Solen vækkede mig i morges kl. 05.30. Den smed sig ind
gennem den åbne dør. Hvilken herlig morgen. Stod op og gik i haven. Plukkede
ribs - og tog rabarber op. En hare sad og spidsede ører midt på gårdspladsen.
Den besluttede sig efter lidt tøven, at hoppe langsomt væk. Dog - den satte sig
i gruset 10 meter væk. Alene og afslappet. Selv om Hemingway i ”Hvem ringede
klokkerne for” skrev – ”Intet menneske er en ø, en verden for sig, ethvert
menneske er et stykke af fastlandet, end del af det hele” så følte både hare og
jeg hver for sig, at være fredsommelig alene på denne solbeskinnede morgen. Tilbage
i køkkenet klargøring af morgenmad med spinat på panden - med æg ovenpå iblandet
restkartofler. Åbner for den bærbare, og
morgenen går i stå. En lastbil har med fuldt overlæg kørt ind i mennesker i
Nice. Se billederne – står der på DR's hjemmesider. Jeg lukker. For computeren - og udelukker fastlandet.
Lastbilens hærgen er ubærlig. Jeg ønsker lige nu ikke at være en af det hele,
men en ø, som ikke er fastgjort til den slags mennesker og den slags handlinger.
Gårdspladsens hare er enig. Den har gemt
sig i havremarken.
