6 hotdog til Mr. Cohen

Yes - to billetter var sikret. Til Leonard Cohen-koncert i Mølleparken i Aalborg. Søndag 26. august kl. 18.00. Hurra.

Godt nok sku’ jeg lige tænke mig om et splitsekund før jeg trykkede ja tak til Billetkøb.dk – prisen for 2 styk ståpladser var 1500 kroner. Men det var jo den canadiske poet med verdens mørkeste stemme, og til de penge får man sikkert både champagne ved indgangen, og serveret pizza under koncerten, når man sidder og råhygger sig i sin medbragte klapstol. Jeg har aldrig været til koncert i Mølleparken, men mon ikke det er ligesom, at være til opera i Rebild Bakker. Forventningens glæde er den største, sagde Søren Kirkegaard, og Peter Plys forfinede dette statements ved at formulere, at det største øjeblik ikke er at sætte tænderne i en honningmad. Men øjeblikket lige inden man gør det.

Min forventning varede til jeg via mail fik tilsendt praktisk information om koncerten fra Aalborg Kongres- og Kulturcenter. Da blev tingene sat på plads, så selv Peter Plys ville ha’ græmmet sig. Følgende må ikke – stod der – medbringes til koncerten: Kamera, lyd- og videooptagere, våben, flasker, dåser, mad og drikkevarer, paraplyer, klapstole og skamler. Altså min hjerne har ingen problemer med at forstå det med våben, og det med optagelsesudstyr af forskellig kvalitet er også ok nok. Paraplyer er vel heller ikke sagen – i udslået tilstand går dem bagved jo i sort.

Flasker, dåser og drikkevarer skal jo nok kobles med Musikkens Venner, som skal tjene håndører ved ølsalg. Men en lille klapstol til folk, der skal stå op i 4-5 timer bør vel accepteres - men nej. Det viste sig i øvrigt, at der var mange – især 60+ - der havde smuglet klappen med ind, hvor dælen de så har gemt den stol. Endelig gjorde vejledningen opmærksom på, at der i Mølleparken var mulighed for at købe fastfood (pølser), popcorn og drikkevarer. Men medbragt mad i papir eller Tupperware kunne beskues mange steder. Det var garanteret koncertveteraner, som vidste, at hotdogkøen var håbløs, eller også hader de bare grillede pølser.  

Vi snød også. 

Vi tog en flaske vand med - i baglommen. Og et par boller i en plasticpose. Hvis nu køen til drikkevarer, og andet guf, var meget lang. Noget sagde mig, at det kunne nemt forekomme.

Ved ankomsten godt 1 ½ time før koncerten, til området ved Mølleparken, blev vi mødt af en kø af en vis længde. Vi gik og gik for at nå køens ende – eller start om man vil -  så vi også kunne begynde at stå, og vente på at rykke fremad sammen med ca. 8000 andre koncertgæster. Endelig - og jeg tror det var lige før vi mødte et skilt med teksten ”Støvring 4” - kunne vi så begynde at forberede os på at gå den anden vej. Sådan er det, og solen skinnede. Godt vi havde taget en flaske vand med. 

Der virkelige problemer kom først senere.

Det er lidt af en gåde, at så professionelle koncertarrangører ikke kan få logistikken på plads vedr.

toiletter, salgsboder, og regelsæt omkring salg. Det er klart, at på posthuse, hos Fakta og ved koncerter, hører køer sig til. Noget af tiden skal bruges der. Men foran de få toiletvogne var køerne så lange, at jeg fremover ikke vil høre nogen tale ondt om folk der lader vandet op ad hegnet – eller lignende attraktive steder. Alternativet var tæt på ikke-eksisterende. Folk uden indsmuglede madvarer, som var forvist til at stå i kø ved hotdogvognene, havde skrigene tarme inden en grillet blev serveret, eller de gik skrigende ud af køen. Ølsalgsstederne var lukket under koncerten, hvilket betød, at i den 20 minutters pause - mellem musikkens 1 og 2 sæt - skulle 8000 gæster serviceres med øl. Det hverken gik, eller går, jo slet ikke. Godt man havde sin vandflaske.

Men sammenhængskraften var god nok. Ingen øl ind – giver heller ingen væske ud. Begræns salg af øl, og man mindsker presset på toiletvognene.

Heldigvis var der ingen kø ved manden med gudestemmen - Leonard Cohen. Der stod vi bare, og nød det. Han fik fortjent topkarakteren ”6 stjerner” hos en lang række dagbladsanmeldere.

Jeg giver gerne Cohen 6 hotdog.

Men han skal selv hente dem.

.

Fodboldterror og hospitalsvold

Bussen holder tæt ved Idrætsparken på Østerbro i København. Via bagdørene kommer en folk truende flok Brøndby-fan ind. De har ingen køller, men øjnene og attituderne gør det ud for køllesving. De har selvfølgelig ikke tager den forreste indgang ved chaufføren, fordi de ønsker ikke at betale for turen til Hovedbanegården.

Jeg gør ikke noget. Lader som ingenting, som alle andre, der nervøst skeler til de unge.

Det ville også være tåbeligt at risikere en hospitalsindlæggelse for en busbillet. De unges fodboldterroristers grænseoverskridende disrespekt for andre og de systemer, som de selv nyder godt af, er bedrøveligt, og kan hermed fortsætte – indtil der rejses i flok og siges nej.  Jeg kom i tanke om denne bustur, da jeg hørte om voldshændelsen i Odense.

Du kender sikkert forløbet. En mand blev stukket med kniv og skudt under en fejring af den muslimske højtid i Odense-bydelen Vollsmose. Da politi og ambulance nåede frem til bydelen, blev der kastet sten efter ordensmagten og redningspersonale, hvilket resulterede i knuste forruder på en politibil og en ambulance.

En ting er, at bander kan vise voldelig adfærd overfor politiet, for den slags sammenstød har altid eksisteret – helt tilbage til da arbejderklassen fik tæv i Fælledparken, og gik til modangreb. Men her vises et grænseoverskridende voldeligt ansigt rettet mod de ambulancefolk, som samfundet har ansat til at hjælpe dem, der kommer til skade, når de har fået sår og skrammer efter sammenstød med f.eks. politiet. 

Uroen fortsatte, da offeret nåede frem til skadestuen på Odense Universitetshospital. Her troppede 60-70 fjendtligindstillede personer med køller og knive, op i modtagelsen for at få fat på manden. De hærgede på forskellig måde modtagelseslokalet på sygehuset. Personalet måtte gemme sig. En betjent blev ramt af slag, skydevåben blev trukket. 

Sagen har vakt opsigt. Berettiget nødvendigt opsigt. Når nok er nok, og nok er for meget.  

Vi har desværre tidligere set den slags urimelige angreb - også med døden til følge - mod mennesker ansat i samfundets systemer, som skal hjælpe, bistå og vejlede borgere - uanset hudfarve og religion. Så angrebet på Universitetshospitalet i Odense har man faktisk ku’ set komme. Næste gang bliver det Borgerservice, en anden skadestue, så en børnehave, eller et plejehjem, hvor børn og gamles pårørende – eller personalet - bliver angrebet for at nogle skal ha’ fat i nogen eller noget. Det er spørgsmålet om man ikke nu har nået det punkt, hvorfra ingen return er.

Hospitalet i Odense har overvejet at indføre hospitalsvagter eller overvågning, for - som direktionen siger - at ”undgå lignende situationer”. Fint nok - på den berømte korte bane. Men det er vort politiske system, love og ordenshåndhævere – politiet - der skal sørge for manglende gentagelser. De køllesvingende kulturløse bander – og de hærgende fodboldfanatikere - bør forfølges til verdens ende, dømmes og fordømmes, ansvarssættes og fængsels, gøres upopulære - og bad standing.

Deres pårørende og mentorer skal sættes under pres, og gøres medansvarlige. Den voldelige stopklodsløse kultur skal afvises. Det skal selvfølgelig ske samtidig med, at man intensiverer arbejdet med de bagvedliggende årsagssammenhænge i forhold til at børn og unge, som udvikler en så marginaliseret adfærd. Endelig må de politikere med justitsministeren i front, som allerede har været fremme med politiske tiltag holdes fast på forandringer, og lad os i den forbindelse blive fri for løsninger af den slags, som vil sende ”dem hjem”. Man kan ikke sende danske statsborgere – hvad enten de er fodboldhærværkspersoner, rockere eller 2. generationsdanskere – nogen andre steder hen, men måske kan man tvinge dem til at tænke anderledes oppe i deres hoveder. At komme indenfor pædagogisk rækkevidde handler om midler og værktøjer. Måske kan også almindelige hverdagsdanskere hanke op i sig selv, opbygge noget af den samme energi, vilje og lyst til forandring i kampen mod denne voldskultur, på samme måde som man f.eks. længe har været fyldt op med energi -  mod et helt andet hjørne af samfundskludetæppet - nemlig kampen mod rygekulturen.

Afsættet til forandringer skal være båret af, at et samfund, der skal være empatisk, trygt, tillidsbærende og velfungerende for sine borgere, ikke kan acceptere en sådan voldelig kulturadfærd fra bander, og deres forrådte og forrående medlemmer, hvad enten disse medlemmer er etnisk kridhvide, eller har en mørkere pigmentering.