Hun var 4-5 år, og jeg mødte hende i en nordjysk børnehave. Med rettidig omhu fortalte hun om sin far. Når faren bandede sendte moren ham ud i garagen. Han kom først ind igen, når moren mente, at han ville opføre sig ordentligt.
En sådan garagehistorie, hvor det er den voksne, der bliver sendt udenfor, er en munter erindring, som selvfølgelig nok har fået en herlig drejning i pigens hukommelse.
Det sjove forsvinder dog - som den berømte dug - når virkelighedens historier går den modsatte vej. Når det er voksne, der holder børn i de områder, hvor der normalt kun holder biler. Jeg husker fra mit arbejdsliv for DR, hvor nogle børn før årtusindskiftet ku’ fortælle om et liv efter skoletid, hvor de efter skoletid måtte være enten ude i det fri, eller i garagen – alene eller sammen med legekammerater – indtil forældrene kom hjem fra arbejde. De voksne ville ikke ha’ deres børn, eller andre, inden døre. De kunne jo rode stuerne til, eller tømme køleskabet.
De var datidens garagebørn.
Nu er begrebet så videreudviklet med sagen fra Helsingør. En dreng på omkring fire år har været holdt skjult i isolation i familiens garage. Hans søskende var tvangsfjernet, men det var tilsyneladende lykkedes forældrene, at holde denne drengs eksistens skjult for alle. Drengen var hjemmefødt, havde aldrig været ved læge, haft besøg af sundhedsplejerske, eller i børnehave. Sandsynligvis har drengen ingen kontakt haft til andre mennesker.
Han har aldrig været udenfor en dør – ikke engang en garagedør.
Han eksisterede slet ikke for andre end sine forældre. Og for dem vel knapt.
Man kniber sig i armen.
Nu går snakken forståeligt nok om skyld og ansvar.
Kommunen mener ikke, at den havde lovhjemmel til at besøge hjemmet – med politi - selv om der lå henvendelser fra borgere om, at noget var galt. Der var observeret børnelarm i garagen, også efter at familiens børn var fjernet. Kommunens henvendelse til Den sociale Ankestyrelse gav den anbefaling, at kommunen burde iagttage en vis tilbageholdenhed, når der ikke var noget mere konkret. Kommunen rettede ind.
Man kniber sig i den anden arm.
Efter de voldsomt synliggjorte børnesager i Tønder, Brønderslev, og Rebild – for blot at nævne tre – har kommunerne og behandlerfolket faktisk fået et brugbart værktøj. Det har man via Servicelovens nye lovtekst, som siger: ”Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at kommunen mod behørig legimitation – og uden retskendelse – har adgang til forældremyndighedens bolig og rum”.
Man kan altså på en begrundet mistanke med loven i den ene hånd, og børns tarv og interesser i den anden – plus politiet ved sin side - skabe sig adgang indenfor hjemmets fire vægge. Plus garagen. Ordet ”rum” gælder vel også garageanlæg!
Om en kommune forfølger sin begrundede mistanke afhænger af en ting – viljen. Den vilje har alt for ofte været underlagt andre ting – f.eks. økonomi. Fra nu af bør gælde, at den enkelte kommune, og den enkelte medarbejder, skal vise vilje, pligt, og courage. Tage ansvar.
Det bør snarest være slut med at knibe sig i armen.
I hvert fald er der nu værkstøj til stede, som kan forhindre al det armkniberi.
Kommuner, fagfolk og godtfolk – kom i gang.
Der er mishandlede børn, der venter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar