Heltinden fra Brønderslev

Hanne Madsen er en af tidens heltinder.

Hun er 77, og bor i Knudsgade i Brønderslev.  Hun er en dame, som ikke synes man skal finde sig i alt.

Jeg stiftede kendskab til hende i NORDJYSKE. Hanne Madsen var vigtigt og fortjent kommet i avisen på grund af sin protest mod kommunens digitalisering af post til borgerne. Som eneste m/k stod hun foran rådhuset i Brønderslev med sit hjemmelavede skilt:

 ”Jeg er unik – normal”.

Hanne Madsen protesterede stilfærdigt, men uden vaklen, mod den kedelige kendsgerning, at kommunen lukker for frimærkekassen, og dermed sætter punktum for post til borgerne via det kongelige danske postvæsen. Hvad enten posten kommer på cykel, i bil, eller til hest.  Om kort tid bliver alt kommunalpost sendt digitalt. Det kræver en computer, kendskab til teknikken, eller interesse og evne for at lære systemet. Det digitale system har de fleste taget til sig - også mange af dem der har rundet 65+ - men vi må dog være forstående overfor borgere, som af den ene eller anden grund meddeler, at de er mere end kede af kommunen beslutning om ikke mere at bruge andre meddelelsesmåder end den nymodens. Dermed henvises disse borgere til biblioteket, digital borgerservice – hvis de kan bevæge sig derned - eller et restliv i kommunal uvidenhed. Det kaldes i moderne sprogbrug ekskludering.

Hvorfor i alverden kan kommunen ikke sætte kryds ud for den håndfuld (ældre) borgere, som har digitale problemer, og så sende disse mennesker et printet brev? Hvor svært kan det være!

Denne marginalisering af visse borgere er yderst ubehagelig. NORDJYSKE skriver, at Hanne Madsen i sit arbejdsliv har været pædagog på Brønderslev Børnehjem. Hun har ganske givet betalt sin skat til den kommune, hvis forordninger hun i et langt liv også ganske givet har rettet sig efter, og nu står hun som 77- årig, med et problem, som hun ikke er ene om. 

Man taler konstant om centralisering, effektivisering, og innovation. Men vi ved godt, at alle disse fine ord dækker over besparelser og forringelser. At overgangen til konkurrencesamfundet koster liv og velfærd, og her viser systemerne ingen nåde. Ingen vaklen. Man har målet for øje, og ser ikke ligene i vejkanten. Dem må de pårørende tage sig af. 

Det er ikke kun landspolitikerne, der tager beslutninger, som skaber udkantsområder, det gør lokalpolitikerne også. Det er Brønderslev kommune, som direkte skaber udkantsborgere i sin egen midte, via beslutninger og forordninger, hvor borgerne bliver glemt og henlagt på hylder, hvor ingen længere kommer. Selv om Hanne Madsen bor tæt ved kommunens centrum så bliver hun administrativt udkantsplaceret.

Det er faktisk værre end at blive vejkantsplaceret, fordi der kommer trods alt nogen forbi – f.eks. Mogens.  

Hanne Madsen fortjener opbakning til sit nej tak til digital postkasse. Fordi så fortæller man hende, at hun fortsat er et menneske, som kommunen og dens borgere kerer sig om – eller i nutidens sprog – fortsat tager ansvar for, og fastholder rettigheder til.