Ud og se med MR-tog

Som altid sidder jeg i vogn 62. Af alle offentlige transportformer holder jeg mest af tog, som transporterer mig afslappende gennem Danmarks baghaver frem til målet. I dag er det IC-3-lyntoget ”TOP-Karen” opkaldt efter den seje almuekvinde Karen Marie Andersen fra Rebild – der fra sin fødsel i 1843 levede et langt hårdt liv. Hun fødte f.eks. syv børn – alene det er jo tegn på en vis sejhed. Jeg er på vej fra Aalborg til København, og jeg kigger mig rundt efter DSB’s nye direktør Christian Roslev. Han må være et sted. Manden har de sidste fire år med pæn succes – som det hedder med nordjysk underdrivelse - været administrerende direktør for Nordjyllands Trafikselskab, men fra 8. august er han udnævnt til topchef hos DSB. Det glæder sådan en som mig, der tit tager toget fra Aalborg til København og såmænd også retur på et tidspunkt. Når nu chefen for hele foretagenet jævnligt skal pendle fra det nordjyske til hovedstaden – og jeg kan da ikke forstille mig andet end han tager toget, og lader andre om bil og fly – så må der endelig ske nogle positive ændringer med de ting, som aldeles ikke fungerer i IC-3-toget.  

Min brok handler ikke om toge, der ikke kører til tiden. Eller om vogne, der enten er for varme eller kolde. Eller om vinduer, der ikke kan åbnes, eller salgsvogne, der indstiller sit salg, når vi nærmer os Nordjylland. For det er til at leve med. Sådan da. Som nordjyde har man selvfølgelig madpakke med, og forskelligt tøj til at tage af og på – alt efter temperaturen.  Hovedproblemet er IC-3- togets toiletter, som tit er i en tilstand, som ikke er værd at skrive hjem om, så i stedet kommer det så i avisen.

Tit er togets ene toilet - sommetider begge - lukket. En papirstrimmel meddeler ”Ude af drift”. Personalet fortæller, at da DSB’s nye IC-4-tog endnu ikke er taget i brug, da de ikke kan køre, betyder manglen på tog,  at man ofte hverken kan nå at rengøre eller tømme toiletterne, når man kommer til bestemmelsesstedet.  Derfor må man ofte køre retur uden at være opdateret på et så vigtigt serviceringsområde. Lad mig være storsindet og sige, at det er da ok, at der efterhånden, som rejsen skrider frem, bliver mere og mere snavset. Det er da også til at leve med, at sæben er brugt, og der ikke er mere papir af nogen slags. Men at man lukker toiletterne, når der er rejsende, der skal være i toget 4-5 timer, er klart klamt og uacceptabelt. Personligt har jeg prøvet at skifte tog i Århus, fordi nu kunne man ikke forlange, at de rejsende skulle holde sig længere, og en medpassager har oplevet, at toget holdt en længere pause i Fredericia, så de rejsende kunne frekventere banegårdens toiletter.  

I min jagt på DSB-direktøren må jeg desværre sige, at uanset hvor jeg kigger hen, så kan jeg ikke få øje på ham. Måske er han allerede flyttet til hovedstaden, og rejser hverken med TOP-Karen eller andre IC-3-tog. Shit. Om jeg så må sige.

Man kan da heller ikke være glad en hel dag, når man er ude og se med DSB. Men der kan være en løsning på vej. DSB tænker f.eks. på, at sætte de gamle MR-tog ind på Intercityafgange på strækningen mellem Nordjylland og Århus. Hvis disse togs toiletter ellers fungerer, så syns jeg man skal overveje, at sætte disse MR-tog ind på samtlige strækninger. Så kører det, og DSB får tid til både at tømme toiletterne på IC-3’erne, og sende IC-4’erne retur. 

Klage til Pressenævnet om døden i medierne

Hermed vil jeg gerne, om Pressenævnet vil foretage et etisk snit om en forside på Ekstra-Bladet

(16.8.2011) om to nordjyske pigers død på en ferie i Tyskland – i forhold til de vejledende regler

for god presseskik.

Jeg håber min anmodning kan komme til debat med henvisning til

”Reglernes indhold” – A. Korrekte meddelelser - punkt 3 om ”Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen”.

Og/eller med henvisning til ”Adfærd i strid med god presseskik - punkt 3 – ”Ofre for forbrydelser skal vises størst mulige hensyn. Det samme gælder vidner og pårørende til de implicerede”.

To nordjyske piger omkom i august under en ferie i Tyskland. De blev fundet i en udbrændt bil, og deres far stærkt forbrændt i nærheden. I skrivende stund ved man ikke om der er tale om en ulykke, eller en forbrydelse. Man ved heller ikke - mens jeg skriver dette - om pigerne var døde inden bilen brød i brand, ligesom man er usikker på de nærmere omstændigheder omkring ulykken.

På trods af dette har flere medier siden dag 1efter ulykken kørt en meget kynisk ubehagelig tone, og billedpolitik. Således lancerede Ekstra-bladet en forside med portrætter af de to piger med overskriften – ”Line og Marlene brændt levende”.

Der er tale om en information, som ingen af os behøver – vi kan ikke bruge den til noget. Den er født i en kommerciel atmosfære, hvis resultat måske nok giver et mersalg, men primært et voldsomt ubehag, og skaber indre frygt. Dernæst ved vi, hvilken traumer den slags overskrifter, forsider og spisesedler, skaber hos pårørende, hos bekendte, og hos andre børn. I særdeleshed hos de børn, der kendte de to piger.

Der har siden ulykken - i forskellige medier - været fokus på, hvordan man klarer sorgprocessen på den skole i Nordjylland, hvor de to piger gik.

Intet bliver herefter nemmere. 

Denne tænkning og redigeringsfacon breder sig med nettets hast i samtlige typer medier, og jeg finder det skammeligt for journalistikken, at man ikke fornemmer hensynstagen og empati

i valg af forsider, overskrifter, og tekst. Nyhedsinformationer bør altid også vægtes ud fra sin informationsværdi, og nyheden lanceres ud fra en presseetisk holdning.

Det er forkert, hvis man hælder til den overbevisning, at human tankevirksomhed i den slags journalistiske processer er lig med selvcensur – det er blot ganske almindelig omtanke.

Empatisk omtanke bør ikke være moderne journalistik fremmed.

Jeg håber Pressenævnet vil diskutere sagen, og opfordre alle slags medier til intern debat, der gerne bør resultere i en presseskik - og  presseetik, der placerer trykket på dette ords sidste stavelse.

 

 (Sendt til sekr@pressenaevnet.dk - 17. august 2011)

Tur gennem byen

Min bytur er ikke med hunden eller Gnags, og vi vandrer ikke gennem Skjern eller Århus. Det er Dronninglund by, og min medvandrer er sønnen. Han bryder sig ikke om, hvad han ser. En nedslidt, og livløs hovedgade. –”Vi har dog Matas, Imerco, Sports Master, og et par butikker til, der lyser op med liv, aktivitet, og vedligeholdelse”, sparker jeg stilfærdigt ind.

”Ja, plus banker, genbrug og computerforretninger”, siger han trist. Ellers kun facader med tomme vinduer, og træværk skrigende på maling, og mure mærket af tiders kommen og gåen. Som barn - og det ligger snart 30 år tilbage - var han meget stolt af sin by. Han fortalte til alle, der lagde ører til, om Dronninglund, og byens imponerende centrum med biblioteksmuren, de gamle flotte huse, og spændende forretninger. Vi boede på Lærkevej, og han elskede at gå alene til Slotsgade, for at se, hvad der nu blev bygget, lavet om, malet og ajourført.

Allerede dengang synes knægten byen fortjente det lyskryds det aldrig fik. 

”Der var fire købmænd dengang ” siger han, og jeg tilføjer ”Plus to boghandlere og to slagtere”.

De to slagtere lå i centrumssidegaderne til Slotsgade. Den ene Højer med eget slagteri i gården,

og den anden Otto med ”Delikat”. Helt ud på begge fortove duftede det skønt af salami og råt kød. Otto flyttede senere sine gode leverpostejsforme til Hjallerup, hvor han i mange år blev kommunens eneste rigtige slagter - udover dem i supermarkederne selvfølgelig, men de talte ikke rigtig med dengang. Otto drejede til sidst nøglen i lås, og årsagerne er sikkert flere, men i hvert fald har jeg hørt fra mandens egen mund, at man jo ikke i længden kan leve af, at byens damer kom og bad om leverpostej, som de derefter rosende puttede i indkøbstasken - ned til tilbudskødet fra Brugsen. 

Nu står vi stille i Nørregade, og kigger på huset, hvor Højers butik lå. I dag er der tre små malerier i butiksruden, Men galleriet er lukket. Et skilt henviser til et telefonnummer i Gandrup. Duften af hjemmelavet rullepølse er godt nok blæst syd på. Ved siden af ligger resterne af en døgnbutik, hvis facadeskilt ”Din nærbutik” er der endnu. Et øjeblik tror man at der fortsat er åbnet. Men nej – selv om der på ruderne står ”Videoudlejning” og ”Åben til Kl. 22” så er det snyd – der er malet hvidt oven på vinduerne. Højers gamle slagterforretning er i voldsom forfald. Sønnen er tæt på at være vred, da han påstår, at det må være byens politikere i 80’erne og 90’erne, der ikke i tide sørgede for muligheder for såvel vækst som udvikling på byens hovedstrøg og dets centrumskvarter. I stedet åbnede man mulighederne for at det hele kunne ekspandere på Stationsvej fra rutebilstationen og videre ud – helt væk fra centrum. Måske har han ret, sønnen, tænker jeg. Måske tilhører ansvaret  Ove Thomsen, Poul Erik Andreasen, Jørgen Holst - og hvad de hed dengang. Måske sørgede de ikke for gode vækstbetingelser i byens centrum. Måske beskyttede de ikke nok Slotsgade mod udflytning, forfald, og butiksdød. Eller også er det os borgere, der ikke - selv om vi godt kunne se advarslerne i horisonten – sørgede for at skønne på, at en lille smuk by omgivet af storskovsflot natur, smukke huse, og god infrastruktur, også kræver et centrum og et strøg, der sprutter af liv, farver, og trivsel. Ellers forsvinder skønheden sgu. Der var da i hvert fald engang noget med en dygtig bager i Slotsgade, som måtte lukke sin forretning, fordi kunderne ikke kunne parkere lige ved forretningen. Så dovne og ligeglade var vi blevet. Vi gad ikke bevæge os efter et godt stykke brød. Og bevæge os efter kvalitet gider mange sikkert heller ikke i dag.

Da vi går tilbage mod Slotsgade støder vi på ”Hjørnet”. Her har mange borgere drukket en kold øl gennem tiderne. Andre spist et måltid. I dag er der et skilt i vinduet med teksten -

”Restaurationslokaler til salg/leje”.

Det har hængt der meget længe.

Nostalgien få endnu en kæberasler.

Humøret er tæt på bundniveau.

Vi tager gravøllet hjemme.

De kriminelle - og vi andre

Randers og Nyborg er de to danske byer med mest vold. Det var en ordentlig kioskbaskernyhed, som forleden blev lanceret af medierne – men dog selvfølgelig på baggrund af politiets opgørelser. Man har talt antallet af anmeldte voldssager, og procentvis fordelt på antal af indbyggere, og så rykker Randers og Nyborg helt op i toppen. Det kan nok overraske en provinsborger, som ellers godt vil holde en tyver på, at det er ovre i hovedstaden, der er mest tæv og overfald. Men nej, hverken Amager, Nørrebro, Holte eller Klampenborg kan være med her. Det kan skyldes, at de er langt mere hårdhudede i København, og ikke render til politiet, bare fordi der er en der går amok på den lokale bodega, og deler dummebøder bank ud til alle, der drikker Tuborg. Men det er ikke tilfældet, fordi årsagen er faktisk noget helt andet. Randers er i top, fordi der er kommet omkring 130 voldsanmeldelser alene på en privat behandler i byen. Vedkommende har åbenbart tæsket folk, både som en del af behandlingen, og når kunderne ikke har villet betale honoraret, fordi de ikke syns kløene har hjulpet på det dårlige ben de kom med. Borgmesteren i Randers har forståeligt nok brokket sig over sådan en optælling, hvis konsekvens klart skader byens image. 

I Nyborg har det vist sig, at voldanmeldelser fra Nyborg Statsfængsel tæller med i den lokale statistik. Hver gang der har været uddelt bøllebank indenfor murerne, så har det skadet turismen udenfor i det smukke Nyborg. Voldsoptællingsmodellen opdaterer virkelig det gamle ord om, at statistik skal tages med et gram salt. Her skal statistikken holdes ude i en armslængde fra kroppen, så meget salt skal der drysses på.

Hvis man kigger på den nordjyske vold, så er den faldende overalt. Undtagen i Jammerbugten - og i Brønderslev kommune. At ”vi” er med kommer som en ubehagelig overraskelse, men en næsvis borger – måske boende i Brønderslev bykerne - vil givet påstå, at stigningsantallet fra 20 voldsepisoder til 29 i årets første kvartal, har årsag i den kendsgerning, at Brønderslev kommune er blevet udvidet med os fra det gamle Dronninglund kommune. Men den køber vi ikke øst på. Derimod vil vi gerne lancere den yderst holdbare teori, at dem vest på kan takke Indenrigsministeriet for, at Dronninglund kom med i Brønderslev kommune. Hvis det ikke var sket, så havde vi set en langt højere voldsstigning. Nu har østfolket afsmittet voldsbølgen med deres fredsommelige kultur, og ligesom fået lagt låg på de værste udskejelser. Tallet er derfor holdt nede på 29 anmeldelser.

Så kom der alligevel noget godt ud af den kommunesammenlægning.