Musik med armslængde

Den kvindelige generaldirektør fra DR var ikke at se nogen steder. Hun er ellers til at få øje på, da hendes længde tangerer rundetårn. Jeg kunne heller ikke se DR's bestyrelsesformand i den store flok. Det er så mere naturligt, da han vist nok er mindre end Messi. Men der var nok andre i forskellige størrelser, der stod kø for at komme til den store Hyldestkoncert til Danmarks Radios UO –UnderholdningsOrkestret. Jeg ragede da f.eks. pænt op med mine 196 centimeter. Sammen stod vi godt tusind mennesker i foyeren i Vega - Musikkens Hus i København - det gamle Folkets Hus på Vesterbro. Her foregik nemlig hyldesten.

Grunden til den store trængsel er jo DRs beslutning om at nedlægge UO fra nytår. Der skal spares penge, da Folketinget har sat det årlige tilskud ned, og det skal altså så ifølge DR ramme det 75-årlige gamle orkester, som har høstet både hæder og priser, samt ejer en bred folkelig appel til de  danskere, som betaler licensen. Kulturministeren har tirsdag meddelt ret definitivt, at OU lukker, men det sidste ord bør aldrig være sagt, og er det nok ej heller i denne sag.

Kulturminister Marianne Jelved har hele tiden afvist at ændre på DR’s beslutning med henvisning til ”armslængdeprincippet”. Det princip har ikke noget at gøre med manufaktur, men hentyder til, at når man har et demokratisk system, hvor Folketinget via licensen bevilger penge til et nationalt medievirksomhed som DR, så må politikerne ikke bruge denne bevillingsform til, at blande sig i den måde DR løser sine opgaver på. Regering og Folketing må holde sig på en armslængdes afstand. Hvis man ikke gør det, så får man medier der styres af staten, hvilket kan sætte ytringsfriheden og den journalistiske kontrolproces ud af kraft. Nogle partier i oppositionen er ikke de store beskyttere af armslængden, og andre mener, at DR’s OU er friholdt, da der er nogle vedtagne bestemmelser, som ikke bliver overholdt, hvis man nedlægger orkestret. Endelig kan man vel også sige, at UO er en del af de kulturelle institutioner i DR’s regi –  Symfoniorkestret og DR’s Pigekor er andre - som ikke bør ha’ noget at gøre med det journalistiske armslængdeprincip. 

Hyldestkoncerten - med en perlerække af nye og ældre kunstnere – havde journalist Ole Stephensen som vært. Det undrede mig, da kollega Hans Bisgaard om nogen har været vært for UO, især ved de kendte Lehreborgkoncerter. Hr. Stephensen lod en bemærkning falde om, at nu havde Hans været med så mange gange  - ”nu er det min tur”. Jeg sad med en overbevisende mistanke om, at den stadig aktive DR-journalist Bisgaard har valgt ikke at gå direkte imod arbejdspladsen beslutning. Ved at optræde som konferencier for hyldestkoncerten kan man jo sige, at der sendes en skarp indirekte kritik af DR.

Sprøde toner og herlige sange vælter dog uagtet Bisgaards fravær over scenekanten fra et velspillende glad orkester i samarbejde med så forskellige kunstnere som Michaela Petri, Dario Campeotto, Birthe Kjær, Søs Fenger, Mads Langer, Stig Rossen, Tim Christensen, Steffen Westmark, Cecilie Norby og Ghita Nørby. Sidstnævnte gik på scenen sammen med Lars Hannibal. Han spillede - hun læste. Af La Fontaines Dyrefabler. Om bl.a. ”De to geder”, som mødtes på et bræt over bjergets fos, og da ingen af dem ville gå til side – så kom gedernes horn i aktion i en  drabelig dyst, og begge faldt i fossen - og druknede.

Aftenens ekstranummer var den danske gruppe Outlandish. Den sang i "Danmark er jeg født".
Meget smukt. Men ikke alle fandt behag i disse unge af anden etnisk herkomst end dansk, da de sang om "moders stemme, som har så smuk en klang". Således sad en kvinde på den fineste plads på første rækkes reserverede VIP-pladser. Pia Kjærsgaard.

Hendes navn var placeret på to reserverede stole, og uden at være ugebladskyndig, skyder jeg på det sikre, at det var til hende og manden. Jeg iagttog damen under Outlandish’ sang, og hendes kropssprog var stærkt. Hun så ikke på gruppen, mens de sang, og da sangen blev mødt med et larmende bifald fra salen – også fra damens mand- kom hendes meget beskedne applaus med samme forsigtige håndklappemåde, som børn bruger første gang de klapper kage. I konens ansigtsfolder lå den overbevisning gemt, at iscenesættelsen af denne sang kunne være Ole Bornedal – ham slynglen fra 1864. Nu skal man dog retfærdigvis tilføje den fodnote, at Kjærsgaard med sine bortvendte håndklap måske blot tog sin egen hævn over gruppen, som ved flere lejligheder har talt ilde om damen, og hendes meninger.

Men videre skal vi, og det kan jo kun ske ved visning af den anden kinds tilgivelse og positivitet, og dermed acceptere, når nye virkeligheder tager sig smukt ud. Og det gør den, når unge synger om det Danmark de elsker.

I alle nutidens og fremtidige kampes hede er der vigtigt, at alle - kulturministeren, DR, Folketingets partier, og deres værdiordførere - husker moralen, som Ghita Nørby sluttede fablen om de to geder

med.

-”Vi kæmper tit som disse geder

om ret og magt og herligheder.

Du laver ganske samme fejl

hver gang du viser dig for stejl,

og derfor bør du lige vide

at man kan også gå til side.

Hvis en vil gi en anden ret,

kan begge gå på samme bræt”.

NB: Hele bogen om Fontaines Fabler er i øvrigt herligt oversat fra fransk til dansk på vers af – selvfølgelig - Johannes Møllehave. 

(Klumme i NORDJYSKE – 11.dec 21014)