Griseture i mediegalgen

Det er en god demokratisk og juridisk grundregel, at en mand er uskyldig indtil han er dømt. I disse forlængede ligeberettigelesstider skal jeg selvfølgelig huske at tilføje, at det gælder også en kvinde.

Medierne er fyldt med selvskabte eksempler, hvor man fælder dom med kioskbaskerforsider før juraen har talt. Når nyhedsjournalistikken skal sørge for seere og aviskøbere, så ryger principperne.

Der er f.eks. ham, der langt ude må være i familie med valsekongen fra Wien, franskmanden Strauss-Kahn, som er tiltalt for seksuelle overgreb på en stuepige i New York. Om han er skyldig ved vi ikke –det er foreløbig påstand mod påstand, selv om vi jo nok har vore formodninger og mistanker. Altså, når man sådan kigger på mandens generalieblad, så er man jo ikke længere i tvivl.  Men man holder det for så selv.

Det var der flere der burde.

Stort set samtidig med, at politiet arresterede manden - som mistænkt - blev han lagt i lænker, og ført væk i typisk amerikansk seriemorderstil. Arrestationsbillederne blev rundsendt til alverdens tv-stationer, og enhver kan vel se mandens skyldsagtige udtryk.

Valsekongens tipoldebarns internationale job er væk, og mandens kandidatur til det franske præsidentvalg er lagt i arkivpose. Tilbage er retssagen, hvor manden kan blive erklæret uskyldig.

Tænk, hvis det er et set-up, som den nuværende franske præsident har orkestreret for at komme af med sin værste modkandidat.

Helt modsat – men lige så beskæmmende – er et af formiddagsbladenes dækning af Brønderslev-sagen efter domsafsigelsen. Da bragte Ekstra-bladet et interview med faren til den dømte mand, og lod ham få forsiden med overskriften – ”Hun taler ikke helt sandt”. Hentydningen var møntet på  barnebarnet –den unge pige, som var hovedvidnet i sagen, og hovedpersonen i DR’ s dokumentar om ”Børnene fra Brønderslev”. Alene ordene ”helt sandt” viser, hvor meget usikker is avisen bevæger sig på. Altså - dommerne har talt, bevisbyrden har været overvældende, og gennem årene har den ene indberetning fulgt den anden - fra politi, naboer, daginstitutioner, skoler. Og så placerer avisen sandhedsværdien hos en farfar, som følger op med at sige, at hans søn var et normalt barn, og klarede sig godt i skolen. Det er altid såvel ulideligt samt egentligt ganske ligegyldigt 30 år senere, at læse om forældres meninger om deres uvorne unger, som altid har opført sig pænt, mens de var små. Det er lidt ligesom historierne om Hitler, der var god ved dyr. Selv Stalin var sikkert rar ved datteren -  indimellem.

Måske skulle vi alle fremover forlange, at medierne dropper nogle af deres mest syge billeder og vinklinger fra nyhedsstrømmen. Fordi når det gælder salg af reklamer, og kamp for seere, så ser man aldrig medierne feje noget som helst ind under guldtæppet. Der er tæppebankning uden hensyn til naboerne. 

Det er noget værre griseri.   

Svar til en minister

Kære Socialminister - Du er blevet noget vred over mine betragtninger om dig i min artikel om børnene fra Brønderslev. Det da godt være man lige burde ha’ formuleret sig lidt anderledes, men når man nu var og er så vred! Det er en sjælden grim sag  - den Brønderslev-sag. De gange, hvor jeg inddrager dig, er det dog selvfølgelig ikke som person, men som minister, og selv om du som minister har medvirket ved ret så spændende tiltag om udsatte børn  -  f.eks. Barnets Reform - så mener jeg fortsat, der på ministerplan (oftest) vaskes hænder - og ønskes ro på forkerte tidspunkter. Lad mig forklare mig. 

I alle slags årelange mishandlingssager om børn, er landets minister for området aldrig ansvarsfri. Der kan iværksættes nok så mange mindre tiltag af god kvalitet, men betalingssystemet og refusionsreglerne for fjernelser af udsatte børn m.m., manglerne i de eksisterende (sagsbehandler)uddannelser m.m., har jo været under årelang beskydning, uden at man har taget ordentligt action. 

Fra tidligere tiders samarbejde med socialministre - af forskellig politisk observans - ved jeg, at der arbejdes hårdt og flot med gode løsninger, også for især udsatte børn, men jeg ved også, at når  mediernes projektørlys bliver tændt, så sætter en minister sig i de kendte forsvarspositioner, og

formulerer sig på en måde, så andre og andet bliver inddraget (Kommunernes Landsforening, enkeltkommuner, eksperter, manglen på politisk flertal, oppositionens negativitet, forvaltningens træghed m.m.), som medansvarlig, eller ligefrem hovedansvarlig.

Derfor ser man tit ministre – selv om de prøver at være offensivt handlende  – vaske hænder ved den kendte politiske håndvask. Det er irriterende, fordi resultatet skaber en forskydning af de reelle problemer. Misfarvningen af det brugte vand kan selvfølgelig diskuteres.

Jeg må også fastholde, at det skurer slemt i mine ører, at du – ligesom f.eks. forvaltningen i Brønderslev – efter domsafsigelsen, ”nu ønsker ro for børnenes skyld”. Kan vi ikke blive fri for den frase. At der nu skal gives ro til børnene – så de sammen med deres nye voksne skal prøve at få et andet liv op at stå, er alle normale mennesker enige om - også de fleste medier. Dem, der forser sig, må vi give smæk ved at boykotte deres planlagte kommercielle gevinster. Hvis vi tør.

Derfor mener jeg, at udsagnet ”ro til børnene” skal forstås langt bredere. Tillad mig at motivforske. Ro til børnene betyder især ønsker om ro for sagen. Embedsværket ønsker ro, politikerne gør, sagsbehandlerne ønsker det samme. Ro mens der arbejdes. Rimelige arbejdsvilkår ønskes.

 Så der kan tænkes, nedsættes udvalg, syltes, arkiveres.

Næste gang der dukker en Brønderslev-sag op, så kan man sige, at man faktisk sidder lige nu og arbejder med ændringer, for at undgå den slags sager. Man nåede det bare ikke.

Men ellers er jeg med på at smide det beskidte håndvaskevand ud, og føre debatten videre på en ordentlig måde - dog med den gamle Peter Sabroe-citat voldsomt fremme i baghovedet, at hvis

”blot et barn lider nød, så er det et for meget”.

Så ro på igen, socialminister, og fuld kraft frem.

Rare hilsner fra Frode Muldkjær

Forvaltningslogik

Når et af de store problemer med udsatte børn er sagsbehandlernes manglende

kompetence, så hjælper det jo ikke vildt meget, at sætte to socialrådgivere på

hver børnesag.  Det svarer jo fuldstændig til filosofien bag kommunalreformen,

at hvis man tager to fattige kommuner, og slår dem sammen, så får man en rig.

Sæt aldrig punktum i Brønderslev-sagen

TV-billeder er sat i verden for a t overbevise, bevæge og  manipulere. Det må man sige, at DR’s dokumentarudsendelse ”Børnene i Brønderslev” gjorde. Det var skræmmende. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange bestemte sætninger slog fast, hvor meget Brønderslev kommune har svigtet, og hvor mange gange de undlod at gribe ind. Det var beskæmmende.

 I udsendelsen, og i efterfølgende kommentarer til dommene over ægteparret, har der kun deltaget få ansvarlige fra Brønderslev. Deres troværdighed har desværre været på niveau med den svenske konges.  Men forvaltningen i Brønderslev har også måtte tage hele skraldet. Alle ydmygelserne. Politikerne har været helt usynlige. Da sagen første gang kom frem i dagens skumle lys var borgmesteren meget på banen, men siden har hun været helt usynlig. Helt væk, og ikke andre fra hverken byråd eller socialudvalg har betrådt kommentarflisen. Det er yderst forunderligt, idet det er jo love, fortolkninger og signaler fra det politiske system, som forvaltningsfolk agerer efter. Denne sags endelige ansvar ligger hos politikerne i Brønderslev, og hvis vi skal føre sagen helt til tops – også hos deres kollegaer på Christiansborg. Når socialministeren fremfører kritik af de tre indblandede kommuner, Lolland, Skanderborg og Brønderslev, for ikke at have taget affære, så vasker hun hænder, og det vand, der bliver tilbage i kummen, er ligeså snavset, som det børnene fra Brønderslev måtte leve med i årevis.  De få gange der var vand i huset. Det byder sig selv, at når en tvangsfjernelse af 10 børn kan betyder en skatteprocentstigning på et par point for en lille kommune, så ligger børns tarv ikke ligefrem forrest på lokalpolitikernes handlebræt. Og uden refusion fra staten, så kan man heller ikke sige, at landspolitikerne giver udsatte børn høj prioritet.

Når socialministeren siger, at ”nu skal børnene fra Brønderslev have ro”, så er det hende selv der vil ha ro. Hun vil gerne lige have et break fra problemer og ansvar. Men det er ansvarlighed børnene fra Brønderslev ønsker sig,. At voksne tager ansvar, og giver udsatte børn i Danmark de nødvendige forandringer til et bedre liv. Det handler nok om penge, men ikke kun det. I lige så høj grad skal vi have en ny behandlingskultur.  Forvaltningsystemets folk skal vise de accepterer, at børn har rettigheder. De skal forfølge pligten - samt udvise lyst - til a t snakke med udsatte børn om deres liv. At forvaltningen i Brønderslev ikke på noget tidspunkt talte med de involverede børn er fagligt så angribeligt, at det bør få konsekvenser.  

Indenfor et tiår har der været alt for mange grimme sager, der har sat lige så grimme mærkater på forskellige byer. Der var Roum . Der var Tønder. Og nu så Brønderslev.  Men tag nu Roum, hvad var det nu lige der skete der!  Vi glemmer og ser fremad. Det er en styrke, men i visse tilfælde også en kostbar svaghed, der koster liv og velfærd.  Hvis politikere og forvaltningsfolk ikke ændrer grundholdning, og tager børn ved hånden, så går der ikke ret lang tid, så vil et nyt bynavn erobre nye for- og netsider.  Det holder kun op, hvis vi bestemmer os for, at nok er nok. Sådan nationalt set, men også ude i Udkantsdanmark.  For et samfunds værdi måles nemlig ikke ved antallet af sommerhuse, udenlandsrejser, realityshows, og nordiske madtempler, men ved den ene generations omsorg og beskyttelse af den næste.

Huset i Brønderslev var nok ud fra en nabobetragtning ikke bevaringsværdigt, og mange vil også gerne ha’ sat et punktum, så man kan komme videre. Men udsatte børn i Danmark har så afgjort mest ud af, at der ikke bliver sat punktum. Kun ved at man fortsat husker sagen fra Brønderslev betyder, at der kan komme de ændringer, som er så nødvendige.

Det er måden, at sige undskyld til børnene fra Brønderslev på. 

Tal dansk - din indfødt

Han boede på landet i Litauen. En gang om ugen tog han til hovedstaden, og fik

danskundervisning af en ung lokal tolk, som havde lært det danske sprog ved studier i Århus.

Nu gav hun sine smukke 50-agtige danske gloser – totalt renset for engelske udtryk og

nymodens bandeord og vendinger - videre til 12 landsmænd i forskellige aldre. De synes alle

dansk var yderst charmerende. Manden fra landet mente oven i købet, at det danske sprog var eksotisk. Hans interesse for dansk havde han fået gennem det katalog, som han i flere år havde fået tilsendt fra postordrefirmaet Dahls Varehus i København. Tolken fortalte mig, at da han første gang kom til danskkurset var det imponerende, hvor meget dansk manden havde lært sig selv, ved at læse teksterne, der omringede de smukke modeller i deres i hofteholdere, og stramme BH-ere.

Det var jo nok mere skålstørrelserne han fandt eksotisk.

Om 15-20 år er det måske folk i og fra udlandet - hvad enten de bliver boende i Litauen eller bor her som etniske danskere, der bedst formulerer det sprog, som H.C. Andersen kaldte ”sin moders stemme”. Det officielle Danmark har i hvert fald travlt med at stille større og større krav til

mennesker, der kommer hertil - eller skal familiesammenføres. Avancerede sprogtest og skriftlige prøver er stopklodser for indrejse. Eller mere positivt formuleret - vi ønsker at give nydanskerne

sproget dansk, som det vigtigste værktøj. Blot er det yderst mærkeligt, at man i kampen for at give sin nye befolkning sproget til at snakke med, forstå sin omverden med, og til at blive klogere på sig selv, aldeles svigter de oprindelige indfødte.

De etniske danskere nærmest lefler for ethvert udtryk, og enhver vending, der lugter af noget udenlandsk. I Grundtvigs fædreland. Det er jo ikke kun indenfor medie, sport og netverdenen, at det engelske tager over. Det gælder indenfor alle dagligdagsområder af samfundet. Dansk er ikke længere tidens agenda. Selv bandeordene bliver deletet. Sku’ og fanden hedder nu fuck og shit. Da jeg gik på Journalisthøjskolen - dengang i 70’erne -  fik vi rimelig nok at vide, at nogle mennesker kender mange flere ord end andre. Det anede os, men personer med forskellige uddannelser kan ofte nogle helt andre ord end f.eks. den ufaglærte. Det er miljøet, og det uddannelsesmæssige, der

bestemmer, hvor hver især foræder sig fra ordmassen. Det klassiske eksempel er dommeren og den tiltalte, som ikke kan snakke sammen, fordi de ikke kender hinandens sprog. De bruger hver især ord, som den anden ganske enkelt ikke forstår. 

Nu har vi så oveni disse forskelle efterhånden længe vandret rundt med et sprog fyldt op med franske, tyske, og især engelske udtryk og sætninger. Dertil kommer så ungdommens signalsprog,  sms-forkortelser, stand-up-sproget, og det nyskabende undergrundssprog. Tilbage bliver ganske få

- og af dem bliver der færre og færre – der fastholder ægte nordjysk. Måske tilsat lidt vestjysk accent. Og så selvfølgelig en flok velintegrerede nydanskere, der taler det oprindelige danske perfekt, smukt og charmerende. Nærmest eksotisk. Det eneste problem er, at der nu slet ikke er nogle af de oprindelige indfødte der forstår, hvad de siger.