Haren i havremarken og lastbilen i Nice

Solen vækkede mig i morges kl. 05.30. Den smed sig ind gennem den åbne dør. Hvilken herlig morgen. Stod op og gik i haven. Plukkede ribs - og tog rabarber op. En hare sad og spidsede ører midt på gårdspladsen. Den besluttede sig efter lidt tøven, at hoppe langsomt væk. Dog - den satte sig i gruset 10 meter væk. Alene og afslappet. Selv om Hemingway i ”Hvem ringede klokkerne for”  skrev – ”Intet menneske er en ø, en verden for sig, ethvert menneske er et stykke af fastlandet, end del af det hele” så følte både hare og jeg hver for sig, at være fredsommelig alene på denne solbeskinnede morgen. Tilbage i køkkenet klargøring af morgenmad med spinat på panden - med æg ovenpå iblandet restkartofler.  Åbner for den bærbare, og morgenen går i stå. En lastbil har med fuldt overlæg kørt ind i mennesker i Nice. Se billederne – står der på DR's hjemmesider. Jeg lukker. For computeren - og udelukker fastlandet. Lastbilens hærgen er ubærlig. Jeg ønsker lige nu ikke at være en af det hele, men en ø, som ikke er fastgjort til den slags mennesker og den slags handlinger. Gårdspladsens hare er enig.  Den har gemt sig i havremarken.

   

KLØ TIL BØRN – FORGET IT!

-”Jeg synes ikke man skal slå børn, de er også en slags mennesker” – sådan sagde en 9-årig dreng engang til mig, og jeg gir ham fuldstændig ret. Og man må heller ikke. Hverken slå, mishandle eller foretage overgreb. I 1997 vedtog Folketinget følgende: ”Barnet har ret til omsorg og tryghed. Det skal behandles med respekt for sin person, og må ikke udsættes for legemlig straf eller anden krænkende behandling”. 

Med loven fra 1997 – fik Danmark endelig en lovtekst, som var og er i overensstemmelse med FN’s erklæring om Barnets rettigheder, og i øvrigt en lov på linje med allerede dengang eksisterende lovgivninger i Sverige, Norge og Findland.

Loven – som var en klar signallovgivning, der ikke alene skulle få forældre, der slog til at tænke sig om, inden de lod hånden uddele øretæver eller klø, men også være med til at ændre opdragelseskulturen overfor børn.

Og det var tiltrængt. Et flertal af forældremassen (70-80 procent) troede på den korporlige afstraffelse, som et godt middel at ku trække på i krisesituationer -og ville ikke afgi’ retten. I dag er det lige modsat – stort set den samme procentdel – ifølge diverse meningsundersøgelser – frasiger sig nu korporlighederne, og har dermed ændret de hjemlige opdragelsesmønstre – tilbage er hard-cord-forældrene, som jo også er dem, der konstant dukker op i mediernes fokuseringer.  

Revselse, mishandling og overgreb mod børn har foregået til nok alle tider. Retten til at revse blev i Danmark første gang nævnt i jyske lov af 1241, og senere mere detaljeret i Chr. Den 5. danske lov – fra 1683 – her står, at ”husbond må revse sine børn, og tyende (tjenestefolk) med kæp eller hånd, dog må han ikke slå deres lemmer sønder, eller skade deres helbred.

Op gennem 1900-tallet blev retten til at straffe og revse kriminelle, tyende, konen, og børn på døgninstitutioner, daginstitutioner, og i skolen afskaffet. Helt frem til 1967 måtte man straffe børn med lussinger og spanskrør i folkeskolen. 

Loven, der fjernede den sidste rest at lovlig revselse af børn – nemlig forældremyndighedens - blev vedtaget med kun en stemmes flertal. De borgelige partier stemte imod, og kampen for at bevare forældremyndighedens ret til at revse blev anført af to ihærdige kvinder fra partier Venstre - Tove Fergo og Inge Dahl-Sørensen. De to hårdtslående damer blev bakket kraftigt op af DF’s Pia Kjærsgaard – og i et tæt samarbejde med DF’s to præster-Jesper Langballe og Søren Krarup. Indimellem blev de heftigt suppleret af Fremskridtsmanden Kresten Poulsgaard, der i en Tv-udsendelse – og det ved jeg helt nøjagtigt, fordi jeg til stede, og så og hørte manden sige sætningerne: -”Jeg har fået mange klø som barn, men jeg har ikke taget skade”.

I 2007 - 10 år efter Folketingets afskaffelse af revselsesretten satte en række medier fokus på lovens gode udvikling på forældrekulturen, og indhentede samtidig anerkendende opbakning fra tidligere modstandere – således fra i hvert fald den ene af de to Venstre-kvinder, og mest opsigtsvækkende også fra Pia Kjærsgaard. Hun havde ti år tidligere udtalt, at det første hun ville gøre, når hun fik politisk magt, var at afskaffe loven, og genindføre revselsesretten, men nu ti år efter, kunne hun godt se, at den lov var nødvendig, og hendes forudsigelser om, at loven ville betyde, at børn med loven i hånd, i stort omfang ville melde deres forældre til politiet eller til de sociale myndigheder, var blevet gjort til skamme. Så vidt jeg har underretning om, så har antallet af børn/unge, som har brugt loven på den måde siden 1997 været i et antal, der kan tælles på en hånd, der oven i købet mangler et par fingre.

Tilbage som hovedmodstandere af loven var nu kun Søren Krarup og Jesper Langballe, og folkene omkring den religiøse græsrodsbevægelse – Tidehverv. Efter Langballes død har Søren Krarups datter Marie Krarup – medlem af MF for DF – meldt sig som ny frontforkæmper for ret til revselse af børn. Medierne har især den seneste tid fokuseret på hendes lyst og energi til at straffe børn, og meget tankefuldt sker hendes revselseskamp samtidig med at visse imaner – og især en iman i moskeen Grimhøj – nylige opfordring til det samme som Marie Krarup – retten til og nødvendigheden af at slå børn.  

Professor Uffe Østergaard har i den forbindelse udtalt, at der en værdimæssig sammenhæng og forbindelse mellem islam-kritikerne i DF og konservative muslimer. Den man elsker tugter man.

Og klø har jo altid gjort mere ondt på giveren end modtageren. I hvert fald Ifølge giveren

Uffe Østergårds tese om værdisammenfald er i Kristeligt Dagblad blevet modsagt af sognepræst Claus Thomas Nielsen – som også er tilknyttet Tidehverv. Han peger på, at modsat hans tro, ”så bygget islams menneskesyn på magt - som giver forældrene en lovreligiøs og gudgivet ret til at bruge vold mod børn”.

Men det er vel også den ret, som Søren Krarup har påkaldt sig i årevis – og som nu datteren også påkalder sig – fortolkningen af revselsesretten, som den gudgivne ret.

I bogen om danskernes historie og udvikling gennem et par århundrede ”Solskin for det sorte muld” skriver Grundtvig-forsker Ove Korsgaard, at når friskolerne fik så godt fat i forældre, og dermed deres børn, fra midten af 1800-tallet, så var en hovedårsagerne, at man i friskolen ikke brugte den korporlige revselse, som ellers blev brugt voldsomt i andre skoleformer.

Grunden til at der blev uddelt så mange klø har noget med menneskesynet at gøre. Det lutherske menneskesyn byggede på den opfattelse, at vi er født syndere – vi er egoistiske væsener. Klø blev betragtet som et vigtigt og nødvendigt middel til at stække den egoisme. På dette punkt brød Grundtvig med det lutherske menneskesyn. Han hævdede, at vi er født med en guddomsgnist, og vi fra naturens hånd ikke er født egoistiske. Menneskenaturen rummer meget godt, som kan fremelskes ved hjælp af ”skolen for livet” - en vekselvirkning mellem lærer og elever, følelser og fornuft, og fortid og nutid. Dette skift i menneskesyn droslede brugen af klø ned.  

Revselsesretten var og er ikke længere en gudgivet ret.

Brødrene Løvehjertes, Pippi og Emils mor, den svenske børnebogsforfatter Astrid Lindgren, sagde det på en denne måde: -”Der kan ikke bankes noget som helst fornuftigt ind i børn, men der kan klappes uendeligt meget ud af dem”.

(Bragt i NORDJYSKE – søndag 20.marts 2016.)

AT GÅ FØR DET - GÅR OP I EN SPIDS - ELLER OVER

Flere medier betoner i overskrift og tekst, at ”Eva Kjer styrer mod konfrontation i Folketinget”, og fra politiske modstandere understreges undrende, hvorfor hun bliver siddende, når et flertal har sagt, at det ikke længere har tillid til hende. At tælle de nedadvendte tommelfingre, og lade det opnåede flertal være et faktum, svarer vel til, at et folketingsvalg afgøres af politiske meningsundersøgelser - i stedet for selve valghandlingen. Et mistillidsflertal til ministeren kan vel først endelige vedtages ved en afstemning. Så vil det vise sig om dem, som har udtrykt mistillid – også mener det. At Eva Kjer ikke allerede under debatten – som der er historiske eksempler på - har trukket sig, hænger jo nøje sammen med, at hendes statsminister har udtrykt tillid til hende. Lars Løkke har bedt hende blive. Hvis hun derfor inden onsdag trækker sig, så sker dette, fordi statsministeren skifter mening, og beder hende gå for at undgå et folketingsvalg.
Derfor er det ikke Eva Kjer, der styrer mod en konfrontation, men statsministeren.