Man kan jo ikke være alle steder

Der er mange smukke steder. Bare i Danmark. Sommetider har man lyst til at besøge dem alle, være der, og nyde det, men man kan jo ikke være alle steder – hele tiden. Det er ligesom med mad. Der findes et væld af herlige opskrifter, hvis slutresultat på tallerknen sætter tænder i vand- eller rødvinsbad, men man må jo vælge, fordi man har ikke plads til det hele – hele tiden. Det er som tv-udsendelser.  Med 78 kanaler skal der jo foretages et valg. Men lige når talen falder på Tv-programmer, så er det ikke så svært. Hvis man vælger noget frem for noget andet, så kan man jo altid se det andet, når det bliver genudsendt. Udviklingen, med et virvar af tilbud indenfor alt, har dog skabt den virkelighed, at livet er blevet et fravalg mere end et tilvalg.

På nogle områder vil vi dog gerne fastholde muligheder for at vælge til, men her sætter politikerne nogle begrænsninger, og vælger fra på vore vegne. Uden overhovedet at spørge.

 Samfundets voldsomme centraliseringer af institutioner og servicetilbud – kommuner, skoler, sygehuse, politi m.m. - rammer mange borgers velvære, sikkerhed og tryghed, og forringer ofte den assistance og den beskyttelse, som alle borgere egentligt kan stille rimelige krav om.

”Vi kan ikke være alle steder – hele tiden”.

Sådan sagde en politimand i Tv-avisen for nylig, hvor han blev bedt om, at kommentere den virkelighed, at i et bestemt boligområde i en større by følte beboerne sig så utrygge, at de ikke turde gå udenfor eget hjem.  De ville gerne ha’ besøg af politiet.

Politimandens korte udsagn er deprimerende. Det er ikke politiet som sådan, der skal ha hug og kritik- det er partier og politikere, som har skabt en politireform, og dets centraliserede system, hvor landets borgere, hvor end de næsten bor, føler en utryghed, og når de formulerer den utryghed bliver de mødt med et

”Vi kan jo ikke være alle steder – hele tiden”.

Men det er der altså nogen der skal - bare sommetider.

Ellers må Folketinget lave systemet om. Til glæde for de borgere, som f.eks. gennem et langt liv har betalt skat for at de – også som ældre – kan leve et liv i tryghed. Gerne og helst hele tiden, men i hvert fald noget af tiden.