ude i Bella Centers foyer. Håret er blæst godt i uorden, og stokken viger ikke fra højre hånd. Her er endnu et nationalt ikon med bevægelsesproblemer, men også med et yderst intakt hoved, som næsten kan citere flere digte af vennen Benny Andersen, end manden har skrevet.

Mit første møde med Møllehave daterer sig tilbage til engang i begyndelsen af 80’erne. Han kom omkring DR – dengang man holdt til i Aalborghallen - efter et foredrag i nærheden af Hjørring. Han fortalte, at han synes selv han fik afleveret et   sjovt og vellykket foredrag om Storm P, men der var ikke mange reaktioner blandt det store publikum. Man kunne næsten høre faldet af den berømte knappenål. Svedig og trist skulle han så efter kaffen afregne med kassereren, og der fik han så aftenens dom med et ”Tak for en fantastisk aften – sjældent har vi moret os så meget”.

Ved dette foyermøde med Møllehave kan jeg ikke lade være med at invitere ham i min Garagehøjskole hjemme i Dronninglund.

-”Det koster kassen” er hans svar. Mit gensvar er mad og rødvin. To flasker.

Da han trisser videre i Benny-tempo siger han  – ”Måske. Nu ser vi.”.  

 

Det skal mærkes at vi lever, sagde Benny og Johannes engang i kor i en af bogdanmarks mest solgte samtalebøger.

Det mærkes stadig.

Garagehøjskolen - derfor!

Højskolen i garagen, Dronninggårdsalle 4, 9330 Dronninglund, er skabt, fordi samtalen er blevet væk. Den vigtigste tale har altid været samtalen, og den skal genfindes, etableres, ha’ nye vinger, og tage afsæt i Grundtvigs ideer om samtalen – ”på lige fod og i frihed at tale sammen”, og det med ”munden løsnet og hånden bundet”.

Med sproget ar vi fået en medfødt gave, som kan bruges til at sætte ord på tanker og følelser. Det er også sproget, der forankrer os i et kulturelt fællesskab, og giver os værktøjet til et socialt ditto.  Sprogmanden Jørn Lund har sagt, at ”sproget kan samle og splitte, forsone, forføre, og forædle, bring e os ud af isolation og egocentri”.

Med sproget kan vi også sende etiske signaler, markere holdninger, sige ja og nej, sætte pejlemærker for, hvad vi synes er rigtig og forkert.

Tiden kalder på en opstramning af sprog og brug. Kalder på et fravalg, en markering, et nej til en udvikling, der efterlader det oprindeligt talte sprog ude på et sidespor, og placerer etik og dialog udenfor pædagogisk rækkevidde – udviklingen har bundet munden og løsnet hånden.

Tiden kalder altså på - og kræver – nye samtale- og informationsformer. Langt fra mediernes råben, og evige afbrydelser. Langt fra platte iscenesættelser, verbale personoverfald, og etikløse grænseoverskridelser. Langt fra sprog der slår. Det er medierne, der ofte italesætter dagsordenen, ikke kun den politiske, men også den kulturelle. Folket tager over – mopper videre og fokuserer nederlagsagtigt på de hverdagsting, som ikke fungerer - i steder for at lade dagligdagens kraft og mangfoldigheder, og de nære tings succes og lyksaligheder præge menneskelivets, og vores omgang med andre.

Vi må flytte snakke - og argumentationsskeen over i den innovative hånd. Zappe helt væk fra den hæsblæsende skæve udvikling, hvor man tror livet kan forstås på 15 sekunder, og hvor krig og elendigheder kan klares ved en kvik tv-rundspørge blandt gågades stressende forbrugere.

Samtidig må vi acceptere, at intet bliver anderledes, uden at vi selv ændrer sprog og argumenter, og i stedet hylder den holdning, at meninger bør bygge på fakta frem for fup og underholdning. Forandringer skabes i samarbejde og dialog med hverdagsmennesker, der også synes, at samtalen, dialogen og argumentet, er den vigtigste tale.  

Med dette afsæt i bagagen vil ”Garageskolen” holde sine møder. Indbyde frie mennesker til fri debat, hvor samtalen kan flyde frit blandt garagens gæster, og ofte med en foredragsholder, der kan tilføje sprog, etik og samtale nye vinkler, nye informationer, skæve vinkler og sjove indfald.

Da sang styrer fællesskabet, skærper indlæringsevnen, bevæger sindet, taler til fantasien, og stimulerer sprogligt, motorisk og musikalsk, så er Højskolesangbogen den mest brugte bog i ”Garagehøjskolen”.  Så syng da.

Det tilstræbes at holde tre garagemøder om efteråret, og tre om foråret. Plus det løse.  

Således et arrangement på årets længste dag - 21. juni - som en eksportering til hovedlandet af Grundtvigs Forums Maratonsangarrangement i Vartovs Gård.

Det tilstræbes at Danmarks mindste, men nyest etablerede højskole, holder sine arrangementer vederlagsfrit for gæsterne, men sponsorgaver modtages gerne, og foredragsholderne får altid som honorar to flasker god rødvin. Der er plads til 30 gæster i ”Garagehøjskolen”.

Det er håbet, at ideen om højskolen i garagen vil brede sig til andre garager, dagligstuer, nedlagte forsamlingshuse - rundt omkring i rundt omkring i Grundtvigs føde- og fædreland til fremme af den nødvendige opdatering og omforandring af samtalen.

..................

Efteråret 2013’s tre første gæster har været skolemand Chresten Sloth, gymnasielærer Pia Ravn, og TV2 Nord-journalisten Per Jensen. Forårets gæster i 2014 var folkesanger Peter Abrahamsen, komponist Erik Sommer, studenterpræst Hanne Dahl, og TV-A-journalist Line Gertsen.

I 2014 åbnede sæson 2 i september med TV2-journalist Jørgen Pyndt, i oktober kommer Eva Haugum fra ”Skifergas - Nej tak”, og til november handler det om ”Børn og Sorg” med terapeuterne Birgitte Nygaard og Bente Rasmussen.

Derudover var Garagehøjskolen initiativtager til Maratonsangdagen på Dronninglund Kunstcenter 21. juni. Et arrangement som gentages søndag 21. juni 2015.   

et skolemand Chresten Sloth, gymnasielærer Pia Ravn, og 

Maratonsangdag i 2015

Så rykker årets Maratonsang igen til Nordjylland. På årets længste dag vil nordjyder synge sig igennem Højskolesangbogen (HS) – kompetent ført an af spændende mennesker med ord på læben. Tilmed bliver det hele levende fulgt af et sangglad publikum, og også ofte af Nordjyske kor, som løfter tonen. Den bliver slået an af forskellige pianister, der i løbet af årets længste dag musikalsk vil gelejde alle gennem den danske sangskat.

Det er Grundtvigs Forum i København, som for fire år siden introducerede Maratonsangdagen i Vartovs Gård, og i år kommer der altså en jysk lillebror.

Det er Dronninglund Kunstcenter – den danske udgave af Utzons Operahus – som lægger skov til, og derfor kaldes det jyske sangarrangement også for ”Velkommen i den grønne lund”, som en hyldest til sommeren, sangen, skoven og Grundtvig.

Det er Danmarks mindste og nyeste højskole – ”Garagehøjskolen” i Dronninglund, og Menighedsrådet i Dronninglund, som i samarbejde med netop Dronninglund Kunstcentret, og Grundtvigs Forum, har taget initiativ til dette jyske sangmøde søndag 21.juni 2015, hvor man vil synge sig igennem store dele af højskolesangbogen.

Vi indbyder særlige gæster, som får til opgave at vælge og fortælle om 4-5 sange indenfor hver enkelt område af HS – en gæst begynder med valgte morgensange, næste vælger det samme antal indenfor sange om tro, dernæst om liv og fællesskab, en vælger forårssange, en anden sommersange o.s.v. De valgte gæster må gerne synge for, men det er hverken et krav eller en betingelse.  

............................................................

Vi mødes kl. 10.00, og synger til solen går ned.  

De bedste hilsner

Frode Muldkjær, Journalist, Garagehøjskolen

frodem@mail.dk

Mobil 23 40 65 58 

Negerkonger i nærområdet

På Danmarks Journalisthøjskole lærte jeg i begyndelsen af 70’erne, at ordet neger må man ikke bruge. Det hedder sort. Jeg husker denne politiske korrekthed meget klart. Det er da godt, der er noget man kan huske.

Derfor var det helt fint, da man for en del år siden iretteskrev ”Elefantens vuggevise” og sendte de små børn i seng uden ”niggerdreng”, som børnene ellers ku’ bruge ”som rangle”. I stedet fik de en kokosnød. Den kan ikke så nem bruges som rangle, men så kan nøden bare ligge under sengen til barnet begynder, at spille bold.

I øvrigt var det ikke noget problem hjemme hos os. Vi lod elefanten vandre fordi børneværelset, og sang i stedet ”Solen er så rød mor”. Der går ræven derude, og det er jo langt mere både dansk og fredsommeligt. 

Selv om jeg synes det var helt fint at bortvise ”niggerdreng” fra børneværelset, så har politisk korrekte bortvisningerne aldrig været mit hjertebarn, og længe har korrekthederne bevæget sig ud  over kanten. Nu har så det svenske DR - SVT – bortvist Pippi Langstrømpes far – ”negerkongen” og forbudt Pippe at trække mundvige og øjne op med fingrene, så hun kommer til at til at ligne ”en kineser”.  Altså – det er såvel latterligt, samt hovedrystende hysterisk. Vel også en farlig vej at gå. Fordi derved afviser debatten frie og klare meningsudvekslinger, og overdænger anderledes tænkende mennesker med politiske korrekte verbale overfald.

Vi har lige haft en hjemlig sag – af en anden volumen - men hvor også den politiske korrekthed fløj over spisebordet allerede under forretten, men hvor så de politiske ukorrekte lod såvel hovedret som dessert forvitre i uspiseligt snask. 

Det var DF og LA, som foreslog at krigsflygtninge fra Syrien burde hjælpes i deres nærområde, i stedet for at blive fragtet til Danmark. Ideen blev i første omgang mødt med politisk korrekthed. Forslaget blev kaldt umenneskeligt, tegn på ufølsomhed og udtryk for manglende empati. ” De (forslagsstillerne) må jo ha’ spist søm”, som den ellers kloge Uffe Ellemann formulerede det i TV 2 News.

Så er den ukorrekte ged ikke alene barberet, men næsten også aflivet.

Men de to forslagsstillere lavede også flere præsentationsbrølere. Argumentationen gik på, at  Danmark ikke kan klare flere flygtninge o.s.v. - man slog på danskernes utryghed, og smed lidt foder til den indre svinehund  - nok er igen nok. Det ville ha’ klædt forslagsstillerne, hvis ideen var lanceret med fokus på flygtninges velfærd og tryghed, og deres eventuelle lyst og ønske om at blive boende i lejre i nærområdet – under ordentlige forhold forstås.

Hvis jeg blev krigsflygtning, fordi Jylland og Sjælland kom i krig om Udkantsdanmark, så vil jeg da gerne placeres i mit nærområde – Norge eller Sverige, i stedet for at blive sejlet til Mellemøsten eller Afrika. Hvis jeg var politisk flygtning – vil jeg nok også foretrække de svenske ødegårde, eller  norske kyster, men så var jeg nok åben for andre muligheder, da jeg måske ikke kunne regne med at komme retur til mit fødeland –hverken nu eller senere. Jeg er overbevidst om, at de fleste krigsflygtninge har det på samme måde. At de helst vil placeres midlertidig i et område tæt ved deres hjemland. Om muligt. For de ønsker garanteret alle at komme hjem igen.

 

Men forslagsstillerne havde ikke gjort deres hjemmearbejde godt nok. De for frem med et forslag uden at ha undersøgt f.eks. om der er realistiske nærområder til krigsflygtninge fra Syrien. Og til hvilken pris eller betaling. Måske kan man motivere de omkringliggende lande til at afstå områder til Danmark for etablering af flygtningenærområder. Når vi påtager os udgifterne.

Når man ikke har tjek på den slags ting, så får man hverken negerboller eller flødeboller, men kun smæk, som ”Spørge-Jørgen” fik, da han i øvrigt spurgte om for meget. Men smæk hører fortiden til, og ikke længere tilladt, og heldigvis i dag aldeles politisk ukorrekt!

Man skal tænke sig om før man kaster sig ud i politiske debatter, især hvis man tager et populistisk afsæt. Godt det er sådan – trods alt. Det synes både Pippi, negerkongen og jeg.

Dage med hotdog

Allerede da man nærmer sig parkeringspladsen ved Dronninglund skole fornemmer man, at noget er mærkeligt anderledes. En del af de parkerede biler har tremmer for bagruden. Går man tæt på får man et schæferbjæf, der truer ens nervesystem til alarmberedskab. Forklaringen er den enkle, at skolens græsområder har givet sine kvadratmeter til  Danmarks Civile Hundeførerforening, der holder DM i hund – i lydighed og væddeløb. Overalt render der hunde rundt - altså bortset fra dem, som puster ud bag bilens tremmer, og sætter forbipasserendes puls i vejret. 

Man skal være mere end hundebegejstret for at stå længe ved den specielle form for hundevæddeløb på tid, som kaldes agility. Så de fleste sad også ned i medbragte stole. Sidst jeg så sådan lignende var i nogle Tv-hundeudsendelser lavet af Poul ”Dus-med-dyrene”-Thomsen. Han havde selveste Ghita Nørby med som dommer.  Mindre kan også gøre det, og det må vi så også nøjes med i Dronninglund, hvor hverken Poul Thomsen eller Ghita er til at få øje på. Derefter bevæger jeg mig over i det obligatoriske område, hvor der altid er fyldt med stande, der øjner chancen for lidt profit, og sødt til kaffen. Alle standene handler naturligt nok om vovser. Der er ikke en kat at se i nærmeste  omkreds. Godt for den – det ville aldrig ha’ overlevet.

Flere stande har hundemad. Med smagsprøver. Sælgerne står selv og æder hundemaden. De forklarer, at ordentligt hundemad indeholder kvalitetsprodukter, som mennesker også kan spise. Jeg ser for mig fredag aften, hvor mor sætter fem dybe tallerkner på bordet og far hælder hundefoder op i dem alle. Derefter sætter familiens to børn, mor og far, og husets labrador sig god tilrette omkring spisebordet, og guffer i sig. Fredagsslikken er en tyggepind af de gode store, der varer en hel X-faktor-udsendelse.

De spisende sælgerne fortæller, at noget af det billige hundemad, skal man holde sig væk fra. Den kan være fyldt med det, som kaldes ”biprodukter” – hønsefjer, minkkød, og vel også noget fjæsingfiskeaffald. Hvis noget tror, at det  blot er noget værre hundeæde, så kan de godt tro om – det er meget værre. 

En stand har flotte metalskilte med sorte hunde med teksten  ”Her bor jeg”. Den slags skilte er til at holde uvelkomne væk – og jeg tror gerne det virker. Jeg spurgte om der var  mulighed for at købe et skilt med billede af en muldvarp med samme tekst – og det var manden ikke afvisende overfor, og han ville tage ideen med til fabrikanten. Der ku’ jo være penge i det skidt.

En stand gør sig i vandløbebånd – Kr. 37.500 . Fås også med vandtank, pumpe og filter  – men så ryger prisen op i kr. 59.000.  Hallo! Her troede jeg, at de fleste hundeejere havde hund, fordi så var man tvunget til at komme op af lænestolen, og ud og slentre med hund gennem byen. Men den slags ture kan åbenbart klares med et løbebånd ved siden af sofaen - samtidig med at man ser Tv-fodbold, hvor Hobro tæver det ene københavnerhold efter det andet. Så er der også bedre tid til at koncentrere sig om at holde væskebalancen intakt.  Det skal dog i sandhedens interesse tilføjes, at vandløbebåndet også kan bruges til genoptræning af hunde med knogle, muskel og ledbåndssygdomme – plus til opbygning af udholdenhed. Der er desværre kun plads til hunden på løbebåndet.

De obligatoriske grilldrenge har travlt. De fortæller, at dagen før var der udsolgt af pølser allerede om eftermiddagen, og jeg spørger oprigtig interesseret, hvorfra de sortgrillede pølser kommer. Men det har  drengene ingen anelse om. Det er jo skidt. Forleden spiste jeg morgenmad på et hotel i Skagen, og der stod en lille seddel ved rullepølsen – ”Fra slagter Munch i Skagen”. Det giver tryghed. Så ved man da, at den ikke stammer fra Jørgen A.

Krig for sjov

Jeg er på destination ”1864” lige overfor Dybbøl Mølle. En rundtur i den store mølle, som er brændt og genopbygget tre gange – maler igen. Om det foregår helt ad helvede til ligesom i John Mogensens berømte sang, eller møllens vingeslag foregår efter Erhard Jacobsens muntre toner – det er en smagssag. Jeg er taget til grænselandet, hvor frø af ugræs engang føg over hegnet, for at se de ”sønderjyske diger”. Jeg kigger langt efter ”Matadors” Susse Wold, men hun dukker sikkert kun op, når bankdirektørens bror Jørgen Varnæs bestiger bankerne.

Nu er jeg sat foran et sort/hvidt billede i stort format med masser af historie, og legal afsæt til tanker og konklusioner. Billedet viser en løbegang bankerne, hvor danske soldater på skyttegravsmaner’ har vagter i 3 x 24 timer. Vinteren sniger sig helt ind på kroppen, og de prøjsiske granater kan nemt komme lige såt tæt på. Maden besår i vagtperioden kun af vand og brød, og toilethullerne er udenfor løbegangene. Flere får skudt hovedet af, når de skal træde af på naturens vegne. Derfor besørger soldaterne stort som småt i løbegangene. Her blander fækalier sig med regnvand, blod, kulde og andet menneskeligt affald. Det er stilbilleder af menneskelige lidelser og død..

De gæster som kommer til destination ”1864” kan opleve en benamputation, støbe kugler til de gamle forladere, og smage soldaterkost. Børn skal ”høre kanonerne brage”, se ”eksplosionerne flænse nattehimlen” – og de skal få lov til at ”smage krudtrøgen”-

De skal være med til at genskabe de historiske scener.

Mon børnene kommer så tæt på, at de fornemmer, at de går i lort til anklerne, og den dræbende kulde på de tre døgns vagter? Ser de afskudte hoveder, afrevne lemmer, og kommer de til at lugte den modbydende stank af lig og blod? Nok ser de eksplosioner der ”flænser himlen”, men hører de også soldaterne skrige af smerte og angst?

Lad os lette hatten af respekt og interesse for fortiden – vores historie kan give os de rødder, som sætter vinger. Det kan den, hvad enten denne krigsfortid er 1864, 1. eller 2. Verdenskrig, Irak-krigen, Afghanistan eller Syrien. Det giver indhold og substans til at forstå verden bedre, så vi kan indrette os bedre, blive klogere, og indsigt til måske nye måder, at løse problemer på.

Destination ”1864” i Sønderjylland er et sted, hvor man får meget godt udbytte med hjem, men fri os for denne kvalmende forherligelse af krig, hvor smarte reklametekster tangerer krigsliderlighed, og hvor slaglinier om kanonild til rabat, og budskaber om ”køb mig” og ”meld dig her” – giver gæsten et vrangbillede af, hvad krig er for noget.

Fodboldscener vi gerne vil se

Kaj og jeg er enige om, at hvis Københavner-journalisterne efterhånden ikke kan finde ud , hvad de skal kalde fodboldslaget mellem FCK og Brøndby  - ”Ny-klassikeren”, ”New Firm”, eller bare et slag mellem ærkefjender - så har vi fundet løsningen. På DR’s hjemmesider blev der som en kommentar til det københavnske ærkefjendeopgør skrevet - at ”fremover skal vi nok flytte "Derby" termen til kampene mellem Randers og Midtjylland, for det er da to langt bedre hold end de to, vi ser her! Hvor spiller de dog ringe sammenlignet med de jyske hold”.

Vi synes det lyder godt, og så kan vi skifte mellem ”derby”-kampene mellem de jyske hold – den næste bliver så kampen mellem AaB og Hobro. Under alle omstændigheder - lad os for en periode flytte fokus til hovedlandet.

På ferie for en tyver

Denne klumme er inspireret af en god ven, som fik tre klip i sit kørekort.

Tre klip betyder teoriundervisning, køretimer, ny køreprøve, penge ud af lommen,

søvnløse nætter, og nervøse trækninger omkring øjnene.

I særligt belastede tilfælde ses udslæt, begyndende stammen, og ufrivillig vandlanding.

Jeg har i fortsættelse af dette danske mareridt læst, at f.eks. Italien har et langt mere positivt klippesystem. Her har hver bilist et antal point, og bliver vedkommende så taget i en trafikforseelse, så trækker man et givent antal point fra det antal bilisten har. På et tidspunkt kan det selvfølgelig også i det italienske system ende som i det danske, men forskellen er den, at man i det italienske system har noget på forhånd. Det man har i hånden vil man psykologisk gerne beholde, passe på, værne om, helst ikke give fra sig. Det er pinligt kun at ha’ 14 point, når naboen har sine 20 i behold. Dernæst så skulle dette systemspil give færre forseelser – færre trafikovertrædelse  - og det er jo hovedhensigten. 

Modsat er det danske klippesystem negativt. Man får ikke noget givet på forhånd man starter med et nul, og har man så tre gange mødt denne danske politibesked  ”Klokken er nu 14.36, og du får et klip ”- så klapper teoriprøvefælden.

Det italienske system ligner meget det jeg har hørt danske forældre med stor succes bruger, når deres børn ingen tålmodighed har, når familien skal i skoven – eller på ferie i Italien.

De fleste kender til det: Bilen er pakket, ungerne installeret på bagsædet, og så går det direkte mod Norditalien. Hvis man er en familie fra Aalborg, så når man næppe helt til Svenstrup før sætningen kommer første gang fra bagsædet: Hvornår er vi der?

Kampen mod dette uvæsen er, at man f.eks. giver hver af bagsædets beboere 10 styk. 20-kroners mønter, og samtidig fortæller, at hver gang de spørger – ” Hvornår er vi der?” - så skal de aflevere en tyver. Forældre beretter, at ikke sjældent sker det, at det omtalte spørgsmål ikke falder en eneste gang på turen, så beholdningen af tyvere er intakt hos bagsædefolket ved ankomst til feriestedet, og det er jo også hovedhensigten. 

Som en lille krølle kan nævnes, at særligt dygtige – og snu – forældre med succes har udvidet omtalte system. Den sidste aften i ferielandet fortæller de børnene,  at i stedet for at tumle rundt og bruge deres sidste feriepenge på skrammel, så vil far – når de kommer hjem - doble det beløb de kommer hjem mad - i hård dansk brugbar valuta.

Det giver ro hele aftenen, en herlig ferieafslutning, og velhavende børn.

Det sidste er om ikke hovedhensigten, så heller ikke at foragte.

Og slår projektet fejl, så har i hvert fald faren overskud til en klipning.

Hos frisøren. 

Take-away-ærter med skrald

Det er ikke rart, at se mennesker rode i andres menneskers affald for at finde lidt brugbare rester, som kan stille sulten. En god bekendt fortalte mig om en oplevelse han havde haft i Indien. Han boede på et hotel tæt ved en flod, og mellem hotellet og floden var en række hytter af yderst ringe kvalitet. Han troede det var boliger til hotellets ansatte, men det viste sig, at det var bolig for fattige indere – ganske givet fra den laveste kaste, som havde fået lov til bo deres med deres familier til gengæld for visse ydelser – f.eks. rensning og rengøring af toiletter. Det er et stykke arbejde, der altid udføres af den laveste kaste i et indisk system, hvor mennesker er delt ind med forskellige værdi i diverse kaster. Om aftenen, når hotellets gæster havde spist, så man familierne fra hytterne gå op til affaldscontainerne, og der kunne de så lede efter, og spise, eventuelle rester.

Den slags sult er vi vel - trods stigende fattigdom jævnfør EU’s fattigdomsgrænser - fri for i Danmark. Set i et kortere historisk perspektiv så husker os - med en vis alder - Carl Alstrups vise fra Apollo-revyen i 1936  om ”Manden på risten”, som stod udenfor en fin restaurant på Vesterbro, og blev mæt af duften fra de riges bord.

Men længere tilbage  – før velfærdssamfundet tog sit afsæt med socialreformen i 1933 – er det jo massiv sult, der trænger sig på i datidens bondesamfund, og vi synger med gru om ”Jens Vejmand” - Jeppe Aakjærs stærke digt fra 1905 om manden, der er så fattig og glemt, at man ikke engang gav ham en sten på graven, selv om ”hans liv var fuld af sten”.

Disse to musikalske nedslag er valgt, fordi den amerikanske sanger og rockidol Bruce Springsten engang har sagt, at man lærer mere af en stærk sangtekst, end man gør gennem et langt skoleliv.

I amerikanske skoler underforstået. 

Men i dag får mennesker i Danmark stort set, hvad de skal spise, så de ikke ligefrem går sulten i seng. Det kan godt være, at den mad et flertal putter i munden ikke er af den mest sunde, og der er alt for meget ”sulten for sjov”-mad, eller rullepølse fra Jørns fabrik, men man ser dog sjældent danskere lede i affaldscontainere efter noget spiseligt. Højst efter tomme flasker.

Derfor var der mange borgere, der spærrede øjnene op, da man for nylig i Brugsen i Dronninglund så en mand stå ved indgangen til butikken, og rode vildt i en affaldscontainer. Med fagter fik han oven i købet flere til at hjælpe sig. Kilder tæt på manden fortæller, at det dog ikke var mad, men sin bilnøgle han rodede efter. Manden var sammen med konen inde for at handle, og manden var straks gået i gang med at fylde flere poser med ærter, da dagens tilbud var - fyld posen for en tyver.  Samtidig med at han fyldte posen, fyldte han også munden. Det fik konen til at ytre, om han ikke kunne stille sin ærtelyst til de kom hjem. Men det prellede fuldstændig af på ærteelskeren, og på vej ud af butikken smed han sine ærteomslag i omtalte affaldscontainer. Hvad han glemte i sin ærterus var, at også bilnøglen var i blandt. Nu gik manden i panik. Han ledte larmende efter ansatte, som kunne hjælpe ham med at åbne containeren, så han kunne finde den nøgle, som ville bringe ham væk fra dette pinlige indkøbsområde. 

Stort ståhej for næsten ingenting. Efter at ha’ fisket diverse affaldsprodukter op, som bananskræl, sut, barnesok - kom endelig bilnøglen. 

Der lød et lettelsens suk. Også fra de tilskuer, som optrinnet havde tiltrukket. Flere havde frygtet, at dette var et varsel om, at klunsere og fattiglemmer - af et vist international snit og format  - snart indtog Dronninglund by, så Slotsgade ville blive befolket med tiggere, optrædende med eller uden brune bjørne, og boder med salg af fisk, sjove hatte, CD’er med diverse kunstnere, og værdiløst rustensnusk. 

Nu kunne alle tage velfornøjede hjem, også ærtemanden. Man så ham trygt vandre mod bilen fortærende de sidste take-away-ærter. 

Scener vi gerne vil se

FCK fyrer Ståle.

Nederlaget 0-3 til Hobro i Superligaen i fodbold har nu fået konsekvenser. Ståle Solbakken udtalte til DR Sporten, at nederlaget kunne få konsekvenser for visse spillere, men nu har FCK’s bestyrelse bestemt, at nederlaget får konsekvenser for Ståle Solbakken selv.

-”Bestyrelsen kan ikke leve med, at vores millionærhold taber til et hold amatører, folkeskolelærere, klamphuggere, og bankelever fra en udkantsby, som har færre indbyggere, end der bor i et højhus i Gladsakse. Nu får Ståle det røde kort Han er også altid så sur, skælder ud, og smider med flasker indeholdende norsk kildevand med brus. Nu kan han ta’ hjem til Norge, hvis ikke Strandby, Sindal eller Løgstør napper ham inden færgen forlader Hirtshals”.

Vi kender navnet på  FCK-bestyrelsesmedlemmet, men har valgt at holde det skjult for offentligheden.    

Garage til tåbeligheder

Kun dem, som aldrig har været i København, kan finde på at sige, at byen stort set er biler, forurening og larm. Som jævnlig gæst i landets hovedstad kan jeg uden problemer nævne 10-12 steder i landets hovedstad, hvor der er lige så stille, ro til fordybelse og afslapning, som mange steder i Nordjylland. Et af Københavns mest afslappende steder er Søerne – som ligger på kanten til Frederiksbergs kommune, kun et par busstop fra Rådhuspladsen, Tivoli og Hovedbanegården - steder, som ikke just er kendt for deres stilhed. 

For nylig var jeg igen på aftenvandretur omkring Søerne. På en bænk langs københavnersiden - med udsigt til Frederiksberg – sidder fire unge mennesker. Kærestepar formoder jeg. De sidder i hvert fald parvis tæt. 

Pludselig siger den ene pige :

-” Det hus derovre kan du få for 200.000 i Esbjerg”.

- ”Det er løgn”, siger den anden pige, som måske ved, at blot en 2 værelses lejlighed langs Søerne nemt løber op i flere millioner.

-”Det er rigtigt, svarer pigen, der åbenbart ved noget om huspriser langs vestkysten, og sætter trumf på:

-”Og så får du garage med”.

Før jeg nåede hovedstaden og Søerne var jeg et par rare dage på Langeland. Det var dog en herligt bekendtskab. Her er den charmerende by Rudkøbing med Apotekerhaven, og sin helt egen H.C.Ørsted historie. Her ligger Stengade-skoven med sin bøg helt tæt ved ”salten øster strand”, hvor Oehlenschläger blev inspireret til at skrive Danmarks nationalsang. I nogle fredede smukke områder ved Dovns Klint finder man landets eneste vilde hestereservat – her leves det hesteliv, som heste helst vil. Der er stille og smukt - som ved Søerne i København. 

Nætterne på Langeland blev tilbragt på en B&B ved Lindelse Nør - med egen badebro, og med udsigt over vand og marker, så sjælen fik lyst til at lege Erik Grip og synge Lundell og Toftlunds vidunderlige sang om ”Åbent landskab”.

Stedet var til salg, og prisen var højere end mange af husene langs Søerne i hovedstaten. Idyl på Langeland – pris 6,5 million. Men så var der også garage med.

Som i Esbjerg.

  

På Langeland kom jeg i godt snak med end kvinde på omkring de 70, som fortalte en gruopvækkende selvoplevet historie om en samfundsudvikling, som hverken hun eller jeg bryder os om.

Kvinden har et sommerhus i nærheden af Holbæk. Hun var for nylig blevet syg mens hun var i sommerhuset, og blev indlagt på sygehuset i Holbæk. Da hun var klar til at komme hjem, blev hun fortalt, at man ville sende hende med Falck til hendes hjemadresse, som jo er Langeland. Hun fortalte, at det behøves man slet ikke, da hun havde sommerhus 30 km fra Holbæk, og der havde hun også sin bil.

Den oplysning kunne systemet ikke klare.

Kvinden fik at vide, at hun efter reglerne skulle sendes til sin hjemadresse.

Nu prøvede hun at forklare det tåbelige i en sådan beslutning, idet det var langt  dyrere at transportere hende til Langeland, og dernæst så skulle hun så retur efter sin bil. Men systemet har sine regler, og de kan ikke gradbøjes, og åbenbar slet ikke, når system er sat i gear.

Kvinden blev kørt til Langeland. Der fik hun et familiemedlem til at køre sig retur til Holbæk-kanten. Kvinden fik sin bil hjem  - og sat i garage. 

Men sådan et stift menneskeforagtende system må aldrig få ro. Det skal sparkes bagi så det ryger direkte ind i en garage.

Hvor garagen ligger er ligegyldigt - bare parkeringen bliver for altid.    

Hurra for Krasnik

Tak til journalist Martin Krasnik for en fantastisk samtale med den norske læge Mads Gilbert - og ligeledes for samtalen med den israelske viceambassadør et par aftenen forinden – begge i DR2’s ”Deadline”. Krasnik var kritisk, velinformeret, og vedvarende, men også sober, og konsekvent stærkt lyttende. I begge samtaler - om krigen mellem Hamas og  Israel – indtog Krasnik indsigtsfuld det modsatte synspunkt i forhold til gæsten, og det lykkedes Krasnik, at give mig, og forhåbentligt også andre, mere indsigt, en bedre forståelse, og vi fik igen understreget kendsgerningen, at det er  vigtigt, at enhver handling og begivenhed lige får et kig med en anden optik.    

Lad 1000 krasnikker blomstre.  

"Vi stiller igen om til VM"

Kan du huske VM i fodbold i Brasilien? Selvfølgelig - svarer du måske, men jeg spørger kun fordi, der er sket så meget siden. Der har været cykelløb i Frankrig, sommer i Danmark, hvaler er strandet, og katte er løbet væk - eller smidt i affaldscontainere. Og Hobro har haft debut i Superligaen.

Men for at vende tilbage til VM i Brasilien, så gik det jo som bekendt slet ikke – for værtslandet. Man var for tændt, eller var det medierne, som var overtændt? Man var gejlet op, og hvem mon havde ansvar for det.? Man kunne slet ikke finde sin sambarytme, men der var så mange andre fejltrin i den periode. Man hørte om  brasserne, der var i chok og lammelse. Eller var det DR og TV2’s kommentatorer, der var i chok?

Megen ordgejl, vrøvl, og overflødig analyse blev i hvert fald skovlet ud af skærmen til de seere, som ikke fik zappet væk i tide. Det er nu en gang sådan, at vi er mange, der holder  af fodbold, men nemt kan undvære indpakningen  Altså 3-4 forskellige eksperters meninger om, hvad der kunne være sket i kampen, hvis Peter Hansen ikke var blevet skadet, eller Bjarne Jensen ikke havde karantæne, eller Jens Nielsen ikke havde skudt på stolpen i det 9. minut, og Klaus Mortensen ikke havde brændt straffesparket i det 16 – er snak uden bid, men også til rødt kort, udvisning og karantæne.   

Nu er VM forbi. Det snavsede spillertøj er samlet sammen, og sluk-efter-bajeren har haft sin virkning. Vi er tilbage i  de danske omklædningsrum hos  Hobro og AaB. Vi har sagt farvel til Brasilien og brasserne, og land og befolkning, der som bekendt er i chok og lammelse.  Eller hvad?  Man så på Tv-skærmen under hele VM stort set kun glade publikummer. Hver  gang kameraet fokuserede ind på mennesker –  enkeltvis eller en gruppe – så livede alle gevaldigt op, smilede og råbte, vinkede med eller uden flag, og truttede i , hvad de nu havde indenfor rækkevidde at trutte i. Disse spontane smil og vink kom fra alle slags mennesker uanset om deres landshold var foran, eller bagud. Reaktionerne kom også fra de brasilianere, der var i ”chok og lammelse”. Også selv om de var bagud med 0-5 mod Tyskland, så blev dette bedrøvelige faktum tilsidesat, når de pludselig så sig selv på den store Tv-skærm. De var på. De oplevede de berømte 15 sekunders berømmelse - og gav intet indtryk af chok og lammelse.

Da Brasilien spillede bronzekampen mod Holland – og tabte igen – fandt kameraet en brasilianer med et skilt, hvorpå der stod ” The best host ever”. Kan man ikke blive verdensmester, så kan man vel få anerkendelse for et vellykket fodbold-VM! Et nik til skiltet er den redningskrans, der igen kan få brasserne til at danse samba. 

Når alt dette er ment og nedskrevet , så hører jeg til det voksende mindretal, der så absolut foretrækker billeder af sportspublikum, som ikke kan se sig selv, og derfor ikke ved at de er på Tv, og derfor heller ikke straks reagerer på de samme overrislede måder. Det giver langt bedre billeder og oplevelser, at se sportspublikum folde sig ud i eftertænksomme. smukke, ægte, æstetiske, sjove, og med eller uden malede ansigter - i stedet for det hujende,  larmende, kunstige. Men det er jo de moderne tider, hvor den enkelte altid skal ha lov til at præsentere sig selv, når nu de andre får lov. Se mig, se mig, se mig. X-faktor-generationen er ikke et kun et dansk fænomen.  

Men det er jo med det, som med så meget andet - det var meget bedre i gamle dage. Bortset selvfølgelig fra de få undtagelser, som det alligevel kræver alt for megen spalteplads og kostbar tid, at komme nærmere ind på.  

Nuanceresistensen

Under denne overskrift har Weekendavisens Søren Villemoes i dag et eftertænksomt  interview med den kloge Naser Khader, som stærkt og selvoplevet taler om den hadefulde og aggressive tendens, der præger dagens debatniveau – yderligere forstærket af krigen mellem Hamas og Israel. Nuanceresistensen er en trussel mod morgendagens demokratiske liv.

Læs artiklen før resistensen angriber dig. 

Den moralske grænse

Da de allierede i 1945 besluttede at bombe Berlin overtrådte de civiliserede samfund en moralsk grænse. Bombningen med dens frygtelige konsekvenser af død og ødelæggelser for civile – børn, kvinder, ældre – skabte inden bombningen voldsom intern debat i toppen af de militære og politiske kredse, såvel i USA som i England. Trods stor uenighed til det sidste valgte de endelige magt- og beslutningstagere, at overskride den moralske grænse, med den motivering, at det ville forhindre krigen mod Tyskland trak unødigt ud. Man ville knække forsvarsviljen. Knække den tyske lyst  til at fortsætte krigen. At de allierede var i krig mod et system, som ønskede at ofre sin befolkning i den totale krig, var en anden grænseoverskridende moralsk indstilling. 

Man har siden opgjort, at bombningen af Berlin krævede 3.000 civile ofre, og 120.000 hjemløse. Beslutningen om at bombe Berlin – at overskride den moralske grænse – gjorde det senere beviseligt langt nemmere for de allierede også at tage beslutninger om at civilbombe Dresden, Leipzig, Tokio, og den endelige nedkastning af atombomber over Japan.

Nu er det påkrævet, at der atter sker en nødvendig gentagelse af diskussionen om den slags moralske overskridende handlinger. Det presser sig voldsomt på i forbindelse med Israels bombning af Gaza-striben. Det er yderst sandsynlig, at Hamas foretager militære aktiviteter bag civile fordøre, og det er også sandsynlig, at denne organisation helt uantageligt bruger civilbefolkningen som skjold mod sin fjende. Men det ændrer ikke ved, at det moralske dilemma om bombningen er et israelsk ansvar og anliggende. Man kan ikke i et civiliseret samfund foretage vurderinger om, hvad der mest rentabelt, mest hensigtsmæssigt. I et demokratisk samfund er der etiske begreber, som ikke kan gradbøjes. Mulig involverende drab på civile må ikke være en bærbar omkostning, som man kynisk indregner.

Begge parter må kraftigt presses af det internationale samfund til at indstille krigen, og iværksætte nye forhandlinger, men det ændrer ikke på den agenda, at vi ensidig  bør forlange, at Israel standser bombningerne af mål, hvor civile bor, lever, og som på grund af de grænseoverskridende beslutninger, bærer de primære tab. 

Krige kan ikke kontrolleres – de løber løbsk efter deres egne blodige mønstre, men netop derfor bør man (gen)indføre en moralsk grænse for bombning af modparten - i respekt for de civile samfund.  

SCENER VI GERNE VIL SE

Hver uge får tabende fodboldspillere spørgsmålet fra rimeligt veluddannede mediefolk:

Hvordan kommer I videre herfra?

Dette er svaret jeg gerne vil høre:  - Det bliver helt umuligt. Allerede i pausen havde vores direktør hængt sig i omklædningsrummet. Træneren er nu forsvundet. To af spillerne har druknet sig under bruserne. Vi har kontaktet Regionen og bedt om krisehjælp til de overlevende, men jeg tror ikke vi kan rejse os. 

Ikke før vi får nogle mere opløftende spørgsmål. 

Bom og grænser

Det kan godt være, at EU-valget indeholdt elementer af Helle-modstand, habit-forargelse, og en naturlig forunderlighed over intens rengøring af danske hotelværelser på grund af ministerrygning i utide, men hvis man hovedsagelig placerer sine analyser på de forklaringer, så er man en dårlig tolker af danskernes politiske retning.

Valget var først og fremmest danskernes ja tak til nye grænser. Grænser, som sætter bom for direkte adgang til børnepenge, og ja tak til grænser, hvor der kan dukke en toldbil op, og venligst lige spørge om førerbevis, papirer, og med ret til at kigge i hvert fald bilen bagi, for at tjekke om der sku’ være skjult 8-10 udviste kriminelle - under bagsædet – alene, eller sammen med stoffer af anden slags, end dem man bruger til gardiner.

Danskerne er blevet trætte af EU-politisk korrekthed, hvor man ikke må ytre ønsker om forandringer, eller må snakke om stopklodser overfor urimeligheder. Altså – det nu største EU-politiske parti i Danmark er over en meget lang periode blevet grovmobbet, fordi de har ønsket toldbetjente, der foretager stikprøver ved grænsen mod syd for at prøve at sætte en stopper for ugræs over hegnet. Men også for at lave et benspænd for den udbredte antagelse, at til Danmark kan man altid køre, fordi der står befolkningen blot og vinker virkelighedsfjern til en. Nu vender mobningen som en boomerang, hvis hele vægt rammer de politisk korrekte partier, så de bagerste mandater øjner - og nogle mærker - spærregrænsen. 

Ønsker om toldkontrol med stikprøvebeføjelser er jo ren forebyggelse, og følger faktisk smukt et pædagogisk mønster, som altid tidligere har præget det danske samfund, og dansk tænkemåde. Kontrol ved grænsen er sammenlignelig med skolegårdvagten, der vandrer rundt – i dag uden pibe - som et værn mod frikvartersbøller, og mobning.  Dansk Folkepartis ønske om grænsetjekkende toldbiler er sammenlignelig med livredderen, der holder øje med de badende, og parkeringsvagten, der holder øje med bilerne. Ligeledes er ideen også meget sammenlignelig med den lokale betjent, der netop ved sin enkle tilstedeværelse sikrer en vis ro og orden.  Især for de mennesker, som har betalt skatten, så vi kan ha en ordensmagt, der går rundt og sikrer tryghed i nærmiljøet. Men på den anden side, så er virkeligheden, at den vandrende forebyggende betjent jo efterhånden er et syn, der tilhører en anden tid, som den beskyttende grænsekontrol - og som gårdvagten med pibe.  Men noget af det, som hører en svunden tid til, kan jo forlanges tilbage.

I hvert fald meddeler en større og større del af befolkningen, at nok bukken, skraben, og retten ind er nok.

De vil ha’ grænserne tilbage. 

Grundtvig og fløjtetønden

Hvis man tror Nikolaj Frederik Severin Grundtvig (1783-1872) er en stor samling støv, så er det forbi man ikke kender ham. Præst, forfatter, og salmedigter Grundtvig var en af 1800-tallets største stand-up-personer – fyldt med nytænkning, meninger og substans. En mand, der elskede livet, ønskede frihed for folket, og højskoler til bønder og borgere. Som mente mennesker skal oplives før de oplyses, og altid behandles på lige fod. Som sagde nej til et mainstream-abekatteliv, hvor mennesker opfører sig ens, styret og manipuleret.  Grundtvig var en mand, som levede med sin tro, og ville dele glansen fra det guddommelige med alle. Fordi mennesket er et meningssøgende væsen, som skal lytte med munden fri - og hånden bundet..   

Ord fra ham er vigtige – også på en 1.maj. Især når det handler om majtalere, der måske afbrydes af fløjtekor – enten denne fløjtning sker tæt på, eller på såkaldt demokratisk afstand. Tonedøve er de sikkert disse engangsfløjter. Deres pift bliver næppe så latter- og fløjtehumoristiske – hvilket set i en dansk optik ellers altid er en formidlende omstændighed - som da Bodil Udsen gav den som  fløjtetønden Viktoria. Men det er der i øvrigt ingen unge mennesker, som kan huske- for hendes fløjtegennembrudsnummer skete i Helsingør-Revyen i 1956. En kan også kun huske det, fordi jeg kan ”Ringe til en You Tube-ven”.     

For nylig modtog elever fra Hørby Efterskole ved Sæby masser af pift og fløjten, som en del af et begejstret bifald, da de havde leveret årets musical. Det med at levere et styk årlig ofte historisk drama har man gjort i mange år i Hørby – i år med forestillingen ”Grundtvig”. Gennem musicalen dykkede man ned i centrale perioder af Grundtvigs liv, og de unge – hvis kendskab på forhånd til Nikolaj Frederik Severin stort set begrænsede sig til netop en samling støv - fandt ud af, at Grundtvig var en meget karismatisk person, der siden starten af 1800-tallet stillede kritiske spørgsmål til sig selv, og sin samtid. Grundtvig har haft stor betydning for danskernes forståelse af demokrati, kristendom, skole, og for vores kulturelle selvforståelse - ikke mindst gennem sin enorme salmedigtning. I Hørby havde man ved scenen bygget en mur af i alt 1500 bøger, som illustration af Grundtvigs salmeproduktion – på netop 1500 salmer. Et antal ikke engang Keld Heick kan matche.

Grundtvigs tanker har også beriget og inspireret mennesker uden for Danmark. Han hører sammen med Søren Kirkegaard og H.C. Andersen til 1800-tallets tænkere og forfattere, som Danmark internationalt er mest kendt for. Gennem musicalen formidlede Hørby-eleverne smukt Grundtvigs enorme drivkraft, produktivitet, tanker og ideer. Siden har efterskolen været en tur i København, og eleverne besøgt de steder, hvor Grundtvigs færdedes.

Hørby har nu en gruppe unge Grundtvig-fan, som kender mandens værd og synspunkter. De vil næppe melde sig til noget fløjtekor, fordi de ved nu, at med ytringsretten følger lyttepligten. Når vi har to ører og kun en mund, så har det jo noget at gøre med, at vi faktisk skal lytte dobbelt så meget, som vi taler. Jeg ved udmærket, at mange kender personer, der fungerer modsat, og her skal ikke nævnes navne. Men når fløjtelystne mennesker svarer, at der også blev larmet mod Nyrup, råbt øv efter Fogh, og vendt ryggen til Løkke, så tog disse handlinger trods alt ikke tale- og ytringsretten fra statsministrene. Når fløjtelystne mennesker påstår, at de ved et fløjt ikke kan spolere en statsministers ytringsfrihed, fordi hun kan bruge sin ret på andre tidspunkter i alle slags medier, hvor de fløjteivrige normalt sjælden eller aldrig har ytringsadgang, så glemmer de, hvad der er et af   demokratiets fornemmeste kendetegn - den sproglige ytringsfrihed. De fløjtelystne forhindrer sproget i at komme til orde. Forhindrer man sproget i at blive brugt, så ender talen og samtalen i råb, larm, grynt. Så mister vi - med Grundtvigs ord - evnen til at bruge sproget. Vi bliver sprogløse.

Som dyr. Der bliver kun brølet tilbage.

Eller fløjtet.

 

.

.

Maratonsang i Nordjylland

Så rykker årets Maratonsang til Nordjylland. For første gang vil der vest for Valby Bakker sidde danskere på årets længste dag, og synge sig igennem Højskolesangbogen (HS) – kompetent ført an af spændende mennesker med ord på læben. Tilmed bliver det hele levende fulgt af et sangglad publikum, og af Nordjyske kor, som løfter tonen. Den bliver slået an af forskellige pianister, der i løbet af årets længste dag musikalsk vil gelejde alle gennem den danske sangskat.

Det er Grundtvigs Forum i København, som for fire år siden introducerede Maratonsangdagen i Vartovs Gård, og i år kommer der altså en jysk lillebror.

Det er Dronninglund Kunstcenter – den danske udgave af Utzons Operahus – som lægger skov til, og derfor kaldes det jyske sangarrangement også for ”Velkommen i den grønne lund”, som en hyldest til sommeren, sangen, skoven og Grundtvig.

Det er Danmarks mindste højskole – ”Garagehøjskolen” i Dronninglund, og Kunstcentret i Dronninglund, som i samarbejde med netop Menighedsrådet i Dronninglund, Nordkraft Event i Aalborg, og Grundtvigsk Forum, har taget initiativ til dette jyske sangmøde lørdag 21.juni 2014, hvor man vil synge sig igennem store dele af højskolesangbogen.

Vi har indbudt særlige gæster, som får til opgave at vælge og fortælle om sange indenfor hver enkelt område af HS – en gæst begynder med valgte morgensange, næste vælger det samme antal indenfor sange om tro, dernæst om liv og fællesskab, en vælger forårssange, en anden sommersange o.s.v.   

Publikum får mulighed for at synge sammen med bl.a. sanger og komponist ERIK GRIP, præst ved Hasseris kirke AGNETE BRINK, tidligere formand for Folketinget CHRISTIAN MEJDAH, tidligere AaB-sportschef LYNGE JAKOBSEN, radiovært ved DR P4 Nord KNUD ERIK MEYER IBSEN, borgmester i Brønderslev kommune MICHAEL KLITGÅRD, regionsformand ULLA ASTMAN, formand for Folketingets kulturudvalg FLEMMING MØLLER MORTENSEN, organist SUSANNE RASMUSSEN med  et lokalt kor, præst ved Dronninglund kirke RUNE THOMASSEN, tidligere sekretariatsleder ved Vartov HANS GRISHAUGE, Års, medlem af Grundtvigsk Forums bestyrelse ANNA KOLIND, Tornby, studenterpræst HANNE DAHL fra Aalborg, rockmusiker PETER HÅNDSBÆK, Mors,  og sangerinde og lærer ANNE-MARIE HASSING med elever fra Try Efterskole.

  

Det hele begynder nævnte lørdag formiddag kl. 10 og slutter om aftenen med bål og tale.

Alle er velkomne, og der er fri entre.

Dronninglund Kunstcenter gør haven i skoven klar, og der kan købes frokost, aftensmad, og drikkevarer til rimelige priser.

Arrangørerne har bestemt at denne dag skal være en tradition i Nordjylland, og derfor har man allerede planlagt et vintermaratonssangarrangement på Nordkraft i

Aalborg søndag 21. december.   

Når man synger er man aldrig alene, og den samværsmulighed med fællessang som bærende kraft gives nu til alle nordjyder.

Det pengeløse samfund

”Tømning af sparebøsse kr. 200”.

Skiltet rammer ind som en forhammer. Man kigger igen. Kan det ha’ sin rigtighed! Jo, den er god nok. Kommer man med barnebarnets delfinsparebøsse koster det 200 kroner at få den tømt. Men da den venlige sparekassekasserer kan se panikken i mine opspilede øjne tilføjer hun straks, at ”Det gælder kun for ikke-kunder”. De trofaste med egen konto får tømt uden gebyr. I relation til hvad jeg ofte tidligere har skældt banker og pengeinstitutter ud for, så er den oplysning honning for sjælen. Endelig honorering af trofasthed.

Men 200 kroner for folk, der ikke er kunder, er dog noget af en betaling. Man ser for sig, at kunden komme slæbende med fire børnebørns delfiner, og det viser sig at hver delfin indeholder ca. 100 kr. – som man i øvrigt selv har kommet i – og så skal man erlægge 4 gange 200 kroner for tømningen. Det er jo et tømningsgebyr, som nok kan få enhver bankrådgiver til at advare mod utidig frådseri. Så er det billigere at købe en hammer i Stark, og slå delfinen ihjel, og gå på jagt efter nye delfiner. Men man kan jo også blot åbne en konto. Det er jo det, som er øvelsens højeste mål. Men hovedårsagen til denne voldsomme opkrævning for tømning af abekatte, bjørneunger, Rasmus Klumpbøsser og delfiner, er den enkle, at vi er tæt på det pengeløse samfund. Sparekassen i Dronninglund er den eneste pengeinstitut i Dronninglund by, som endnu har kontanter. De øvrige pengeinstitutter ejer ikke kongens mønt.  

I det pengeløse samfund skal vi vinke farvel til mange ting, som i generationer har været en del af samfundslivet. Det har længe været slut med manden der bankede på ens fordør for at samle ind til ”Julens Glæde”. Ligeledes er det vel også nogle år siden, at kontingentopkrævninger til hvad som helst, skete via en mand, der bankede på ens dør. Den rare mand, der tog sig af den slags aktiviteter, fik i min barndom altid en cigar eller cigaret. Den slags gaver vil jo også i dag resultere i en anmeldelse, og et besøg af landbetjenten, med medfølgende deportation til Anholt, eller anden afsidesliggende destination. Men når det pengeløse samfund endelig har taget over, så er det i hvert helt slut med de gode mennesker, der med indsamlingsbøsser, samler ind til Røde Kors, Flygtningehjælpen, eller Folkekirkens Nødhjælp. Det er også lang tid siden man i ”Giro 413” har hørt Hans Kurt synge om ”Kroner en - kroner to”. Og sangene ”Sørens far har penge” og  ”Der bor en bager” bliver blacklistet. Ingen forstår den sidste sangs linier ” ..og har du penge, så kan du få, og har du ingen, så må du gå”. Hvad man gør ved moderne klassikere, som Dire Straits ”Money for Nothing” og ABBAs ”Money, money, money” må kommende tiders tænketanke fremlægge årsplaner for.   

Besøg af børn med masker, og diverse udklædninger, der synger ”Boller op og boller ned”, men helst vil ha’ kontanter, fordi de allerede hjemmefra er overfodret med slik og søde sager, bliver også en historisk hændelse. En løs femmer til spritterne ved Aalborg Banegård bliver ligeledes fortid. Fremover står hjemløse med hver deres ”fluesmækker”, og så får det slidte Visa-kort en tur – til. 

Men det værste er, at det også bliver nat med en skilling til børnebørnenes sparebøsser. Dette faste ritual, hvor farfar finder pungen frem, og med tale om værdien af sparsommelighed og opsparing, og snak om at sætte tæring efter næring, er små erfarne livsstilsøvelser, som forsvinder. Man ser for sig morgendagens børnebørn stå med hver deres Ipad, og bede om farfars kontonummer, og så overfører de selv skillingerne via Mobilbank.  Så det er ikke kun kriminelle østeuropærer, der truer  med at tømme ens konti.

Et samfund uden penge er som en jordemoder uden jord. Om det bliver et mere lykkeligt samfund, eller det modsatte, skal ses på stjernehimmelen eller i kaffegrumset. Forhåbentlig bliver morgendagens mennesker mere lykkelige end de individer, som i gamle dage også levede uden kontanter, og derfor som ”Manden på risten” måtte indsnuse duften fra de riges bord.

Dog uden gebyrer.

.

"Hold kæft hvor er hun dum"

Sådan stod der for nogle år siden på en forside af Ekstrabladet om statsministeren. Det var ikke begyndelsen på pressehetzen mod landets statsminister, men det var fortsættelsen. Uanset hvad man mener om statsministerens politik og evner, så kan ingen kommende statsminister – uanset partitilhørsforhold, evner eller praktisk politik, overleve en sådan spiraludviklende kampagneagtige hetz, som den nuværende udsættes for – såvel fra trykte medier som fra de elektroniske. Pressefrihedens ypperste udøvere mishandler ytringsbegrebet, og udfaser dermed den styreform, som værdsætter den frie taleret mest - demokratiet.  

Kære banker - frist mig!

Dem, som ikke har, skal altid ha, og dem, som har, får aldrig.  

Det kan godt være, at mange mener den påstand ikke holder, men det gør den i hvert fald, når man tænker på trofasthed. Mennesker, som tæt på en menneskealder har holdt f.eks. en daglig avis, bliver aldrig tilbudt særlige favorable tilbud. Tilbud om, at hvis man skifter avis, så kan de få den nye avis i gratis i 1,2 eller 3 måneder, og derefter halv pris i en lang periode. Samtidig deltager man i lodtrækningen om at vinde rejsen jorden rundt – med familie. Plus hund og svigermor.  

Den slags tilbydes aldrig de trofaste holdere. Never.  De kan få lov til at leve et langt abonnementsliv uden at blive forstyrret med andre henvendelser end de faste opkrævninger.

Men den slags udadvendt livsførelse er aviser ikke ene om. Forleden hørte jeg en grusom historie om Nordea. Banken, der igen-igen er udnævnt til Europas bedste. Denne bank har været min foretrukne siden 1965, hvor jeg begyndte som elev i Andelsbanken i Struer, og selvom jeg skiftede erhvervsspor, så holdt jeg ved. Også selv om banken skiftede navn. Først til Unibank, og sendere til Nordea. Sån’ set har jeg aldrig været utilfreds, hverken med rådgivning eller behandling, men jeg skal da ellers love for, at jeg nu er blevet ramt af misundelseshammeren. Det har den enkelte årsag, at banken åbenbart fører en PR-politik, der meget lig avisernes forgylder ikke-kunder på bekostning af trofaste. Faste kunder får et gebyrhorn at trutte i - de andre bliver ført rundt i betalt paradis på jord. 

En god ven af mig fortæller, at han for nylig besøgte det nye musikhus i Aalborg. Først var han til en fornem velsmagende spisning i musikhusets restaurant. Mellem forret og hovedret fik man et kvikt foredrag af TV-avis-lægen Geisling, og så var der rundvisning i det hus, som Aalborg nu kan prale med – i liga med Nordkraft, AaB, og havnefronten. De kan godt pakke sammen dernede i Århus – overhalingsbanen er kridtet op. Vennen var indbudt til denne herlige aften af - Nordea.  Sammen med godt et hundrede ganske givet andre gode mennesker. Kendetegnende for samtlige gæster var, at ingen af dem er kunder i Nordea, men banken håber at de måske overvejer at blive det. De skal bare ha’ kildret gane og øregang. En anden ven har fortalt om andre fine Nordea-indbydelser til især erhvervsmennesker, hvor man er til fodbold - med spisning først forstås. Altid ikke-kunder, som Nordea håber pludselig bliver det.

Nu vil jeg også gerne prøve at være med på udflugtsvognen.  Jeg tilhører godt nok ikke gruppen af de mest  eftertragtede formue- eller erhvervskunder, men jeg har dog min pensionsopsparing  at vifte med. Den passer Nordea p.t. på til ingen rente. Det kan jeg vel leve med, hvis banken så ind i ind mellem tilbød lidt fryns – fodbold med AaB.  teater på Aalborg teater, spisning med efterfølgende koncert, eller bare en lille fem dages fodbold- tur til Barcelona eller Manchester.

Så kære banker og sparekasser - konkurrenter til Nordea - frist mig.

Vis I er interesseret i min pensionsopsparing. Lad mig se menukortet.  Inviter til bold, musik, kunst, suppe og dessert – og jeg vil stærkt overveje, at kigge indenfor i Jeres gebyrhule.  I hvert fald indtil nye fristende tilbud kommer fra andre banker. Det er bare med at komme i gang.  

Giv Nordea kamp til stregen. 

Heltinden fra Brønderslev

Hanne Madsen er en af tidens heltinder.

Hun er 77, og bor i Knudsgade i Brønderslev.  Hun er en dame, som ikke synes man skal finde sig i alt.

Jeg stiftede kendskab til hende i NORDJYSKE. Hanne Madsen var vigtigt og fortjent kommet i avisen på grund af sin protest mod kommunens digitalisering af post til borgerne. Som eneste m/k stod hun foran rådhuset i Brønderslev med sit hjemmelavede skilt:

 ”Jeg er unik – normal”.

Hanne Madsen protesterede stilfærdigt, men uden vaklen, mod den kedelige kendsgerning, at kommunen lukker for frimærkekassen, og dermed sætter punktum for post til borgerne via det kongelige danske postvæsen. Hvad enten posten kommer på cykel, i bil, eller til hest.  Om kort tid bliver alt kommunalpost sendt digitalt. Det kræver en computer, kendskab til teknikken, eller interesse og evne for at lære systemet. Det digitale system har de fleste taget til sig - også mange af dem der har rundet 65+ - men vi må dog være forstående overfor borgere, som af den ene eller anden grund meddeler, at de er mere end kede af kommunen beslutning om ikke mere at bruge andre meddelelsesmåder end den nymodens. Dermed henvises disse borgere til biblioteket, digital borgerservice – hvis de kan bevæge sig derned - eller et restliv i kommunal uvidenhed. Det kaldes i moderne sprogbrug ekskludering.

Hvorfor i alverden kan kommunen ikke sætte kryds ud for den håndfuld (ældre) borgere, som har digitale problemer, og så sende disse mennesker et printet brev? Hvor svært kan det være!

Denne marginalisering af visse borgere er yderst ubehagelig. NORDJYSKE skriver, at Hanne Madsen i sit arbejdsliv har været pædagog på Brønderslev Børnehjem. Hun har ganske givet betalt sin skat til den kommune, hvis forordninger hun i et langt liv også ganske givet har rettet sig efter, og nu står hun som 77- årig, med et problem, som hun ikke er ene om. 

Man taler konstant om centralisering, effektivisering, og innovation. Men vi ved godt, at alle disse fine ord dækker over besparelser og forringelser. At overgangen til konkurrencesamfundet koster liv og velfærd, og her viser systemerne ingen nåde. Ingen vaklen. Man har målet for øje, og ser ikke ligene i vejkanten. Dem må de pårørende tage sig af. 

Det er ikke kun landspolitikerne, der tager beslutninger, som skaber udkantsområder, det gør lokalpolitikerne også. Det er Brønderslev kommune, som direkte skaber udkantsborgere i sin egen midte, via beslutninger og forordninger, hvor borgerne bliver glemt og henlagt på hylder, hvor ingen længere kommer. Selv om Hanne Madsen bor tæt ved kommunens centrum så bliver hun administrativt udkantsplaceret.

Det er faktisk værre end at blive vejkantsplaceret, fordi der kommer trods alt nogen forbi – f.eks. Mogens.  

Hanne Madsen fortjener opbakning til sit nej tak til digital postkasse. Fordi så fortæller man hende, at hun fortsat er et menneske, som kommunen og dens borgere kerer sig om – eller i nutidens sprog – fortsat tager ansvar for, og fastholder rettigheder til.  

Morgenhyldest til lighed

DR2’s Morgennyheder fortæller, at undersøgelser viser en nedgang i trafikulykker efter at det blev tilladt at køre 90 km i timen på visse landevejsstrækninger. Det er fordi, at bilister, som altid har kørt omkring 90 har undladt at hæve hastigheden, og samtidig har mange af de langsomt kørende hævet deres hastighed. Denne udlignede afstand mellem højeste og laveste hastighed har givet højere sikkerhed – og færre ulykker.

Endelig positiv fokus på lighedsbegrebet. Fordi denne sikkerhedsforøgelse kan selvfølgelig overføres til andre former for lighed. At mindre afstand mellem indkomster, formuedannelse, betalingsevne, m.m. jo skaber mere stabile samfund med mindre utilfredshed, mindre kriminalitet, mindre mobning og misundelse. Selv om alle kører den samme hastighed, så man kan man jo fortsat gøre det i hver sin bil med hver sin farve, og med eller uden læderbetræk. På forsæder – som bagsæder. 

Den hemmelige socialdemokrat er....

Så er sidste side i ”Den hemmelige socialdemokrat” vendt, og 13 afsnit af sæson 2 i ”House of Cards” kigget. Det var tiden værd. Selv om det kan gå barsk til i de socialdemokratiske kaffe-, rust-, og netværksgrupper, så er der ingen der matcher Francis Underwood alias Kevin Spacey. Manden der” ikke vil være slave af noget man kan bestille over telefonen” får selv Hans Engell til at virke som en høflig spejderdreng, der hjælper ældre damer over gaden - uden at stjæle fra håndtasken. Nu vi er ved den tidligere konservative formand, minister og statsministerkandidat så ku man nemt fristes til at holde en flad momsfri hund på, at det kunne godt være ham, som har skrevet bogen om den hemmelige socialdemokrat. Godt nok siger og skriver bogudgiver Jakob Kvist – at det er et socialdemokratisk medlem af Folketinget. Men vedkommende kan jo godt bare ha’ afleveret manus, og primært være kilden til Hans Engell sætnings- og ordsammensætninger.  Dobbelt hemmeligt samarbejde.

Med hvis vi skal finde en afsender i den socialdemokratiske gruppe, så må vi se på, hvem der endnu ikke er blevet spurgt, slået mindst syv kors for sig, og i en gravkammertung tone benægtet. Dog – der er ingen, som har spurgt Henrik Sass Larsen, om han er den hemmelige socialdemokrat. Larsen døjer i hvert fald ikke med Bjarne Corydons problem om hvem man siger, at han ikke kan være den hemmelige socialdemokrat, da han slet ikke er socialdemokrat.  Det er HenrukHHenrik Sass Larsen. 100 procent.  

Den gode Sass kunne jo ha’ skrevet bogens 271 sider mens han var ude i den politiske kulde, som en sød hævn over Helle, Bjarne og PET. Da han så blev taget ind i varmen og iklædt ministerklæder, var bogen i trykken. Sass omtales i bogen som en hård negl, et magtmenneske, en dansk kontroludgave af Francis Underwood. Men alle disse sider indrømmer Sass – også gerne i mundtlig form, og forlagsmanden Kvist har jo sagt, at han har lagt fejl, småløgne og vildspor ind i bogen, netop for at gør det vanskeligt, at gætte, hvem det er. Måske er bogen skabt i et samarbejde mellem Sass og Engell! Det må kunne dokumenteres via sporing af fotos af de to fra et værtshus i Køge-området, hvor de sidder og drøfter detaljer over skummende fadøl. Eller lad en hacker tjekke Engells telefon. Endelig er der den mulighed, at bogens nederdrægtigheder er fabrikeret sammen med Francis Underwood, som synes det ku være opbyggeligt at øve spydigheder i danske design, før han gik i gang med at udrydde tidligere venner og kommende fjender i det amerikanske demokrati, som Francis selv siger ”er SÅ overvurderet”. 

Det er det danske måske også. 

Man kan jo ikke være alle steder

Der er mange smukke steder. Bare i Danmark. Sommetider har man lyst til at besøge dem alle, være der, og nyde det, men man kan jo ikke være alle steder – hele tiden. Det er ligesom med mad. Der findes et væld af herlige opskrifter, hvis slutresultat på tallerknen sætter tænder i vand- eller rødvinsbad, men man må jo vælge, fordi man har ikke plads til det hele – hele tiden. Det er som tv-udsendelser.  Med 78 kanaler skal der jo foretages et valg. Men lige når talen falder på Tv-programmer, så er det ikke så svært. Hvis man vælger noget frem for noget andet, så kan man jo altid se det andet, når det bliver genudsendt. Udviklingen, med et virvar af tilbud indenfor alt, har dog skabt den virkelighed, at livet er blevet et fravalg mere end et tilvalg.

På nogle områder vil vi dog gerne fastholde muligheder for at vælge til, men her sætter politikerne nogle begrænsninger, og vælger fra på vore vegne. Uden overhovedet at spørge.

 Samfundets voldsomme centraliseringer af institutioner og servicetilbud – kommuner, skoler, sygehuse, politi m.m. - rammer mange borgers velvære, sikkerhed og tryghed, og forringer ofte den assistance og den beskyttelse, som alle borgere egentligt kan stille rimelige krav om.

”Vi kan ikke være alle steder – hele tiden”.

Sådan sagde en politimand i Tv-avisen for nylig, hvor han blev bedt om, at kommentere den virkelighed, at i et bestemt boligområde i en større by følte beboerne sig så utrygge, at de ikke turde gå udenfor eget hjem.  De ville gerne ha’ besøg af politiet.

Politimandens korte udsagn er deprimerende. Det er ikke politiet som sådan, der skal ha hug og kritik- det er partier og politikere, som har skabt en politireform, og dets centraliserede system, hvor landets borgere, hvor end de næsten bor, føler en utryghed, og når de formulerer den utryghed bliver de mødt med et

”Vi kan jo ikke være alle steder – hele tiden”.

Men det er der altså nogen der skal - bare sommetider.

Ellers må Folketinget lave systemet om. Til glæde for de borgere, som f.eks. gennem et langt liv har betalt skat for at de – også som ældre – kan leve et liv i tryghed. Gerne og helst hele tiden, men i hvert fald noget af tiden.