Ja til rent vand - og tante Møhge

Det er ikke kun tandlægerne, og A.P.Møller-koncernen, der kan li at bore.

Nu vil Frederikshavn kommune også i gang, eller de vil måske sige ja til nogle, der gerne vil bore. Det handler om gas – skifergas.

Men det handler også om vand - grundvand.

Det er firmaet Total og Nordsøfondens plan, at man gerne vil foretage nogle prøveboringer efter skifergas i Nordjylland. Skifergas er er en form for naturgas – men trods sit navn så er det et klimaskadeligt fossilt brændsel. Det kan indsparkes, at brug af den slags brændsel skal være afviklet senest i 2050 – og det ikke kan ikke udelukkes, at verdenssamfundet fremrykker tidspunktet. Disse prøveboringerne i Vendsyssel skal vise, om der er gas nok i skiferlagene til, at det er økonomisk rentabelt for de to selskaber, at udvinde skifergas af den nordjyske undergrund.

Altså om det kan svare sig, at gøre Vendsyssel til et gasland. 
Det er disse planer, som Frederikshavn kommune skal forholde sig til, og visse udtalelser peger på et ja. Det er jo også bedre end at være afhængig af arabernes olie, og hvis vi selv har gassen i undergrunden, så er det vel ligetil. Endelig er der det med beskæftigelsen. Men selvom om jobtallet  vil stige, så er der jo ingen der siger, at det er nordjyske ledige, der kommer i arbejde. Det kan være, at Total indflyver billig arbejdskraft fra Rumænien – eller Hviderusland, hvis landet kan nå at blive medlem af EU -  inden Total-boret går i jorden.

Så kære politikere, skifergas er ikke løsningen.  

Men noget tyder på, at det eneste der måske kan stoppe tilladelsen til disse prøvespringninger er civilsamfundet. At det er fra borgergrupper i Vendsyssel, der skal komme det nødvendige pres – den direkte modstand.

Således er der allerede dannet modstandsgrupper i flere byer - også i Hjallerup. 

Det er de miljømæssige følger, som borgere med god grund frygter. Især følgerne for grundvandet. Drikkevand er efterhånden en mangelvare andre steder end det tørkelagte Afrika og Mellemøsten. Kina, Indien, og Østeuropa har også svære problemer. Danmark har masser af vand i forskellige kvaliteter. I den vendsysselske undergrund ligger gode vandreserver. Danskere tar’ godt vand for givet. Tænk, hvis vandet mudrer til. Bliver udrikkeligt. Kemikaliefyldt. Danskere kan ikke overleve, hvis vores vand bliver udrikkeligt. Men det skal dog tilføjes, at det mener Total ikke vil ske. Men give en garanti, med hånd på hjerte og bibel, kan selskabet selvfølgelig ikke. .  

Selve udvindingen af skifergas sker med den stærkt omdiskuterede metode hydraulisk frakturering. Flere undersøgelser har vist, at denne udvindingsmetode medfører så store udslip af metan, at det samlede udslip af drivhusgasser ved forbrænding af skifergas er højere end ved forbrænding af kul.
Derudover kræver metoden enorme mængder af vand, der i processen bliver forurenet med

kemikalier. En del af det forurenede vand efterlades i undergrunden, mens den del, der pumpes op igen, efterfølgende skal deponeres. Samtidig er der så risikoen for grundvandsforurening.

Total oplyser, da også, at vandet fra fracking-processen formentlig skal køres direkte til Kommunekemi – i det omfang, det lykkes gasselskabet at suge det op af jorden igen. Ifølge selskabet er risikoen for, at stofferne når grundvandet nedefra minimalt, fordi skiferlagene ligger flere kilometer under grundvandet. Men flere kilometer er ikke nogen beroligende afstand.

Vand kan – med og uden kemikalier – altid finde vej .

Endelig  bør al tvivl komme vore efterkommere til gode.

Frederikshavns Kommune kan stadig nå at sige nej til Total og Nordsøfonden.

Det synes jeg vil klæ’ kommunen. 

Fremtidens energi skal komme fra sol og vind, piller, varmelegemer og jordvarme, og ikke fra fossile brændsler. Derfor bør alle planer om boring efter skifergas i Danmark stoppes.
Rent vand, og nok vand, til vore børnebørns børn, er dog det, der ligger forælde og bedsteforældre mest på sinde. Det er der fremtidsperspektiv i. Det giver mening.

Det andet giver ingen mening. Det er atomkraftdebatten en gang til. 

-” Misse, bed’ ham pakke sig ”.

Denne farvelsalut gav Tante Møghe via datteren til oberst Hackel, da han ville ødelægge hendes fødselsdag med noget  - for kvinder - så irrelevant, som kævleri om hendes alder.

I lighed med tanten fra Matador beder jeg - uden glimt i øjet og uden Misse som budbringer - skiferboreholdet om - at pakke sig.

Helt væk.     

Lav TV-serie om Anna Ancher

De er altså smadderdygtige på Skagens Museum. De råder over en vist antal malerier af de kendte Skagens-malere – især af Anna og Michael Ancher og så ham Krøyer – og dem bytter de rundt på,  supplerer med lidt fra arkiverne, støver af, og flytter samtidig de store skilderier  – fra det ene rum til det andet.

Eller også samler museet alle billeder fra arkivet med motiver fra Sønderstrand, eller de laver en udstilling med malerier af fiskere, eller skilderier af Anna Anchers mor.

Endelig er der så Krøyers billeder. Dem, fra tiden før Marie kom ind i billedet, og dem, hvor hun i alle højeste grad er inde i billedet. .

Museet rokerer rundt så man ikke bliver rundtosset, men netop interesseret. Museet ser, og udvikler nye vinkler, og præsenterer dem på en fortsættende perlerække af vellykkede udstillinger.

Som en kat, der slikker fløde, lapper vi det i os. 

Det er da genialt. Seks stjerner for evnen til at finde guld i gammelt støv.

I disse herlige efterårsdage kører netop udstillingen om Marie Krøyer. Nøje tilpasset filmen af  samme navn. Det er da igen godt tænkt. Museet har fundet 7 billeder malet af Marie Krøyer. Syv. Det er, hvad hun stort set har malet. Hun blev aldrig den store maler, måske fordi Krøyer tillod sig at kommentere hendes billeder med holdningen: Gud har ikke åndet på dig.

Men når museet ikke har malerier nok af damen til en udstilling, hvad gør man så. Man finder nogle  malerier, hvor Marie Krøyer er motivet. Således viser udstillingen to flotte privatejede Marie-billeder malet af Michael Ancher i 1889, og så er der jo alle dem med Marie malet af manden Krøyer. Endelig så har Vorherre måske ikke åndet på Marie, men et par pust har hun fået, som har givet hende talent for møbler og indretning, og det fylder så også fint på udstillingen.  

Skagens Museum kan notere en ny succes.

Folkelig succes bliver der ganske givet også til filmen om Marie Krøyer af Bille August. Jeg ved ikke, hvorfor danske filmanmeldere generelt har problemer med at gi’ en hånd til August, men det kan jo være Janteloven, der stikker sit grimme fjæs frem – igen. Nu bliver August ikke engang længere positiv krediteret for tidligere tiders fortjenester. Således skriver forfatteren Klaus Rifbjerg i filmmagasinet ”Ekko”, at ” Bille August vandt Guldpalmen i Cannes for Pelle Erobreren skyldes mere Max von Sydows indsats end hans egen”. Selv om svenskeren spillede guddommeligt, så er scenen, hvor sønnen Pelle får lommekniven i fødselsdagsgave, og som hører til de smukkeste og mest rørende scener i filmkunsten, vel frembragt i et samarbejde mellem skuespiller og instruktør.

Den samme instruktør, som også skabte ”Zappa”, ”Busters Verden”, og ”Det gode liv”.

Det er en ommer, Rifbjerg.

I filmen om Marie Krøyer får skuespilleren Birgitte Hjort Sørensen smukt forløst et portræt af en kvinde i en tid, hvor kønnet altid skulle holde sig bag manden, tie, servicere, og hvor hendes udadvendte kompetencer ifølge manden var begrænsede – og uvigtige. Det lykkedes – og nok igen med instruktørens hjælp – rørende, smukt, og tankevækkende.

I forbindelsen med filmen hørte jeg en holdning, som mange der lyttede med, nikkede anerkendende til –”at det er da klart, at det var Marie Krøyer, der blev lavet en film med, i stedet for den anden store Skagens-dame Anna Ancher. Hos Marie Krøyer finder vi skønhed, konflikt, drama, en elsker, et opgør, skilsmisse, og bortrejse fra barn og mand. Hos Anna Ancher finder man kun det forudsigelige liv uden grænseoverskridende dramafyldte handlinger. Anna var arbejdsom, trofast, og opfyldte alle sine opgaver – som hustru, mor og værtinde - til datidens tilfredshed i det rene tristhed.

Jeg er helt uenig. 

I min optik indeholder Anna Anchers liv rigdom af spændende detaljer og oplevelser, interessekonflikter og dialogmuligheder, så der er TV-drama til mindst 5 fortættede afsnit. 

.

I korthed blot dette anslag: 

Anna Brøndum er født en augustnat i 1859. Aftenen før havde hendes stressede mor serveret fisk for en vanskelig H.C. Andersen, forfatteren der besøgte Skagen og Brøndums Gæstgivergård for første gang.

For mig er Afsnit 1 allerede tæt på, at være i kassen.

Hele hendes barndom bliver hjemmet gæstet af malere og forfattere, og i konfirmationsalderen forelsker Anna sig i den 10 år ældre Michael Ancher. Et arrangeret ægteskab aftales. De bliver forlovet, da hun er 18, og gift, da Anna fylder 21. Forinden er Anna - som kun 16-årig –

i København på malerskole, bakket op af sine forældre, og især sin mor. Det bliver til i alt tre vintre på malerskole i hovedstaden hos den anerkendte, men eksalterede Vilhelm Kyhn, som konstant revser Anna for hendes lyst til farver og pensel. I stedet mente han, at hun burde kaste sig over det huslige. Men Vorherre havde åndet på Anna. 

Det er så afsnit 2.

Hun tager sammen med sin mand til verdensudstillingen i Paris i 1989. Modtager fransk malerundervisning der, samtidig med at manden maler to billeder af fællesveninden Marie Triepcke. Mens Marie i Paris både møder og gifter sig med Krøyer, så vinder Anna overraskende en sølvmedalje for billedet om to gamle mennesker, der plukker måger.

Så er afsnit 3 hjemme.

Anne Ancher er i barndomshjemmet vokset op med 5 søskende i religiøst familie, der samtidig tjente deres penge på fester, druk, kortspil og røg. Skagens-malerne betalte med malerier. Det har givet dramatiske optrin og meningsudvekslinger.

Her er tegningen til afsnit 4.    

Broren Degn var manden, der knyttede Skagens-malerne til Brøndums Hotel, og siden med sin samling af deres malerier skabte – sammen med bl.a. Anna – Skagens Museum. Anna og Michaels hus – som i dag er museum - blev i deres leveår besøgt af høj og lav, rig som fattig. I huset vandrede der konstant ind og ud fiskere og forfattere, religiøse og kulturradikale. Plus kongefamilien, som altid besøgte familien Ancher, når de royale var på de nordligste kanter.

Kvinden, der malede ”Pigen i køkkenet” (1883), ”Syende fiskerpige” (1890), ”Solskin i den blå stue” (1891), og ”Interiør med Klematis” (1913) – for nu at nævne fire fra hendes perlerække - var byens midtpunkt - som kvindelig maler, og som værtinde.

Det er så foreløbig stof til det 5. afsnit

Anna Anchers liv var ren ”Matador” – blot begyndte det 70 år før Lise Nørgaard lod Mads Skjern 

besøge Korsbæk for første gang. Anna dør i 1935 – det år Lauritz ”Røde” Jensen bliver gift med Agnes.

Så DR, eller andre store tv-produktionsselskaber, kom i gang. Giv os serien om Anna Ancher med premiere i 2013. Det er nemlig året for Skagens 600 års købstadsjubilæum, og det er året, hvor den første udstilling om den eneste af de berømte Skagens-malere, der er født i Skagen, kommer op i USA.

Hun er kvinden, der mens hun levede fik sine billeder udstillet i alt 54 gange på Charlottenborg.

Anna Ancher, hvis malerier og pasteller alle beundrer, og ingen bliver træt af at kigge sig mæt i, kan være på vej til international anerkendelse og berømmelse.

Som måske den største af dem alle.

Livet for en papkasse

Brugsen i Dronninglund har overtaget byens postkontor fra SuperBest.

Starten på denne posthusudvikling kendes mange steder fra. De små byers små posthuse - hvor man virkelig kunne lære at stå i kø – er ikke mere. De ligger nu som ødegårde rundt omkring i bylandskabet – for ingen vil købe et posthus fyldt med skranker. Dog nu uden paver.  

Grunden til at pakke, brev og indbetalingsserviceringen i Dronninglund by er flyttet, fra det ene supermarked til det andet, skal jeg ikke komme med bud på – det er nemlig ikke mit ærinde. Men den blodige konsekvens af denne flytning kræver øjeblikkelig handling. Før Brugsen satte sig på byens pakker var der i forretningens indgangs højre hjørne et bjerg af papkasser.

Store og små kasser til fri afbenyttelse.

Man siger, at hunden er menneskets bedste ven, men papkasser må indtage en klar andenplads.

Indkøbsfolket kan deles op i tre kategorier.

Der er dem, som altid husker, at få en indkøbspose - en brugt og gemt og korrekt sammenfoldet – med hjemmefra, når de skal på shopping. Den type mennesker er de sparsommelige genbrugsfolk.

Så er der den gruppe, som aldrig husker at tage noget med. De køber altid en pose eller to, når de står ved kassen. Det er jo tæt på utilgiveligt fråds, når man tænker på disse økonomiske krisetider. To kroner for en lille plastikpose, og tre for en stor. Prøv at gange 3 kroner med 5 pr. uge – eller 365 dage om året – nu hvor butikkerne må ha’ åbent alle dage – og døgnet rundt.

Jeg ser for mig plastikposer efter kl. 22.00 til 10 kroner stykket.

Det kaldes nattillæg!

Og plastikposer er aldrig på tilbud.

Den tredje gruppe indkøbsfolk er papkassefan. Hvis de ikke har papkassen med hjemmefra så napper de en af de kasser, som bør ligge let tilgængelig og synlig tæt ved kasseapparatet. 

Det er så her papkasseproblemet, efter postflytningen i Dronninglund, er blevet alvorligt. Nu kan man ikke længere se - og nogle kan ikke finde – Brugsens papkasser. Hvis man kigger sig godt omkring så finder man dem bag den nye postopsætning. Her henlever en af menneskets bedste venner et kummerligt papkasseliv.

I mørke og uden direkte øjenkontakt til sine mange venner - brugerne. 

Det bør Brugsen omgående ændre med spotlys og skiltning – og gerne med lidt glad musik.

SuperBest i Dronninglund har altid været førende med hensyn til at give sine papkasser gode forhold i direkte øjenkontakt med kunderne – skråt overfor kasserne. Deres papkasser virker også rigtig glade, og der er mange små, der stortrives i samværet med deres voksne, som ofte er placeret nederst, så de ikke tager udsigten for de små.

Derimod er det en katastrofe - og en skandale – at være papkasse hos byens Fakta og Kiwi. De har slet ingen papkasse til kunderne – og hvad det betyder, det ved papkassefan godt.

Samtlige papkasser bliver aflivet ude bagved.

Skåret op. Presset sammen. Kørt bort. Og brændt.

TV2 News kriminalreportageredaktion og byens landbetjent burde i tæt TV-seriesamarbejde se nærmere på disse voldsomme handlinger, som rammer alle slags kasser.

Også de små – de såkaldt mindreårige.

Hvordan situationen på papkassefronten ser ud, der hvor du bor, må de forskellige byers papkassefangrupper se nærmere på.

Under alle omstændigheder - livet for kommunes papkasser skal forbedres.

Det er en oplagt vindersag for de politiske partier.

Hvilket parti vil lancere en ansvarlig papkassepolitik? Hvis ikke sådanne udmeldinger sker snarest bør man klage til EU. Det må lige være en sag for fællesskabet - der har jo været agurker i nogle af papkasserne. Krumme eller lige.

Lad os sige ud med plastikposerne, som kun forurener både når de produceres, og senere som hensmidt affald i naturen.

Jeg tror på et sensationelt godt valg for det parti, der til næste kommunevalg, tør gå til vælgerne med sloganet :

Al magt til papkasserne.

.

.

 

Hængt ud på forsiden

De springer en i møde.

Klistrer sig til øjnene. 

De sætter mærker i hjernen. Sår på sjælen. Skaber mareridt. Svedige hænder.

Nakkehår, der rejser sig.

Man kan slet ikke komme forbi dem.

Jeg taler om avisernes spisesedler – og forsider.

Kioskbaskerkulturen.

Den folder sig ud overalt. Ofte lige foran kasseapparatet.

Slik til voksne med en svag karakter.

Hver især husker vi forsider, som vi ikke troede på kunne være rigtige. Det viste sig også tit, at sandhedsværdien var mere end tvivlsom. Eller vi husker forsider, som var grænseoverskridende i enhver etisk retning. Krænkelser af privatlivet. Under lavmålet. Perfid.

DR har nu lanceret en række udsendelser med titlen ”Hængt ud på forsiden”. Det er rigtigt fint, at medieverdenen vender kameraet, og sætter fokus på sig selv. Det sker alt for sjældent.

Den første udsendelse handlede om den mand, der blev mistænkt – og hængt ud på forsiden – for mordet på en ung pige en nytårsnat i Herning.  Det var først den lokale avis i området, som hængte ham ud, men der går jo kun et splitsekund, så følges op af landsmedierne. Her var TV2 News først. Snart kom hele medieflokken. Halsende. Spændt op til forsidelir. Flere medier – og forsider – valgte uden blinken, at fremstille manden som skyldig. Med foto og navn.

Al dette drev manden mod et selvmord. Kun en total frifindelse via en DNA-test reddede vel mandens liv. Men turen gennem mediekværnen bliver et tilbagevendende mareridt resten af livet.

Næste DR-udsendelse handlede om en kvindelig iværksætter, der for nylig fik tildelt en erstatning på 750.000 kroner. Det skulle være den højeste erstatning et dansk medie nogensinde er dømt i en sag om dets egen (elendige) journalistik. Bøden var til gratisavisen ”Søndagsavisen”, som blev dømt for at havde handlet mod bedre vidende, da de trykte en artikel, hvor kvindens firma blev beskyldt for at producere sutter fyldt med farlig kemi.

Den tredje udsendelse i hængt-ud-rækken var om den tidligere radikalliberale partistifter Naser Khader, som i 2007 blev beskyldt for bevidst, at ha’ brugt sort arbejde. Skurken er Se og Hør. 

Næste udsendelse handler om socialdemokraten Henrik Sass Larsen i flere medier – og især BT - blev hængt ud for at lyve, og nærmest sidde for bordenden, når rockerne i Køge havde møde. Derfor kunne han ikke godkendes, som minister i Helle Thornings nuværende regering. 

Herfra skal som nævnt kun lyde ros til denne DR-jagt på medieforsider, der har skudt småfugle med elefantgeværer – udenfor jagtsæsonen. Nok har man i de første udsendelser observeret, at der også har været tiltrængt fokus på DRs måde at gengive de omtalte avishistorier og forsider på, men jeg venter alligevel i spænding på, at DR sætter fokus på egne skabte elektroniske forsider, hvor folk er blevet hængt ud – i primetime. Altså en præsentation af de DR-historier, hvor mennesker med urette er blevet rullet med mikrofoner og i projektørlys.  

Hånd til mishandlede børn

Hun var 4-5 år, og jeg mødte hende i en nordjysk børnehave. Med rettidig omhu fortalte hun om sin far. Når faren bandede sendte moren ham ud i garagen. Han kom først ind igen, når moren mente, at han ville opføre sig ordentligt.

En sådan garagehistorie, hvor det er den voksne, der bliver sendt udenfor, er en munter erindring,  som selvfølgelig nok har fået en herlig drejning i pigens hukommelse.

Det sjove forsvinder dog -  som den berømte dug - når virkelighedens historier går den modsatte vej. Når det er voksne, der holder børn i de områder, hvor der normalt kun holder biler. Jeg husker fra mit arbejdsliv for DR, hvor nogle børn før årtusindskiftet ku’ fortælle om et liv efter skoletid, hvor de efter skoletid måtte være enten ude i det fri, eller i garagen – alene eller sammen med legekammerater – indtil forældrene kom hjem fra arbejde. De voksne ville ikke ha’ deres børn, eller andre, inden døre. De kunne jo rode stuerne til, eller tømme køleskabet.

De var datidens garagebørn.

Nu er begrebet så videreudviklet med sagen fra Helsingør. En dreng på omkring fire år har været holdt skjult i isolation i familiens garage. Hans søskende var tvangsfjernet, men det var tilsyneladende lykkedes forældrene, at holde denne drengs eksistens skjult for alle. Drengen var hjemmefødt, havde aldrig været ved læge, haft besøg af sundhedsplejerske, eller i børnehave. Sandsynligvis har drengen ingen kontakt haft til andre mennesker.

Han har aldrig været udenfor en dør – ikke engang en garagedør.

Han eksisterede slet ikke for andre end sine forældre. Og for dem vel knapt.

Man kniber sig i armen.

Nu går snakken forståeligt nok om skyld og ansvar.

Kommunen mener ikke, at den havde lovhjemmel til at besøge hjemmet – med politi - selv om der lå henvendelser fra borgere om, at noget var galt. Der var observeret børnelarm i garagen, også efter at familiens børn var fjernet. Kommunens henvendelse til Den sociale Ankestyrelse gav den anbefaling, at kommunen burde iagttage en vis tilbageholdenhed, når der ikke var noget mere konkret. Kommunen rettede ind. 

Man kniber sig i den anden arm. 

Efter de voldsomt synliggjorte børnesager i Tønder, Brønderslev, og Rebild – for blot at nævne tre – har kommunerne og behandlerfolket faktisk fået et brugbart værktøj. Det har man via Servicelovens nye lovtekst, som siger: ”Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at kommunen mod behørig legimitation – og uden retskendelse – har adgang til forældremyndighedens bolig og rum”.

Man kan altså på en begrundet mistanke med loven i den ene hånd, og børns tarv og interesser i den anden – plus politiet ved sin side - skabe sig adgang indenfor hjemmets fire vægge. Plus garagen. Ordet ”rum” gælder vel også garageanlæg!

Om en kommune forfølger sin begrundede mistanke afhænger af en ting – viljen. Den vilje har alt  for ofte været underlagt andre ting – f.eks. økonomi. Fra nu af bør gælde, at den enkelte kommune, og den enkelte medarbejder, skal vise vilje, pligt, og courage. Tage ansvar.

Det bør snarest være slut med at knibe sig i armen. 

I hvert fald er der nu værkstøj til stede, som kan forhindre al det armkniberi.

Kommuner, fagfolk og godtfolk – kom i gang.

Der er mishandlede børn, der venter.