En verden af bip

Forleden dag hørte jeg en radiovært brokke sig over vaskemaskiner der bipper, så snart centrifugen har smidt de våde håndklæder rundt i kabinen for the last time. Fik man så ikke slukket for apparatet, så bippede det stort set hvert andet minut, så man fik røde pletter i bagansigtet, nervøse armbevægelser, og kronisk tarmslyng.  Man er tæt på selvmordets rand, da man ikke kan rejse sig fra sofaen og slukke for bippet, da man sidder og ser ”Arvingerne” - eller ”Badehotellet”, hvis man foretrækker sand mellem tæerne frem for koks i familiekulissen.

Nu er der jo folkeslag i verden, som har større problemer end den danske model, men bortset fra det faktum, så har den vaskemaskineramte radiovært jo ret, især også når man tænker på danske hjems overflod af genstande med indbygget bip. Radioværten lancerede samtidig den ide, at hvis man virkelig skal have nogen fornøjelse af al det bipperi, så ku’ man ønske sig et køleskab, som bippede, når man glemte at lukke køleskabsdøren. Senere gjorde en lytter - fra Jylland – opmærksom på, at den slags køleskabe skam allerede er på markedet, men tilføjede, at slige produkter nok ikke endnu var nået til København, men kun blev forhandlet i Udkantsdanmark og Omegn.

Det er så her jeg kommer ind i billedet med en køleskabside, der fortjener at blive patentbeskyttet.

Det er jo sådan - og det er ret irriterende – at de tider er uigenkaldeligt forbi, hvor man i Brugsen tager en avis, og blot smider mønterne foran den for det meste venlige, smilende og imødekommende repræsentant for kassedamebranchen - med et ”Det passer”.  Alle varer skal nemlig i dag forbi kassedamen fore at blive skannet. Så varen kan trækkes fra det antal, som nu er tilbage i butikken. Ligesom bananer, mel, rosiner, og gulerødder også skal scannes, fordi så kan man se på et display, hvornår der skal fyldes op, bestilles og så videre. Så kommer der nemlig garanteret et lille bip.

Det er den slags bip jeg synes kan være smart at placere i et køleskab. Hvis man tog den sidste øl fra køleskabet, eller det sidste æg, juice, spegepølse - den anden sidste af alting – så bippede køleskabet, og på en digitaliseret oversigt kan man se, hvor katastrofen er ved at indfinde sig. Derved går man aldrig død vedrørende sine yndlingsting.

Nu mangler jeg blot, at jeg modtager en mail fra en radiovært i København, der fortæller at den slags køleskabe allerede findes, og han har en kusine på Østerbro, der har sådan en.

Men den er sikkert importeret fra en virksomhed i Udkantsdanmark.

. .