Søndagstur med bøn, brunch og vindmøller

Hvad man får sin søndag til at gå med er lige så forskelligt, som hvad der bliver lagt på søndagstallerknerne. En del af den yngste aldersgruppe sover så længe, at de ikke når at høre Lars Lilholt synge om at kalde det kærlighed i Giro 413, men det overlever de nok – de tilhører slet ikke målgruppen. Hverken Lilholts eller giroen. En del af den ældste årgang skal en tur i kirken og høre et godt ord, men den gruppe er stærkt vigende.  Selv om et godt ord, er der jo der aldrig nogen, der har taget skade af.

Mange dropper morgenmaden, og slår gamle dages havregrød sammen med frokostens sild, og laver brunch.  Det er noget med frugt, laks, og små stegte pølser. Friskbagte boller, eller ristet rugbrød er et elsket tilbehør. Gider man ikke stå, og lave alle disse små pyntelige retter, som hører brunchen til, så kan man få sådan en serveret for kr. 125 på Dronninglund Slot – inklusive  juice, og al den kaffe eller the, man synes man kan være bekendt at hælde i sig.  Hvis man bor i Dronninglund, eller nærmeste omegn, kan man komme til slottet ved at gå en frisk tur via den nye ”Eventyrsti ”, der ruller sig smukt via den ligeledes nyetablerede å fra Møllesøen, og ud til det nye Kirkekontor. Man kan også tage cyklen – det giver en god brunchappetit.

Hvis man bor i et Udkantsområde - længere væk end Dronninglund - så kan man tage bilen, og lade søndagsturen gå til brunch og slot – eller til ”Bøn og Brunch”, som jeg har set kirker i hovedstadsregionen annoncere med.

Det med at ta’ på søndagstur er måske noget, som man bør give et løft, så man kan lære sin kommune bedre at kende.  I ens barndom - som heldigvis stadig føles nærværende - var vi ofte på søndagstur, og så sad vi børn på bagsædet, og de voksne sad foran - og røg. Sådan var det. I dag ville repræsentanter for Sundhedsstyrelsen, og de politiske partier, straks være der, og trække de voksne ud at bilerne, og hænge dem - uden rettergang - i et af Storskovens smukke høje træer.

Men altså, hvis nu nogle af læserne får lyst til at tage på en søndagstur uden cigarer – og det bliver til slottet, så bør man køre en lille grøn ekstra tur, nu man er i området, og se på de tre nye forsøgsvindmøller, som er rejst tæt ved Bolleskovkrydset mellem Landbolyst og Rørholt .  

De er ekstrem store – for nu ikke at bruge et grimt tillægsord.

Når man ser disse store møller på billeder, eller læser at de er tæt på 150 meter høje fra jordoverflade til vingespids, så kan man faktisk ikke forestille sig, hvor stort det er. Men det kan en lille søndagstur rette op på. Men pas på – man kan godt blive både bange, og få stjålet sin nattesøvn. Møllerne ligner noget fra Klodernes Kamp. Uhyrer, der om natten kan finde på at trampe rundt, og kvase samtlige ejendomme i nærheden – især selvfølgelig Asta Skaksens ejendom. Kvinden, som har ført, en bemærkelsesværdig, men nytteløst kamp, mod de vindmøller, som nu nærmest står i bunden af hendes have – som påtrængende ikke inviterede gæster. 

Men værsgo - tjek selv ved en søndagstur - og et nærkig.

Hvis de der møller ved et uheld falder i stormen, så er jeg lidt bange for, at de måske i en orkanagtig blæst kan ramme slottet. Så det er med at få den brunch, inden det blæser op.

For så hjælper ingen bønner.

Godt gået, Mærsk - og Anker

De fleste kender det. Man har klædt sig pænt på. Fundet bukser man synes passer til skjorten, og så kommer fruens kommentar om, man har tænkt sig at ta’ af sted sådan der. Man prøver at forsvare sig med, at der i indbydelsen stod ”Kom som du er”. Men det mener konen man har overfortolket. I hvert fald hvis resultatet er det hun ser foran sine øjne. Det er en ommer.

Når vi bevæger os ud i det offentlige rum, så prøver vi - alt efter temperament og evne - at se ordentlig ud. Bønder kunne aldrig drømme om, at gå i Brugsen i arbejdsklær’ og træsko, og byfolk, der i dag bor på et af de nedlagte landbrug, og har lidt smådyr at fodre, går overlegen rundt i byen i arbejdsdresset. De syns det gir’ status. Velklædthed var engang en dyd, men i dag tumler folk rundt i påklædninger, som nok giver den enkelte et såkaldt personligt præg, men så heller ikke mere.  Det offentlige rum er fyldt med individer, der trænger til en velanbragt facaderenovering – og her tænker jeg ikke på fedtsugninger, hudopstramninger eller silikoneoperationer, men bare på almindelig vedligeholdelse af ens fremtoning.

På den anden side er det også forfriskende, når nogle viser sig naturlig frem, som de nu ser ud. Men her tænker jeg mere på, at der er mennesker, som ikke vil gemmes væk.  Mennesker, som fortsat vil være med til livet, selv om deres ydre er præget af alderdomstegn med diverse synlige skavanker.

Disse tanker ramte det øverste af mit hoved, da jeg læste nekrologer om skibsreder Mærsk McKinney Møller. Man havde nemlig overset en stor kvalitet ved manden, som fortjener at blive voldsomt synliggjort til glæde for nulevende danskere med forskelligt udseende, og diverse handicaps. Mærsk var uanset fysisk svækkelse ikke bange for at vise sig frem offentligt. Således deltog den 98-årige et par dage før sin død i den årlige generalforsamling i sit eget selskab, og man fornemmer nok, at han der levede op til sloganet ”Kom som du er”.  Et dagblad skrev således i sin nekrolog, at man gjorde artiklen endelig færdig, da journalisten i Tv havde set Mærsk med hængende underlæbe. Nu var mandens dage tæt på talte.

 Men der skal dog en imponerende selvtillid til at vise sig frem med den omtalte underlæbe.  Mærsk understregede igen, at han var en mand, der elskede livet, og fortsat havde ret til at deltage i det. Uanset synlige skavanker. Godt gået, Mærsk.

Anker Jørgensen er et andet godt eksempel.  Selv om mandens ben kun kan bevæge sig frem via to stokke, og selv om Anker går så foroverbøjet, at hans blik kun rammer fliser, og nogle synes at han ser lidt ”sølle” ud, så er det lige det Anker ikke er. Han er en mand, der elsker livet, og vil nyde og tage del i det - på trods af alt besvær.

Hvor var Mærsk - og hvor er Anker - livsvigtige mennesker i tidens offentlige liv og gadebillede.