På ferie for en tyver

Denne klumme er inspireret af en god ven, som fik tre klip i sit kørekort.

Tre klip betyder teoriundervisning, køretimer, ny køreprøve, penge ud af lommen,

søvnløse nætter, og nervøse trækninger omkring øjnene.

I særligt belastede tilfælde ses udslæt, begyndende stammen, og ufrivillig vandlanding.

Jeg har i fortsættelse af dette danske mareridt læst, at f.eks. Italien har et langt mere positivt klippesystem. Her har hver bilist et antal point, og bliver vedkommende så taget i en trafikforseelse, så trækker man et givent antal point fra det antal bilisten har. På et tidspunkt kan det selvfølgelig også i det italienske system ende som i det danske, men forskellen er den, at man i det italienske system har noget på forhånd. Det man har i hånden vil man psykologisk gerne beholde, passe på, værne om, helst ikke give fra sig. Det er pinligt kun at ha’ 14 point, når naboen har sine 20 i behold. Dernæst så skulle dette systemspil give færre forseelser – færre trafikovertrædelse  - og det er jo hovedhensigten. 

Modsat er det danske klippesystem negativt. Man får ikke noget givet på forhånd man starter med et nul, og har man så tre gange mødt denne danske politibesked  ”Klokken er nu 14.36, og du får et klip ”- så klapper teoriprøvefælden.

Det italienske system ligner meget det jeg har hørt danske forældre med stor succes bruger, når deres børn ingen tålmodighed har, når familien skal i skoven – eller på ferie i Italien.

De fleste kender til det: Bilen er pakket, ungerne installeret på bagsædet, og så går det direkte mod Norditalien. Hvis man er en familie fra Aalborg, så når man næppe helt til Svenstrup før sætningen kommer første gang fra bagsædet: Hvornår er vi der?

Kampen mod dette uvæsen er, at man f.eks. giver hver af bagsædets beboere 10 styk. 20-kroners mønter, og samtidig fortæller, at hver gang de spørger – ” Hvornår er vi der?” - så skal de aflevere en tyver. Forældre beretter, at ikke sjældent sker det, at det omtalte spørgsmål ikke falder en eneste gang på turen, så beholdningen af tyvere er intakt hos bagsædefolket ved ankomst til feriestedet, og det er jo også hovedhensigten. 

Som en lille krølle kan nævnes, at særligt dygtige – og snu – forældre med succes har udvidet omtalte system. Den sidste aften i ferielandet fortæller de børnene,  at i stedet for at tumle rundt og bruge deres sidste feriepenge på skrammel, så vil far – når de kommer hjem - doble det beløb de kommer hjem mad - i hård dansk brugbar valuta.

Det giver ro hele aftenen, en herlig ferieafslutning, og velhavende børn.

Det sidste er om ikke hovedhensigten, så heller ikke at foragte.

Og slår projektet fejl, så har i hvert fald faren overskud til en klipning.

Hos frisøren. 

Take-away-ærter med skrald

Det er ikke rart, at se mennesker rode i andres menneskers affald for at finde lidt brugbare rester, som kan stille sulten. En god bekendt fortalte mig om en oplevelse han havde haft i Indien. Han boede på et hotel tæt ved en flod, og mellem hotellet og floden var en række hytter af yderst ringe kvalitet. Han troede det var boliger til hotellets ansatte, men det viste sig, at det var bolig for fattige indere – ganske givet fra den laveste kaste, som havde fået lov til bo deres med deres familier til gengæld for visse ydelser – f.eks. rensning og rengøring af toiletter. Det er et stykke arbejde, der altid udføres af den laveste kaste i et indisk system, hvor mennesker er delt ind med forskellige værdi i diverse kaster. Om aftenen, når hotellets gæster havde spist, så man familierne fra hytterne gå op til affaldscontainerne, og der kunne de så lede efter, og spise, eventuelle rester.

Den slags sult er vi vel - trods stigende fattigdom jævnfør EU’s fattigdomsgrænser - fri for i Danmark. Set i et kortere historisk perspektiv så husker os - med en vis alder - Carl Alstrups vise fra Apollo-revyen i 1936  om ”Manden på risten”, som stod udenfor en fin restaurant på Vesterbro, og blev mæt af duften fra de riges bord.

Men længere tilbage  – før velfærdssamfundet tog sit afsæt med socialreformen i 1933 – er det jo massiv sult, der trænger sig på i datidens bondesamfund, og vi synger med gru om ”Jens Vejmand” - Jeppe Aakjærs stærke digt fra 1905 om manden, der er så fattig og glemt, at man ikke engang gav ham en sten på graven, selv om ”hans liv var fuld af sten”.

Disse to musikalske nedslag er valgt, fordi den amerikanske sanger og rockidol Bruce Springsten engang har sagt, at man lærer mere af en stærk sangtekst, end man gør gennem et langt skoleliv.

I amerikanske skoler underforstået. 

Men i dag får mennesker i Danmark stort set, hvad de skal spise, så de ikke ligefrem går sulten i seng. Det kan godt være, at den mad et flertal putter i munden ikke er af den mest sunde, og der er alt for meget ”sulten for sjov”-mad, eller rullepølse fra Jørns fabrik, men man ser dog sjældent danskere lede i affaldscontainere efter noget spiseligt. Højst efter tomme flasker.

Derfor var der mange borgere, der spærrede øjnene op, da man for nylig i Brugsen i Dronninglund så en mand stå ved indgangen til butikken, og rode vildt i en affaldscontainer. Med fagter fik han oven i købet flere til at hjælpe sig. Kilder tæt på manden fortæller, at det dog ikke var mad, men sin bilnøgle han rodede efter. Manden var sammen med konen inde for at handle, og manden var straks gået i gang med at fylde flere poser med ærter, da dagens tilbud var - fyld posen for en tyver.  Samtidig med at han fyldte posen, fyldte han også munden. Det fik konen til at ytre, om han ikke kunne stille sin ærtelyst til de kom hjem. Men det prellede fuldstændig af på ærteelskeren, og på vej ud af butikken smed han sine ærteomslag i omtalte affaldscontainer. Hvad han glemte i sin ærterus var, at også bilnøglen var i blandt. Nu gik manden i panik. Han ledte larmende efter ansatte, som kunne hjælpe ham med at åbne containeren, så han kunne finde den nøgle, som ville bringe ham væk fra dette pinlige indkøbsområde. 

Stort ståhej for næsten ingenting. Efter at ha’ fisket diverse affaldsprodukter op, som bananskræl, sut, barnesok - kom endelig bilnøglen. 

Der lød et lettelsens suk. Også fra de tilskuer, som optrinnet havde tiltrukket. Flere havde frygtet, at dette var et varsel om, at klunsere og fattiglemmer - af et vist international snit og format  - snart indtog Dronninglund by, så Slotsgade ville blive befolket med tiggere, optrædende med eller uden brune bjørne, og boder med salg af fisk, sjove hatte, CD’er med diverse kunstnere, og værdiløst rustensnusk. 

Nu kunne alle tage velfornøjede hjem, også ærtemanden. Man så ham trygt vandre mod bilen fortærende de sidste take-away-ærter. 

Scener vi gerne vil se

FCK fyrer Ståle.

Nederlaget 0-3 til Hobro i Superligaen i fodbold har nu fået konsekvenser. Ståle Solbakken udtalte til DR Sporten, at nederlaget kunne få konsekvenser for visse spillere, men nu har FCK’s bestyrelse bestemt, at nederlaget får konsekvenser for Ståle Solbakken selv.

-”Bestyrelsen kan ikke leve med, at vores millionærhold taber til et hold amatører, folkeskolelærere, klamphuggere, og bankelever fra en udkantsby, som har færre indbyggere, end der bor i et højhus i Gladsakse. Nu får Ståle det røde kort Han er også altid så sur, skælder ud, og smider med flasker indeholdende norsk kildevand med brus. Nu kan han ta’ hjem til Norge, hvis ikke Strandby, Sindal eller Løgstør napper ham inden færgen forlader Hirtshals”.

Vi kender navnet på  FCK-bestyrelsesmedlemmet, men har valgt at holde det skjult for offentligheden.    

Garage til tåbeligheder

Kun dem, som aldrig har været i København, kan finde på at sige, at byen stort set er biler, forurening og larm. Som jævnlig gæst i landets hovedstad kan jeg uden problemer nævne 10-12 steder i landets hovedstad, hvor der er lige så stille, ro til fordybelse og afslapning, som mange steder i Nordjylland. Et af Københavns mest afslappende steder er Søerne – som ligger på kanten til Frederiksbergs kommune, kun et par busstop fra Rådhuspladsen, Tivoli og Hovedbanegården - steder, som ikke just er kendt for deres stilhed. 

For nylig var jeg igen på aftenvandretur omkring Søerne. På en bænk langs københavnersiden - med udsigt til Frederiksberg – sidder fire unge mennesker. Kærestepar formoder jeg. De sidder i hvert fald parvis tæt. 

Pludselig siger den ene pige :

-” Det hus derovre kan du få for 200.000 i Esbjerg”.

- ”Det er løgn”, siger den anden pige, som måske ved, at blot en 2 værelses lejlighed langs Søerne nemt løber op i flere millioner.

-”Det er rigtigt, svarer pigen, der åbenbart ved noget om huspriser langs vestkysten, og sætter trumf på:

-”Og så får du garage med”.

Før jeg nåede hovedstaden og Søerne var jeg et par rare dage på Langeland. Det var dog en herligt bekendtskab. Her er den charmerende by Rudkøbing med Apotekerhaven, og sin helt egen H.C.Ørsted historie. Her ligger Stengade-skoven med sin bøg helt tæt ved ”salten øster strand”, hvor Oehlenschläger blev inspireret til at skrive Danmarks nationalsang. I nogle fredede smukke områder ved Dovns Klint finder man landets eneste vilde hestereservat – her leves det hesteliv, som heste helst vil. Der er stille og smukt - som ved Søerne i København. 

Nætterne på Langeland blev tilbragt på en B&B ved Lindelse Nør - med egen badebro, og med udsigt over vand og marker, så sjælen fik lyst til at lege Erik Grip og synge Lundell og Toftlunds vidunderlige sang om ”Åbent landskab”.

Stedet var til salg, og prisen var højere end mange af husene langs Søerne i hovedstaten. Idyl på Langeland – pris 6,5 million. Men så var der også garage med.

Som i Esbjerg.

  

På Langeland kom jeg i godt snak med end kvinde på omkring de 70, som fortalte en gruopvækkende selvoplevet historie om en samfundsudvikling, som hverken hun eller jeg bryder os om.

Kvinden har et sommerhus i nærheden af Holbæk. Hun var for nylig blevet syg mens hun var i sommerhuset, og blev indlagt på sygehuset i Holbæk. Da hun var klar til at komme hjem, blev hun fortalt, at man ville sende hende med Falck til hendes hjemadresse, som jo er Langeland. Hun fortalte, at det behøves man slet ikke, da hun havde sommerhus 30 km fra Holbæk, og der havde hun også sin bil.

Den oplysning kunne systemet ikke klare.

Kvinden fik at vide, at hun efter reglerne skulle sendes til sin hjemadresse.

Nu prøvede hun at forklare det tåbelige i en sådan beslutning, idet det var langt  dyrere at transportere hende til Langeland, og dernæst så skulle hun så retur efter sin bil. Men systemet har sine regler, og de kan ikke gradbøjes, og åbenbar slet ikke, når system er sat i gear.

Kvinden blev kørt til Langeland. Der fik hun et familiemedlem til at køre sig retur til Holbæk-kanten. Kvinden fik sin bil hjem  - og sat i garage. 

Men sådan et stift menneskeforagtende system må aldrig få ro. Det skal sparkes bagi så det ryger direkte ind i en garage.

Hvor garagen ligger er ligegyldigt - bare parkeringen bliver for altid.    

Hurra for Krasnik

Tak til journalist Martin Krasnik for en fantastisk samtale med den norske læge Mads Gilbert - og ligeledes for samtalen med den israelske viceambassadør et par aftenen forinden – begge i DR2’s ”Deadline”. Krasnik var kritisk, velinformeret, og vedvarende, men også sober, og konsekvent stærkt lyttende. I begge samtaler - om krigen mellem Hamas og  Israel – indtog Krasnik indsigtsfuld det modsatte synspunkt i forhold til gæsten, og det lykkedes Krasnik, at give mig, og forhåbentligt også andre, mere indsigt, en bedre forståelse, og vi fik igen understreget kendsgerningen, at det er  vigtigt, at enhver handling og begivenhed lige får et kig med en anden optik.    

Lad 1000 krasnikker blomstre.  

"Vi stiller igen om til VM"

Kan du huske VM i fodbold i Brasilien? Selvfølgelig - svarer du måske, men jeg spørger kun fordi, der er sket så meget siden. Der har været cykelløb i Frankrig, sommer i Danmark, hvaler er strandet, og katte er løbet væk - eller smidt i affaldscontainere. Og Hobro har haft debut i Superligaen.

Men for at vende tilbage til VM i Brasilien, så gik det jo som bekendt slet ikke – for værtslandet. Man var for tændt, eller var det medierne, som var overtændt? Man var gejlet op, og hvem mon havde ansvar for det.? Man kunne slet ikke finde sin sambarytme, men der var så mange andre fejltrin i den periode. Man hørte om  brasserne, der var i chok og lammelse. Eller var det DR og TV2’s kommentatorer, der var i chok?

Megen ordgejl, vrøvl, og overflødig analyse blev i hvert fald skovlet ud af skærmen til de seere, som ikke fik zappet væk i tide. Det er nu en gang sådan, at vi er mange, der holder  af fodbold, men nemt kan undvære indpakningen  Altså 3-4 forskellige eksperters meninger om, hvad der kunne være sket i kampen, hvis Peter Hansen ikke var blevet skadet, eller Bjarne Jensen ikke havde karantæne, eller Jens Nielsen ikke havde skudt på stolpen i det 9. minut, og Klaus Mortensen ikke havde brændt straffesparket i det 16 – er snak uden bid, men også til rødt kort, udvisning og karantæne.   

Nu er VM forbi. Det snavsede spillertøj er samlet sammen, og sluk-efter-bajeren har haft sin virkning. Vi er tilbage i  de danske omklædningsrum hos  Hobro og AaB. Vi har sagt farvel til Brasilien og brasserne, og land og befolkning, der som bekendt er i chok og lammelse.  Eller hvad?  Man så på Tv-skærmen under hele VM stort set kun glade publikummer. Hver  gang kameraet fokuserede ind på mennesker –  enkeltvis eller en gruppe – så livede alle gevaldigt op, smilede og råbte, vinkede med eller uden flag, og truttede i , hvad de nu havde indenfor rækkevidde at trutte i. Disse spontane smil og vink kom fra alle slags mennesker uanset om deres landshold var foran, eller bagud. Reaktionerne kom også fra de brasilianere, der var i ”chok og lammelse”. Også selv om de var bagud med 0-5 mod Tyskland, så blev dette bedrøvelige faktum tilsidesat, når de pludselig så sig selv på den store Tv-skærm. De var på. De oplevede de berømte 15 sekunders berømmelse - og gav intet indtryk af chok og lammelse.

Da Brasilien spillede bronzekampen mod Holland – og tabte igen – fandt kameraet en brasilianer med et skilt, hvorpå der stod ” The best host ever”. Kan man ikke blive verdensmester, så kan man vel få anerkendelse for et vellykket fodbold-VM! Et nik til skiltet er den redningskrans, der igen kan få brasserne til at danse samba. 

Når alt dette er ment og nedskrevet , så hører jeg til det voksende mindretal, der så absolut foretrækker billeder af sportspublikum, som ikke kan se sig selv, og derfor ikke ved at de er på Tv, og derfor heller ikke straks reagerer på de samme overrislede måder. Det giver langt bedre billeder og oplevelser, at se sportspublikum folde sig ud i eftertænksomme. smukke, ægte, æstetiske, sjove, og med eller uden malede ansigter - i stedet for det hujende,  larmende, kunstige. Men det er jo de moderne tider, hvor den enkelte altid skal ha lov til at præsentere sig selv, når nu de andre får lov. Se mig, se mig, se mig. X-faktor-generationen er ikke et kun et dansk fænomen.  

Men det er jo med det, som med så meget andet - det var meget bedre i gamle dage. Bortset selvfølgelig fra de få undtagelser, som det alligevel kræver alt for megen spalteplads og kostbar tid, at komme nærmere ind på.  

Nuanceresistensen

Under denne overskrift har Weekendavisens Søren Villemoes i dag et eftertænksomt  interview med den kloge Naser Khader, som stærkt og selvoplevet taler om den hadefulde og aggressive tendens, der præger dagens debatniveau – yderligere forstærket af krigen mellem Hamas og Israel. Nuanceresistensen er en trussel mod morgendagens demokratiske liv.

Læs artiklen før resistensen angriber dig.