onsdag den 18. marts 2015

"Børn af Dronninglund"

Nogle børn af Dronninglund kommer aldrig fra byen. De bliver her, finder arbejde, kæreste og et liv. Andre forlader byen for at komme på skole, universitet, eller finder et arbejde langt fra barndomshjemmet. Garagehøjskolen vil godt byde disse børn, som enten er født, gået i skole, eller på gymnasium i Dronninglund, og som derefter erobrede verden udenfor udkanten – velkommen til en aften i Garagehøjskolen.
Her vil de fortælle om deres arbejde, deres liv, deres passion.

-Den første gæst i Garagehøjskolens ”Børn af Dronninglund” er ikke på plads. Vedkommende , hvis speciale er amerikansk politik, satser også på en politisk karriere, og valgmøderne er allerede begyndt, så hvilken dato han kommer til Nordjylland, er endnu usikker. Håber det bliver i slutningen af marts. Derfor vil jeg til dette arrangement sende mail rundt med kort varsel, og så skal vi nok få fyldt garagen.

I april kommer så atter et af slagsen ”Børn af Dronninglund”. Det er afdelingsleder Rikke Ørnberg, som er daglig leder af asylcentret i Brovst. Hun kommer i Garagehøjskolen tirsdag 29.april, og fortæller om ”Livet i et asylcenter”. Mange har en mening om asylcentre, men få ved ret meget om hverdagen i sådan et center. Rikke vil klæde garagens gæster på.

Forårets sidste komsammen bliver torsdag 4.juni, hvor Garagehøjskolen vil fejre komponist Carl Nielsens 150-års-dag. Præst ved Dronninglund kirke, Sara Dommerby Toft, vil fortælle om denne  verdenskendte danske komponist, som kunne så meget. 35 melodier er Carl Nielsen præsenteret med i Højskolesangbogen. Her skal blot nævnes tre - ”Jens Vejmand”, ”Jeg ved en lærkerede” og ”Den danske sang”. Sara Toft vil fortælle om denne spændende mand – hans berømte barndom på Fyn, hans liv i Skagen, hans symfonier og smukke melodier.

Endelig er Garagehøjskolen også i år medarrangør af ”Maratonsangdagen” på Dronninglund Kunstcenter. Det bliver også i år på årets længste dag – søndag 21. juni. Programmet er tæt på færdigt, og blandt gæsterne kommer såvel kulturminister Marianne Jelved, biskop Henning Bro  Toft, sanger Erik Grip, og komponist Jens Rosendal, som ”kommer med alt hvad der er ham”.
Det gør publikum garanteret også. Der er fri entre, og forhåbentligt når vi op på 2014-højder, hvor vi var omkring 700 glade syngende mennesker i løbet af maratonsangdagen.

.

PS: Der er allerede optaget til alle arrangementerne i Garagehøjskolen. Men der er selvfølgelig plads til alle ved Maratonsangdagen på Dronninglund Kunstcenter 21.juni 2015. Start Kl. 10.00.