En morder på forsiden

Det var en grim streg i strategien for den norske massemorder, at dørene blev lukket til det første retsmøde, og han ikke fik lov til at optræde i uniform. MS (for massemorder) – så undlader jeg nemlig at tage hans navn såvel i min mund som på mit papir – vil nemlig meget gerne have mediernes fulde opmærksomhed. Han vil have fokus på sin gerninger, sit manifest, og sin voldelige højreorienterede revolutionsteori. Men heldigvis blev der dog lagt blokeringssten på medievejen.

Hvad vi allerede nu ved om personen MS er nok. Manden mener således ikke selv, at hans

handlinger er strafbare. Han siger, at han ikke har slået mennesker ihjel – men blot har dræbt det onde. Han har ligeledes udtalt til sin advokat, at han dermed har gjort os alle sammen en tjeneste.  Om det argument bliver en hovedpræmis i forsvarstalen sammen med sindssygdomsvinklen er uvis i skrivende stund. Men kære læser - hop ikke på den der med sindssygen. MS har planlagt en koldblodig ekstrem politisk handling med blodig empatiløst vold mod bl.a. børn og unge – som han mener tænker og tror på noget, som han ikke bryder sig om.

Selv om det værste nu er overstået, så skal du vide, at den kommende tid også bliver rigtig nordjysk træls. Medierne vil nemlig i lang tid være fyldt med billeder, og især ord, af mere - eller især mindre - betydning om MS. Om en gerningsmand fra Norge, som garanteret var et helt almindeligt menneske -  som barn. Han læste altid sine lektier, var sød mod dyr, og populær blandt lærere og klassekammerater. Medierne vil også være fyldt med detaljer fra retssagen – om juridiske spidsfindigheder, om gerningsmandens udsagn, og hvilket tøj han optræder i. Nogle medier vil også koncentrere sig om andre ekstreme individer og grupperinger, der giver MS ret – som man kunne se på forsiden af søndagens ”Ekstra Bladet”, hvor avisen lod en dansk nazi-leder udtale – ”Jeg forstår den norske massemorder”. 

En morder er kommet på forsiden. En gerningsmand på verdenskortet. Hans meninger bliver videreformidlet på forskellig måde, og sat ind i en betænkelig afsmittende sammenhæng. Som da minister Søren Pind - tæt på utilgiveligt - trak en parallel mellem demokratisk tilladte protester og MS’s terror i Norge. Pind har siden beklaget, men sammenhængen er placeret, videreformidlet, og noteret – også til de ekstreme voldelige grupperinger og sympatisører.     

En ung norsk pige udtalte til TV, at MS er et monster. Han fortjener kun at blive lukket inde i et kælderrum, og nøglen smidt væk. Vi ved godt, at det ikke sker, fordi det ikke er måden et retsligt, etisk og demokratisk samfund reagerer på, selv om lysten til den type løsninger absolut viser sig i splitsekunder, når monsteragtige mennesker gør handlinger hinsides almindelig menneskelig forestillingsverden. Det er langt mere forebyggende og resultatgivende, at vurdere MS som et menneske, der har udført terrorisme mod menneskeheden, og bruger djævelskab, som forklaring på sine handlinger. Den type gerningsmænd har historien en del eksempler på.

Vi kan dog gøre noget ved den kommende trælshed ved i forstærket form, at afvise den norske gerningsmand såkaldte manifest – i alt 1516 sider fyldt med frimurerattituder, korsridderdrømme, højreorienteret flygtningehad, skrammel, og racisme. Medierne skal selvfølgelig foretage nødvendige analyser, og give os væsentlige reportager, så vi kan forebygge, men vi må  kraftigt forlange, at ingen medier krænger over, så der primært sker en fokusering på MS og hans fortolkninger. Så er risikoen lige for, at der samtidig sker en afsmitning og forherligelse af MS, og hans manifest, til nærtbeslægtede individer, skæbnesvanger stor. Samtidig skal vi være beviste om, at vores politiske ytringsfrihed, forsamlingsfriheden, vort demokratiske system med respekt for mindretal ikke er mest truet af monstre af forskellig nationalitet, eller af yderliggående grupperinger, der forhåner menneskerettigheder, vores valgte liv og hverdag. Vort demokrati dør ikke ved et bagholdsangreb, som det i Norge, fordi den slags attentater har vort system tidligere været udsat for, og overlevet. Demokratiet er derimod kommet ind i den skrøbelige fase, hvor det konstant er truet på sit liv og helbred af hverdagsdanskerens apati og ligegyldighed.

Men der er redningsplanker.

Når en mand som MS på så kort tid kan præstere så meget had og ondskab, hvad kan vi, der vælger de stik modsatte mål og værktøjer, så ikke sammen udrette.  

.

.

Ny måler på smid-væk-kulturen

I mit barndomshjem i Struer havde jeg værelse i kælderen. For at komme frem til mine 12

kvadratmeter med teaktræshylder, og egen håndvask, skulle jeg altid kæmpe mig igennem

vasketøj, som hængte til tørre på fire snore i fyrrummet. Snorene hængte hen over møbler

som var forvist fra stuen, og brugt tøj, som hang på en lang række i den ene side.

Under tøjet stod snesevis af papkasser indeholdende ”Familie-Journalen”. Årgangene fra 1948-55. Her var min barndoms ”Klaus Kludder” og ”Villy på Eventyr”, og de lå der til eventuelt gemytligt genlæsning. Kasserne stod dog urørte den dag huset blev fraflyttet i slutningen af  90’ere.  Så røg Klaus og Villy ud.

At smide ting væk, var absolut ikke noget min mor brød sig om. Hun sagde altid, at når man havde oplevet en krig, så smider man intet væk. Det kan igen blive mangeltider, og så er det godt, at ha’ noget at sy om, møbler at sætte i stand og male, og genbruge, og ”Villy på Eventyr” at hygge sig med.  

De arvelige gemme-gener har ikke forladt mig, og i mine gennemsteder står der en del, som nok

allerede burde være givet til genbrug, eller kørt på containerpladsen -  men håndbremsen er trukket. Og jeg har venner, som også i høj grad forstår at sætte langvarig pris på løsøre, og reservedele af enhver slags. Kendetegnende for gruppen er, at alle er 60+. At være gemmer kræver en vis erfaring og årsfylde. Samtidig passer vi - til en vis grad - glædeligt på børnenes ”ragelse”, fordi deres gamle minderige sager heller ikke skal gå tabt. Vi ”gemmere” chokeres tit over, hvad andre faktisk smider væk. For nylig læste jeg om jeg et museum  på Sjælland, som var bygget op omkring et moderne hjem med samtalekøkken og badeværelse, hvor alt indbo var fundet på genbrugspladsen. Hjemmet manglende ingen af de moderne hjælpemidler, som man råder over i dag. Børneværelserne var udstyret efter tidens kommercielle standard. Der var computere, fjernsyn, dvd, spise- og  kaffestel til 12 personer, design-møbler, og hvad ved jeg. Imponerende, og så alligevel skræmmende. Vores udskiftning af ting, sker med samme hast, og i samme ånd, som der zappes tv-kanaler. 

For nylig havde jeg besøg af en venlig mand fra Dronninglund Vandværk. Han skulle skifte

vandmåleren. Ikke fordi der var noget i vejen med den gamle - slet ikke - men fordi der var kommet et nyt smart system, hvor man kunne styre, og aflæse nogle ting fra vandværkskontoret. Fantastisk. Men hvad med de udmærkede og velfungerende vandmålere, som i øvrigt ikke har siddet i særlig mange år? Det vidst han godt nok ikke. Men måske burde man derfor overveje den tanke, at sende dem til Grækenland, eller til Spanien. Så behøver disse lande ikke bruge af deres trængte økonomi til investering i vandmålere. Ideen er hermed givet videre til helt fri afbenyttelse. Eller endnu bedre.

Vi kan jo også selv gemme vandmålere til eventuelt  senere brug

Det kan blive andre tider.

Også hos os.