180 sekunders tekst

Beskeden var klar: Du får 3 minutter til at fortælle, hvad du syns, der skal ske!

Vi var en håndfuld mennesker, som var indbudt til et møde, hvor vi hver især skulle komme med et bud på, hvordan fremtiden om et givent emne skulle gribes an. Tre minutter.

Jeg ved godt, at der faktisk godt kan siges meget på tre minutter. Både vrøvl og rigtigheder.

Hvis man eller kan få det vendt og sagt.

Særligt dygtige ordmennesker behøver slet ikke tre minutter for at sige - eller skrive - noget klogt. .

En journalist skulle engang anmelde en bog, og skrev : ”Anmelde denne bog! Det er bliver da til politiet”. Ikke et ord mere.

Benny Andersen er vidunderlig til at sætte ord kvikt og opløftende sammen. Han har skabt sammensætningen ”at rakke op” – i stedet for at ”rakke ned”, og være ”opladende” frem for ”nedladende”.

I Vennesangen skabte han ordspillet:

”Du kan være tynd eller temmelig fed, bare du kan holde på en hemmelighed ” 

En anden sand mester i stort og småt er Johannes Møllehave:

”Man kan ikke ændre natur, men man kan bearbejde sin karakter”.

 Eller hvad med – ”Jeg tager min alder som den falder”.  

Det er dog de færreste, der kan det der med at udtrykke sig så kort og præcist. Møllehave kan da uden problemer også gå den anden vej, Manden kan jo tale i timevis om Storm P. - og alt muligt andet. 

Men de fleste af os kan da også huske lange sølvbryllupstaler, og endnu længere fødselsdagstaler, som aldrig skulle været holdt.

De sku’ ha taget en sang med i stedet for.

Så egentlig kan så godt sige, at det kan være en god ide at stikke folk tre minutter.

Max. 

Men generelt synes jeg, den slags manerer og indpakning æder indholdet. Flytter fokus, og betyder, at de ydre rammer slår informationsværdien ihjel.

For et stykke tid hørte jeg et indslag i P4 Nordjylland, hvor en person fik et minut til at forklare nordjyder, hvorfor de skulle tage til Tordenskjoldsdagene i Frederikshavn. Manden kørte flot af sted. Men - indrømmet - jeg hørte faktisk knapt efter. Jeg var så spændt på, om han havde fundet det rigtige tempo, og lavet den korrekte tekst, så han kunne få fyret lektien af indenfor det afsatte minut. Han nåede det samtidig med slutgongongen. Flot klaret, fik han at vide. 

Det eneste problem var bare, at jeg som lytter ikke kunne huske en dyt af, hvad manden havde sagt. 

Formen havde slået indholdet ihjel.

Jeg siger ikke, at Tordenskjolddagene i Frederikshavn 2012 blev en publikumsfattig event på grund af, at ingen hørte efter, hvad den gode sælger af arrangementet sagde i radioen. For jeg ved godt, at det blev et herrens regnfuldt vejr lige den weekend.

Men jeg er overbevidst om, at tid – nok tid – og dermed indhold og opmærksomhed, er kvaliteter, der spiller en vigtig faktor i al slags kommunikation. 

Man skal i hvert fald ha’ tre minutter!

Drømmen om en ny formand

Jeg drømte mig en politisk drøm i nat.

Jeg var i en sal fyldt med SF’ere. Det skal lige siges, at så stor var salen heller ikke.

De var samlet for at vælge partiets nye formand. Jeg var der som eneste journalist.

Oppe på scenen var der en rød stemmekasse - og en blå. I de to farverige kasser skulle de tilstedeværende aflevere deres stemmeseddel. Hver kandidat havde sin egen kasse. Ved den røde kasse sad formandskandidaten Annette Vilhelmsen fra Fyn, og ved den blå sad Villy Søvndal.

Det var lidt mærkeligt, at ham 60+ fra Kolding sad der i sin blå skjorte, blå cowboybukser, og røg Blå Kings, fordi det var afløseren til ham, som man skulle stemme om. Søvndal fortalte, at han blot sad der, mens formandskandidat Astrid Krag var i ministeriet, og aflevere sine børn. Hun havde lavet en Lene Espersen-ordning med ministeriet.

Astrid passede sit politiske arbejde, og ministeriet passede hendes børn.

Søvndal tilføjede, at en sådan ordning kunne han godt tænke sig med økonomiministeriet. Så kunne ministeriet passe på Margrethe Vestager, og statsministeren og SF kunne så lave politikken.

Jeg drømte videre om mad. Ved mødet var der en masse bøvl med, hvad man skulle have at spise. Den røde fløj ville ha’ røde pølser, og Ida Auken-fløjen ristede, men det blev Astrid-fløjen der sejrede - så alle fik de farveløse.

De to kandidater holdt hver deres valgtale. Alle sundhedsministerens fans stod og viftede med blå flag – enkelte med EU-flag - og tilhængere af damen fra Fyn stod med røde flag. De talte begge om, at det vigtigste var at samle partiet. Dog nævnte ingen af damerne, hvordan. Men det var tilhængerne heller ikke så optaget af. Den bedste tale er jo samtalen, sagde min sidemand, men han var hurtigt videre, så han fik ikke hørt mit svar.

Så drømte jeg lige pludselig, at en for mig ny ukendt kvinde rejste sig, og meldte sig som kandidat. Det var der ikke nogen, der havde regnet med. Alle flag faldt ned i knæhøjde, og Søvndal brændte sig på sin blå cigaret. Mærkeligt, at han må ryge herinde, tænkte jeg, men det er jo en drøm, og så må man så meget. 

Den nye kandidat fortalte, at hun som formand ville samle partiet ved at være en rigtig formand.

Hun havde altid undret sig over, at politiske formænd kan klare alt muligt andet, samtidig med at de er formænd. Men tiden har sådan set bevist, at det kan de jo så heller ikke. Den tidligere konservative udenrigsmister kunne ikke klare begge dele, og SF’s egen Villy kunne heller ikke. Noget ku’ tyde på, at landets nuværende statsminister heller ikke kan. Den tidligere Venstrestatsminister kunne heller ikke, men nu, hvor han er hverken fugl eller fisk, og knapt viser sig i Folketinget, har ham masser af tid til at være formand for sit parti. Nu går det strygende, og vælgerne render over til hans liberale parti.   

At være formand – sagde den for mig ukendte SF-kandidat – kræver sin kvinde. Da var Astrid Krag lige ved at klappe, men hun tog sig i det. En formand, sagde hun videre, skal rejse landet rundt. Der skal snakkes med medlemmer og vælgere. Der skal lyttes, nikkes, noteres. Man skal være i konstant udviklende dialog. Så kan man bedre tilrettelægge en politik, hvor der er samklang mellem holdning og ønsker. Så er man som formand klædt på til at forklare sig, og gå i ny dialog med de politikere på Christiansborg, som man er formand for. Der er slet ikke tid til at være minister, eller sidde i diverse råd og bestyrelser – måske ikke engang tid til at være medlem af Folketinget.

Et formandsjob er et fuldtidsjob, hvis man tar’ det alvorligt, og det skal lykkes.

Hun sagde ikke et ord om sit privatliv. Men det skal vel også passes, og hun skal selv gøre det  - nu hun ikke vil være minister.

Tilhørende i den ikke så store sal var helt stille.

Selv salget af de farveløse pølser var gået i stå. 

Men på trods af stilheden, så gærede der noget spændende. Da den ukendte kvinde sluttede sin tale var der en sitren i hele salen, en næppe hørbar begyndende entusiasme, og alle flagene – enten de var blå eller røde -  var på vej op mod loftet.

Desværre vågnede jeg, og fik ikke få slutningen med.

Ærgerligt.

Men så alligevel. I virkelighedens verden går det nok, som det plejer.

.

.

Kvinden bag Søvndal

Politiske analyser og kommentarer er tit noget man griner af, samtidig at man slår sig på de efterhånden tyndslidte lår.

Lige nu tæppebombes vi med spekulationer om, hvem der skal afløse SF’s formand Villy Søvndal, Han har jo meddelt, at han fremover vil koncentrere sig om at forbedre sit engelske ved som udenrigsminister, at rejse ud over landegrænserne.

Rejseaktiviteten bliver nok så primært i de verdensdele, hvor man har engelsk som 2.sprog. 

Så kan partiet selv klare sin nærgrænse – nemlig spærregrænsen.

Hjembyen Kolding må så også vente med at få ham som borgmester. Det er ellers meget brugt at udslidte folketingsmedlemmer bruges som borgmestre i deres hjembyer. Så får byerne nemlig en politiker, der er kendt fra Tv’s mange underholdningsprogrammer.

Søvndals afløser bliver måske sundhedsminister Astrid Krag. En ung pige på omkring 30, som har været formand for SF’s ungdom, og som også er rundet - som Søvndal - af den jyske muld. Født som fruen er i Tørring ved Vejle. Hun har gået i skole med senere medlemmer af Dansk Folkeparti, og på samme gymnasium, som Kristian Thulesen-Dahl og så ham der venstremanden Troels Lund Poulsen. Det var noget af en voldsom mundfuld, men damen siger frejdig, at det er derfor hun har lidt svært ved at dæmonisere medlemmer af Dansk Folkeparti. Hun kender deres trav fra sin barndom. Hun betegner dem altså som ”stuerene”. Det lyder jo sådan set rimelig forstandigt, og det er nok også derfor SF-folket i København ikke er varm på damen. De vil hellere, som der så seriøst stod på forsiden af Ekstrabladet ”…i seng med Ida Auken.”

Det er virkelig avisen, der tør gå under kridtstregen, når andre placerer overliggeren.

Morgenstorebroren til ovennævnte formiddagsavis skrev, at ”godt nok stod Astrid Krag ikke i forreste række, da ministrene blev præsenteret den 3. oktober 2011 på Amalienborg Slotsplads, men måske var det ganske symbolsk, at hun stod i sin røde jakke lige bag ved sin nu afgående formand”.

Nu var jeg til stede, den dag de kom ud gennem dronningeporten, og det slog mig, at pigerne fik lov at fylde forrest. De fleste mænd trak sig, selv om der er altid er nogle hanner, der puster sig op.

De eneste piger, som faktisk blev puttet lidt bagved, var Mette Frederiksen, og så Astrid Krag. Sidstnævnte stod i øvrigt lige så meget bag ved Helle Thorning, som bag Søvndal. Det kan man så tolke på. Derimod stod Ida Auken ude til venstre for Villy i mere end en rød jakke – hun stod i en iøjefaldende rød kjole.

Faktisk stjal hun billedet – også når man i dag kigger på billedet.

Det er jo ikke første gang nogen har taget tesen efter at ha’ stået ude i en af siderne på et kendt billede. Hvem husker ikke Idas onkel, Svend Auken, som engang blev fotograferet sammen med bosserne fra Nordkorea. Selv om de havde skåret benene af manden, så fyldte Svend godt, og det blev han ved med. Den senere statsminister Lars Løkke fyldte også godt op, dengang han blev fotograferet sammen med Taliban ovre i Afghanistan. Ham skar de for penge, og den øvelse har det land brugt siden. Længere tilbage i tid var det lige modsat. Stort set alle, der stod bare til en af siderne af Ruslands diktator Stalin blev skåret helt væk. De kom kun til at fylde i Sibirien.

Og nu er Ekstrabladet altså ved at skære tøjet af Ida. 

Nu får vi se, om den unge Astrid klarer, at komme ud Sønvdals skygge, uden at blive beskåret af de mange partimedlemmer til venstre for Villy. 

Måske er en ny Krag på vej i dansk politik.

.

  

En indsprøjtning til lægerne

Det er lidt sølle med de praktiserende læger.

Det er svært at finde en, hvis man ikke allerede har. 

Heldigvis har de fleste en, men hvis der flytter en børnefamilie til eks. Dronninglund by, så kan de ikke få en læge i byen, da lægehuset har lukket for tilgang. Undtagelser findes altid, og man kan søge om, at komme ind i varmen - ind i venteværelset. 

Derimod kan man godt få en læge, hvis man flytter til Hjallerup by, og hvis man bosætter sig indenfor en radius af 15 kilometer fra byen. Lægehuset i byen har godt nok – som i Dronninglund - også lukket for tilgang af nye patienter, men Hjallerup har -  i samarbejde med Region Nord - åbnet en dør for tilflyttere, og altså også for dem, som bor indenfor den nævnte kilometerradius. Ordningen er dog kun midlertidig. Den dag lægerne i Hjallerup lukker for tilgang, skal nytilflyttere  til det gamle Dronninglund kommune finde en læge i Aalborg. 

Her er der i postnummerdistrikt 9000 i alt 41 praktiserende læger, men kun 2 har stadig åben for tilgang.

Det er svært at være udkantsborger i Brønderslev kommune.

For en ordens skyld skal tilføjes, at der også er lukket for tilgang til samtlige lægepraksis i Brønderslev by, men dog igen med en åben dør for tilflyttere til byen - hos flere af dem.

Det hjælper så bare ikke dem, der bor i den gamle Dronninglund kommune. Her har man længe 

været hårdt ramt af manglen på praktiserende læger. Inden for en kort årrække er der forsvundet 4-5 praktiserende læger – uden at der er kommet nye - og der er ikke blevet færre patienter.

Dette mangelmønster for praktiserende læger ses andre steder i Nordjylland.   

For nylig udtalte sundhedsministeren, at alle borgere skal kunne have en læge nær ved, hvor de bor og det er regionerne, der har pligten til at sørge for det. Udtrykket ”nær ved” blev ikke nærmere defineret. De praktiserende lægers formand snakker om, at uddanne så mange læger, at arbejdsløshed får nye læger til at søge ud på landet, eller stiller forslag om at give 500.000 kr. i bonus til dem, der tager til udkantsområder.

Sundhedsministeren vil ikke gå ind på den tanke, men venter på de konkrete forhandlinger, der nu kommer mellem regionerne og praktiserende læger.

For noget skal ske.

Kan man forestille sig, at Region Nord stiller lægehuse kvit og frit til rådighed for at få nogle til at komme til det nordlige Danmark? Skal man overveje, at lokke med charmerende luksusboliger til absolut favorable huslejer?

Eller skal man forlange samfundstjeneste af de mennesker, som vi uddanner til arbejde, som er samfundsvigtigt at få udført? Skal sådanne forlangender også stilles til tandlæger, ingeniører,

landinspektører? Eller skal vi nøjes med lægerne, idet det åbenbart er et område, der ikke kan sørge for at regulere sig selv.

Nogle af de nyuddannede vil hellere til Sverige, og praktisere for temperaturhøje månedlige honorarer. Man kunne måske se på særlige skatteregler (også vedr. SU) for læger med særlige fordele til dem, der tager job i yderområder, eller man kunne lave ordninger om, at nyuddannede læger ved danske universiteter, der kommer fra andre lande end Danmark – f.eks. Sverige - er forpligtet til at virke i det land, hvor lægestudierne er foregået. Det bliver til yderområdernes store fordel, fordi der er langt færre danskere, der tager til Sverige for at blive læge, end omvendt.      

Man kunne også statsansætte alle læger, og så på landsplan lave en fordelingsnøgle og turnusordning, så der konstant kommer læger ud i de små udkantssamfund, og et vis styring af de offentlige sygehus- og sundhedsudgifter kan dermed godt tænkes.   

Endelig kan man også etablere et samarbejde - med offentlige tilskudsordninger – til de mange populære alternative registrerede behandlere, som over halvdelen af befolkningen har et jævnligt forbrug af. Især bruges den alternative behandlingsverden overfor f.eks. smerter og skavanker, som man ofte er bedre til at tackle end lægevidenskaben. Sådanne nye ordninger vil lette presset på lægerne, og åbne for et bedre helhedssyn på sygdomme. 

I et moderne samfund, hvor mange transporter sig til mange forskellige gøremål, kan man mene, at det ikke betyder noget, at man skal køre sådan lidt halvlangt - til f.eks. Aalborg for at komme til læge. Samtidig stilles der hjerteambulancer, helikoptere og taxaordninger til rådighed.

Men uanset disse tiltag, så er samfundet forpligtet på, at indrette alle grene af vores sundhedssystem, så mennesker, der bor i landets udkanter og afkroge, også får tilbud om en optimal behandling. Man skal jo lige erindre sig, at hovedparten af disse mennesker gennem et langt liv har betalt skat i den rimelige forventning, at de så vil modtage en tryg, fair og ordentlig behandling, den dag de får brug for det. 

.