Min højre fod gynger helt af sig selv. Kan ikke holde den i ro. Jeg er til netkoncert med Dansk Folkepartis folketingsgruppe. Dit land, dit valg – herfra min verden går. Nordjyden Kim Christiansen synger for. Ham kan Lis godt bruge, hvis Per bliver’ forkølet.
Formand Pia svinger kroppen fra side til side, men meget kontrolleret. Hun giver den som
kære lille mormor. Jesper Langballe er helt oppe at køre. Lidt vild - men uden pibe eller racistiske undertoner – svinger han fra side til side med arme, der ser ustyrlige ud.
Der er lidt DAMP over ham.
Pia Kjærsgaard to løjtnanter ses sammen med Søren Espersen. De har alle tre – men kun på nogle af billederne - hovedtelefoner på, og synger til samme mikrofon. De fniser, og griner ret vildt. De er nok på EPO, eller også har de lånt noget af Langballes tobak. Det kører bare. Som smugkigger føler man sig i stue sammen med dem. Godt Nyrup ikke er her.
Den eneste der ikke rigtig synger med er Søren Krarup. Han synes sikkert det er noget pjat – for verdsligt. Han kigger nervøst på fætteren Langballe, som nu er så højt gearet, at han godt kan blive partiets svar på Bertel Haarder.
Videoens slutbillede er dog en smilende Krarup. Det er nok fordi pjattet endelig fik en ende.
Men partiet fik med Krarup oven i rulleteksterne sat et intellektuel punktum.
Valgsangens tekst er meget sangbar, og stilen og hele opsætningen giver stærke og gode mindelser til Nannas ”Afrika-sang” - om at gi’ en hånd. Der er slet ingen grund til - selv om det kunne være sjovt - at sende DF’s omkvæd ”herfra min verden går” til opdatering hos DR2’s satireprogram Rytteriet. Så det lar’ vi være med.
Men de Danmarksbilleder, der dukker op på videoen er mærkelig nok uden mennesker. Der er masser af alt det, som altid fylder meget i DF’s billede af Danmark – nemlig bindingsværkshuse med stokroser, traktorer, der pløjer sig gennem de danske landskaber, engarealer med vand og fuglefløjt, hav og Kronborg. Men der er ingen mennesker. Ingen vælgere.
Ingen 3F-folk, der går snavsede hjem fra arbejde, Intet HK-personale, der forlader velafryddede skriveborde. Nul fiskere, der slæber kvotaudmålte fisk i land. Ikke skyggen af vognmænd, der trætte kører i garage. Ingen mennesker, der sender signaler om, at her er danskere, der fortjener deres efterløn.
Pludselig - mens jeg sådan råhygger mig allermest i DF-stuen – slår det mig, at det er min efterløn de vil ha’. Jeg kommer ikke herfra før jeg har sagt ja til at begynde på Danfoss mandag morgen. Det betyder to ture gennem Limfjordstunnelen om dagen – tur-retur. Så dør jeg inden min folkepension er klar til udbetaling. Men den bliver sikkert også afskaffet. I det splitsekund, hvor alle brikkerne dumper på plads i mit hoved, savner jeg Nyrup.
Men kun et øjeblik.
Uanset hvad, så er efterlønnen en del af den danske trygheds- og velfærdspolitik. Det er et flot,
men også fair tilbud, som et samfund - med fortsat eksisterende solidaritetskraft - giver ældre, som
afslutning på arbejdslivet, og frem til pensionsårene. Efterlønnen er en ordning, som nok er skabt i velstand, men også et gode, der er særlige behov for i krisetider.
16 milliarder kroner koster efterlønnen om året. Men der er også 140.000 mennesker, der nyder godt af ordningen. Og 16 milliarder - er det meget ud af en nationalbudget på 1000 milliarder? Og 16 milliarder er faktisk stort set det tal, som en af de store banker har haft i overskud – på et kvartal!
Det kan nemt være, at samfundsudgifterne skal til eftersyn og nytænkning, men hvis vi ikke på en eller måde fastholder nødvendigheden af at bevare de velfærdsgoder, som generationer har tilkæmpet sig - gennem snart et helt århundrede - så forsmuldrer vi som samfund. Så forbløder vi. Så mister vi ikke alene evnen, men også lysten, til at række hinanden hånden. Så bliver det svært at synge Grundtvigs smukke ord om at være et land ”hvor få har for meget og færre for lidt”.
Selv for Dansk Folkepartis sangkor.
Mens jeg hamrer løs på min bærbars tangenter så kværner TV2 NEWS bag mig. De fortæller lige nu, at direktøren for Forsikringsselskabet TRYG – Stine Bosse – har sagt sin stilling op.
Den kvindelige direktør fortæller hun er blevet 50, og nu vil hun have et andet slags liv. Hun er
blevet mormor for 2. gang, og hun vil ha mere tid til familien, og sig selv. Smukt, godt og rigtigt. Men tænk, at hun – allerede som 50-årig - har en økonomisk mulighed til at foretage sådan et valg.
Det er det valg, som et samfund med sammenhængskraft – også i en presset økonomisk tid - skal prioritere at give sine borgere – i hvert fald senest fra 60/62-års-alderen.
Men det kan kun lade sig gøre, hvis vi bestemmer, at også i fremtiden skal Danmark have et velfærdstilbud ved navn efterløn.
Lad os give den tanke en hånd.
….
