Nye navne til Udkantsdanmark

Sømosen i den sydlige del af Dronninglund Storskov ligger lunt og smukt mellem de høje bakker i Jyske Ås. Området har altid tiltrukket folk og fæ på to ben. I dag kommer søndagsvandrede og naturelskere – voksne og børn motionshygger sig omkring mosen, og napper en tur i verdens bedste klatretræ på den nordlige side. I gamle dage var det cirkusfolk, gøglere, farende svende og fremmede af forskellig oprindelse, der slog sig ned i kanten af mosen. Ikke blot for en weekend, men på alle måder mere fast og jordnært. Opholdet skete nemlig i absolut primitive jordhuler, hvor hverken Imerco eller Stark havde afsat fingeraftryk.

Omkring 1900-tallet bestod kolonien af mere end 40 familier. På sit højeste boede der tæt ved 400 mennesker ved mosen. De holdt sig for sig selv, og børnene gik ikke i skole. Hvilket også skyldes, at nok boede familierne ved Sømosen, men det var jo cirkusfolk, og andre med nomadeblod i årene, så der blev rejst en del. Samspillet indbyrdes mellem de forskellige sømosegrupper, og forholdet til lokalbefolkningen  var anspændt. Det var et mix mellem afstandtagning og holden-sig-væk, og det skyldes selvfølgelig det element vi også kender til menneskers afstandtagen fra hinanden i dag - ukendskab. Lige det begreb skaber sædvanligvis ofte fjendebilleder - frygt, uvilje, misundelse.

Om den tid, der var engang, holdes der hvert år ”Sømosedage”. Det er gode folk fra Thorup, der trækker læsset, op byens foreninger fik også i år stablet noget af et udstyrsstykke op på områderne ned til mosen en solrig weekend i midten af september. Her kunne man møde værksteder med gang i håndværket fra dengang,

læse om fortidens beboere på store billedrige plancher, se den lille facadelandsby, der er bygget op efter Matador-princippet, og blive underholdt af musikaktiviteter, som nok ville få tre buh-horn i DR’s Talentkonkurrence, men hvad gør det, når man kan drikke øl på den lokale Tapløse Kro, og spise en pølse-fedtemad for en femmer.

Endelig kan man tage sig den uundværlige kendte gåtur rundt om mosen.

Det gjorde min hustru, og hendes ikke helt længere unge mand. På vejen mødte

vi bl.a. en festlig dame fra Glyngøre – byen ved Sallingsundbroen nord for Skive.

Glyngøre er så meget Udkantsdanmark, at ikke engang Jan Gintberg overvejer at besøgte stedet til sin Tv-serie om udkantssteder i Danmark. Det er sgu for langt ude. 

Damen fortalte, at byen var helt bevidst om sin udkantsplacering. Men da man jo lå ud til Limfjorden, så lancerede Glyngøre sig nu som Vandkantsdanmark.

Det kan godt være, at den ide er noget andre har fundet på end dem i Glyngøre, men hvis dette yderst fortrinlige tiltag giver byen, og borgerne, et løft væk fra udkantsafgrunden, så er det mere end fint.

Ideen kunne jo snildt bruges i andre dele af udkantsriget. Aså kan blive til  Havkantsdanmark, Dronninglund til Skovkantsdanmark, og Hjallerup selvfølgelig Hestekantsdanmark. Brønderslev kunne fokusere på sin park, og kalde sig Rhododendronkantsdanmark – hvis man ellers kan stave til det ord. Ellers må man jo vestpå nøjes med navnet Blomsterkantsdanmark.

Uanset hvad - centrum er, hvor man er.

Vi kalder det bare noget forskelligt.

Et rend af københavnere

Clausen har været her.

Ikke ham dyrehandleren fra ”Huset på Christianshavn”, men den rigtige - ham med fornavnet Erik. Filmmanden bag ”Cirkus Casablanca”, ”Min fynske barndom”, ” Slip hestene løs”, og hovedrollen i  ”Den store badedag”. Han var her som maler, og for at åbne sin egen udstilling på Dronninglund Kunstcenter. Alting er billeder. Han havde 90 forholdsvis nylavede billeder med, og da han tog hjem var der små runde røde mærker ved mange af skilderier. Tegn på solgt.

Det har frydet ”fattigrøven” Clausen. I et foredrag gjorde han nemlig opmærksom på, at han ikke forstod al den snak om begyndende krisetider, fordi ”Jeg har da skyldt skattevæsenet penge hele livet”.  

Clausen sagde i øvrigt, at han gerne have alle til at finde deres egen værdi og identitet, og præsentere sig via den – i stedet for at kalde sig taber, arbejdsløs, enlig mor. Man kan ikke være enlig mor, når man har et barn - så er man mor med barn, sagde Clausen, som slog et ridderslag for begrebet mor.

Erik Clausen er ferm til at vende ord og begreber en humoristisk omgang, som faren der bliver indkaldt til møde på barnets skole, og får at vide, at drengen er samspilsramt, og straks returnerer:

-” Det var pokkers, jeg vidste ikke han var musikalsk”.

Den rigtige Clausen hverken kunne eller ville skjule sin begejstring for kunstcenteret ved kanten af Storskoven. Flere gange talte han om, hvor imponeret han var over denne ”udkant af Danmark”. At finde et flot kunstcenter, som blev drevet af over ”100 frivillige pensionister”. Faktisk vidste han før sin ankomst intet om Dronninglund, og bynavnet gav ham tanker om en institution for folk, der skulle afvænnes for et eller andet. Efter at ha’ kigget på de mange røde ”solgt-mærker” mener han sikkert nu, at Dronninglund er et sted med folk, der har forstand på kunst.  

Men når nu sådan en ægte københavnerdreng som Erik Clausen, kan blive så betaget af Dronninglund, så må andre, der har boet i baggårde på Nørrebro, rendt med Berlingske på Østerbro, eller været flaskedreng i Irma på Vesterbro, vil også kunne begejstres.

Det skal vi udnytte som et brand. Derfor denne helt gratis ide til turistforeningerne, til Hjallerup Samvirke, til Middelalderdagene på Voergaard Slot, Hestevæddeløbet i Aså, Bagedagsfolket ved Dorf Mølle, og Sømosedagene  – husk, ved alle fremtidige arrangementer, at specialinvitere en københavnerfamilie. Find familier via net og lodtrækning, og gør et stor nummer ud af det. Giv hver gang københavnerfamilien en unik oplevelse – med mad på kroen, og overnatning på slottet. Lad familiens begejstring synliggøres både her og der - via medier og turistkontorer. Så kan det fortælles andre københavnere – end dem der besøger Skagen i uge 29 - hvilke oplevelser, der venter gæster i Udkantsdanmarks mere tynde områder.

Takketale til sofavælgere

Kære sofavælgere over det ganske land.

På trods af en meget stor stemmeprocent, så er vi stadig et af de største partier. Vi fik denne gang

12,3 procent af vælgermassen til at blive hjemme. En særlig tak for dette fine resultat skyldes en utrolig ihærdig indsats af vores ungdomsorganisation, der havde sørget for spændende arrangementer på landets mange bodegaer, så vores vælgere ikke skulle blive fristet af at gå hen

på en tilfældig skole, og afgive deres stemme. Tak for den ungdommelige støtte, og overraskende synlige energi. Det hjalp også meget, at valgdagen faldt lige på en dag, hvor et par af landets  førende fodboldklubber spillede europæiske kampe, og disse blev sendt på TV 3 lige i den bedste stemmetid. Tak til denne sløve håndsrækning fra en kommerciel tv-kanal, som virkelig holdt mange  af vore vælgere hjemme ved klaphatten.

Også en stor tak til vore tillidsfolk. Både dem som sov hele dagen, og dem som har holdt sig væk fra stemmeurnerne, fordi de har hørt, at der er blevet lagt betalingsringe omkring samtlige  afstemningslokaler. Tak til de jyske sofavælgerkredse, som lige netop på valgdagen arrangerede 

busudflugter til grænselandet for at frådse lidt i gode billige forbrugsvarer inden det hele bliver for besværligt, på grund af etablering af endnu flere toldere og grænsebomme, så ganske almindelig smugling bliver mere og mere vanskelig for ganske almindelige hæderlige borgere.

Tak til især Jer der bidrog på Jeres specielle måde til rød bloks spareplan ved først at tage 12 minutter på den ene sofaside, og dernæst 12 minutter på den anden.

Så har jeg en hilsen og tak fra socialdemokratiets Helle Thorning-Schmidt, og det er især til dem, som i et svagt øjeblik havde overvejet at stemme på blå blok, men i sidste øjeblik valgte at blive hjemme. Derimod er der desværre ingen venlige hilsner fra den tidligere statsminister Lars Løkke.

Vi erfarer, at han er noget utilfreds med, at vi har bedt de af være sofamedlemmer, som engang i ungdommelig energisk hovmod har stemt konservativt, om på valgdagen at tage en tur på golfbanen.

Vi må dog erkende, at ikke siden 1984 har stemmeprocenten været så høj som ved dette valg, men vi kommer igen, så snart folk, der blev tiltrukket af Enhedslistens lille Johanne bliver klar over,

hvilke typer hun trækker med sig ind på tinge. Derimod er vi stolte over, at de medlemmer som tidligere har markeret visse SF-sympatier levede op til partiets formands efternavn, og tog sig en ordentligt blunder. Vi er derfor stadig et sofaparti med knap 13 procent af stemmerne, og vi er dermed lige så store som Dansk Folkeparti. Hvor det parti nu kan vinke farvel såvel til ministertaburetter – og diverse magtstole – så kan vi se frem til fire år i 22 nye læderbetrukne sofaer – med nakkestøtte. 

Men vi sofavælgerne går ikke amok i en ukontrollabel festrus – hvilket vi slet ikke har energi og tradition for – og vi kan derfor blot træt og gabende konstatere, at vi som altid kan sige - med den tidligere LO-formand Thomas Nielsens ord – at vi har sejret ad helvede til. 

Noget om store og små vindmøller

(I to læserbreve i Midtvendsyssel Avis (6.9.2011) har der været kritik af min blog om "Børnepornografi og vindmøller". Se dette indlæg på bloggen. Tirsdag 13.9.2011 svarer jeg - se her det nye indlæg).  

.

Tak til Jan Aarup, og Jan Karlsen for deres kommentarer til min klumme i MA.

Når det gælder vindmøller, så lader jeg mig gerne belære af fagkundskaben, men I skal lige ha’ et par bemærkninger. Hvis man vil have læsere til det man skriver, så skal man selvfølgelig gerne fange dem ind med en overskrift, som de bliver overrasket af – uden at den er usand.

Overskriften ”Børnepornografi og vindmøller” opfylder disse betingelser, fordi læseren vil sige til sig selv: -” Hvad har de to ting dog med hinanden at gøre”. Når man så læser artiklen så finder man ud af, at de to ting intet har til fælles - udover at de begge ofte omtales i medierne med illustrationer efter samme koncept. Det handler om, at medierne ”sælger” os et produkt, som hvis man køber det, så risikerer man at få noget helt andet. Det er pointen i artiklen, og den synes jeg nok slet ikke, at I accepterer. 

Det er over 30 år siden jeg skrev mine første artikler mod børnepornografi – bl.a. også  i MA. Således skrev jeg dengang om nødvendigheden af, at vi fik et dansk forbud mod produktion, salg og køb af børnepornografi – helt i overensstemmelse med ønskerne fra FN i anledning af Det Internationale Børneår i 1979. Vi fik også forbudet, men den ulovlige produktion fortsatte, og salget er eksploderet siden via Internettet. Når et salg eksploderer, så øges produktionen, og endnu flere børn mishandles. Modsat de fleste så har jeg set billedmateriale med børnepornografi og det er på den baggrund jeg kan sige, at de illustrationer, som altid vises ved artikler om dette emnet, ofte og tit er billeder, hvor almindelig mennesker (uden kendskab til hardcore-pornografi) godt kan tænke:  – ”Nå, er det ikke værre ”.

Og det er lige nøjagtig det, som det er.  

Den dag jeg skrev artiklen om børnepornografi udkom Østvendsyssel Avis (23.8.11), og på forsiden af avisen var et stort farvebillede af 7 hvide vindmøller, der flot står i landskabet, og skaber energi. Overskriften var ”Protest mod placering af vindmøller”. Men protesterne gælder jo ikke den slags ”mindre kønne møller” - selv om vindmøller i dag er generelt  noget højere end de 20-30 meter, som de var, dengang jeg var med i en mølleforening. Det er sikkert rigtigt, som begge de to Jan’er skriver, at gennemsnitshøjden på danske vindmøller i dag er mellem 75 –80 meter, og så er det jo klart, at man ikke kan putte 4-5 oven på hinanden for at nå op til Bolle Enge-møllerne på 150 meter.

Jan Karlsen skriver korrekt, at der er sendt faktuelle størrelsesforhold ud til naboer og lignende tegninger er indlagt på nettet. Fint nok. Men det ændrer jo ikke min præmis, at det er de færreste der henter deres indtryk der, og når nu avisen m.fl. tit viser de der kønne ”små” møller, så kan det vel ikke være så galt, tænker mange. Man kan ligefrem høre nogle sige:

Så tag Jer nu sammen I ”vindmøllehadere”, og æd de møller!

Jan Karlsen protester også mod mine bemærkninger om større lavfrekvensstøj fra gigantmøllerne men her må jeg som lægmand henvise til de mange andre fagfolk  - bl.a. fra Aalborg Universitet - som er uenige med Jan Karlsen.    

Det er forståeligt, at Jan Karlsen er lidt/meget træt af mine fortsatte protester imod hans gigantvindmøller, men det kan altså ikke være anderledes. I øvrigt kan man stadig - som jeg skrev - 

sætte 4 rundetårne a 36 meter oven på hinanden for at få  højden på en Bolle Enge-mølle, men jeg skal nok fremover huske kun af sætte 2 (gennemsnitsmøller) ovenpå hinanden, når jeg protesterer. Men jeg melder pas til de to Jan’ers andre antydninger.

Lad mig gøre den personlige indrømmelse, at min modstrand mod kæmpemøller nok er mere følelsesmæssigt end fagligt. Jeg bryder mig ikke om, at alt i samfundet skal være stort. Stort er ikke altid hverken smukt, sundt, eller nødvendigvis rentabelt. Hvorfor skal vi have kæmpesygehuse? Hvorfor store varehuse, centre, og skoler? Hvorfor skal alle nyskabelser altid overgå alt andet?  Hvorfor forlader vi veludviklede sammenhængskraftige koncepter om mindre enheder, som mennesker kan overskue og trives med? Så hvorfor skal vi have kæmpemøller, når mindre gennemsnitsmøller - uden lavfrekvenslyde - kan gøre det?

Lad mig til sidst trække en sammenligning – der ikke har noget med at gøre med børnepornografi,  fordi her er tale om tvang, overgreb og ulovligheder – men som er et link mellem vindmøller og erotik. Man kan godt se gigantvindmøller som fallossymboler, der perforerer himmellegemet, og det er jo i grunden et flot billede, selv om det jo ikke er størrelsen, det kommer an på.

Slet ikke når størrelsen handler om vindmøller.

Den snavsede barneskjorte

Dansk politik minder meget om Tom og Jerry. Altså personer, der skiftes til at dunke hinanden oven i hovedet. Andre politikere ligner Anders And. De jokker altid i spinaten. Det her er ikke noget jeg påstår, men det er unge mennesker, der siger sådan i en undersøgelse foretaget af analyseinstituttet YoyGov. Nu kender jeg kun undersøgelsen fra aviserne, så jeg ved ikke om man også har spurgt, hvilke politikere, der minder mest om Fedtmule. Måske har man, men ønsker at holde identiteten af mulen hemmelig. Der står heller ikke noget om, hvem der eventuelt er Fætter Højben. Det er ham, der altid er så heldig. Som enten finder en lykkeskilling, eller pengesedler fra Joakim von Ands pengefabrik, eller en 3-retters-spisebillet – med vine ad libitum - til Dronninglund Slot. Højben er ikke lige typen, der går meget op i ”forsigtighedsprincipper” – han bruger de penge han finder, og har han ikke flere, så finder han bare nogle nye. Hvem han minder mest om, afhænger nok af om man hælder til hjorten eller søvndalen. Men sammenligningen med Tom og Jerry fik mig sporet ind på noget, som altid har irriteret mig – nemlig sætningen :

” Politikerne på Christiansborg opfører sig som en børnehave”.

Hvad er det for en måde, at hænge børn ud på! Som om børn ikke bliver mishandlet nok med børnehaver med for få voksne, og for mange kaffepauser. Eller med skoler med elendige toiletforhold, og skoleklokker, der ringer ind hele tiden. For ikke at glemme mishandlingen med forældre, der hellere vil se fjernsyn end tage en tur i Storskoven.

Jeg har i mit ikke længere helt unge arbejdsliv besøgt hundredvis af børnehaver, og hver gang har der været pænt gang i den. Men støjniveauet har mere haft at gøre med dårlige byggematerialer, manglende guldtæpper, og for meget fri leg. Børnene fejler ikke noget. De råber for det meste kun for højt, hvis de får lov til det. Det er tæt på en fornærmelse, at sammenligne dem med dagligdagen på Christiansborg. Det er vel også unfair overfor politikerne. De blive jo også bare tit drevet rundt i manegen af medierne - til en omgang fri leg. Det er nok mikrofonholdere og skrivekarle, der i stedet skal til at opføre sig anstændigt.  

Vi skal i det hele taget passe på, hvilke ord vi bruger. Der er positive ord, og det modsatte. Når vi taler om børn, skal vi være særligt forsigtige. Måske ligefrem tale om et forsigtighedsprincip. Under DF’s sommermøde erklærede Pia Kjærsgaard sig klar til sin 12. valgkamp, og tilføjede, at ”Valgkampen bliver ligesom en barneskjorte – kort og beskidt”.

Igen skal børn stå model til voksnes negative sammenligninger.

Hun kunne i stedet ha’ sagt, at valgkampen bliver en grim affære meget lig en arbejders kedeldragt på et skibsværft, der endnu ikke er lukket, eller flyttet til udlandet. Eller hun kunne ha’ kaldt valgkampen en blodig affære, meget lig de slagteriskjorter, som man engang bar på de slagterier i Nordjylland, der nu er nedlagt. 

Men egentligt er mit ærinde, at en barneskjorte nok er kort, men ikke beskidt. Den er snavset.

Beskidt er et negativt ord, hvortil klæber en forkert tankegang, noget ulovligt, noget strafbart. Til en snavset børneskjorte klæber heldigvis kun sjov, leg, tillid og optimisme.

Det var bare det jeg ville sige.

Børnepornografi og vindmøller

De fleste på 40 + husker Niels Hausgaards sang om atomkraftværket, som vi ikke har noget imod – det skal bare ligge et andet sted end her. På  Fyn har vi tænkt. Lidt den samme filosofi begynder at præge debatten om opsætning af nye vindmøller. Således ses ofte i avisernes omtale af nutidens protester mod vindmøller, at ” de fleste er enige om, at alternativ energi børn fremmes mest muligt. men uenigheden kommer, når debatten drejer sig om, hvor de skal opstilles” - som der f.eks. stod i Østvendsyssel Avis for nylig. Det passer altså bare ikke. Mange af de protester, som er f.eks. i Brønderslev kommune, handler ikke så meget om placeringen, men om møllernes størrelse.

Jeg er tilhænger af vindmøller. Jeg syns faktisk de er kønne, når de står der, som en lang hvid ensartet stribe i landskabet. Denne fornemmelse af skønhed har da givet også meget at gøre med, at jeg ved vindmøller gør gavn – de giver strøm og forurener ikke. Når jeg alligevel er imod f.eks. placering af 3 forsøgsmøller i Bolle Enge mellem Try og Rørholt, så skyldes det alene og aldeles møllernes ekstreme højde. Hver mølle skal rage 150 meter op i himlen. Det er 5-6 almindelige møller ovenpå hinanden. Eller 4-5 stykker af det der rundetårn, der står ovre  i København. Man bliver da helt svedt af angst for at få skidtet i hoved, hvis det virkelig blæser.

Som den ubehagelige tillægsgevinst kommer så lavfrekvenslydene, som den slags gigantmøller 

udsender. Hver gang medierne omtaler de nye forsøgsmøller, så viser de altid som illustration

ganske almindelig møller. Det sender jo klart signal om, at så slemt er det jo heller ikke – prøv selv at se. Nu finder der jo ikke mange billeder af gigantmøllerne, men så bør man lave en sammenlignende tegning, der giver forståelse for, hvorfor vi modstandere kærer os mere om størrelsen end om placeringen. 

Det er fuldstændig lig med mediernes illustrationer til omtale af børnepornografi. Det er jo næsten  hver og hver anden uge, at politiet, enten i Danmark eller i udlandet, afslører en kreds af brugere af  børnepornografi. Nu må man forståelig nok ikke offentliggøre børnepornografisk materiale, når man omtaler disse sager, så seeren eller læseren får ikke en klar fornemmelse af, hvor ubehageligt og hjerteskærende den slags billedmateriale er. Ofte viser medierne derfor et fotografi af piger omkring den seksuelle lavalder. Dermed giver man mange modtagere en fornemmelse af, at børnepornografisk film og billeder blot er lidt lir med unge friske nøgne piger. Jeg skal hilse og sige, at børnepornografi intet har med kokette franske postkort at gøre. Børnepornografi er voldtægt, misbrug og overgreb mod børn, hvoraf mange aldersmæssigt er helt ned til børnehavealderen. Som det fremgik at Lone Backes berømte bog ”Liderlig Lolita” fra 1980 om børnepornografi, så er billedsiden i den oprindelig udgave (som blev kaldt tilbage og genudsendt uden billedmateriale) så ubehagelig, at man kun kan give en stor håndsrækning med bevillinger til de mennesker, der i dag bruger deres arbejdsliv på at finde, bekæmpe og retsforfølge brugere og producenter.

Her ville det være en hjælp, hvis man kunne undvære illustrationer, som viser søde unge nøgne piger, der spiser æbler, eller sutter på slikpinde. Fortæl i stedet sandheden om, hvor groft dette kommercielle (forbudte) område er. Den samme indstilling vil jeg også gerne gør sig gældende, når man vælger illustrationsmateriale til artikler i avis og på net om vindmølleprotester. Drop de pæne hvide snorlige møller, og vis hvor store de er - disse nye forsøgsgiganter, der som skyskrabere perforerer luftrummet.