De kalder ham Kong Henrik

Lige pludselig stod prinsgemalen i den franske nærbutik, og hilste pænt til højre og venstre.

Et dansk ægtepar i butikken henvendte sig til prinsen, og spurgte om han ville skrive en autograf på et kort, som de så ville sende hjem til familien i Danmark.  Det var før selvfi’ernes tid.

Henrik sagde ”Ja, det vil jeg gerne” på det danske sprog, som nu er hans, og ægteparret gik over til standeren med brevkort. De kom hurtigt tilbage med et, hvorpå var afbilledet end mere end nøgen dame med et brystparti på størrelse med to NT-busser. Prinsen sendte et blik på kortet, og meddelte, at sådant et kort ønskede han ikke at sætte sin autograf på. Kuglepinden returnerede til jakkelommen, og prinsgemalen forlod butikken,.

Ægteparret sendte ham fornærmede blikke, der indeholdt signaler om, at retten til forargelse var på deres side. Et andet dansk ægtepar -  som oplevede hændelsen - har fortalt den, så jeg kan med nordjysk jargon sige , ”Å det er ikk engang løwn”.

Det er garanteret sådan et lignende dansk ægtepar, som i mobilalderens tidsalder for nylig tog et billede af Prinsgemalen i Venedig. Men i  stedet for at sende det hjem til familien med en sjov sms – ”Hvem tror I vi mødte i Venedig!”, så blev denne moderne danske familie grebet af griskhed og sensation, og sendte billedet til Ekstrabladet - tryksagen, der aldrig lader en slibrig historie, gå forbi sin forside.

Alt - hvad der siden skete, om Prinsgemalens rejse til Venedig, er kendt af befolkningen. Fordi  selv om mange såkaldte seriøse medier helst ikke vil sættes i bås med ovennævnte tryksag – så kan de godt li at svælge videre i forsidesnasket.

Stille spørgsmål og teser, som hvis nu. Og hvis ikke, så måske. Al snasks forsættelse.

Mange Ekstrabladsforsider er direkte – men mest af omveje og i vinklingens navn - endt som hovedhistorier via de elektroniske medier, net og print. Hverken DR’s Tv-avisen eller TV2’s Nyheder holder sig for fine til den slags. Selvom de begge prøver at holde kunstig armslængde.

Blandt de hundredvis af kommentarer, som er føget gennem medieluften, er flere fra en såkaldt kongehusforfatter, som mener prinsen svigtede Dronningen, og forfatteren blev i flere aviser citeret for følgende - ”Han (Henrik) kunne jo bare ha’ slugt to panodiler, og stillet sig ud på den balkon, og vinket lidt til folket, og bagefter lagt sig ind i seng igen”

Det var jo lige netop det Prinsgemalen ikke kunne. Hvis han havde vist sig på den der vinkebalkon, så var der først blevet sat ild til endnu mere let brændbart. Altså - hvis manden kan gå ud på balkonen, så er han vel ikke mere syg end at han også - for konens skyld - kan sidde på en stol et par timer til en festmiddag. Den kommentar var ganske givet kommet prompte fra ovennævnte kongehusforfatter, og sådan kan også en kongehusfortolker leve af at svare på sine egne måske-udtalelser.   

Uanset hvor syg Henrik har været, så kan jeg nemt sætte mig ind i, hvordan han har haft det.  Jeg havde nemlig noget der lignende influenza i den samme periode som Henrik, og  jeg havde ikke lyst til mange svinkeærinder – og slet ikke lyst eller kræfter til at tage til Dronningens 75-års-dag.

På den anden side, så var jeg heller ikke inviteret.

Men jeg var helt klar til at tage syd på til sol og varme – allerede samme formiddag,  hvor jeg om morgenen følte mig lidt ovenpå igen. Og her skal jeg da gerne, overfor en snæver kreds indrømme, at Venedig så absolut ku’ ha’ været en fin mulighed. 

To i et cockpit - tak

-”Vi skal sidde foran. Fordi så får vi kaffe to gange, og desuden, så er vi sikker på at blive slået ihjel, hvis vi falder ned ”.

Denne opmuntrende besked fik jeg af min erfarne kaffeglade - og meget nøgterne - kollega, første gang jeg skulle flyve fra Aalborg til København. Det var i 1978. I dag får man overhovedet ingen kaffe, og man kan stort set regne med at blive slået ihjel uanset, hvor i flyet man sidder.

I hvert fald hvis der en galning om bord, og vedkommende sidder i pilotsædet.

Flyulykken i de franske alper efterlader de fleste normalmennesker med både skræk og nedtrykthed,

Men også med håb om en slags fremtidsløsning. Vi skal bl.a. tilbage til altid to i cockpittet. Hvis den ene pilot forlader sin plads, så må en af kabinepersonalet sætte sig. Der var engang, da havde SAS vist nok tre piloter på mange flyafgange, men det var jo i de dage, hvor nutidens terrorhændelser ikke var en del af den menneskelige hjernes tankegods. Og besparelser var et ukendt ord.

For nylig kunne jeg med egne åbne øjne erfare, hvordan man forlader et cockpit, for at besøge det lille indeklemte toilet på et fly. Jeg sad helt foran med masser af god benplads – som jo ikke er noget man får gratis - og ville lige smutte de der to meter ud på toilettet, men stewarden standsede mig, og bad mig vente fem minutter, da man lige skulle ha’ pilotfolket på fransk visit på netop toilettet. Forløbet for de to piloter var ens. Efter besøget ringede piloten til kollegaen i cockpittet, og derefter tastede han koden ind, og døren blev åbnet. Dernæst kom den anden ud, og det hele gentog sig som nævnt med den lille tilføjelse, at pilot nummer to var længere tid om at returnere, da han hyggesnakkede med stewarden. Ellers fik stewarden tiden til at med at pjatte lidt med den kvindelige repræsentant for kabinepersonalet. De kunne altså begge uden at have svigtet andre arbejdsopgaver henslængt et par minutter i cockpittet, så der konstant havde været to personer i cockpittet. Den løsning som mange flyselskaber nu indfører – eller genindfører.

Der er midlertidig kommet indsigelser mod en sådan løsning fra formanden for den danske pilotforening. Han kalder det en hovsaløsning, og påpeger, at hvis en pilot ønsker at gøre selvmord om bord på et flyt, så kan hverken en steward eller en stewardesse forhindre det.

Det er svært at forhindre folk, der vil slå ihjel, i at slå ihjel, men man vel da for pokker opstille forhindringer. At placere en person fra kabinepersonalet i cockpittet, hvis den ene pilot forlader det, gør dog immervæk handlingen vanskeligere. Vedkommende galning skal dog først ha slået den nye person ihjel, før han kan fortsætte sin handling. Den vanskelighed er dog en kendsgerning, ellers kunne han jo lige så godt slå den anden pilot ihjel i stedet for at vente på, at han fik tissetrangen. I øvrigt er det jo ikke den første flyvdødsulykke med en gal pilot om bord, som flytrafikken har været udsat for. Alene i dette korte århundrede har der været en lille håndfuld, og hver gang har forløbet været, at vedkommende ventede til den anden pilot havde forladt cockpittet. 

Altså – to i et cockpit bremser nok ikke en terrorist, hvis spidskompetence er at slå ihjel, men det vil dog være en forhindring, som måske ligefrem vil bremse dem, som lider af akut depression.

To i et cockpit – tak.