Heltinden fra Brønderslev

Hanne Madsen er en af tidens heltinder.

Hun er 77, og bor i Knudsgade i Brønderslev.  Hun er en dame, som ikke synes man skal finde sig i alt.

Jeg stiftede kendskab til hende i NORDJYSKE. Hanne Madsen var vigtigt og fortjent kommet i avisen på grund af sin protest mod kommunens digitalisering af post til borgerne. Som eneste m/k stod hun foran rådhuset i Brønderslev med sit hjemmelavede skilt:

 ”Jeg er unik – normal”.

Hanne Madsen protesterede stilfærdigt, men uden vaklen, mod den kedelige kendsgerning, at kommunen lukker for frimærkekassen, og dermed sætter punktum for post til borgerne via det kongelige danske postvæsen. Hvad enten posten kommer på cykel, i bil, eller til hest.  Om kort tid bliver alt kommunalpost sendt digitalt. Det kræver en computer, kendskab til teknikken, eller interesse og evne for at lære systemet. Det digitale system har de fleste taget til sig - også mange af dem der har rundet 65+ - men vi må dog være forstående overfor borgere, som af den ene eller anden grund meddeler, at de er mere end kede af kommunen beslutning om ikke mere at bruge andre meddelelsesmåder end den nymodens. Dermed henvises disse borgere til biblioteket, digital borgerservice – hvis de kan bevæge sig derned - eller et restliv i kommunal uvidenhed. Det kaldes i moderne sprogbrug ekskludering.

Hvorfor i alverden kan kommunen ikke sætte kryds ud for den håndfuld (ældre) borgere, som har digitale problemer, og så sende disse mennesker et printet brev? Hvor svært kan det være!

Denne marginalisering af visse borgere er yderst ubehagelig. NORDJYSKE skriver, at Hanne Madsen i sit arbejdsliv har været pædagog på Brønderslev Børnehjem. Hun har ganske givet betalt sin skat til den kommune, hvis forordninger hun i et langt liv også ganske givet har rettet sig efter, og nu står hun som 77- årig, med et problem, som hun ikke er ene om. 

Man taler konstant om centralisering, effektivisering, og innovation. Men vi ved godt, at alle disse fine ord dækker over besparelser og forringelser. At overgangen til konkurrencesamfundet koster liv og velfærd, og her viser systemerne ingen nåde. Ingen vaklen. Man har målet for øje, og ser ikke ligene i vejkanten. Dem må de pårørende tage sig af. 

Det er ikke kun landspolitikerne, der tager beslutninger, som skaber udkantsområder, det gør lokalpolitikerne også. Det er Brønderslev kommune, som direkte skaber udkantsborgere i sin egen midte, via beslutninger og forordninger, hvor borgerne bliver glemt og henlagt på hylder, hvor ingen længere kommer. Selv om Hanne Madsen bor tæt ved kommunens centrum så bliver hun administrativt udkantsplaceret.

Det er faktisk værre end at blive vejkantsplaceret, fordi der kommer trods alt nogen forbi – f.eks. Mogens.  

Hanne Madsen fortjener opbakning til sit nej tak til digital postkasse. Fordi så fortæller man hende, at hun fortsat er et menneske, som kommunen og dens borgere kerer sig om – eller i nutidens sprog – fortsat tager ansvar for, og fastholder rettigheder til.  

Morgenhyldest til lighed

DR2’s Morgennyheder fortæller, at undersøgelser viser en nedgang i trafikulykker efter at det blev tilladt at køre 90 km i timen på visse landevejsstrækninger. Det er fordi, at bilister, som altid har kørt omkring 90 har undladt at hæve hastigheden, og samtidig har mange af de langsomt kørende hævet deres hastighed. Denne udlignede afstand mellem højeste og laveste hastighed har givet højere sikkerhed – og færre ulykker.

Endelig positiv fokus på lighedsbegrebet. Fordi denne sikkerhedsforøgelse kan selvfølgelig overføres til andre former for lighed. At mindre afstand mellem indkomster, formuedannelse, betalingsevne, m.m. jo skaber mere stabile samfund med mindre utilfredshed, mindre kriminalitet, mindre mobning og misundelse. Selv om alle kører den samme hastighed, så man kan man jo fortsat gøre det i hver sin bil med hver sin farve, og med eller uden læderbetræk. På forsæder – som bagsæder. 

Den hemmelige socialdemokrat er....

Så er sidste side i ”Den hemmelige socialdemokrat” vendt, og 13 afsnit af sæson 2 i ”House of Cards” kigget. Det var tiden værd. Selv om det kan gå barsk til i de socialdemokratiske kaffe-, rust-, og netværksgrupper, så er der ingen der matcher Francis Underwood alias Kevin Spacey. Manden der” ikke vil være slave af noget man kan bestille over telefonen” får selv Hans Engell til at virke som en høflig spejderdreng, der hjælper ældre damer over gaden - uden at stjæle fra håndtasken. Nu vi er ved den tidligere konservative formand, minister og statsministerkandidat så ku man nemt fristes til at holde en flad momsfri hund på, at det kunne godt være ham, som har skrevet bogen om den hemmelige socialdemokrat. Godt nok siger og skriver bogudgiver Jakob Kvist – at det er et socialdemokratisk medlem af Folketinget. Men vedkommende kan jo godt bare ha’ afleveret manus, og primært være kilden til Hans Engell sætnings- og ordsammensætninger.  Dobbelt hemmeligt samarbejde.

Med hvis vi skal finde en afsender i den socialdemokratiske gruppe, så må vi se på, hvem der endnu ikke er blevet spurgt, slået mindst syv kors for sig, og i en gravkammertung tone benægtet. Dog – der er ingen, som har spurgt Henrik Sass Larsen, om han er den hemmelige socialdemokrat. Larsen døjer i hvert fald ikke med Bjarne Corydons problem om hvem man siger, at han ikke kan være den hemmelige socialdemokrat, da han slet ikke er socialdemokrat.  Det er HenrukHHenrik Sass Larsen. 100 procent.  

Den gode Sass kunne jo ha’ skrevet bogens 271 sider mens han var ude i den politiske kulde, som en sød hævn over Helle, Bjarne og PET. Da han så blev taget ind i varmen og iklædt ministerklæder, var bogen i trykken. Sass omtales i bogen som en hård negl, et magtmenneske, en dansk kontroludgave af Francis Underwood. Men alle disse sider indrømmer Sass – også gerne i mundtlig form, og forlagsmanden Kvist har jo sagt, at han har lagt fejl, småløgne og vildspor ind i bogen, netop for at gør det vanskeligt, at gætte, hvem det er. Måske er bogen skabt i et samarbejde mellem Sass og Engell! Det må kunne dokumenteres via sporing af fotos af de to fra et værtshus i Køge-området, hvor de sidder og drøfter detaljer over skummende fadøl. Eller lad en hacker tjekke Engells telefon. Endelig er der den mulighed, at bogens nederdrægtigheder er fabrikeret sammen med Francis Underwood, som synes det ku være opbyggeligt at øve spydigheder i danske design, før han gik i gang med at udrydde tidligere venner og kommende fjender i det amerikanske demokrati, som Francis selv siger ”er SÅ overvurderet”. 

Det er det danske måske også. 

Man kan jo ikke være alle steder

Der er mange smukke steder. Bare i Danmark. Sommetider har man lyst til at besøge dem alle, være der, og nyde det, men man kan jo ikke være alle steder – hele tiden. Det er ligesom med mad. Der findes et væld af herlige opskrifter, hvis slutresultat på tallerknen sætter tænder i vand- eller rødvinsbad, men man må jo vælge, fordi man har ikke plads til det hele – hele tiden. Det er som tv-udsendelser.  Med 78 kanaler skal der jo foretages et valg. Men lige når talen falder på Tv-programmer, så er det ikke så svært. Hvis man vælger noget frem for noget andet, så kan man jo altid se det andet, når det bliver genudsendt. Udviklingen, med et virvar af tilbud indenfor alt, har dog skabt den virkelighed, at livet er blevet et fravalg mere end et tilvalg.

På nogle områder vil vi dog gerne fastholde muligheder for at vælge til, men her sætter politikerne nogle begrænsninger, og vælger fra på vore vegne. Uden overhovedet at spørge.

 Samfundets voldsomme centraliseringer af institutioner og servicetilbud – kommuner, skoler, sygehuse, politi m.m. - rammer mange borgers velvære, sikkerhed og tryghed, og forringer ofte den assistance og den beskyttelse, som alle borgere egentligt kan stille rimelige krav om.

”Vi kan ikke være alle steder – hele tiden”.

Sådan sagde en politimand i Tv-avisen for nylig, hvor han blev bedt om, at kommentere den virkelighed, at i et bestemt boligområde i en større by følte beboerne sig så utrygge, at de ikke turde gå udenfor eget hjem.  De ville gerne ha’ besøg af politiet.

Politimandens korte udsagn er deprimerende. Det er ikke politiet som sådan, der skal ha hug og kritik- det er partier og politikere, som har skabt en politireform, og dets centraliserede system, hvor landets borgere, hvor end de næsten bor, føler en utryghed, og når de formulerer den utryghed bliver de mødt med et

”Vi kan jo ikke være alle steder – hele tiden”.

Men det er der altså nogen der skal - bare sommetider.

Ellers må Folketinget lave systemet om. Til glæde for de borgere, som f.eks. gennem et langt liv har betalt skat for at de – også som ældre – kan leve et liv i tryghed. Gerne og helst hele tiden, men i hvert fald noget af tiden.

En verden af bip

Forleden dag hørte jeg en radiovært brokke sig over vaskemaskiner der bipper, så snart centrifugen har smidt de våde håndklæder rundt i kabinen for the last time. Fik man så ikke slukket for apparatet, så bippede det stort set hvert andet minut, så man fik røde pletter i bagansigtet, nervøse armbevægelser, og kronisk tarmslyng.  Man er tæt på selvmordets rand, da man ikke kan rejse sig fra sofaen og slukke for bippet, da man sidder og ser ”Arvingerne” - eller ”Badehotellet”, hvis man foretrækker sand mellem tæerne frem for koks i familiekulissen.

Nu er der jo folkeslag i verden, som har større problemer end den danske model, men bortset fra det faktum, så har den vaskemaskineramte radiovært jo ret, især også når man tænker på danske hjems overflod af genstande med indbygget bip. Radioværten lancerede samtidig den ide, at hvis man virkelig skal have nogen fornøjelse af al det bipperi, så ku’ man ønske sig et køleskab, som bippede, når man glemte at lukke køleskabsdøren. Senere gjorde en lytter - fra Jylland – opmærksom på, at den slags køleskabe skam allerede er på markedet, men tilføjede, at slige produkter nok ikke endnu var nået til København, men kun blev forhandlet i Udkantsdanmark og Omegn.

Det er så her jeg kommer ind i billedet med en køleskabside, der fortjener at blive patentbeskyttet.

Det er jo sådan - og det er ret irriterende – at de tider er uigenkaldeligt forbi, hvor man i Brugsen tager en avis, og blot smider mønterne foran den for det meste venlige, smilende og imødekommende repræsentant for kassedamebranchen - med et ”Det passer”.  Alle varer skal nemlig i dag forbi kassedamen fore at blive skannet. Så varen kan trækkes fra det antal, som nu er tilbage i butikken. Ligesom bananer, mel, rosiner, og gulerødder også skal scannes, fordi så kan man se på et display, hvornår der skal fyldes op, bestilles og så videre. Så kommer der nemlig garanteret et lille bip.

Det er den slags bip jeg synes kan være smart at placere i et køleskab. Hvis man tog den sidste øl fra køleskabet, eller det sidste æg, juice, spegepølse - den anden sidste af alting – så bippede køleskabet, og på en digitaliseret oversigt kan man se, hvor katastrofen er ved at indfinde sig. Derved går man aldrig død vedrørende sine yndlingsting.

Nu mangler jeg blot, at jeg modtager en mail fra en radiovært i København, der fortæller at den slags køleskabe allerede findes, og han har en kusine på Østerbro, der har sådan en.

Men den er sikkert importeret fra en virksomhed i Udkantsdanmark.

. .

Snask for licensen

Se og Hørs oplag er faldet fra 350.000 til 70.000.

Et af de moderne journalistiske problemer er dog desværre, at snasket fra SE og Hør pr. automatik ender som nyhedshistorier på Ekstrabladet, BT og gratisavisen, og derefter tager de elektroniske nyhedsmedier sagerne op med henvisning til ”Pressen skriver om…” Derved ender flere og flere af Se og Hørs snaskhistorier faktisk som en slags kulørte nyheder i Tv-avisen eller i dens forlængede arm ”Aftenshowet”.  250.000 købere kan så droppe Se og Hør - for de får snasket for licensen.