Ole Sohn og "Matador"

Ole Sohns skæbne får mig til at tænke på Lauritz ”Røde” Jensen fra Matador. De har begge været ret fanatiske med kommunismen, været utrolig aktive i de unge år, men blev begge klogere, og rykkede mod højre. Sohn har problemer med at huske, hvor mange penge, der kom fra Sovjet til det danske DKP, og hvornår og hvorfor. Røde Lauritz glemte i mindst tre Matador-afsnit, at få hentet Agnes kommode, som stod og fyldte op i Lauras køkken. Politisk endte Sohn i SF – foreløbig i hvert fald - og Røde Lauritz Jensen blev vel socialdemokrat som grisehandleren. Eller måske radikal som grisehandlerens kone, da han jo også blev selvstændig, og fik sit eget skrivemaskinebureau med speciale i festsange - og med skilt i porten. Hvor meget Sohn og Røde linker hinanden slår mig også, når jeg fremkalder scenen, hvor Laura i et af seriens sidste afsnit er på kaffebesøg hos Agnes. Agnes Jensen – den gamle stuepige hos familien Varnæs – blev jo en driftig forretningskvinde, og fik egen virksomhed med opmaskning af strømper, og maling af serveringsbakker. Mens damerne - under stuens murermesterbuer – sidder og vender ugens begivenheder i Korsblæk, kommer Lauritz hjem. Han har fortsat en kommunistisk folketingsmandsdrøm i maven, og bryder sig ikke om al det småborgerlige snak, der fylder stuen. For at dupere damerne fortæller Lauritz, at Agnes – sammen med ham - snart skal til stor fest i København – både med spisning, og tur i Det Kongelige Teater. Det er  kommunisterne, der vil fejre russernes tilbagetrækning fra Bornholm. Hvor pengene kom fra til festen nævnes ikke. Til ideen om at fejre russerne kvitterer Laura – som jo var den herlige chef for de Varnæske’ køkkenregioner - at det burde da være bornholmerne man fester  for. Det var da dem, der havde haft al bøvlet med russerne. Der fik Lauritz den. 

Noget lignende bøvl kan man godt sige, at Ole Sohn både har haft og har. Der er ingen tvivl om, at manden altid politisk – i hvert fald i medierne – vil være mærket af sin gamle tro på et system og et parti, som på sin bundlinje var både diktatorisk, korrupt, og blodigt. Det er lige som Poul Nyrup. Han må resten af sit liv leve med mediernes fremkaldelse af ham iført cykelhjelm. Schlüter må døje med sit gulvtæppe, Søvndal med sit engelsk, og så Sohn, der skal leve med sit kysseri med en gammel østtysk diktator. Disse frosne mediebilleder kan synes uretfærdige, og også virke ret trivielle, men de er remindere i vores hukommelse om episoder, og om en tid, der var. Det er givet, at der i Ole Sohns fortid har foregået ting og sager i kroge og regnskaber, som har været mere under end på kanten af det anstændige – måske meget lig sort arbejde, eller den ”nordjyske moms”. Men manden har jo indrømmet både det ene og det andet. Så hvad vil vi mere?  Tilbage må dog stå, at manden ikke har slået nogen ihjel, eller gjort noget, der får Sofus Betjent fra Matador, til at stå og trippe for at få fingre i ham. 

Medierne går ganske enkelt for meget i selvsving. De viser lige pludselig troværdighed til gamle russiske agenter, og disse spekulative agenters vage formodninger om Sohns fortid  er pludselig blevet brændbart stof. DR’s Tv-avisen lod forleden også en gammel dansk kommunist – hvis troværdighed normalt falder udenfor avisens sikkerhedsgrænse - fylde godt op med sine tanker og holdninger om Sohn. Han fik sine15 sekunders berømmelse.

Hvor vil det klæde debatten, hvis en fremtrædende borgerlig politiker – det kunne snildt være den tidligere statsminister –står frem og siger, at hetzen mod hr. Sohn bør indstilles, så manden, medierne, Folketinget, Søren Pind, lovgivningen, og retten til at have et synspunkt, fortryde og indtage et nyt – igen enten kan komme i førertrøjen, eller i gang med at beskæftige sig med noget andet.  Noget andet skal her opfattes som noget mere betydningsfyldt for et samfund, der er omgivet af kriser.

Rigtige ord i en krisetid

Plejehjemsbeboer Anker Jørgensen kan stadig gå rundt på Vesterbro og snakke med alle, der venligt vinker og råber til den tidligere statsminister. Dog bliver turene kun til noget, fordi Anker bliver godt hjulpet af to solide stokke, som langsomt, men rimeligt sikker bringer ham fremad.  For nylig var en af Anker Jørgensens statsministerkollegaer en af de mest populære gæster på Bogforum i København. Han kom også langsomt gående, men klarede sig med en enkelt stok.  Ved siden af den ene stok gik TV-værten Kurt Strand, og ved Poul Schlüters anden var en anden Tv-vært, nemlig Adam Holm – ham fra DR2’s Deadline. Ham Strand har lavet en meget rost portrætbog af Schlüter, og nu skulle de begge i krydsild hos hr. Holm. Det blev fortryllende og eftertænksom underholdning på en halv time med manden, som altid har sagt, at ” vi skal forandre for at bevare”. Selv om både Anker Jørgensen og Poul Schlüter har problemer med gåtøjet, så fejler snakketøjet ikke noget hos nogen af dem. Adam Holm fremhævede fra bogen, at Schlüter omtalte sine politiske modstandere – som f.eks. Anker Jørgensen – med stor respekt, men havde meget lidt pænt at sige om flere af sine partifæller. Således blev en tidligere konservativ formand, og minister i Schlüters egen regering, Hans Engel, omtalt meget negativt, og Holm spurgte, hvorfor han ikke også sagde noget pænt om Engel, og fik snerrende hurtigt svaret:

-” Det er der ingen grund til”.

I samtalen kom man selvfølgelig også ind på den Tamil-sag, som kostede Schlüter statsministerposten, og hvor han også indskrev sig i historiebøgerne med sætningen – ”Der er ikke fejet noget ind under guldtæppet”. Nu blev han spurgt om det var noget han tit gjorde - det der med at feje ting ind i under guldtæppet - men det blev benægtet. Hertil kommenterede Strand, at han dog hjemme i Schlüters private gemakker havde observeret en bule under en af stuens guldtæpper, så noget måtte han dog stadig feje.  Nej, nej, svarede Schlüter – ”Det er min kone”. Begge studieværter så forfærdede ud, og den tidligere statsminister beroligede dem hurtigt ved at tilføje – ”Der har lavet den bule”.  Seancen sluttede med, at Schlüter blev spurgt, hvad han mindst helst ville huskes for. Her til svarede den hårfagre krøllede 82-årig - ”Det svar fejer vi lige ind under guldtæppet”.

Hvis Poul Schlüter var blevet på Bogmessen i Forum, så havde han fået den ekstra oplevelse, at lytte til to forskere, der har udgivet en moppedreng af en dokumentarisk bog indeholdende samtlige danske statsministres nytårstalere til den danske befolkning. Især blev Poul Schlüters nytårstaler rost. De var optimistiske og vellavet i en krisetid, hvor Danmark og danskerne trængte til et opløftende ord – gerne med humoristisk bid. Presset af ordstyreren sagde først den ene forsker, at den bedste nytårstale nogen statsmister har holdt, var Thorvald Staunings i 1940.  En tale som flot lagde tidens besættelsesproblemer frem for danskerne. En værdig tale i en krisetid. Men den anden forsker mente, at Poul Schlüters nytårstale fra 1988, var den bedste nogensinde.  Det var den, hvor han  sparkede venligt til den danske folkesjæl med ord om, at ” danskerne er for længe om at tage sig sammen, og for hurtige til at slappe af”.

Det er åbenbart krisetider, der kalder de mest åndrige ord frem, og samtidig får præsenteret det bedste i den person, som siger ordene. 

At finde de rigtige ord - i en ny krisetid - kan blive Helle Thorning Schmidts redning.

Har 10-årige et sexliv?

Det er ganske forstemmende, at tænke på den udviklingsskade, som de vinklede usandheder i medierne skaber. Personligt og samfundsmæssigt. For nylig blev det voldsomt eksponeret, at ”Dobbelt så mange piger mellem 10 og 14 år tager p-piller”. Det er bedre end teenageraborter, udtalte eksperter, og foreningen ”Sex og Samfund” kaldte det positivt, at unge piger er blevet mere opmærksomme på, at beskytte sig under sex og dermed undgå aborter. Formanden for Praktiserende Læger, Henrik Dibbern , advarede godt nok imod, at det kan få konsekvenser, at man i stigend e grad udskriver P-piller til helt unge piger, men han blev også citeret for, at der er vigtigt, at beskytte de helt unge piger mod graviditet.

Hvis man selv tjekker tallene, både ved at kigge på Lægemiddelstyrelsens statistikker på netsiden medstat.dk, og via kontakt til styrelsen, så får man en anden sandhed end mediernes overskrifter. Nok er det korrekt, at 6894 piger i 2010 på landsplan i aldersgruppen 10-14 år har fået p-piller, og det er en fordobling siden år 2000, men det var en fordobling allerede i 2009, og stort set også i 2008. Der er nemlig sket en gradvis stigning  over de seneste ti år. Så en mindre opsigtsvækkende, men korrekt overskrift vil være, at der siden 2009 er sket en stigning på knap 2 procent.  At der er sket en fordobling siden år 2000 er en overskrift, man kan bruge hvert år, indtil man kan skrive, at der nu er sket en tredobling siden 2000, og senere en firedobling.

Hvis man så, i stedet for et samlet tal for aldersgruppen, deler tallet på 6894 piger på de fem aldre, der er mellem 10 og 14 år, så får man en naturlig stor overvægt indenfor alderstrinnet 14 til15 – nemlig 5526. Derefter er tallet for de 13-årige lig med 1131, så antallet af piger på 10,11 og 12 år, der får P-piller, er altså i alt for de tre aldre godt 200. Kigger vi på de 10-årige så er tallet 2, men faktisk nul – minus den modregning fagfolk kalder datafejl. For de 11-årige er tallet 35 – minus datafejl.  Endelig så får mange af pigerne P-piller, fordi de har stærke smerter på grund af deres (begyndende) menstruation. De unge piger får altså P-piller mod smerter, og ikke mod graviditet, på grund af et aktivt sexliv.

Grunden til at man i øvrigt bør være varsom med at give P-piller til helt unge piger er den enkle, at piger under 12-13 ikke er færdigudviklet, og pillerne skader deres naturlige udvikling. P-piller er hormonforstyrrende, og det kan igen skabe vækstlag for brystkræft.  Oven i kommer så de mentale problemer, når man giver ting, beregnet for voksne, til børn. 

Derfor mener jeg, at den slags kioskbaskeragtige overskrifter kan få alvorlige bivirkninger. Lige en sådan fuldstændig forkert information om unge pigers virkelighed gør os møre. Når vi bliver møre overfor noget vi oprindeligt ikke bryder os om, så begynder vi i stedet at indtage ”Nå, hvad-søren”-holdningen. Der trækkes på skulderen og accepteres, at det vel er helt naturligt i dagens sex- og pornoudklædte samfund, at piger har et sexliv  – faktisk flere år før de når den seksuelle lavalder. Børn er jo også tidligere modne, og de har jo siden de første skoleår klædt sig udfordrende, og fået lov til det. Det er også svært, at skelne om pigen er 10, 11, 12, 13, 14, eller 15.  Mørheden gør, at vi dernæst mener, at det derfor selvfølgelig kan smutte for mange voksne mænd, så det ender med seksuel aktivitet med mindreårige.  Endelig så er den evige fokus på børnepornografi - og alle de der modbydelige sager om incest - vel også noget overdrevet. Det er kæphesten for alle de der politisk korrekte, som jo altid ser spøgelser og problemer overalt.  Når nu de 8-9 årige piger vil sminke sig, ha’ BH på, og være trusseløse til klassefester, så må de jo også selv bære konsekvenserne. Samfundsudviklingen har jo allerede på andre områder elimineret barndommen, så hvorfor ikke tage det endelige skridt, og gøre børn til voksne også på det seksuelle område. Vi kan jo med statistikkerne ved hånden starte med at sænke lavalderen til 10. De små piger skal bare have nogle p-piller så de ikke bliver gravide. 

Så har ”Nå, hvad-søren ”- holdningen nået et lavpunkt.

Nødråb fra Nr. 16 i køen

De fleste kender mareridtet.

Maden er på bordet. Servietten er på plads. Gaflen ligger godt i venstre hånd. Kniven i højre.

Så ringer telefonen.

Man kan lade det skidt ringe, men hvem andre end ens børn, eller noget andet vigtigt, vil vove at ringe på dette hellige tidspunkt. Man rejser sig, og går over til den stationære. Stemmen i den anden ende er total ukendt, men jeg skal love for, at vedkommende er oppe at køre.

Det er Jakob fra ”De gule sider ”, der tilbyder et - efter Jakobs udsagn - fantastisk tilbud, som kun tilfalder vores matrikel ved et lykkeligt sammentræf af bingoagtige omstændigheder. Nu er det jo ikke første gang, at ”Lykkens Gudinde” har valgt vores nummer. I går var det ”Gallup” og ”Mostrup”, og aftenen før tror jeg det TDC, og Nordjysk Elforsyning.

Plus - lige før kaffen – dagbladet Information. 

Enten kan man til yderst favorable priser få 4-ugers avis leveret næsten gratis, eller også kan man få sit navn med fed skrift i den kommende telefonbog. Hvis nu jeg er i god lune så fortæller jeg stille og roligt, at jeg har aviser nok, og ens navn med fed skrift i telefonbogen synes jeg ikke lige er trendy med alle de sukker- og fedtafgifter. Men er jeg mopset, så bliver svaret af en helt anden kort karakter. Jeg er så træt af alle dem der tjener deres penge på at genere mig på tidspunkter, hvor jeg slet ikke har overskud til at være pædagogisk. Men det er jo alligevel mig der bestemmer, hvor længe samtalen varer. Jeg kan afslutte, når det passer mig.

Det kan jeg derimod ikke ved en anden ting jeg er lige så træt af. Mine opkald til institutioner, hvor man konstant mødes med et utal af valg – og trykmuligheder. For nylig skulle jeg ringe til DONG. Første udspil fra dem var det kendte med, at jeg nu havde to valgmuligheder –

”Handler det om regning tryk 1 - kabelfejl tryk 2”. Jeg trykkede 1.

Derefter blev der introduceret 5 forskellige valgmuligheder. Derefter var der ventetid. Der blev under denne venten introduceret forskellige reklametilbud, og opfordringer til at gå på nettet, og der blev fortalt noget om, hvor kvikt nettet er i forhold til det, man sidder, og har gang i.

Endelig kom så det, som fik sveden helt frem under brillekanten, og gjorde den varme mad lunken. Stemmen meddelte, at man gerne ville have mig med i en forbrugerundersøgelse. Det ville kun tage ca. 3 minutter. Jeg skulle Tryk 1, hvis de måtte ringe mig op lige efter min snak med deres servicemedarbejder - og Tryk 2 hvis nej.

Sveden piblede nu, og aftensmaden blev til koldskål. Jeg havde hverken lyst eller tid til at besvare på 46 spørgsmål om DONG, vaskepulverforbrug, livretter, eller fjernsynsvaner. Men for mig kom nu de store svedende spørgsmål - til mig selv. Mig selv, sagde jeg - vil mit svar betyde noget for, hvor hurtigt jeg kommer igennem? Vil jeg rykke frem i køen, hvis jeg er positiv og siger ja til, at de må ringe mig op? Vil jeg modsat ryge helt i bund, hvis jeg ikke svarer venligt og imødekommende?

Hvilket dilemma!

Hvordan kan DONG – og andre - i øvrigt have medarbejdere klar til at ringe til mig straks, når jeg altid skal vente så længe på at komme i telefonkontakt med en servicemedarbejder? Sidder der kun 2-3 medarbejdere klar til at besvare mine spørgsmål, men 10-12 stykker til at ringe mig op, og stille mig spørgsmål?

Jeg tog en rask sultenpræget beslutning, og satte pegefingeren på 2-tallet for nej tak.

Straks fik jeg at vide, at jeg var nummer 16 i køen. 

Det her samfund har vitterligt sejret ad helvede til - på mange planer.

Vandret og lodret.

Analog og digitalt. 

Det er lige før det tager ens appetit.

Vi gider ikke alt det brok

Det er blevet en del af den danske mediehverdag, at når nogle er begejstret for noget, så skal man helst finde nogle andre, der mener det stik modsatte. Dette kontrære princip kan man hver aften se i fuld udfoldelse i begge de nationale nyhedsudsendelser. Uanset hvad f.eks. regeringen præsenterer af tiltag og forandringer, så skal man nok finde nogle, der er imod.  Nu vil nogle med en vis vægt pege på, at det er demokratiets væsen, at høre en sag fra to sider, men uenighedsvinklen er efterhånden en pestilens, som ikke længere følger et demokratisk princip, men mere forherliger en journalistisk mani. Det handler om, at konflikt, ballade og uenighederne sælger langt bedre end konsensus,  anerkendelse og enighed. For en ordens skyld skal tilføjes, at sådan var det så sandelig også under den forrige regering. På det område gøres ingen forskel. Hvis man ikke kan finde en modstander hos oppositionen kan man finde et forbigået menneske – f.eks. en tidligere totalglemt minister - som meget gerne vil levere en omgang brok for at få lidt synlighed. Eller også ringer man til en af de sikre personer på ”Kendislisten”, som er helt med på, at sige noget rigtigt modsat og negativ, når blot vedkommende får lov til at lufte sine linselus.

I forbindelse med projektet ”Vores Kunst” så man dansk brokkeri i en rigtig dum udfoldelse. Medierne holdt helt kritikløst mikrofonen frem til to kunstpersoner, som fremførte deres ”Rasmus-Modsat-synspunkter”. Begge var store skeptikere overfor ”Vores Kunst ”- projektet. En af kritikerne er kunstredaktør ved Berlingske Tidende, og den anden forsker ved Aalborg Universitet. Jeg skal undlade at nævne deres navne, og på den måde prøve at beskytte dem mod hån og offentlige gabestokke. Den ene mente, at ” det er spørgsmålet om der skal være kunst alle vegne i det offentlige rum, og det måske var bedre at plante et træ” og ”Hjallerup marked har sku’ da ikke brug for kunst”. Den andens hovedanke lød, at ” vi kan få så meget kunst at ingen længere stopper op og tænker – Hm, hvad mon det betyder”. 

Nu er det jo sådan, at Nordjylland ikke ligefrem vrimler med kunst i det offentlige rum, men det kan snildt være, at man i København ikke standser op ved alt, for at undersøge, hvad det mon er.  Men mindre stop kan vel også gøre det.  Jo mere kunst i det offentlige rum jo flere stop. Jo mere at se på, jo mere begejstring. Jo flere kunstværker jo flere glade gæster. Blot tænk på europæiske kunstbyer som Paris og Barcelona.  Hvis de to herrers elitære broksynspunkter havde substans, så havde vi aldrig fået – jeg nævner i flæng - gavlmalerier i Brande, kunst i rundkørslerne i Skive, Kunstens have i Aalborg.  Overalt kører  biler ustandselig forbi uden at stoppe.  Måske bliver bilens personindhold inspireret og siger ”hm” til sig selv, og kommer på besøg en anden dag, for a finde ud af, hvad mon det hele betyder. Og så en fodnote: ”Vores Kunst” i Hjallerup er ikke tænkt placeret på selve Markedspladsen ved siden af en pølsevogn, men et selvstændigt sted,  der forbinder by og marked, mennesker og gæster.

Vi har selvfølgelig brug for konstruktiv kritik af alle typer projekter og gode tanker, men hvis man ikke har blot en flig af noget brugbart at sige, eller en gnist af noget klogt, så vil det være en demokratisk gevinst, at man holder kajen lukket.

Så andre, der glad vandrer i det offentlige rum, slipper for brok, vrøvl og idioti.