"De har nu fire muligheder...."

Forleden hørte jeg det herlige rygte, at DSB stærkt overvejede at lukke for salg af togbilletter fra banegårdskiosken i Brønderslev.  Denne konklusion skulle være taget efter et intensiv DJØF-kulegravningsgruppe i DSB’s hovedkontor i København. Salget af togbilletter var – åbenbart overraskende for københavnerne - faldet væsentligt det seneste års tid, og så måtte man nødvendigvis tage den beslutning, at serviceringen af jyder nord for Limfjorden i udkantsområdet omkring Brønderslev og omegn må ha’ en ende. De har jo også nettet skulle det hedde i en pressemeddelelse fra DSB planlægningsafdeling for fremtiden.

Til den DSB-udmelding om nettet har jeg hørt, at en ældre kvik dame svarede, at det eneste net hun har, er et hårnet.

Lukkerygtet er nok en ”and”, fordi det kom i omløb samtidig med, at broklappen faldt på plads. Efter 13 måneders totallukning kan togene igen suse fra Vendsyssel, og over på den anden side af Limfjorden. Selvfølgelig på alle måder, som før klappen blev påsejlet – altså med de sædvanlige forsinkelser,  lukkede toiletter, og automatkaffe. Damen der passer servicevognen med stærk kaffe, usundt guf og BT, er stået af i Århus. Vedkommende skal ikke nyde noget. Så ved jeg godt, at DSB har indført – efter rimelig brok fra nordjyder, der altså skal helt hjem, og ikke kun hjem til Århus – at hvis man er meget kaffetrængende, så kan man få togbetjenten til at lave en kop. Hvis han har tid. Selvfølgelig.

Jeg har prøvet at ringe til DSB for at tjekke sandhedsværdien af den der lukning af kiosksalg i Brønderslev.

Man ringer 70 13 14 15 uanset, hvor i Danmark man befinder sig, og får så kontakt til DSB i København.  Kontakt og kontakt – man får i hvert fald en københavnerstemme i øret. Man bliver nu tilbudt tre muligheder. 
Skal man købe billetter så skal man trykke 1, og hvis man skal noget andet, så tryk 2 o.s.v. - Så jeg trykker 3, fordi så kan jeg komme til at snakke med en rigtig medarbejder. 
Nu kommer stemmen igen. Den siger ” De har nu fire muligheder”. Tryk 1 for hittegods, tryk 2 for - o.s.v. Jeg trykker 3 igen for at få kontakt med et menneske af kød og blod - og forhåbentligt en hjerne, der kan tænke. Nu får jeg musik i øret, og der går et par minutter, så kommer stemmen igen, og spørger om jeg vil være med i en DSB-undersøgelse, når jeg er blevet betjent, Jeg skal blot trykke 1, så vil jeg blive ringet op.

Jeg trykker 2.

Nu får jeg igen musik i øret, og pludselig efter 3’16 kommer der en dame, der spørger, hvad hun kan hjælpe med.  Jeg fremsiger mit spørgsmål om kiosken i Brønderslev og hun siger et øjeblik, så vil hun prøve at finde en medarbejder, der kan svare på mit spørgsmål. Fair nok.

Nu kommer stemmen igen, om den der forbrugerundersøgelse, og jeg trykker rask 2, men det bevirker, at jeg ryger helt ud - eller tilbage i deres system. Der er igen musik i øret. Jeg kan igen begynde min kamp for at møde et nyt menneske af kød og blod. Jeg opgiver – DSB kan lukke det billetsalg i Brønderslev, eller la’ være.  

Jeg har lige set et billede af den nye broklap.

Flot rejsning, som man siger.

Den sku’ gerne holde længe. 

Cigaretter, Blachman og nøgne pir'

Ove Sprogø sang engang om ”Fandens oldemor” med omkvædet ”Cigaretter, whisky og nøgne pir’. En rigtig bodega-sang, som nok kunne løfte røg og stemning på de små værtshuse.

Sangen om djævelens oldemor er skrevet af arkitekten, revymanden, lampeopfinderen Poul Henningsen – tekstmanden bag meget andet – bl.a. også ”De binder os på mund og hånd”.

Sangen om den rygende halvnøgne og drikkende oldemor rendte mig i hukommelsen, da jeg læste  at X-faktor-dommeren Thomas Blachman har forladt Anne Linnet, og gået i gang med et nyt

one-man-show. Sammen med en indbudt herregæst sidder hr. Thomas, og kigger på nøgne pir’.

Blachman ønsker, at man snakker om kvinden med en anden optik end den, som fylder så meget i mediernes og reklamernes fremstilling af kvinden - den lettere pornografiske. Det er slet ikke noget dårligt projekt, og det kan jo være Blachman kan bane vejen til noget nyt og mangfoldigt.

Men opgaven er svær.

Hvis man hælder sit hoved til anmelderne og folkets manglende begejstringsbrøl, så må man sige, at projektet her halvvejs ikke er er lykkes. Ved selvsyn har jeg set, hvad der går galt.

Selv om en kritiker skrev, at Blachman ligner ”værtshusets lettere beduggede mandsling”, sådan en, der får tårer i øjnene, når Mogens Vieth synger ”Mandalay”, så synes jeg også, at Blachman går på kattepoter, og gør alt for at undgå at blive sammenlignet med noget, der minder om en klam stripperagtig bodega, hvor servitricen optræder topløs fra klokken 22.00 til 22.30.

Helt tydeligt kom det til skue, da Blachmans gæst - modeskaberen Erik Brandt - var hans medkigger. Det kunne måske give noget spændende om, hvordan kvinden skal klæde sig, for at fremhæve kroppen, eller nedtone den, og lignende gode betragtninger, men nej. Modemanden gik ud af en anden tangent, og lignede i sprog og holdning meget oberst Hackel fra ”Matador”. De snakker mest om egne fortræffeligheder. Pludselig blev Blachman bange for sit koncept, og talte om kvindens ankler. Det var noget, at det mest spændende på en kvinde. Ligesom man kan være fokuseret på en kvindes nakke, hænder, eller skulderparti, så havde Blachman til lejligheden fundet anklerne frem. 

Man skal være rigtig meget litterær, eller holde idiotagtigt fast i sit koncept, hvis der står en velskabt og småflirtende dame – uden tøj forstås -  foran en, og så man ønsker at fokusere på hendes ankler. Det svarer til at beundre malingen af panelerne ved en fernisering.

Men ved at koncentrere sig om anklerne kan Blachman sænke sit blik og sit hoved, og så kan ingen se, at han sover. Ligesom en stor del af seerne også gør. Og det er her det hele bliver lidt farligt. Fordi samtidig med at Blachman erobrede avisernes forsider, og blev topprioriteret på alle typer tv-kanaler, så trængte sig dog også andre nyheder på – mest indenfor samme kategori. Således om en 32–årig mand, som var blevet frikendt for voldtægtsforsøg, fordi han led af sexsomnui. Nyt ord til det danske sprog. Mænd, der lider af den slags, kan foretage sexovergreb på kvinder – uden at mændene vågner - og derved kan de ikke holdes ansvarlige – og dømmes.

Det kan være det Blachman lider af. Og hans søvndyssende poetiske sprog har måske kun

det ene formål, at gøre os alle til uskyldige sexforbrydere. Med eller uden oberst Hachel ved vores side.

-”Jeg vil ud og se, hvad man får for en tier”, sang Ove Sprogø videre – ”sådan et liv i utugt, i synd og i skam - det har fanden skabt - jeg går over til ham” Det var så, hvad fanden ku’ få for en tier. Vi andre, der betaler licens, må af med noget mere. Blachman kan være glad for at seerne ikke er udstyret med det båthorn, som han ellers er kendt for at bruge, når han optræder i X-faktor, og keder sig.

Så havde han fået mit båt.

Få varmen på Island

Nogen vil sige, at man på grund af den hårde vinter måske har fået koldbrand i den øverste del af ansigtet, når man i et tiltrængt fravalg af den danske kulde, vælger at nappe en uges ferie på Island. Men altså der kan være en vis logik i at vælge den rene vare – den ægte kulde. Og så er der jo det der med øens varme kilder. Det giver jo vitterlig varmen i lang tid, når kroppen har sejlet rundt i omkring 40-graders varmt vand, som er opvarmet af jordens indre. Svømningen foregår i den berømte Blue Lagoone. 

Der serveres kolde drinks mellem svømmetagene – mod betaling naturligvis. 

En rimelig anden god forklaring på at tage flyet til Island render helt naturligt også i ens mund, når man sidder i et stort udendørs badekar på toppen af et tag i landets hovedstad med nøjagtig 39-grader varmt svovlvand - og med sneen dryssende ned fra oven.

Det er godt nok en kold tid vi lever i, men Island har værktøjerne til mere varme. 

Så jeg hører til dem som er kommet varm hjem fra en forårsferie i Reykjavik. Men jeg vil ikke anbefale landet til andre. Nej, bliv væk – vi er nogle stykker, der godt vil ha’ badet for os selv.

Oven i alt det varme vand kommer så tillægsgevinsterne.

Her er vi i et land, som har en over 1000-årig historie, bl.a. sammen med Danmark – og som selvstændig nation fra 1944. Her er statuer overalt med deres helte og grundlæggere. Mest opsigtsvækkende er det af vikingen Leifur Eriksson. Statuen er skænket af den amerikanske regering, som tak til manden, der satte foden på deres land lang tid før Columbus gjorde det i 1492.

Her har vi også et land, hvor man kan se Nordlys, der med sine grønne og røde striber gør himlen til et mindeværdigt eldorado af farver og natur.

Her er gletsjerne, geysire og vulkaner. Dampende springkilder, kogende mudder, smukke vandfald, og svovllugtende, men velsmagende vand. Her kan bladres i islandske håndskrifter, rides på heste – med tillægsnavnet islandske – mellem får og lam, som giver rige muligheder for indtagelse af røget lammekød af en vis kvalitet.

Man er også i af verdens mest læsende lande, hvad enten vi snakker aviser eller bøger. Det vrimler med boghandlere med cafeindretninger ude og inde. Åbent fra morgen til 22 aften. Her nappes en bog og en kop kaffe i ren råhygge, og her sidder man med alle byens unge mødre med deres blebørn, deres modetidsskrifter, og deres cafe latte.

Her er fugle så fjer danser for ens øjne, og over 70 arter yngler i islandet. Alene i hovedstadens Reykjaviks midte yngler 3o arter. Imponerende og tankevækkende. Læg dertil, at vand og luft er blandt verdens reneste. Både for fugle, heste og mennesker.

Nu må det dog så være slut med at blive imponeret at et land, hvor den voksne del af befolkningen arbejdet så meget, at de må smide den islandske sweater for at klare krisen - og deres høje forbrug. Samtidig - og måske derfor - er landet det eneste land, som overhaler Danmark i forbrug af lykkepiller. I moderne sprogbrug kaldet ulykkespiller.

Men helt færdig med at være imponeret er jeg dog ikke, fordi der også er det med sproget. Det islandske sprog værner man om på en beundringsværdig måde. Man vil på trods af sit lille sprogområde - 325.000 indbyggere – sørge for, at fremmedord holdes på afstand. Nye især engelske computerord, sportsord, reklameord, m.m., bliver alle oversat til et islandsk ord. Så når man går rundt i hovedstaden, og tror ord på skilte og huse kan hjælpe en rundt, så kan man godt droppe det, og ta’ en lokal Viking-øl. Alle ord er lokale. Når et nyt begreb ser dagens nordlys sørger Island for et islandsk ord for det nye. Da mobilens afbrydende og småirriterende biplyde første gang larmede løs på Island fik det selvfølgelig navnet ”fredsforstyrrer”.

Stavet på islandsk. 

Klart sprog. 

Island er kun en flyver væk.