Med loven
fra 1997 – fik Danmark endelig en lovtekst, som var og er i overensstemmelse
med FN’s erklæring om Barnets rettigheder, og i øvrigt en lov på linje med
allerede dengang eksisterende lovgivninger i Sverige, Norge og Findland.
Loven – som
var en klar signallovgivning, der ikke alene skulle få forældre, der slog til
at tænke sig om, inden de lod hånden uddele øretæver eller klø, men også være
med til at ændre opdragelseskulturen overfor børn.
Og det var
tiltrængt. Et flertal af forældremassen (70-80 procent) troede på den
korporlige afstraffelse, som et godt middel at ku trække på i krisesituationer
-og ville ikke afgi’ retten. I dag er det lige modsat – stort set den samme
procentdel – ifølge diverse meningsundersøgelser – frasiger sig nu
korporlighederne, og har dermed ændret de hjemlige opdragelsesmønstre – tilbage
er hard-cord-forældrene, som jo også er dem, der konstant dukker op i mediernes
fokuseringer.
Revselse,
mishandling og overgreb mod børn har foregået til nok alle tider. Retten til at
revse blev i Danmark første gang nævnt i jyske lov af 1241, og senere mere
detaljeret i Chr. Den 5. danske lov – fra 1683 – her står, at ”husbond må revse
sine børn, og tyende (tjenestefolk) med kæp eller hånd, dog må han ikke slå deres
lemmer sønder, eller skade deres helbred.
Op gennem
1900-tallet blev retten til at straffe og revse kriminelle, tyende, konen, og børn
på døgninstitutioner, daginstitutioner, og i skolen afskaffet. Helt frem til
1967 måtte man straffe børn med lussinger og spanskrør i folkeskolen.
Loven, der fjernede
den sidste rest at lovlig revselse af børn – nemlig forældremyndighedens - blev
vedtaget med kun en stemmes flertal. De borgelige partier stemte imod, og
kampen for at bevare forældremyndighedens ret til at revse blev anført af to
ihærdige kvinder fra partier Venstre - Tove Fergo og Inge Dahl-Sørensen. De to
hårdtslående damer blev bakket kraftigt op af DF’s Pia Kjærsgaard – og i et tæt
samarbejde med DF’s to præster-Jesper Langballe og Søren Krarup. Indimellem
blev de heftigt suppleret af Fremskridtsmanden Kresten Poulsgaard, der i en Tv-udsendelse
– og det ved jeg helt nøjagtigt, fordi jeg til stede, og så og hørte manden sige
sætningerne: -”Jeg har fået mange klø som barn, men jeg har ikke taget skade”.
I 2007 - 10
år efter Folketingets afskaffelse af revselsesretten satte en række medier fokus
på lovens gode udvikling på forældrekulturen, og indhentede samtidig
anerkendende opbakning fra tidligere modstandere – således fra i hvert fald den
ene af de to Venstre-kvinder, og mest opsigtsvækkende også fra Pia Kjærsgaard.
Hun havde ti år tidligere udtalt, at det første hun ville gøre, når hun fik
politisk magt, var at afskaffe loven, og genindføre revselsesretten, men nu ti
år efter, kunne hun godt se, at den lov var nødvendig, og hendes forudsigelser
om, at loven ville betyde, at børn med loven i hånd, i stort omfang ville melde
deres forældre til politiet eller til de sociale myndigheder, var blevet gjort til
skamme. Så vidt jeg har underretning om, så har antallet af børn/unge, som har
brugt loven på den måde siden 1997 været i et antal, der kan tælles på en hånd,
der oven i købet mangler et par fingre.
Tilbage som
hovedmodstandere af loven var nu kun Søren Krarup og Jesper Langballe, og
folkene omkring den religiøse græsrodsbevægelse – Tidehverv. Efter Langballes
død har Søren Krarups datter Marie Krarup – medlem af MF for DF – meldt sig som
ny frontforkæmper for ret til revselse af børn. Medierne har især den seneste
tid fokuseret på hendes lyst og energi til at straffe børn, og meget tankefuldt
sker hendes revselseskamp samtidig med at visse imaner – og især en iman i
moskeen Grimhøj – nylige opfordring til det samme som Marie Krarup – retten til
og nødvendigheden af at slå børn.
Professor
Uffe Østergaard har i den forbindelse udtalt, at der en værdimæssig sammenhæng
og forbindelse mellem islam-kritikerne i DF og konservative muslimer. Den man
elsker tugter man.
Og klø har
jo altid gjort mere ondt på giveren end modtageren. I hvert fald Ifølge giveren
Uffe
Østergårds tese om værdisammenfald er i Kristeligt Dagblad blevet modsagt af sognepræst
Claus Thomas Nielsen – som også er tilknyttet Tidehverv. Han peger på, at
modsat hans tro, ”så bygget islams menneskesyn på magt - som giver forældrene
en lovreligiøs og gudgivet ret til at bruge vold mod børn”.
Men det er vel
også den ret, som Søren Krarup har påkaldt sig i årevis – og som nu datteren
også påkalder sig – fortolkningen af revselsesretten, som den gudgivne ret.
I bogen om
danskernes historie og udvikling gennem et par århundrede ”Solskin for det
sorte muld” skriver Grundtvig-forsker Ove Korsgaard, at når friskolerne fik så
godt fat i forældre, og dermed deres børn, fra midten af 1800-tallet, så var en
hovedårsagerne, at man i friskolen ikke brugte den korporlige revselse, som ellers
blev brugt voldsomt i andre skoleformer.
Grunden til
at der blev uddelt så mange klø har noget med menneskesynet at gøre. Det
lutherske menneskesyn byggede på den opfattelse, at vi er født syndere – vi er
egoistiske væsener. Klø blev betragtet som et vigtigt og nødvendigt middel til
at stække den egoisme. På dette punkt brød Grundtvig med det lutherske
menneskesyn. Han hævdede, at vi er født med en guddomsgnist, og vi fra naturens
hånd ikke er født egoistiske. Menneskenaturen rummer meget godt, som kan
fremelskes ved hjælp af ”skolen for livet” - en vekselvirkning mellem lærer og
elever, følelser og fornuft, og fortid og nutid. Dette skift i menneskesyn
droslede brugen af klø ned.
Revselsesretten
var og er ikke længere en gudgivet ret.
Brødrene
Løvehjertes, Pippi og Emils mor, den svenske børnebogsforfatter Astrid Lindgren,
sagde det på en denne måde: -”Der kan ikke bankes noget som helst fornuftigt ind
i børn, men der kan klappes uendeligt meget ud af dem”.
(Bragt i NORDJYSKE
– søndag 20.marts 2016.)
