Taxa mig der og aldrig her

-” De er nu nummer 18 i køen”.

Det er den automatiske telefondamestemme hos taxa i København, der giver denne nedslående melding. Så ved man godt, hvad venteklokken har slået. Man kommer allertidligst igennem til en stemme af kød og blod om et kvarters tid. For kun at få at vide, at der nok kommer til et gå mellem ti og tyve minutter, før man kan forvente, at der ankommer en nogenlunde dansktalende taxachauffør af anden etnisk herkomst end dansk.

Hvis man så er heldig, så bringer han en igennem den københavnske morgentrafik, og frem til Hovedbanegården – kun otte minutter for sent til Intercitytoget til Aalborg 9.50. Men man har så også  muligheden for at få en spændende oplevelse af eksotisk art, lig den jeg faldt ind i for en del år siden, da jeg blev tildelt en meget etnisk taxachauffør, hvis kendskab til de københavnske gader og stræder var på et rimeligt lavt niveau – en russisk dommer ville kun ha’ give ham et 2- tal på 10-skalaen. Straks jeg havde fremsat den geografiske betegnelse, hvortil jeg gerne ville køres, smed han Krak i skødet på mig, og sagde: ”Du finde vej - jeg kører”. Jeg nåede frem til mødet, da de holdt den første kaffepause.    

Lige nu gør jeg holdt i København, efter ferie i Barcelona, og da det regner heftigt, og vi har en del bagage med, vil jeg gerne ha’ en taxa. Derfor et opkald til 70 25 25 25, der som nævnt meddeler mig, at jeg er nummer 18 i køen, den tirsdag morgen, hvor en askesky fra Island truer Nordjylland og omkringliggende regioner. Så det blev bussen alligevel. Taxa i Danmark er tit noget man ser suse omkring sig, når man ikke har brug for det - og når det virkelig gælder, så er de ikke til at opdrive.  Modsat for i øvrigt i Barcelona, hvor der er 10.500 gul-sorte taxier, der med et splitsekunds varsel er serviceringsklar – døgnet rundt. Hvis vi skal bestille ture i lokalområdet, så er jeg desværre også nødt til at sige, at jeg flere gange har prøvet, at rekvirere en morgentaxa uden held. Og jeg har ikke stået der med telefonen  fem minutter før jeg skal være i Aabybro, men har ringet - i det som jeg vil kalde rigtig god tid – nemlig aftenen før. Men er blevet afvist med ord om, at alle taxaerne er optaget om morgenen indtil efter klokken 8.00 på grund af skolekørsel. Det var måske en sag for bevillingsnævnet. Næste gang ringer jeg til taxa i Barcelona. De kommer altid.

Tavse Helle slog til

Vi har flere nyhedsmedier end der er nyheder. 

Når det er sådan, så må man finde på, vinkle, skrive noget, som kunne være sandt, eller finde på noget, der er langt fra sandheden, men måske vil tiltrække læsere, lyttere, seere. Sådan er det. Når jeg siger sådan, så vil nogle påstå, at jeg ” skider i egen rede”. Men som journalist har jeg altid haft - og forfægtet - det synspunkt.

Forleden havde et af dette lands største søndagsaviser – Politiken – et eksempel på ovennævnte, hvor man laver journalistisk, som kun er sandfærdig, når man tvister eller fordrejer til noget, der ”måske er rigtigt”, men i hvert fald garanteret er salgbart.  Avisen har lavet en opgørelse om hvor mange gange de radikales Margrethe Vestager, og så Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt har udtalt sig i forskellige landsdækkende dagblade (skrevne medier) I perioden fra 3. til 13. maj om hele efterlønsforløbet, og kommet frem til, at fru Vestager har gjort det 21 gange og Helle kun 3. Det giver så anledning til at lancere den store forsidehistorie, at Helle har valgt den tavse stil. Det usynliges kunst skal give hende den kommende valgsejr, frem for at føre sig frem, og kritisere. Artiklen har til støtte for sin påstand hentet kommentarer fra valgeksperter, der bekræfter, at tavsheden skal sikre Helle Thorning ro og troværdighed. Sådan skal den appelsin skrælles.

Nu er der bare det, at jeg tilfældigvis var kigger på de to nationale tv-kanaler lige den aften forliget om efterløn -, og den nye pensionsalder - blev indgået, og offentliggjort. DR’s Tv-avis var klar til det øjeblik forligspartierne kom ud af forligsdøren - og helst inden man sluttede klokken 18.59. Det skete ikke, så man sluttede med en vejrudsigt.  TV2’s redaktion var derfor klart til at tage over præcis kl. 19.00. Men forligspartierne lod stadig vente på sig. Det var dumt af dem.  TV2 havde nemlig linet op med Helle Thorning til at fylde ventetiden ud. Hun fik ca. fem minutter til fri og klar tale i den bedste sendetid.  Jeg skal ikke redegøre for, hvad hun sagde, men blot konstatere, at hun fik placeret sin, og sit partis synspunkt.  Damen slog til. Og det på et tidspunkt , og i det medie, hvor vælgermængden var størst, den torsdag aften klokken 19.02. Det var ikke lige tavshedens Helle, der pakkede sig sammen der. Det var en dame, der havde valgt sine kampe, og derefter kunne lade de andre slås om resterne.

Som journalist af den gamle skole beklager jeg selvfølgelig den trykte presses faldende værdi, power og indflydelse, men der er vel ingen grund til på en unfair måde, at lade det gå ud over andre.

Monarken dropper Udkantsdanmark

Endelig kommer hun igen til vores kommune.

Dronningen.

Og hun har prinsgemalen med.

Besøget er kommet i stand i anledning af Brønderslev bys købstadsjubilæum. Regentparrets program for tirsdag 24.maj er nu offentliggjort. Men til skuffelse for fans i Hjallerup, Dronninglund, Aså og tilstødende matrikler – så kommer regentparret ikke i nærheden af Markedspladsen i Hjallerup, plejehjemmet Margrethelund, Dronninglund Slot, Kunstcentret eller Aså Camping.

Altså ingen besøg i Udkantsdanmark.

Brønderslev kommune har – garanteret i samarbejde med Hoffet – lagt et program, hvor man ikke forlader Brønderslev by. Der er velkomst til både konen og manden kl.10.00, og efter blomster og musik og gaver, er der besøg på det smukke bibliotek i Brønderslev, og dernæst på byens sygehus.

Om eftermiddagen er der et program for Dronningen, og et for prinsgemalen. Dronningen skal på badeanstalten, og til Rhododendronparken og Den Runde Pavillon. Hans Kongelige Højhed Prinsens program er besøg hos Cubic og Altuglas, inden han sammen med fruen tager til Nordjyllands Idrætshøjskole. Ifølge programmet forlader regentparret Brønderslev via Parkvej, Nørregade, Bredgade. Så det e r der man skal stå med flag, vimpler og hurra-råb, hvis man vil vinke farvel og på gensyn. 

Hvornår det gensyn kommer, er der ingen der ved, men når man ellers tænker på Dronningens generelle års- og dagsprogram, så kommer der nok til at gå en rum kongelig tid, før hun igen betræder landbrugsjorden i vor kommune. Så de lokale befolkninger i Hjallerup, Dronninglund og Aså - med omkringliggende landsbyer - kommer til at vente længe, før de kan stå ved deres gadedøre, og med indkøbte flag vinke til det par, som fordeler deres gunst mellem Danmark og Frankrig. Derfor skal der lyde en lille anke over, at det er sådan. Nok kommer parret på vore breddegrader på grund af Brønderslevs bys købstadsjubilæum, men derfor kunne man dog godt ha’ planlagt et dagsprogram, hvor der også blev vinket til os i udkantsområderne. En lille sviptur til nogle af denne kommunens seværdigheder udenfor kommunens hovedstad kunne dog nok være faldet i royal smag.

Mon ikke prinsgemalen ville ha’ nydt en lille køretur til Dronninglund Slot – som vel er det mest franske vi kan tilbyde. Der kunne han få serveret en lille gourmetagtig anretning i haven. Vejen til slottet kunne gå forbi Markedspladsen i Hjallerup, hvor prinsgemalen tidligere har slået et par folder. Måske kunne han blive så inspireret ved gensynet, at han på stedet købte Eagles-koncert-billetter til hele den kongelige familie – inklusive børnebørnene. Efter indtagelse af en kvik franskagtig frokost i slottets grønne Monet-omgivelser kunne man så smutte omkring Dronninglund Kunstcenter, hvis indhold og bygninger nok kan betage prinsgemalen – og da Dronningen med.

Der kunne måske ligefrem aftales en speciel udstilling med Dronningens egne værker. Det er meget tænkeligt, at forvaltningen i de kommunale bygninger i Brønderslev har tænkt slige tanker i forbindelse med besøget, og det kan også godt være, at det er hoffet, som har sagt nej til for mange udskejelser. Men når frokostpausen - ifølge programmet - er fra 12.45 til 14.10, så kunne man vel godt droppe forretten. 

Endelig er der også den plausible forklaring, at Dronningen – og måske især prinsgemalen – har forlangt at få en middagssøvn ovenpå den nordjyske frokost.  Det er dem vel undt, men den ku’ jo også nappes i bilen. Parret tøffer jo ikke rundt i en bette Zuzuki. Biler med krone i nummerpladen har også chauffør med, hvis frokosten bliver lidt fugtig.

På royalt gensyn og visit i den østlige del af kommunen.

.

Blotteren fra Brønderslev

Man skal sommetider holde sig til de store oplyste gader og veje, for ikke at blive udsat for noget

ophidsende ubehageligt. Det gælder også i Hjallerup.

En stille søndag aften i april måned blev der – ifølge politidøgnrapporten - anmeldt en blotter, som var set på Christiansvej i Hjallerup. Vedkommende spankulerede rundt omkring midnat. Kun iført sort jakke og kasket.

Nu har betjenten - med sit berømte to-finger-system - skrevet ”jakke” i rapporten, og ikke frakke.

Mennesker med hang til blotterudskejelser er ellers kendt for at gå rundt i store, sorte frakker – de såkaldte ”blotterfrakker”. Lige pludselig, og uden varsel eller reklameblok, smider de så frakken til side, som et tæppefald på et teater, og siger bøh. Med forskellig volumen selvfølgelig.

Det er ikke farligt, men kan da være ganske ubehageligt pludseligt at overvære, når man sådan går og tænker på, hvad man nu skal give konen – eller manden - derhjemme i fødselsdagsgave.

Der står heller ikke noget i politirapporten, om det var en skummel mandsperson, eller en kæk repræsentant fra kvindekønnet. I gamle dage var en blotter pr. definition altid en mand, men i disse ligeberettigelsestider, så kan det jo også være en kvinde, eller en kvinde forklædt som mand. Den

slags lyster har altid eksisteret, men det er ligesom, at det er blevet rigtig moderne efter at vi har fået så mange kommercielle og grænseoverskridende tv-kanaler. Der e r jo hele tiden behov for nye trends, og nye typer udsendelser, der kan få folk til at zappe væk fra det 147. afsnit af ”Herskab og Tjenestefolk” på Kanal Charlie. Til det formål er der intet bedre end et TV3+program, hvor en mand, udklædt som støvsuger, stripper til rap musik fra en gammeldags kassettebåndoptager. For til sidst at afsløre sig som en 46-årig sort kvinde, der er HK’er i et revisorfirma, og har en sød tand.

Og lige det med jakken kan godt sætte en på sporet af, at det drejer sig om en dame.

Kvinder i sort, med kasket (eller hat), og ellers intet andet, er absolut set før. F.eks. i den vidunderlige film ”Tilværelsens ulidelige lethed”. Det var den svenske skuespiller Lena Olin, der optrådte som pigen Sabina – stort set kun med en sort hat. Og stok.   

Hun blev også anmeldt.

Men det var i avisen.

Fem stjerner – ren begejstring.

Lena Olin er i dag 55 år, så kan det jo teoretisk godt være hende. Eller en look-a-like. Men hvis det er en mand,  så tror jeg godt det kan være den ældre herre fra Brønderslev, som blottede sig for hjemmeplejen for nylig. Og fik en bøde. Manden havde for vane, at stille sig afklædt i sit vindue, når medarbejderne fra hjemmeplejen kom på besøg hos genboen. Manden var sikkert sur over, at han ikke også fik besøg, men forestillingen resulterede i en politianmeldelse. Så nu skal han for fremtiden optræde for nedrullede gardiner. Det er jo ikke sjovt.

Der er ingen tvivl om, at manden måske nu har søgt nye tilhængere ved at gå catwalk på Christiansvej i Hjallerup. Det er så også blevet anmeldt. Hvor var det noget nemmere, hvis den stakkels person kunne nøjes med at spille whist eller hjerterfri. Der kan man også føle sig helt nøgen, når man ingen trumfer har.

Anders Lund Madsen er et godt menneske

Jeg er på vej til Parken. Den rigtige. Enghaveparken på Vesterbro i København.

På vej derhen møder jeg den statsminister, som netop dette område i mange år valgte til Folketinget.  Anker Jørgensen.  Han går helt alene, langsomt fremad med to stokke, kiggende ned i jorden, fordi den stilling vil hovedet helst være i.  Anker er på sin daglige vandring blandt sine vælgere, hvor af  mange af dem med kærlighed i stemmen hilser og råber venlige ting. Den mand kan folk li’. De syns’ garanteret, at han er et godt menneske.   

Anker ler og svarer igen, eller vinker tilbage med den ene stok. Anker er på vej hjem til det plejehjem på Vesterbro, han nu bor på.  Mit næstsidste sted, som han siger.

Han skal ikke i Enghaveparken, som jeg. Der kommer så i stedet en anden statsminister, den nuværende. Lars Løkke Rasmussen er nemlig en af gæsterne i Anders Lund Madsens talkshow, som forrige fredag blev sendt direkte - lige efter aftenens resume af det kongelige bryllup i England. Derfor er en af gæsterne Bodil  Cath, den royale BT-journalist, og så kommer Amalie, en ung pige der optræder i såvel reality-programmer samt på formiddagsforsider, og så altså statsministeren.  Alle tre gæster bliver smurt ind i kunstigt velvære af studieværten. Luften er fyldt med indsovsede superlativer om gæsternes fortræffeligheder. Denne klamme samtaleform er den valgte konceptmåde.  Den kendes også fra andre snakkeprogrammer – f.eks. radioprogrammet Cafe Hack på P4 søndag formiddag, hvor en ellers dygtig vært også overdrukner gæsterne med ros og anerkendelse, så fedteriet driver ned ad højtalerne i min stue.  I Anders Lund Madsens mund kom der dog den aften i Enghave-parken en lille ændring - sikkert af hensyn til masserne. Hvor studieværten Madsen er sikker på, at såvel Bodil Cath, som pigen Amalie, er gode mennesker, så bliver landets statsminister - efter en total mislykket samtale, som studieværten alene må tage ansvaret for - sendt ud i Anker Jørgensen-land, med et ”Jeg tror du er et godt menneske”.

Før Anders Lund Madsen nåede frem til at modtage sine gæster i sofaen, så måtte han selvfølgelig Igennem en række tekniske prøver om eftermiddagen - plus den obligatoriske produktion af en spot til DR-fladen, som altid sendes en 3-4 gange fra godt en time før selve udsendelsens start - for at holde folk på samme kanal.  At det også kan jage seere væk, er der åbenbart ingen, der har skænket en tanke. Mens spotproduktionen foregik, hang der en 7-8 mørke drenge omkring Madsen for at få en autograf, og fordi de også gerne ville i fjernsynet.

Madsen koncentrerede sig om sit, og havde heldigvis en producerassistent, kvindelig, til det grove.  Men da drengene, med deres vedvarende barnlige påtrængenhed, var tæt på at være uden for dansk pædagogiske rækkevidde, undlod producerassistenten at prøve lidt med kærlighedens stærke arm. Hun blev mere og mere spidst, og da hun til sidst kogte over, bad hun drengene skrubbe et grimt sted hen, og der finde et lille sted, hvor de kunne ”lege sort”. Det var ikke venligt sagt. Nu er den slags drenge lige ved at finde sig til rette i vores land, og opføre sig lidt som almindelige uopdragne etniske børn af dansk oprindelse, og så får de sådan en hammer af indestængt stresset tv-racisme. 

Men det var altså heller ikke Anders Lund  Madsen, der sagde det.

Jeg tror nemlig, at han er en godt menneske.

Portræt af en Ja-politiker

De fleste forældre kender det. Vi skulle have sagt nej, men det blev et ja. Ordet ja er det nemmeste ord at sige overhovedet.  Der er langt mere konflikt og investering gemt i et nej. Et rungende klart nej er tidskrævende.  Det skal følges op.  Et nej rykker tænder ud.  Det skal man være i humør til. Vi napper lige et ja i dag, så kan vi begynde med et nej efter weekenden. Mandagen – dagen for alle slankekures start. 

Vi ved fra den store gamle bog, at vores tale skal være nej ,nej og ja, ja. Vi må dog ikke blande det for meget, men være fast om det nej vi gir’, og vise korrekt hed, når det gælder ja’et.  Samtidig skal vi nøje overveje, hvornår vi bruger det ene frem for det andet.

For nylig vakte det behageligt politisk opsigt -  i hvert fald i mit hoved -  at kommunens tidligere borgmester Michael Klitgaard på Kanal Brønderslev blev citeret for, at vi skal turde sige nej engang imellem, for ellers kan vi ikke lære at sige ja. Til det rigtige forstås.

Det er rigtigt klogt sagt. Vi skal være mere generøse med vore nej’er. Tage kampen og besværet. Sætte tid af til at forklare, hvorfor det er nødvendigt med et nej.

Men i den smukke april måned gik det galt for hr. Klitgaard. Det drejede sig om et ordinært møde i teknisk udvalg, som Klitgaard nu er formand for. Megamøllerne i Bolle Enge var på dagsordenen. Der har været mange protester mod planen om de 3 forsøgsmøller – hver 150 meter høje.  Protesterne kom både fra foreninger og borgere – og i sandhedens interesse har jeg været blandt indsigelsesfolket.

Mine betænkeligheder går bl.a. på lavfrekvenslyden, som Miljøministeriet også er gået i gang med at undersøge nærmere.  Ministeriet har meddelt, at der ligger nye retningslinjer juni 2011. Derfor ville et midlertidigt nej være både rimeligt, og i overensstemmelse med Michael Klitgaards nye nej-tese. Klitgaard levede da også op til sit nye image. Han sagde ved det første møde i teknisk udvalg nej, og fik hele udvalget bag sig i en udsættelse af beslutningen.  Det var jo flot gået af Michael. Han havde garanteret i sit indre gjort sig tanker som – 

”Jeg siger nej til at tage en beslutning nu.  Jeg ved godt jeg får bøvl med forvaltning og leverandører, men det er nu jeg skal vise mit nye nej-ansigt, og tage kampen”.

Fire dage var Klitgaard i sine nye klær’.

Så indkaldte han til et nyt møde, fordi han påstår, at han havde fået informationer om, at en  udsættelse vil betyde, at man måske så først kan komme videre ultimo 2011. Dertil kan man jo blot sige - og hvad så! Hvad betyder et halvt år, når valgperioden er fire? Men det meget ekstraordinære møde – som forvaltningsfolk ikke husker, har fortilfælde - gav det nye resultat, at nu sagde formand Klitgaard ja.

Dog blev den nye beslutning ikke fuldgyldigt bakket op af udvalget. Et medlem fra Aså fastholdt sit nej.

I onsdags fulgte et flertal af Brønderslev byråd så Klitgaard, og sagde også ja. Politikeren med en ny vision om et nejs værdi holdt i fire dage. Han havde tænkt på et nej, men det blev som sædvanlig et ja.

Fra en mand, der har en lang politisk karriere bag sig.