Koncepttyranniet

P4 DR har lige her lørdag formiddag givet en bid – gentager bid – af Preben Kaas, Jørgen Ryg og Knud Poulsens ”Almindelig eller festblanket”.  Man fadede inden Preben meddelte, at han selv ”tog over til hende”.  Altså det kan man ikke! De afgørende slutreplikker kvæles i rabaldermusik, fordi DR’s P4 koncept siger, at der skal følge musik efter ca. 3 minutters snak.  Det svarer til, at man fader 2. verdenskrig en måned før den slutter, eller forlader biografen inden Humphrey Bogart giver sin plads i flyet væk til Ingrid Bergmans mand i ”Casablanca”.  

Det giver mig så heldigvis anledning til at brokke mig over, at selv DR2 snakker nu om næste programpunkt under rulleteksterne. 

Stop tyranniet– på alle kanaler. 

Slip sangen fri

Kun et glad sangvers fra Københavns Rådhus ligger et af de mere oversete kulturelle kraftcentre i det danske rige. Vartov. De store mægtige bygninger, hvis ældste er fra 1724 – ligger på det sted, hvor Absalons bymur var. Når man går ind af en yderst beskeden port fra Farvergade, så åbenbares der et herligt syn. To rækker smukke træer står i den indre brostensgård, som også ejer en tre meter høj skulptur visende den knælende Grundtvig, Det her er hans sted, og alt hvad der er i disse oprindelige hospitalsbygninger kan føres tilbage til den mand, der skrev 1500 salmer, og som var en ildkraft for frihed, visdom og højskoler. Nu fyldes de store fire sammenhængende bygninger af hans disciple – Grundtvigs Forum og Højskolernes Sekretariat. Her er også bolig for kollegianere, foredragsaftener, kurser og konferencer, og for Søren Kirkegaard-forskningscenter.  

Grundtvig selv var præst i kirken nede i gårdens hjørne fra 1839 til 1872. Det var i den smukke kirke man i julen 1849 sang Grundtvigs nye advents og nytårssang ” Vær Velkommen Herrens år”, som en hyldest til Grundloven året før. Udover i vore struber findes Grundtvig i dag mest i det man så smukt kalder en ”baggrundsstråling”. Hans portræt hænger jo hverken i TV-nyhedsstudierne eller på bagsmækken af busserne, men hans tanker er i et og meget.

Som et oliefyr, der altid står og brummer nede i kælderen. 

Jeg sad forleden i Vartovs gård sammen med 400-500 sangglade mennesker, og vendte blad efter blad i

Højskolesangbogen. Fra Kl. 7 morgen til 22.30 aften. Vi var til Marathonsang. Det foregik for fjerde gang, og på den måde, at hver afdeling i sangbogen blev introduceret af en særlig indbudt gæst. I alt skulle der gennemsynges 17 emner – morgen, tro, liv, sprog og ånd, frihed og fællesskab, vinter, forår, sommer, efterår o.s.v. - og så punktum med kærligheds- og aftensange, da solen gik sin vej, og underlige aftenlufte tog over.

Det var kulturminister Marianne Jelved, der greb morgentaktstokken, og så var vi jo godt i gang med Kingo, Jacob Knudsen, Benny Andersen, Ingemann og Nils Brunse. Det var godmorgen lille land til byger, der går og kommer, fordi sådan er jo den danske sommer. Da den næste sanglærke trådte ind på scenen med ordene – ”Det bliver svært at komme efter kulturministeren”, kom det fra en yderst morgenkvik tilhører – ”Det er der ellers mange, der havde prøvet - med stor succes.”

Vi kæmpede os med åben pande, og uden slendrian, gennem en fjerdedel af Højskolesangbogens 572 sange. Vi var i Weyses, Carl Nielsens, Otto Mortensens, Holm og Sommers vidunderlige musikalske verden,  og sangveteraner fortalte, at hvis man synger alle 572 højskolesange, så tager det 42 timer. Det tror jeg gerne, og jeg fornemmede også en anelse mathed, da man efter aftensmaden kastede sig over folkeviserne. Her topper Ebbe Skammelsøn med 32 vers. Ikke langt fra mig sad en repræsentant for os over 60+. En dame som sang i samtlige timer – med klar og høj røst – uden stort at kigge i sangbogen. Dog lå den anden halvdel af sanggæsterne, som vitterlig var fra 30 år og nedad – ikke mange versemeter bag hende. Det er opløftende for sjælen, at opleve så megen munter sangungdom.

Jeg overvejer stærkt at sætte sangkryds for en tur til Vartovs gård også i 2014, hvis da ikke Nordkraft i Aalborg ku’ tænke sig at tage over på Nordjyllands vegne.  Vi lever i en landsdel med få højskoler, men mange gode sangkor, og megen sangglæde. Lad ideen med en nordjysk sangmaratondag spire og gro over sommeren, og lad så ”Sangkraft i Nordkraft” lette som en lærke i 2014.

Forhåbentlig kan vi komme i gang med forberedelserne inden sneflokke kommer vrimlende.

Blondiner har ret

Det er fint nok, at fodboldspillerne føler sig skamfulde og ydmyge, når de ikke yder ret meget for de høje lønninger, og taber o-4. Og morsomt er det, når kommentatorer og rygklappere går så meget i selvsving, at de gerne tilsidesætter alle fairnessregler for at sejre. Når TV2 Sporten på lydsiden taler for, at det er godt spillere og publikum lægger pres på dommeren, og ”spiller lidt” på alle fald og frispark, for derved ”at samle sammen til et straffespark” - så er de i hvert fald ikke interesseret i, at ”den bedste skal vinde”.  

Værre er det, når gengivelsen klart viser at Rommedahl i irritation har sendt en knytnæve i maven på en modstander under fælles opspring efter bolden, og lydsiden taler om, at ”Rommedahl rører ham ikke”.

Ser kommentatorer aldrig gengivelserne!

Og når bolden skydes op på en albue af en armenier, så råbes der på straffe. Den arme mand holder faktisk begge arme ind til kroppen, så det er vist manden, der skyder bolden op på hans arm, der bør ha’ en skideballe. Man oplever tit at fodboldspillere og kommentatorer mener, at modstanderne bør møde op armløse. Enhver kontakt takseres til straffe – hvis man da er i den rigtige ende af banen.  

Blondiner har ret.

Fodbold er både mærkeligt, lidt latterligt, og tit fordummende.  

Sol, regn og brok

Danskerne er nogle underlige nogle.

Om vinteren kan de ikke klare kulden, og om sommeren ikke regnen, og så stormer de af sted i bil, bus og fly til de varme lande. Der går dog ikke mange timer, så kan de ikke holde varmen ud, og man ser derfor flere af dem blive i skyggen - især barskyggen. Det er nemlig et af favoritstederne for en dansker i udlandet. Her udfoldes en af nationskarakterens spidskompetancer.

Når vi så kommer hjem fra ferien, så er vi mest opsat på at fokusere på det, som ikke var helt tilfredsstillende. Når danskeren bliver spurgt om det var en god ferie, så indeholder svaret typisk noget om dårligt vejr de første par dage, lang venten på at få hotelværelset, dårlig mave på 4.dagen, guiden, som aldrig var til at få fat i, og nogle ulidelige svenskere, som boede på værelset lige overfor.

Eller også får man den om tjeneren, der prøvede at skrive en ekstra flaske på regningen, men den kvikke fortæller opdagede det. Hvilket i sig selv er en overraskelse af de positive, når man tænker på, hvor meget han garanteret havde drukket.

Grunden til at danskerne altid får ubehagelige ferieoplevelser til at fylde meget har måske den årsag, at danskere er for dårlige til, at aflæse ferieannoncerne.  Derfor har ”Pakkerejseankenævnet” lavet en parlør til danskerne, så de kan læse, hvad ferieord i rejsekataloget betyder.

Det er både opløftende og morsom læsning. Jeg kan ikke nævne dem alle, men skal nævne ”oversættelserne” for nogle af de vigtigste.   

Når der i rejsekataloget står, at hotellet ligger i ny bydel, så ligger det på en byggeplads. Hvis hotellet er placeret med idyllisk beliggenhed, så er det langt fra alting. Hvis rejsen er med all inklusive, så kan man spise alt det man orker af daggamle pizzaer. Er hotellet tæt på centrum kan man påregne 1 times busrejse, og hvis man er tæt på naturstrand, så er det ikke til at bade for sten. Hvis man skal bo centralt i turistområdet, så er nærmeste nabo et diskotek, hvor fulde turister larmer natten lang. Reklames der med aircondition på værelserne, kan man være sikker på, at det kun virker af og til, og står der blot, at der er udsigt til vandet, så er det fra hotellet, og ikke fra værelserne.  

Endelig betyder udtrykket enkelt og rustikt, at intet virker.

Men det er jo sådan danskerne helst vil ha’ det, fordi så er der noget ved at komme hjem, og rigtig brokke sig. For uden brok har det ikke været en rigtig ferie.  

Bank, fedt og snyd

Da Danmarks Radios Børne- og ungdomsafdeling var meget ung sendte de nogle sjove, satiriske udsendelser om, hvordan man som elev bedst kunne klare sig i skolen. Det gjorde man ved ”Flid, fedt, og snyd”. Det var skuespiller Gotha Andersen (1921-84), der var den altdominerende herlige hovedrolleindehaver, og hvis man skal finde en nulevende dansk sidestykke til hr. Andersen må det blive skuespiller Ole Thestrup – ham fra bl.a. ”Blinkende lygter”. ”Krøniken” og ”Borgen”.  Der var og er en vis dansk folkelig vildskab i begge.

Grunden til at jeg sådan henter gammelt stof frem fra hjernens A4-ark, skyldes at Nordens største bank – Nordea – har nedlagt sin afdeling i Hals med virkning fra 6. maj, Denne nyhed var at læse i Hals-områdets ugeavis, og nu skal kunderne fra Hals bevæge sig til hovedkontoret i Aalborg. Denne udvikling, hvor man nedlægger mindre lokale filialer, ses overalt i Nordjylland, og i alle pengeinstitutter. Så det er der ikke noget nyt i. Men det er dog en nedvurderende måde, som banken informerer kunderne om den slags overførsel af penge, personale og tjenesteydelser.  Således står der i avisteksten, som tydeligt er en reklametekst forfattet f af bankens PR-afdeling, at denne omlægning sikrer, at ”kunderne i Hals fremover vil få den bedst mulige rådgivning”. Det må jo så betyde, at den rådgivning man hidtil har fået ikke har været god nok, men da man samtidig gør meget ad af at oplyse, at de mennesker, som hidtil har rådgivet i Hals bliver overført til Aalborg, så er det sikkert ikke den samme rådgiver man støder på der inde i hovedafdelingen. Det tidligere Hals-personale er sat til at fotokopiere rentesatser, eller lave kaffe til direktionsgangen.    

Nu hører jeg ikke til dem, som brokker mig over, at en dynamisk bank som Nordea, som vitterlig modtager både ros og hæder for sin ledelse, foretager besparelser og tænker langsigtet, så banken fortsat kan være i stabel vækst. Men det er det sprog og de vendinger, som man bruger til at informere kunder, som jeg synes er gammeldags tænkning, og altså nedladende. Bankkunder er jo ikke idioter, så skriv dog, at det ikke længere er givtig at fastholde de mange afdelinger rundt omkring. Vi lukker dem – færdig. I stedet for al den snak om, at ” vore kunder har brug for den bedste rådgivning, og det opfylder vi bedst ved at samle kræfterne i stærke, faglige miljøer, siger filialdirektøren”.

Nordea gør også i sin reklametekst opmærksom på, at der ved bankens nye hovedkontor i Prinsensgade, Aalborg, er mulighed for ”gratis parkering ved besøg i banken”. Så har kunderne fra Hals da ikke den udgift, når nu de skal bruge det meste af ”en hund” til brændstof, for at komme ind, og snakke med en fra bankens stærke centrale faglige miljøer.

Vi stormer mod det pengeløse Visa-samfund. At vi i dag har pengeinstitutter, som ingen kontanter har, ville vi ha’ forsværget, da jeg var i lære i Andelsbanken - i dag Nordea – dengang i 60’erne. Men at vi også langsomt bevæger os mod et banksystem, hvor det lokale kendskab, og den nære personlige kontakt er på vej til at blive fortid, og alt snart klares via de sociale medier for dem, der kan være med, er en udvikling, som vi kun modstræbende bør acceptere.

I den kamp for en vis fastholdelse af ting, som var engang, skal bankerne hverken fedte eller snyde, ved at foregøgle den sandhed, som vi kunder tydelig aner i horisonten. Banker skal være langt mere flittigt med at benytte sig af sandheden.