Maratonsang i Nordjylland

Så rykker årets Maratonsang til Nordjylland. For første gang vil der vest for Valby Bakker sidde danskere på årets længste dag, og synge sig igennem Højskolesangbogen (HS) – kompetent ført an af spændende mennesker med ord på læben. Tilmed bliver det hele levende fulgt af et sangglad publikum, og af Nordjyske kor, som løfter tonen. Den bliver slået an af forskellige pianister, der i løbet af årets længste dag musikalsk vil gelejde alle gennem den danske sangskat.

Det er Grundtvigs Forum i København, som for fire år siden introducerede Maratonsangdagen i Vartovs Gård, og i år kommer der altså en jysk lillebror.

Det er Dronninglund Kunstcenter – den danske udgave af Utzons Operahus – som lægger skov til, og derfor kaldes det jyske sangarrangement også for ”Velkommen i den grønne lund”, som en hyldest til sommeren, sangen, skoven og Grundtvig.

Det er Danmarks mindste højskole – ”Garagehøjskolen” i Dronninglund, og Kunstcentret i Dronninglund, som i samarbejde med netop Menighedsrådet i Dronninglund, Nordkraft Event i Aalborg, og Grundtvigsk Forum, har taget initiativ til dette jyske sangmøde lørdag 21.juni 2014, hvor man vil synge sig igennem store dele af højskolesangbogen.

Vi har indbudt særlige gæster, som får til opgave at vælge og fortælle om sange indenfor hver enkelt område af HS – en gæst begynder med valgte morgensange, næste vælger det samme antal indenfor sange om tro, dernæst om liv og fællesskab, en vælger forårssange, en anden sommersange o.s.v.   

Publikum får mulighed for at synge sammen med bl.a. sanger og komponist ERIK GRIP, præst ved Hasseris kirke AGNETE BRINK, tidligere formand for Folketinget CHRISTIAN MEJDAH, tidligere AaB-sportschef LYNGE JAKOBSEN, radiovært ved DR P4 Nord KNUD ERIK MEYER IBSEN, borgmester i Brønderslev kommune MICHAEL KLITGÅRD, regionsformand ULLA ASTMAN, formand for Folketingets kulturudvalg FLEMMING MØLLER MORTENSEN, organist SUSANNE RASMUSSEN med  et lokalt kor, præst ved Dronninglund kirke RUNE THOMASSEN, tidligere sekretariatsleder ved Vartov HANS GRISHAUGE, Års, medlem af Grundtvigsk Forums bestyrelse ANNA KOLIND, Tornby, studenterpræst HANNE DAHL fra Aalborg, rockmusiker PETER HÅNDSBÆK, Mors,  og sangerinde og lærer ANNE-MARIE HASSING med elever fra Try Efterskole.

  

Det hele begynder nævnte lørdag formiddag kl. 10 og slutter om aftenen med bål og tale.

Alle er velkomne, og der er fri entre.

Dronninglund Kunstcenter gør haven i skoven klar, og der kan købes frokost, aftensmad, og drikkevarer til rimelige priser.

Arrangørerne har bestemt at denne dag skal være en tradition i Nordjylland, og derfor har man allerede planlagt et vintermaratonssangarrangement på Nordkraft i

Aalborg søndag 21. december.   

Når man synger er man aldrig alene, og den samværsmulighed med fællessang som bærende kraft gives nu til alle nordjyder.

Det pengeløse samfund

”Tømning af sparebøsse kr. 200”.

Skiltet rammer ind som en forhammer. Man kigger igen. Kan det ha’ sin rigtighed! Jo, den er god nok. Kommer man med barnebarnets delfinsparebøsse koster det 200 kroner at få den tømt. Men da den venlige sparekassekasserer kan se panikken i mine opspilede øjne tilføjer hun straks, at ”Det gælder kun for ikke-kunder”. De trofaste med egen konto får tømt uden gebyr. I relation til hvad jeg ofte tidligere har skældt banker og pengeinstitutter ud for, så er den oplysning honning for sjælen. Endelig honorering af trofasthed.

Men 200 kroner for folk, der ikke er kunder, er dog noget af en betaling. Man ser for sig, at kunden komme slæbende med fire børnebørns delfiner, og det viser sig at hver delfin indeholder ca. 100 kr. – som man i øvrigt selv har kommet i – og så skal man erlægge 4 gange 200 kroner for tømningen. Det er jo et tømningsgebyr, som nok kan få enhver bankrådgiver til at advare mod utidig frådseri. Så er det billigere at købe en hammer i Stark, og slå delfinen ihjel, og gå på jagt efter nye delfiner. Men man kan jo også blot åbne en konto. Det er jo det, som er øvelsens højeste mål. Men hovedårsagen til denne voldsomme opkrævning for tømning af abekatte, bjørneunger, Rasmus Klumpbøsser og delfiner, er den enkle, at vi er tæt på det pengeløse samfund. Sparekassen i Dronninglund er den eneste pengeinstitut i Dronninglund by, som endnu har kontanter. De øvrige pengeinstitutter ejer ikke kongens mønt.  

I det pengeløse samfund skal vi vinke farvel til mange ting, som i generationer har været en del af samfundslivet. Det har længe været slut med manden der bankede på ens fordør for at samle ind til ”Julens Glæde”. Ligeledes er det vel også nogle år siden, at kontingentopkrævninger til hvad som helst, skete via en mand, der bankede på ens dør. Den rare mand, der tog sig af den slags aktiviteter, fik i min barndom altid en cigar eller cigaret. Den slags gaver vil jo også i dag resultere i en anmeldelse, og et besøg af landbetjenten, med medfølgende deportation til Anholt, eller anden afsidesliggende destination. Men når det pengeløse samfund endelig har taget over, så er det i hvert helt slut med de gode mennesker, der med indsamlingsbøsser, samler ind til Røde Kors, Flygtningehjælpen, eller Folkekirkens Nødhjælp. Det er også lang tid siden man i ”Giro 413” har hørt Hans Kurt synge om ”Kroner en - kroner to”. Og sangene ”Sørens far har penge” og  ”Der bor en bager” bliver blacklistet. Ingen forstår den sidste sangs linier ” ..og har du penge, så kan du få, og har du ingen, så må du gå”. Hvad man gør ved moderne klassikere, som Dire Straits ”Money for Nothing” og ABBAs ”Money, money, money” må kommende tiders tænketanke fremlægge årsplaner for.   

Besøg af børn med masker, og diverse udklædninger, der synger ”Boller op og boller ned”, men helst vil ha’ kontanter, fordi de allerede hjemmefra er overfodret med slik og søde sager, bliver også en historisk hændelse. En løs femmer til spritterne ved Aalborg Banegård bliver ligeledes fortid. Fremover står hjemløse med hver deres ”fluesmækker”, og så får det slidte Visa-kort en tur – til. 

Men det værste er, at det også bliver nat med en skilling til børnebørnenes sparebøsser. Dette faste ritual, hvor farfar finder pungen frem, og med tale om værdien af sparsommelighed og opsparing, og snak om at sætte tæring efter næring, er små erfarne livsstilsøvelser, som forsvinder. Man ser for sig morgendagens børnebørn stå med hver deres Ipad, og bede om farfars kontonummer, og så overfører de selv skillingerne via Mobilbank.  Så det er ikke kun kriminelle østeuropærer, der truer  med at tømme ens konti.

Et samfund uden penge er som en jordemoder uden jord. Om det bliver et mere lykkeligt samfund, eller det modsatte, skal ses på stjernehimmelen eller i kaffegrumset. Forhåbentlig bliver morgendagens mennesker mere lykkelige end de individer, som i gamle dage også levede uden kontanter, og derfor som ”Manden på risten” måtte indsnuse duften fra de riges bord.

Dog uden gebyrer.

.

"Hold kæft hvor er hun dum"

Sådan stod der for nogle år siden på en forside af Ekstrabladet om statsministeren. Det var ikke begyndelsen på pressehetzen mod landets statsminister, men det var fortsættelsen. Uanset hvad man mener om statsministerens politik og evner, så kan ingen kommende statsminister – uanset partitilhørsforhold, evner eller praktisk politik, overleve en sådan spiraludviklende kampagneagtige hetz, som den nuværende udsættes for – såvel fra trykte medier som fra de elektroniske. Pressefrihedens ypperste udøvere mishandler ytringsbegrebet, og udfaser dermed den styreform, som værdsætter den frie taleret mest - demokratiet.  

Kære banker - frist mig!

Dem, som ikke har, skal altid ha, og dem, som har, får aldrig.  

Det kan godt være, at mange mener den påstand ikke holder, men det gør den i hvert fald, når man tænker på trofasthed. Mennesker, som tæt på en menneskealder har holdt f.eks. en daglig avis, bliver aldrig tilbudt særlige favorable tilbud. Tilbud om, at hvis man skifter avis, så kan de få den nye avis i gratis i 1,2 eller 3 måneder, og derefter halv pris i en lang periode. Samtidig deltager man i lodtrækningen om at vinde rejsen jorden rundt – med familie. Plus hund og svigermor.  

Den slags tilbydes aldrig de trofaste holdere. Never.  De kan få lov til at leve et langt abonnementsliv uden at blive forstyrret med andre henvendelser end de faste opkrævninger.

Men den slags udadvendt livsførelse er aviser ikke ene om. Forleden hørte jeg en grusom historie om Nordea. Banken, der igen-igen er udnævnt til Europas bedste. Denne bank har været min foretrukne siden 1965, hvor jeg begyndte som elev i Andelsbanken i Struer, og selvom jeg skiftede erhvervsspor, så holdt jeg ved. Også selv om banken skiftede navn. Først til Unibank, og sendere til Nordea. Sån’ set har jeg aldrig været utilfreds, hverken med rådgivning eller behandling, men jeg skal da ellers love for, at jeg nu er blevet ramt af misundelseshammeren. Det har den enkelte årsag, at banken åbenbart fører en PR-politik, der meget lig avisernes forgylder ikke-kunder på bekostning af trofaste. Faste kunder får et gebyrhorn at trutte i - de andre bliver ført rundt i betalt paradis på jord. 

En god ven af mig fortæller, at han for nylig besøgte det nye musikhus i Aalborg. Først var han til en fornem velsmagende spisning i musikhusets restaurant. Mellem forret og hovedret fik man et kvikt foredrag af TV-avis-lægen Geisling, og så var der rundvisning i det hus, som Aalborg nu kan prale med – i liga med Nordkraft, AaB, og havnefronten. De kan godt pakke sammen dernede i Århus – overhalingsbanen er kridtet op. Vennen var indbudt til denne herlige aften af - Nordea.  Sammen med godt et hundrede ganske givet andre gode mennesker. Kendetegnende for samtlige gæster var, at ingen af dem er kunder i Nordea, men banken håber at de måske overvejer at blive det. De skal bare ha’ kildret gane og øregang. En anden ven har fortalt om andre fine Nordea-indbydelser til især erhvervsmennesker, hvor man er til fodbold - med spisning først forstås. Altid ikke-kunder, som Nordea håber pludselig bliver det.

Nu vil jeg også gerne prøve at være med på udflugtsvognen.  Jeg tilhører godt nok ikke gruppen af de mest  eftertragtede formue- eller erhvervskunder, men jeg har dog min pensionsopsparing  at vifte med. Den passer Nordea p.t. på til ingen rente. Det kan jeg vel leve med, hvis banken så ind i ind mellem tilbød lidt fryns – fodbold med AaB.  teater på Aalborg teater, spisning med efterfølgende koncert, eller bare en lille fem dages fodbold- tur til Barcelona eller Manchester.

Så kære banker og sparekasser - konkurrenter til Nordea - frist mig.

Vis I er interesseret i min pensionsopsparing. Lad mig se menukortet.  Inviter til bold, musik, kunst, suppe og dessert – og jeg vil stærkt overveje, at kigge indenfor i Jeres gebyrhule.  I hvert fald indtil nye fristende tilbud kommer fra andre banker. Det er bare med at komme i gang.  

Giv Nordea kamp til stregen.