På druk med Møllehave

Seks højtrystede radiojournalister sidder omkring et veldækket bord. Vi er på en absolut pæn mexikansk  restaurant på Aaboulevarden i København – gaden der skiller Frederiksberg fra Nørrebro. Stemningen er rigtig god, og der spises, drikkes, snakkes og grines. Pludselig kontakter nabobordet servitricen, og beder hende sørge for, at vi dæmper os lidt. Det skulle de ikke ha’ gjort. Servitricen reaktion falder prompte. Hun svarer, at hvis de ikke kan klare et glad selskab, så er de kommet et forkert sted, og desuden er det hende, der har serveret drikkevarerne. Derfor er ansvaret for den glade beruselse faktisk hendes, og ikke bordets. Så går nabobordets gæster.

 Vi giver servitricen en klapsalve, og en ny bestilling.

Oplevelsen presser sig omgående og frisk på i hukommelsen på grund af medieomtalen om forfatteren Johannes Møllehaves anholdelse ved Hotel D’Angleterre. Den kendte forfatter var gået i byen med en god ven – en rektor fra Lemvig, hvis navn også blev nævnt - og de havde spist og drukket godt. Larmende og grinende var de.  Har man oplevet Møllehave til foredrag, eller set nogle af de Tv-portrætter, der har været bragt med manden, så forstå man sikkert, at hvis der var noget Møllehave mistede den nat på hotel D’Angleterre, så var det nok stemmen. Den har været høj, hektisk, dominerende.

Det fine hotels servitrice bad – ifølge hendes egen forklaring på opfordring fra et nabobord, som siden har afvist at de har bedt hende om sligt – Møllehave og hans jyske ven om at skrue ned for charmen, hvilket de ikke var meget for.  Hun truede dernæst med politi, og dertil skulle Møllehave ha’ svaret, at det lød da spændende - det havde han aldrig prøvet. Det har han nu. Det var ikke morsomt.

Til en sådan begivenhed fra det københavnske minefelt kan man selvfølgelig sige, at det er stærkt af servitricen, at hun ikke gør forskel på ”Kong Salomon og Jørgen Hattemager”   –  alle er lige for serviceringsloven.  På den berømte anden side, så lugter det hele også stærkt af Jantelov  – den Møllehave skal da ikke tro han er noget. Hvilket jo er noget vrøvl, fordi hvis der er nogen, der ved noget, som er noget, og som kan noget, så er det da det alvidende og morsomme leksikon til Johannes Møllehave. Dette poetiske kraftcenter med himmelhøj underholdningsværdi.

I øvrigt så betyder alt det skriveri garanteret ikke det mindste for Møllehave - han er så vandt. Det er meget værre for den gode mand fra Lemvig. Han hører jo ikke hjemme på de københavnske dødsruter , men i Udkantsdanmark.  Han har næppe tidligere prøvet at blive hængt op – og ud - på de københavnske  formiddagsblades farverige forsider. Slet ikke om druk og politivold. Hvordan mon de tackler det hjemme i Lemvig – byen, som er hjemsted for tegneserien om ”Livets gang i Lidenlund” med redaktør Gantriis .

Hvis historien skal overføres til Brønderslev, så svarer det jo faktisk til, at rektoren fra Brønderslev – eller Dronninglund gymnasium – efter et officielt besøg i undervisningsministeriet, bliver lagt i håndjern for sexchikane mod unge piger i området omkring Vesterbro. Selvfølgelig, efter at ha’  bedøvet pigerne med stoffer.

Det er ganske vist.

Fri bar på plejehjem

Plejehjemmet ”Lotte” på Frederiksberg, som Thyra Frank har gjort landskendt, fordi

man virkelig hygger sig med sang, musik og en stor en til halsen, får nu skarp konkurrence fra

plejehjemmene i Flauenskjold, Hjallerup, og da især Dronninglund. Her er de gamle blevet forgyldt,

så de kan synge fødselsdagssang hver dag året rundt – med omkvædet

- ”opfyldt sine ønsker må - med dejlig chokolade og kager til”. 

Historien er den, at en ælde dame fra Sæby har været så glad for den behandling hendes forældre har haft på plejehjemmet Aldersro i Flauenskjold, at hun har testamenteret hele sin formue til hjemmet. Det drejer sig om godt 1,5 millioner kroner. De store beløb skyldes, at arven er blevet fritaget fra arveafgift, da pengene ikke går til enkeltpersoner.

Byrådet i Brønderslev har tidligere bestemt, at hjemmet i Flauenskjold skal nedlægges, så derfor har man i samarbejde med afdødes advokat besluttet, at de plejehjem, som især får beboere overført fra

Aldersro, skal have pengene. Det giver knap en million kroner til Margrethelund i Dronninglund,

små 400.000 til Stengården i Hjallerup, og en lille kvart million til Hellevadlund i Klokkerholm .

Sjældent har man da set en sådan overførsel af penge til Udkantsdanmark.

Det er beboerne selv - i samarbejde med deres pårørende – der i de såkaldte Beboer- og Pårørenderåd, nu skal til at lade fantasien råde, så alle tre hjems beboere kan mærke, at man er blevet hel- eller halvmillionærer.

Det er nemlig kun fantasien, der blokerer, dog må pengene ikke indgå i den daglige drift, og der skal vises bilag for brugte penge, hvad enten det nu er snaps til aftensmaden, eller en fælles luksusbus til sjove udflugter.  

Nogle beboere drømmer nok allerede om tre retters gourmetmad - hver aften- med tilhørende vine, der får Thyras ”Lotte” i Frederiksberg til at ligne en tarvelig bodega. Andre ser frem til hverdagsaftener med fri bar. Eller onsdagsbankospil, hvor tidligere tiders kvarte gris, og de halve pund kaffe, som faste præmier til sidemanden, er byttet ud med 3 ugers ferie i Sydafrika, eller fælles faldskærmsudspring for alle beboerne fra rød stue, og med en tur i luftgyngerne i Tivoli som sidegevinst til blå stue. 

I hvert fald er det både godt, og sympatisk, at byrådet i Brønderslev har fastholdt, at arven skal gå til det, som afdøde har ønsket. Så slipper man for en grim Hals-sag, hvor en arv ikke fulgte ønsket om at gå til borgerne i Aalborgs udkantsområde ved havet, men i stedet gik til dem inde i den store by.

Skål og stort tillykke til de gamle.

Det eneste man sån’ kunne ønske sig er, at man ikke på de tre hjem frådser hele formuen væk lige med det samme, men gemmer lidt, så nogle af os andre - med tiden - kan nå at få glæde af millionen.

Eller blot den kvarte.   

Seriemorder for sjov

Man skal ha’ respekt for fagfolk. Derfor har jeg også fuld forståelse for, at skal man fange en pyroman, så skal man prøve at sætte sig ind i, hvorfor nogle mennesker bliver så fascineret af ild,

at de kobler hjernen fra, og sætter ild til f.eks. beboelsesejendomme.

Selv om det må være voldsomt ubehageligt, så skal der også være nogle politifolk, der arbejder intens med de bagvedliggende grunde, som gør nogle mennesker til seriemordere. Trods

nødvendigheden, så må det være ganske belastende, konstant at være fokuseret på noget så vederstyggeligt. Akkurat på samme måde, som det må være kvalmende ubehageligt at
være medlem af det polititeam, der efterforsker sager om misbrugte børn. Eller leder efter

børnepornografisk bevismateriale - hver dag fra 9 til 16. Så bølge for de mennesker, der for min

(og forhåbentlig også din) - og for samfundets sammenhængskrafts skyld - udfører disse ubehagelige arbejdsopgaver.

Men længere går min accept heller ikke. Jeg er for længst hoppet fra bogkrimier, Tv-film og serier,

hvor man jager mænd, der hver halve time - eller hver 3o side – mishandler, voldtager  og under torturliggende omstændigheder dræber kvinder. Nok er nok, sagde en politiker engang om noget helt andet end seriemordere, men det gælder da især dem. Fascination af og underholdning med denne type forbrydelser har jeg altid haft svært ved at forholde mig til, og helt galt er det da gået, efter at jeg har læst, at Det Kongelige Teater har lanceret teaterstykket  ”Manson”. Han var den seriemorder, der med grusomme metoder dræbte den gravide skuespiller Sharon Tate. I virkelighedens verden tog det Manson 20 minutter at slå kvinden ihjel - på scenen i København har man skåret dødsscenen ned til ti. Jeg syns man sku’ skære ned til nul. Eller endnu bedre - find et  stykke, der ikke udviser den slags foragt for ofret, og for livet.  

I et avisinterview siger et af stykkets aktører - husdramatiker Jokum Rohde – at ” i populærkulturen er Manson langt fra entydig. Han er en Kristus-figur, der sætter sig mellem Hitler og Jesus”

Hallo sir’ jeg - som lægmand har jeg ikke brug for at forstå Manson – eller Hitler for den sags skyld - i en populærkultursammenhæng. Fordi jeg måske nok - som et almindelig rettænkende og moralsk menneske - gerne vil have klarhed til årsagen til handlingen, ønsker jeg ikke samtidig at skabe rum i mit hoved til forståelse, og dermed en begyndende sympati for forbrydelsen. Tingene bør adskilles. Jeg syns det er etisk forkert, at gøre Manson til en interessant skikkelse, som fortjener nedsættelse af AOF-studiekredse, og turistrejser til by, bolig, og gravsted. Selv om interessen for nazismen og Hitler altid har været historisk stor, og mandens meninger fortsat har sympatisører, så er Hitler og hans ideer dog aldrig blevet gjort til populær mainstream. I fortsættelsen siger husdramatikeren nemlig, at ”Tortur er blevet mainstream”. No, siger jeg. Et sådant stykke rider ikke på en bølge af torturmainstream – den bruger tendensen som undskyldning, og bliver derved medaktør til at få skabt og cementeret tortur som normal og hverdagsagtigt.    

Endelig siger manden, at ”ungdommen immuniserer sig fra …denne verdens afstumpethed ved at se voldsfilm.” No, siger jeg igen. Det er den gamle sang om katarsismodellen, at børn og unge der ser

meget vold, får afløb for egne behov, og når et mæthedspunkt. Derved undlader de selv at gøre det sete. Men det forholder sig oftest lige modsat. Jo oftere børn møder volden som en løsning på problemer i deres barndomsliv, i skolen, i hjemmet, på i tv - og nu på net og i Det Kongelige Teater -  jo oftere tager de den løsningsmodel til sig. De bliver selvfølgelige voldelige af at se og opleve vold. Så her har det været nok – længe nok. 

Samtidig med at Det kongelige Teater finder på noget andet til sine skattebetalte scener, så vil jeg håbe, at også TV2s fjerner deres seriemorderserie ”Den som dræber” fra familieprimetime søndag aften til et sendetidspunkt, hvor børn er lagt i seng – nu forældre åbenbart ikke kan finde ud af at optage, og se det på et senere tidspunkt. Skuespilleren, der agerer seriemorder, har udtalt, at det er ”Skidesjovt at spille seriemorder”. Havde manden sagt ”udfordrende” så havde jeg måske nikket  anerkendende, men come om – mad for sjov, vold for sjov, terror for sjov, sadisme for sjov, tortur for sjov. Vi er omringet af nye sjove lalleglade individer, der slet ikke har et holdningsmæssigt

nok-gen, men for hvem alt bare er – populært og skidesjovt.   

Forråelsen af børn - og voksne - i det offentlige rum er blevet mainstream.