Seriemorder for sjov

Man skal ha’ respekt for fagfolk. Derfor har jeg også fuld forståelse for, at skal man fange en pyroman, så skal man prøve at sætte sig ind i, hvorfor nogle mennesker bliver så fascineret af ild,

at de kobler hjernen fra, og sætter ild til f.eks. beboelsesejendomme.

Selv om det må være voldsomt ubehageligt, så skal der også være nogle politifolk, der arbejder intens med de bagvedliggende grunde, som gør nogle mennesker til seriemordere. Trods

nødvendigheden, så må det være ganske belastende, konstant at være fokuseret på noget så vederstyggeligt. Akkurat på samme måde, som det må være kvalmende ubehageligt at
være medlem af det polititeam, der efterforsker sager om misbrugte børn. Eller leder efter

børnepornografisk bevismateriale - hver dag fra 9 til 16. Så bølge for de mennesker, der for min

(og forhåbentlig også din) - og for samfundets sammenhængskrafts skyld - udfører disse ubehagelige arbejdsopgaver.

Men længere går min accept heller ikke. Jeg er for længst hoppet fra bogkrimier, Tv-film og serier,

hvor man jager mænd, der hver halve time - eller hver 3o side – mishandler, voldtager  og under torturliggende omstændigheder dræber kvinder. Nok er nok, sagde en politiker engang om noget helt andet end seriemordere, men det gælder da især dem. Fascination af og underholdning med denne type forbrydelser har jeg altid haft svært ved at forholde mig til, og helt galt er det da gået, efter at jeg har læst, at Det Kongelige Teater har lanceret teaterstykket  ”Manson”. Han var den seriemorder, der med grusomme metoder dræbte den gravide skuespiller Sharon Tate. I virkelighedens verden tog det Manson 20 minutter at slå kvinden ihjel - på scenen i København har man skåret dødsscenen ned til ti. Jeg syns man sku’ skære ned til nul. Eller endnu bedre - find et  stykke, der ikke udviser den slags foragt for ofret, og for livet.  

I et avisinterview siger et af stykkets aktører - husdramatiker Jokum Rohde – at ” i populærkulturen er Manson langt fra entydig. Han er en Kristus-figur, der sætter sig mellem Hitler og Jesus”

Hallo sir’ jeg - som lægmand har jeg ikke brug for at forstå Manson – eller Hitler for den sags skyld - i en populærkultursammenhæng. Fordi jeg måske nok - som et almindelig rettænkende og moralsk menneske - gerne vil have klarhed til årsagen til handlingen, ønsker jeg ikke samtidig at skabe rum i mit hoved til forståelse, og dermed en begyndende sympati for forbrydelsen. Tingene bør adskilles. Jeg syns det er etisk forkert, at gøre Manson til en interessant skikkelse, som fortjener nedsættelse af AOF-studiekredse, og turistrejser til by, bolig, og gravsted. Selv om interessen for nazismen og Hitler altid har været historisk stor, og mandens meninger fortsat har sympatisører, så er Hitler og hans ideer dog aldrig blevet gjort til populær mainstream. I fortsættelsen siger husdramatikeren nemlig, at ”Tortur er blevet mainstream”. No, siger jeg. Et sådant stykke rider ikke på en bølge af torturmainstream – den bruger tendensen som undskyldning, og bliver derved medaktør til at få skabt og cementeret tortur som normal og hverdagsagtigt.    

Endelig siger manden, at ”ungdommen immuniserer sig fra …denne verdens afstumpethed ved at se voldsfilm.” No, siger jeg igen. Det er den gamle sang om katarsismodellen, at børn og unge der ser

meget vold, får afløb for egne behov, og når et mæthedspunkt. Derved undlader de selv at gøre det sete. Men det forholder sig oftest lige modsat. Jo oftere børn møder volden som en løsning på problemer i deres barndomsliv, i skolen, i hjemmet, på i tv - og nu på net og i Det Kongelige Teater -  jo oftere tager de den løsningsmodel til sig. De bliver selvfølgelige voldelige af at se og opleve vold. Så her har det været nok – længe nok. 

Samtidig med at Det kongelige Teater finder på noget andet til sine skattebetalte scener, så vil jeg håbe, at også TV2s fjerner deres seriemorderserie ”Den som dræber” fra familieprimetime søndag aften til et sendetidspunkt, hvor børn er lagt i seng – nu forældre åbenbart ikke kan finde ud af at optage, og se det på et senere tidspunkt. Skuespilleren, der agerer seriemorder, har udtalt, at det er ”Skidesjovt at spille seriemorder”. Havde manden sagt ”udfordrende” så havde jeg måske nikket  anerkendende, men come om – mad for sjov, vold for sjov, terror for sjov, sadisme for sjov, tortur for sjov. Vi er omringet af nye sjove lalleglade individer, der slet ikke har et holdningsmæssigt

nok-gen, men for hvem alt bare er – populært og skidesjovt.   

Forråelsen af børn - og voksne - i det offentlige rum er blevet mainstream.