Avis til fisk

Der var engang, da udkom der så mange gratisaviser, at man hverken havde fisk eller gummistøvler nok. Nu kommer der kun en, men sikken en. ”Metroxpress” er avisens navn, og selv i vandkantsdanmark kan man få avisen gratis – således på biblioteket i Dronninglund. Der ligger altid en stak på 20-25 aviser, og det er alt rigeligt. Man har luret avisen af, og den indeholder ikke mange vitaminer. Siderne er fyldt med notitser om kendte, sport, film, vold, krimi, sex, mode, og så lige et par ekstra kendte. En slags hverdags-seoghør. Uden at indeholde ret meget, som har nogen som helst betydning for din hverdag. 

Gratisavisens journalistik følger ofte det opdaterede regelsæt om, at det handler om at lave sexede overskrifter, der lader fakta passe sig selv, og blot skal fange folks fingre og øjne. Er man først kommet indenfor, så slipper heller ikke gratisavisen sit offer, og man får sat et sladderfrø, eller en reklameheadlines.

Takket være en rundrejse i vort smukke land lykkedes det mig fredag 29. november, at komme i besiddelse af to udgaver af gratisavisen – den fra Østdanmark og den fra Vestdanmark. Indmaden var ens, men forsidehistorien havde en tvist, som var en ægte kioskbasker, fordi det var endnu et eksempel på de her grænseoverskridende overskrifter, som enten splitter folkets sammenhængskraft, flader empatien, eller fremmer fællesskabsleden.

Årsagen til gratisavisens forsidehistorie er, at Folketinget har lavet nye kontanthjælpsregler, så arbejdsløse fremover skal forsørges af deres partnere, hvis de er i job. Det sku’ ha’ fået den konsekvens, at kærestepar (dog er der ingen der aner, hvor stort et antal det drejer sig om) er flyttet fra hinanden, så den ene part både får ret til kontanthjælp, og forhøjede fradrag - som enlig. Uanet om det er en lov, som måske skal forbedres og have rettet sine smuthuller, så er den slags kærestepars reaktion en form for snyd. Altså man vil af grunde, der vel nok kan være økonomisk nødvendige – men vel primært  griske - foretage en handling, så man omgås loven.

Historien bliver i gratisavisens østudgave til ”Kærestepar spolerer politikernes spareplan”. I vestudgaven er forsideoverskriften ” Kærestepar tager røven på politikerne”. Det var så den sexede stramning. Det er rigtigt sjovt det her.  Det er den måde ” metroxpress” redaktionssekretærer mener, at vi jyder skal ha’ det på. Så må vi da ku’ forstå det politiske systems uduelighed.

Godt fisk ikke kan læse.

Livet for en lygtepæl

De har altid stået der - lygtepælene. Funktionelle og uundværlige har de stået der. Men vi skænker dem sjældent et øje. Ser dem knapt.  De er der bare. Det er faktisk et under, at vi har dem endnu. Man kunne godt frygte, at Byrådet i Brønderslev kommune ville fjerne alle lygtepæle i kommunens udkantsområde, som de har fjernet så meget andet.

Men vi har også lige overstået en tid, hvor politikerne har haft vældig brug for alle de lygtepæle, der kunne opdrives. Portrætter af samtlige partiers kandidater har fyldt op, så man slet ikke har ku’ få øje på pælene. Det har i sandhed været valgplakattid, og her spiller pæle igen en stor betydning. De fungerer som uundværlige samfundspejlemærker, og har været en slags samarbejdspartner for kandidater og demokrati siden den første lygtepæl fik en plakat bundet på sig. I øvrigt uden at blive spurgt. Lygtepæle har ikke mange rettigheder.

Det har faktisk også været så hyggeligt, at se på de mange pæne smilende kandidater. Politikerne kan godt nok ind imellem tage nogle beslutninger, som gør livet surt for mange mennesker, så der ikke er meget at grine af. Men det forhindrer ikke politikerne i at smile, så selv en skønhedsekspert som Ole Henriksen nærmest fremtræder, som en halvsur mand.  På lygtepælene var der ingen sure miner.

På mit afstemningssted på Dronninglund Hotel og helt frem til hovedindgangen var lygtepælene fyldt med storsmilende kandidater. De fulgte mig som en slags overvågningskameraer helt ind til receptionen. Men så var det også slut. På selve valgdagen er der begrænsninger for kandidaternes pjecer, snak og påvirkninger, når man tale rom selve afstemningsstederne. Det sidste stykke ind til valgbokse skal vi ha fred og ro til at tage den endelige svære beslutning. Skal vi eller skal vi ikke. Reglerne er forskellige fra kommune til kommune – nogle steder må kandidaterne slet ikke vise sig med pjecer i hånd på afstemningsstedets matrikel. Andre steder skal boksen og lokalet - plus adgangsvejene hertil – blot være fri.

Men så er der noget jeg ikke helt forstår. Ved det valgbord, hvor jeg skal ha’ mine stemmesedler t sidder en glad og smilende Asta Skaksen. Hun er en klar kopi af det billede, som hænger på de mange pæle. At ligheden er der er jo både forståelig - og godt tænkt. Fordi dette søde smil er da næsten med til at sætte hjernen på stand by, og man er allerede på vej ind i boksen, og sætte kryds ved Asta. Færdigt arbejde. Ved siden af vor kommunens lokale udgave af den ” smilende Susie” sidder så den lokale SF’er Helena Starcke i den flotte blå kjole, som også hænger i en masse lygtepæle. Hun smiler lige så flot.  Så er krydserne jo hjemme, fordi Asta er opstillet til regionsrådet og Helena til byrådet. Ved siden af de to kvinder sidder så det tidligere byrådsmedlem Benny Karlsen. Han er ikke opstillet mere til noget, og han smiler da heller ikke. Han har dog en lun trækning omkring mundvigen, som sender signal om, at han har grejet det hele, men han ved, at det har jeg ikke.  

Da jeg så står inde i stemmeboksen, og bakser med de to stemmesedler kommer jeg i tanke om den gode gamle Erling Nielsen fra Thorup, som i mange år medlem af Dronninglund Byråd, valgt af de kristelige. Det var dengang, hvor der ikke var mange regler om kandidatadfærd omkring stemmestederne. Nielsen var kendt og elsket for altid at stille sig til rådighed, når ældre enlige særligt svagt seende eller blinde vælgere skulle hjælpes. Rygterne siger – med et smil - at hvis manden ikke var blevet bremset kunne det ikke udelukkes, at Nielsen var fulgt med vælgeren helt ind i boksen, og derinde bag gardinet være behjælpelig med at føre blyanten hen til det navn, hvor vælgeren med størst mulig fordel burde sætte sit kryds.

Men der kom ingen Erling Nielsen og hjalp mig, og jeg synes ikke jeg kunne bede de to smilende damer om at komme ind i boksen til mig. Det kan jo nemt misforstås af vagtmanden Benny, og ens rygte skal man jo passe på.  Ellers kan man komme op og dingle i en lygtepæl.

Nu lever lygtepælene igen deres eget liv. Politikerne har mistet interessen for dem. Nu politikerne er valgt kan lygtepælene passe sig selv. Få lov til at stå, hvor de altid har stået i al slags vejr. Dog får nogle centralt placerede lygtepæle en opblomstring i julemåneden, da flere – såvel valgte som vragede politikere, samt nogle af deres vælgere - gerne klammer sig til sådan en på vej hjem fra julefrokosten.

Men ellers er det kun hundene der viser lygtepæle respekt. Og interesse.

Ved at løfte benet.

Livet er træls for en lygtepæl.

Derfordokumentet

Højskolen i garagen, Dronninggårdsalle 4, 9330 Dronninglund, er skabt, fordi samtalen er blevet væk. Den vigtigste tale har altid været samtalen, og den skal genfindes, etableres, ha’ nye vinger, og tage afsæt i Grundtvigs ideer om samtalen – ”på lige fod og i frihed at tale sammen”, og det med ”munden løsnet og hånden bundet”.

Med sproget ar vi fået en medfødt gave, som kan bruges til at sætte ord på tanker og følelser. Det er også sproget, der forankrer os i et kulturelt fællesskab, og giver os værktøjet til et socialt ditto.  Sprogmanden Jørn Lund har sagt, at ”sproget kan samle og splitte, forsone, forføre, og forædle, bringe os ud af isolation og egocentri”.

Med sproget kan vi også sende etiske signaler, markere holdninger, sige ja og nej, sætte pejlemærker for, hvad vi synes er rigtig og forkert.

Tiden kalder på en opstramning af sprog og brug. Kalder på et fravalg, en markering, et nej til en udvikling, der efterlader det oprindeligt talte sprog ude på et sidespor, og placerer etik og dialog udenfor pædagogisk rækkevidde – udviklingen har bundet munden og løsnet hånden.

Tiden kalder altså på - og kræver – nye samtale- og informationsformer. Langt fra mediernes råben, og evige afbrydelser. Langt fra platte iscenesættelser, verbale personoverfald, og etikløse grænseoverskridelser. Langt fra sprog der slår. Det er medierne, der ofte italesætter dagsordenen, ikke kun den politiske, men også den kulturelle. Folket tager over – mopper videre og fokuserer nederlagsagtigt på de hverdagsting, som ikke fungerer - i steder for at lade dagligdagens kraft og mangfoldigheder, og de nære tings succes og lyksaligheder præge menneskelivets, og vores omgang med andre.

Vi må flytte snakke - og argumentationsskeen over i den innovative hånd. Zappe helt væk fra den hæsblæsende skæve udvikling, hvor man tror livet kan forstås på 15 sekunder, og hvor krig og elendigheder kan klares ved en kvik tv-rundspørge blandt gågades stressende forbrugere.

Samtidig må vi acceptere, at intet bliver anderledes, uden at vi selv ændrer sprog og argumenter, og i stedet hylder den holdning, at meninger bør bygge på fakta frem for fup og underholdning. Forandringer skabes i samarbejde og dialog med hverdagsmennesker, der også synes, at samtalen, dialogen og argumentet, er den vigtigste tale.  

.

Med dette afsæt i bagagen vil ”Garageskolen” holde sine møder. Indbyde frie mennesker til fri debat, hvor samtalen kan flyde frit blandt garagens gæster, og ofte med en foredragsholder, der kan tilføje sprog, etik og samtale nye vinkler, nye informationer, skæve vinkler og sjove indfald.

Da sang styrker fællesskabet, skærper indlæringsevnen, bevæger sindet, taler til fantasien, og stimulerer sprogligt, motorisk og musikalsk, så er Højskolesangbogen den mest brugte bog i ”Garagehøjskolen”.  Så syng da, og lad hjertesproget tale.

Det tilstræbes at holde et garagemøde om måneden - 8 til 10 gange om året.

Plus et Højskolesang-arrangement på årets længste dag - 21. juni - som en eksportering til hovedlandet af Grundtvigs Forums Maratonsangarrangement i Vartovs Gård.

Det tilstræbes at Danmarks mindste, men nyest etablerede højskole, holder sine arrangementer vederlagsfrit for gæsterne, men sponsorgaver modtages gerne, og foredragsholderne får altid som honorar to flasker god rødvin. Der er plads til 30 gæster i ”Garagehøjskolen”.

Det er håbet, at ideen om højskolen i garagen vil brede sig til andre garager, dagligstuer, nedlagte forsamlingshuse - rundt omkring i rundt omkring i Grundtvigs føde- og fædreland til fremme af den nødvendige opdatering og omforandring af samtalen.

.

Yderligere informationer om ”Garagehøjskolen”:

frodem@mail.dk

http://frodemuldkjaer.blogspot.com/

Frode Muldkjær, journalist og ”Højskoleforstander”    /   Mobil 23 40 65 58

.

Garagehøjskolens første møde var torsdag 26.09.2013 – Grundtvigs Forums ”Samtaledag”.

Efteråret 2013’s tre første gæster har været skolemand Chresten Sloth, gymnasielærer Pia Ravn, og TV2 Nord-journalisten Per Jensen. Vinterens tre første gæster i 2014 bliver sangeren Peter Abrahamsen, TVA-journalist Line Gertsen, og komponist og højskolemand Erik Sommer.

Derudover er bl.a. planlagt et højskolesang-arrangement til foråret - ”En søndag i april”.

Rundtur i kloge og sjove ord

Ham der står og tæller fortæller, at der ved weekendens BogForum i København var i alt 27.682 besøgende.  Udover mig – og Glenn Ringtved, som fik Skriverprisen – var der ikke mange nordjyder. I vor landsdel har man Ordkraft i Nordkraft, og der er også så mange københavnere til arrangementet derover. De indfødte kendes – til forskel for nordjyder – nemt på deres overdreven glæde ved at se nogle de kender. De råber ”Guuuud - hej” på 100meters afstand, og de krammer hinanden, så man får om ikke ligefrem duggede bilruder, så ditto brilleglas. Selv når man står ved siden af. Endelig kendes hovedstadsbeboere også på, at de har ret travlt med at kigge rundt, mens de snakker med hinanden, for lige at holde et øje med, om der skulle være nogle, der var mere interessant, at blive set sammen med.  

Men bortset fra den slags detaljer, så kan man som ord- og boginteresseret nemt få sin lyst tæmmet ved en rundtur ved de 1049 arrangementer mellem forfatter og læser, der holdes i løbet af de tre dage ved 182 stande.  740 forfattere er med, og stiller gerne op – flere gange, og signerer meget gerne bøger -  bagefter.  I købte eksemplarer naturligvis.

Min rundtur begyndte på første række hos sprogmanden Jørn Lund, manden som netop har udsendt sin tredje erindringsbog –”Sket”. Han er en kæmper for bevarelse af det danske sprog, vort modersmål, som vi fødes ind i, og som forankrer os i et kulturelt fællesskab. Sproget kan samle os, splitte, forsone, forføre, forædle os, bringe os ud af isolation og egocentri. Han appellerede kraftigt til Folketinget, om at lave en sprogpolitik, og sagde, at et af de få slags sprog han ikke brød sig om, er det, som ”pakker virkeligheden ind på en uærlig måde”. Ingen spindoktorer var at se ved de nærmeste stande. Det skulle da lige være en slags af slagsen, som holdt til i standen ved siden, nemlig DJØF’erne, om hvem Lund sagde,” at ”de reproducerer sig selv”. Hertil kommenterede læser og samtalepartner journalisten Georg Metz: ”Ja, man ser det for sig”.

På vej over til et arrangement med Naser Khader og hans bekendelser fra en ”kulturkristen muslim”, stødte jeg ind i en kø, der var noget større end der, som hvert år er ved ishuset i Tværsted. Og den er ellers stor. Køen her ventede på en autograf af den unge statsløse palæstinenser med dansk pas, Yahya Hassan, hvis digtsamling er solgt i tæt ved 40.000 eksemplarer – det er mange, når de fleste digtesamlinger kun udkommer i 300 eksemplarer, som bibliotekerne køber. Jeg havde sådan en lyst til at invitere den unge Hassan med over til Khader, som måske kunne fjerne toppen af Hassans vrede - uden at fjerne talentet. 

Khader – dette næstekærlige hjertelige mennesker - fortalte i øvrigt, at alle folkeslag har et forbehold overfor ” de fremmede”. Og nogle steder varer dette forbehold længere end det gør på den jyske hede. Khaders far var palæstinenser, og hans mor syrer. De bosatte sig i Syrien, og i alle årene var faren – ”den fremmede”, hans mor var ”kvinden der var gift med den fremmede”, og Khader og hans søskende var ”børn af den fremmede mand”.

Sådan fortsatte det med ”ordperler på en snor”. Karen Thisted fortalte igen om sin kærlighed til Benny Andersen og Johannes Møllehave, og om dengang de skulle med fly syd på for at lave samtalebogen ”Det skal mærkes at vi lever”. Begge de to enkemænd mødte op i lufthavnen med hver deres hav af plastikposer - alle fyldt op med mere eller mindre rent varmt uldtøj. Da journalist Karen spurgte de to mænd, om de ikke havde kufferter, svarede begge, at ingen af dem kunne huske, hvor deres koner havde stillet dem.

 Journalisten Ann Mariager har skrevet en bog om sit mageløse singelliv, og fortalte, at hver gang hun som enepige havde haft en aftale med en mand, og de havde spist ved deres første date, og gik tur ved søerne i København, så var alle mændene – efter de her få timers løst bekendtskab - klar til at flytte ind hos Ann, gifte sig inden weekenden, og igen blive afhængig af den kvindelige praktiske kunnen. 

Forfatteren Karen-Marie Lillelund – aktuelt med bogen ”Håndbog til et lattermildt liv” - var træt af, at alle de sure trafikanter hun altid holdt i bilkø med, så hun havde et spionsæt med blå briller og skæg liggende i bilen, som hun tog på, og det løsnede vældigt op, så der blev latter rundt omkring i de andre ventende biler. Ideen er hermed givet videre. Man kan f.eks. indkøbe en rød næse magen til den hospitalsklovne bruger med stor succes.  

Endelig kunne man inden lukketid møde ”Danmarks dygtigste forfattere”– Sebastian Dorset og Jan Svarrer. Sidstnævnte er jyde fra Århus-kanten, og han var godt nok sjov. Dorset ved jeg ikke, hvor kommer fra, men han deltog nu mest ved at sidde på en stol, og grine af hr. Svarrer, som havde guitar med, og gav et par af sine egne sange. F.eks. om den om manden, der vil gøre alt for sin kæreste. Lave morgenmad, nusse hendes fødder, købe ind, vaske hendes hår, og jeg kan blive ved. Men en ting ville han under ingen omstændigheder gøre for kæresten: Tage med på indkøbstur til IKEA. Alt det skrammel kunne hun selv samle.  

Johannes Møllehaves nyeste ”Den store Møllehave-bog” blev for nylig omtalt med bl.a. følgende: ” Manden er ikke et instrument. Han er et orkester. Det kan give tinnitus, selv til hørehæmmede. Men vent! For pludselig bryder den fineste fløjte eller den dybeste bas igennem. En tone ad gangen. Klog og klar. Og himlen åbner sig en lille smule i forbavselse”.

Det er det samme med bogmesser. Der er larm, og uægte toner indimellem, men hvor finder man meget honning til øregangen. Så himlen åbner sig i fornøjet forbavselse.      

Mer' nyt fra "Garagehøjskolen"

Danmarks mindste højskole - "Garagehøjskolen" i Dronninglund - har nu sit forårsprogram for 2014 klar. Det bliver en spændende vandring i sang, musik, samtalemåder og moderne tv-journalistik. Højskolen i garagen bag Dronninglund Slot er kun to måneder gammel, og har foreløbig holdt to vellykkede arrangementer i september og oktober med "fuldt hus".

Egentligt var planen, at jeg ikke ville fortælle, hvilke foredragsgæster der kommer, fordi man må melde sig til en højskoleaften med sang, musik og samtale, fordi man gerne vi ha’ oplevelsen – med åbent sind og indbygget plads til overraskelser. Dernæst er der kun plads til 30 deltagere. Vi kan ikke være flere, og hvis jeg fortæller, hvem der kommer, så vil langt flere melde sig end der er plads til. Flere har så foreslået, om det ikke er en ide at holde højskole et sted, hvor flere kan være med, men aldrig i livet. Så er det jo ikke nogen Garagehøjskole. Dernæst forsvinder intimiteten, og selve ideen. Fordi denne højskole gerne også skal inspirere andre til at gå i gang med at lave deres egen højskole, der hvor de bor. Skabe en højskole med sang og samtale i centrum. Hvis der kommer dagligstuer og garager nok, så kan vi blive 30 gange mange. Når man kan kalde mennesker sammen i privaten til "Tubbervare"-aftener - så kan man vel også gøre det med Grundtvig.

Men når der til et arrangement er alt udsolgt - alle stole besat - så synes jeg godt man kan fortælle om, hvem der kommer. Vi er jo i et Kierkegaard-år - manden der formulerede udtrykket "forventningens glæde" - så ved at fortælle om, hvad der skal ske de kommende aftner, hvor alle stole er besat, giver jo det rare resultat, at 30 kan glæde sig som en Peter Plys, der synes det bedste øjeblik er det lige inden man sætter tænderne i honningmaden.  Andre må så melde sig til, og glæde sig til de får chancen.

Næste arrangement i ”Garagehøjskolen” er torsdag 28.november, og her kommer TV-journalist fra TV2-Nord - Per Jensen. Manden, der især er kendt for sine udsendelser om drivhuse, mad og vin, er født og opvokset i Agersted, og vil i garagen fortælle om et barndomsliv med heste, fodbold og trompeter, og et voksenliv i journalistikkens – og især TV-journalistikkens verden.   

Torsdag 30.januar 2014 kommer musiker og sangskriver Peter Abrahamsen. Han er kendt

for sine musikalske aktiviteter omkring Sebastian, Svantes Viser, Trille, Erik Grip, og Pia Raug, og sine egne fortolkninger af Carl Scharnberg og Taube, og især de seneste år med fokus på B.S Ingeman og Jeppe Aakjær. Det bliver en sangherlig aften, som tager afsæt i portrætbogen  om Abrahamsen ”Man skal jo starte et sted” og den uundværlige guitar, som Peter Abrahamsen tager med til denne musikalske aften i ”Garagehøjskolen”.

I februar bliver det igen sproget i moderne journalistik, der kommer i kritisk søgelys. Garagen får københavnerbesøg af en af de dygtige kvindelige TVA-journalister - og værtinde. I marts er der igen musik og sang, hvor en af tidens fineste nye sangkomponister – med mange aftryk i Højskolesangbogen - sætter sig ved garagens klaver. Til april er det planen, at holde et morgensangmøde med ”højskolesangbogen, kaffe og madkurv” - ”En søndag i april”.

Alle pladser såvel til Per Jensen og til Peter Abrahamsen er væk. Men der er fortsat ledige stole til aftenerne onsdag 26. februar og tirsdag 25. marts i 2014, og søndag 27. april. Derfor ingen navne på de arrangementer endnu.

 Alle er velkomne, og det koster ikke noget. ”Men smider folk en ikke-fradragsberettiget skilling i min sorte hat til rødvin og opvarmning, så får de et buk, og en tak”.

Så tag dig dog sammen, kvinde!

Er der ikke bare en - rimelig begavet eller bondesnu spindoktor - der kan udstyre landets statsminister med tvivlens nådegave. Hun ytrer bekymrende hurtigt tillid til først den tidligere statsminister Løkke, så til den GGGI-organisation han er formand for, og nu til den amerikanske efterretningstjeneste NSA – efter at det er blevet afsløret, at NSA har aflyttet 35 statsledere. Det kan godt være, at Løkke har lavet et fint stykke internt arbejde for GGGI, og det kan godt være at tilskud til GGGI har sikret dansk eksport til Korea, og det kan også godt være, at NSA hjælper os så meget med gode hemmelige informationer om mulige terroraktioner, og det er også muligt, at Helle Thorning personligt føler sig ulyttet. Men hvorfor kan der ikke i hendes ytringer indsnige sig rimelige betragtninger om, at ”det er beklageligt, hvis oplysningerne er korrekte”, og en lille forsikring om at ”vi undersøger sagen nærmere”.

Konger uden tøj

Det går rigtig godt i Dronningeriget. Alle dem der bor i udkantsdanmark skal prøve at overleve ved at kalde sig noget andet - vanddanmark, blomsterdanmark, regionen med flest harekillinger, færrest ulve, eller momsfrit nærområde. Det sidste kan sikkert gi’ nogle tilflyttere – øst fra.  Engang var vi et land, som var befolket med alfer og feer, trolde og dværge, konger og prinsesser. I dag har vi blot en dronning. Og en enkelt prinsgemal. Af 3. grad.

Men ser vi på gruppen af konger, uden blåt blot rullende i de indre årer, så findes de i stort tal, og i forskellige størrelser og udgaver. Mange af den slags konger sidder på kontorer og bestemmer over en frygtelig masse mennesker. Deres stole og arkivskabe står i ministerier, regioner, kommuner, hos tilsynsforordninger, hos moms og skat. Alle kongerne har en stol, et bord, en computer, en printer, og en kaffemaskine, og så sidder de og fortolker og udarbejder regulativer, love og forordninger – og kørselsgodtgørelsesbilag.  

De fleste konger farer nemlig tit rundt på virksomheder, dag- og døgninstitutioner, plejehjem og skoler, med mapper så store som sagsmapper under armen - og uddeler tidsskemaer, stopure, og endnu flere regulativer. De sætter love og regler på opslagstavler og forruder, mens de i samme håndbevægelse klister domsafsigelser og bødeforlæg i panden på forsvarsløse mennesker, der blot prøver at passe deres arbejde.

Arbejdstilsynet kan være sådan en konge.

For nylig besøgte repræsentanter fra dette tilsynskongerige et nordjysk bilværksted. En såkaldt gennemgribende gennemgang af arbejdsforhold og stillinger m.m. fik tilsynet til a t slå ned på noget tungt, som værkstedet skulle løfte op i en vis højde for at kunne bruge. Man spurgte derfor med slesk stemme og vagtsomme øjne, på hvilken måde man fik løftet den nævnte ting. Svaret var den enkle, at der lige var to mand der tog ved - og vupti, så var den løftet op på bordet, og klar til brug. Men det går ikke ifølge Arbejdstilsynet. Den stærkt chokerede tilsynskonsulent slog derfor ned på, at værkstedet manglede en løftekran, og sådan en skulle værkstedet anskaffe – snarest. Samtidig burde værkstedspersonalet på løftekursus. Så kan de lære det - kan de.  

Nu viste det sig uheldigvis, at påtænkte løftekran var udsolgt. Kongens konsulent havde åbenbart sendt så mange værksteder af sted for at købe løftekraner, at kranproduktionen ikke kunne følge med. Samtidig trak det ud med indkaldelse til det der løftekursus, så værkstedet fik et vink - med en løftestang - om man ikke selv lige kunne lave en foranstaltning, som kunne fungere som et løfteaggregat. Det lavede man så, og den blev godkendt. Nu står den løftetingest så ovre i et hjørne og passer sig selv. Fordi det er altså nemmere, at to mand tager ved, og løfter skidtet.

Men tilsynskongen var der, bestemte, besluttede og afsagde dommen - og gik i sig selv igen.

Som kejseren havde heller ikke den konge noget tøj på. 

Løkke, Thorning og håndvasken

Det vil være underholdende, hvis det ikke var så deprimerende. Når man bliver taget med fingrene nede i kagedåsen, så projekterer synderen det altid videre med et ” Det var Brian der begyndte”. Venstres udvalgte repræsentanter til beskyttelse af deres statsministerkandidat forsvarer Løkkes handlinger med et angreb på den nuværende statsminister, hvis handlinger de koordineret mener, er lige så slemme som Løkkes. Det danske demokrati er så veludviklet, at det nok ikke kan væltes ved udemokratiske terroragtige bagholdsangreb, men det er truet, og kan åbenlyst på sigt gå til grunde, ved konstant at blive mødt med befolkningens apati og ligegyldighed, hvilket nøje hører sammen med politikernes ustandselig vasken hænder, og udvikling af nyt spind til formudring af sandhed og ansvar.

Sponsor i vers og sang

Det kongelige Teater får hvert år en rimelig stor pose penge af det offentlige. Det går så ud over de mindre teatre, men de får da også lidt, at lave kunst for. Uden decideret kulturel sammenligning, så får samtlige idrætshaller i Brønderslev kommune også en pæn skilling – til driften. Det er også fint. Idrætspenge er kulturinvestering i børn og unge. Disse indledende bevillingsøvelser skal ses i det perspektiv, at jeg godt lige vil gøre opmærksom på, at den nye Garagehøjskole - som jeg har åbnet på min matrikel - ikke får tilskud overhovedet. Intet fra stat eller region, og ej heller kommunalt tilskud, hverken varmerefusion, eller flexordning for løst ansatte.  Et sådan kraftigt benægtende udsagn må dog forhindre misforståelser og diverse rygtedannelser. Der er heller ikke virksomheder af nogen art – hverken Superbrugsen, Bøger og Papirforretninger, eller Rutebilskiosker, der med hvid eller sort kapital har sponsoreret Stjerneskud til foredragsholdere - eller rødvin til højskolegaragens gæster.

Alle udgifter til den ny Garagehøjskole er betalt af matrikelejeren.

Desværre havde jeg nær tilføjet.

Faktisk er det helt rart med visse sponsorbeløb, især dem som ikke kræver noget til gengæld.   Dem findes der ikke mange af. Derfor vil jeg gerne opfordre til, at man hjertens gerne - ved alle slags festlige lejligheder - laver indsamlinger i hatte, gryder og brænderkurve, og i stedet for at sende det indsamlede kronebeløb til Giro 413 og ønske musiknummeret ”Den knaldrøde gummibåd” med Birthe Kjær, så kan man roligt aflevere pengene til Garagehøjskolen, og samtidig ønske et nummer fra Højskolesangbogen sunget højt ved næste garagemøde.  

Men indtil nu går det nu meget godt. I et interview op til Garagehøjskolens premiere i septembersagde jeg til DRs P4, at jeg kun havde 12 højskolesangbøger, og der var plads til 30 deltagere. Men så må man jo kigge hos hinanden. Det er ligesom, når man har taget en lejlighedssang med til sølvbryllupsfest, og der så er dobbelt så mange gæster, som man har printet eksemplarer til. 

Radiosamtalen gav det resultat, at jeg blev ringet op af lederen Vester Hassing Dagcenter. Hun fortalte, at de havde 30 højskolesangbøger, som man ikke så godt kan bruge, da skriften er for lille – de gamle kan ikke læse den lille tekst. Det får man jo ikke megen sang ud af. Derfor havde personalet bestemt, at man gerne ville ”sponsorere” højskolesangbøgerne til den nye Garagehøjskole.

”Så syng da Danmark lad hjertet tale” hedder det i Kai Hoffmanns og Carl Nielsens vidunderlige sang om ”den danske sang er en ung blond pige”. Jeg skal love for, at dagcentret i vor nabokommune både lod hjertet tale og synge.

De 30 højskolesangbøger står nu og tager sig ud på klaveret – når de ikke er i brug for at kildre forventningsfulde ører. Sådan en sponsor, der ikke stiller krav, hverken om det ene, eller om at blive nævnt i hver anden sætning, vil sjov nok aldrig blive glemt, men altid husket – og nævnt - for sin gode gerning.

Prinsen har luret os

Han kom fra det store udland, fik prinsessen og det hele kongerige, og tabte.

Der var så mange ting ved den smukke slanke mand med det sorte hår, som vi danskere fra såvel udkants som indkantsdanmark ikke rigtig ku’ kapere. Hans vaner, hans vin, hans forfinede dannelse, hans franske sprog, og hans manglende lyst eller evne til at lære vores. Der lignede han så mange andre fremmede, der kommer til dette smørhul af et land med bølgende vand omkring, som en varm spandauer på søndagsmorgenbordet. Og så var der hans børneopdragelsesmetoder. Sidstnævnte var trods alt noget af en mundfuld. Selv for danskere. Det var virkelig den grimme ællingeprins, som blev mobbet rundt i andegården af Jantelovens efterkommere.

Men det har alt sammen forandret sig. I dag kan man ikke smide navnet ”Prinsgemalen” til debat uden at danskerne i brede flokke nikker anerkendende. Alle har lyst til at ytre noget positivt, og har deres gode bidrag om historier med prinsens som hovedperson.

Det er ganske vist.

Samtidig er manden blevet utrolig rund – ikke kun af mad – men også af børnebørn. Han stortrives åbenbart sammen med mennesker under en meters penge. Jeg observerede det under det royale besøg i Skagen. Dronningen har sit trav og sit dronningevink, som i øvrigt ligner det vink som også Ulf Pilgaard bruger. Prinsgemalen lader sig derimod ofte indfange af børn, der står og vifter med et flag, som nu også er prinsens flag. Der hyggesnakkes.

En af de mange nye sande prinsehistorier – som er bekræftes af kilder tæt på historiens hovedpersoner - handler om et nordjysk ægtepar med trillinger, som for nylig besøgte Fanø, og gik tur ved vandet. Pludselig dukkede ”Kronebil 3” op, og ud steg prins Henrik med sine gravhunde. Børn, hunde og prins kom i kontakt, og han tilbød trillinger en tur i kronebilen. Da han kom tilbage med de begejstrede drenge spurgte han forældrene om de også ku’ tænke sig en tur.

Det var mere end Fanø, som viste sig fra sin bedste side.

Børnebørn gør noget godt ved alle mennesker, og den virus er også Prinsgemalen ramt af. 

Der findes heldigvis ingen brugbar vaccine.

Men sandheden er også, at Prins Henrik af Danmark har luret danskerne af. Han har fundet ud af, at skal man i kridthuset hos os, så skal man give indtryk af at være rar, gerne fyre en frisk bemærkning af, og bagefter grine lidt fjollet – helst af sig selv. Og så skal man gerne have mave som de fleste danskere, og sige skål uden fransk accent. Opfylder man alle disse krav, så bliver man en af vore. 

Og Prinsgemalen ser ud til at nyde det.

Endelig.   

Munden fri i Dronninglund

Den vigtigste tale er samtalen. Den kan skabe viden, klarhed, fasthed. Den gode samtale gør, at man ved, hvad man vil. Eller ikke vil. Højskolebevægelsen vigtigste byggesten er Grundtvigs ideer om samtalen - ”Munden fri – hånden bundet”. Derfor er det naturligt, at Grundtvigs Forum har udnævnt 26. september til ”Samtaledag”. Tiden kalder nemlig på nye samtale - og informationsformer. Langt fra mediernes råben, afbrydelser og ensretning. Langt fra platte iscenesættelser, verbale personoverfald, og etikløse grænseoverskridelser. Det er medierne, der sætter dagsordenen og debatniveauet - ikke kun den politiske, men også den kulturelle.  Vi tager over – mopper videre og fokuserer på de hverdagsting, som ikke fungerer - i steder for at lade dagligdagens kraft og mangfoldigheder, og de nære tings succes og lyksaligheder præge menneskelivets, og vores omgang med andre.

Vi må tage snakke - og argumentationsskeen i den anden hånd. Zappe helt væk fra den hæsblæsende skæve udvikling, hvor man tror livet kan forstås på 15 sekunder, og hvor krig og elendigheder kan klares ved en kvik nyhedsrundspørge blandt gågadens stressende forbrugere.

Samtidig må vi acceptere, at intet bliver anderledes uden at vi selv ændrer sprog og argumenter, og hylder den holdning, at meninger bør bygge på fakta og rummelighed frem for fup og underholdning. Forandringer skabes i samarbejde og dialog med hverdagsmennesker, der også synes, at samtalen, dialogen og argumentet, er den vigtigste tale.

Som efterkommere af Grundtvig og Kold – og alt hvad deraf fulgte – skal jeg hermed indbyde til sang, musik og debat i en helt ny privat højskole – ”Garagehøjskolen”. Foreløbig nok landets mindste højskole.

 ”Garagehøjskolen” ligger - Dronninggårdsalle 4, 9330 Dronninglund. Der er foreløbig planlagt tre samtalearrangmenter i resten af 2013.

Premiereaftenen bliver torsdag 26. september 2013 – Kl. 19.30. Garagen er kalket, klaveret er på plads, højskolesangbogen ligger på runde borde, varmeapparatet er sat på stand by, og aftenens foredragsholder er på vej. Alle er velkomne. Der er plads til 30. Her gælder først til mølle-princippet. Følgende aftener i ”Garagehøjskolen” i 2013 bliver torsdag 31. oktober, og torsdag 28. november. Frode Muldkjær, journalist og ”Højskoleforstander” Mobil 23 40 65 58  frodem@mail.dk

Nyt rødt kort til DR

At nogle FCK- fan på den uofficielle fanside bedømmer tre nederlag på stribe som en katastrofe,

og i grove vendinger nærmest forlanger klubbens sportschef, træner, og holdets anfører, fyret.

er en del af brokkernes ytringsret. Men at DRs hjemmesider ordret videregiver dette anonyme brok,

er urimelig gift til fortsat offentligt mobning, og en uren tackling af fairness.

Den journalistiske prioritering burde ha’ det røde kort. 

Der var engang en TV-avis

Aldrig har åbenbart så mange veluddannede mediefolk bakket op om en så pinlig forkert topprioriteret nyhedsjournalistisk, som da Tv-avisen onsdag aften ved 21,30 tiden, som vigtigste punkt på aftenens spiseseddel havde placeret en nyfødt engelsk prins. Det går dæleme’ godt med journalistikken i Danmark! Det kan da ikke være noget de lærer på Journalisthøjskolen i Århus. Og da slet ikke i Roskilde. Eller Odense. Moderne journalister må vel lære det ved at de overtager de nyhedskriterier, som de tryksager og ugeblade har, som de læser i deres frokostpause, efter arbejdstid, og inden de falder i søvn – EB, Se og Hør, Kig ind, og Kig ud, o.s.v. 

Borgerservice med indbygget mobning

Er hjemkommet fra det lokale bibliotek med ”Sanghåndbogen” under armen, som jeg yderst imødekommende fik lov til at låne i to måneder.  Det kalder jeg et lyspunkt i en klam kommunal krisetid med mærkværdige nedskæringer, nedslidt service, centraliseringer, og udkantsforringelser.

Føj selv sjove ord til listen. 

Godt nok blev serviceringen – da jeg spurgte om jeg virkelig kunne låne en faghåndbog så længde - fulgt op med sætningen:

 ” Vi har ikke andre lånere end dig, som i sommerferien orker at læse sådan noget gammelt - noget”.

 . 

Goddav - jeg hedder Horten

Uden hensyn til modtager, lix, uddannelse, ordvalg  - og måske derfor – så har firmaet Hortens reklamefolk fundet frem til en nærmest blasert sponsorsætning, som konstant bringes på TV2 Sport i forbindelse med de daglige transmissioner fra Wimbledon -  ”Horten – advokater for klare strategier for kompleks jura”.  Man må sige, at reklame og sponsorsproget formulerer sig anderledes, end da købmanden fra Hurup lancerede – ”Goddav, mit navn er Lars Larsen, og jeg har et godt tilbud til dig”.

 Sikken en udvikling, eller det modsatte!

Koncepttyranniet

P4 DR har lige her lørdag formiddag givet en bid – gentager bid – af Preben Kaas, Jørgen Ryg og Knud Poulsens ”Almindelig eller festblanket”.  Man fadede inden Preben meddelte, at han selv ”tog over til hende”.  Altså det kan man ikke! De afgørende slutreplikker kvæles i rabaldermusik, fordi DR’s P4 koncept siger, at der skal følge musik efter ca. 3 minutters snak.  Det svarer til, at man fader 2. verdenskrig en måned før den slutter, eller forlader biografen inden Humphrey Bogart giver sin plads i flyet væk til Ingrid Bergmans mand i ”Casablanca”.  

Det giver mig så heldigvis anledning til at brokke mig over, at selv DR2 snakker nu om næste programpunkt under rulleteksterne. 

Stop tyranniet– på alle kanaler. 

Slip sangen fri

Kun et glad sangvers fra Københavns Rådhus ligger et af de mere oversete kulturelle kraftcentre i det danske rige. Vartov. De store mægtige bygninger, hvis ældste er fra 1724 – ligger på det sted, hvor Absalons bymur var. Når man går ind af en yderst beskeden port fra Farvergade, så åbenbares der et herligt syn. To rækker smukke træer står i den indre brostensgård, som også ejer en tre meter høj skulptur visende den knælende Grundtvig, Det her er hans sted, og alt hvad der er i disse oprindelige hospitalsbygninger kan føres tilbage til den mand, der skrev 1500 salmer, og som var en ildkraft for frihed, visdom og højskoler. Nu fyldes de store fire sammenhængende bygninger af hans disciple – Grundtvigs Forum og Højskolernes Sekretariat. Her er også bolig for kollegianere, foredragsaftener, kurser og konferencer, og for Søren Kirkegaard-forskningscenter.  

Grundtvig selv var præst i kirken nede i gårdens hjørne fra 1839 til 1872. Det var i den smukke kirke man i julen 1849 sang Grundtvigs nye advents og nytårssang ” Vær Velkommen Herrens år”, som en hyldest til Grundloven året før. Udover i vore struber findes Grundtvig i dag mest i det man så smukt kalder en ”baggrundsstråling”. Hans portræt hænger jo hverken i TV-nyhedsstudierne eller på bagsmækken af busserne, men hans tanker er i et og meget.

Som et oliefyr, der altid står og brummer nede i kælderen. 

Jeg sad forleden i Vartovs gård sammen med 400-500 sangglade mennesker, og vendte blad efter blad i

Højskolesangbogen. Fra Kl. 7 morgen til 22.30 aften. Vi var til Marathonsang. Det foregik for fjerde gang, og på den måde, at hver afdeling i sangbogen blev introduceret af en særlig indbudt gæst. I alt skulle der gennemsynges 17 emner – morgen, tro, liv, sprog og ånd, frihed og fællesskab, vinter, forår, sommer, efterår o.s.v. - og så punktum med kærligheds- og aftensange, da solen gik sin vej, og underlige aftenlufte tog over.

Det var kulturminister Marianne Jelved, der greb morgentaktstokken, og så var vi jo godt i gang med Kingo, Jacob Knudsen, Benny Andersen, Ingemann og Nils Brunse. Det var godmorgen lille land til byger, der går og kommer, fordi sådan er jo den danske sommer. Da den næste sanglærke trådte ind på scenen med ordene – ”Det bliver svært at komme efter kulturministeren”, kom det fra en yderst morgenkvik tilhører – ”Det er der ellers mange, der havde prøvet - med stor succes.”

Vi kæmpede os med åben pande, og uden slendrian, gennem en fjerdedel af Højskolesangbogens 572 sange. Vi var i Weyses, Carl Nielsens, Otto Mortensens, Holm og Sommers vidunderlige musikalske verden,  og sangveteraner fortalte, at hvis man synger alle 572 højskolesange, så tager det 42 timer. Det tror jeg gerne, og jeg fornemmede også en anelse mathed, da man efter aftensmaden kastede sig over folkeviserne. Her topper Ebbe Skammelsøn med 32 vers. Ikke langt fra mig sad en repræsentant for os over 60+. En dame som sang i samtlige timer – med klar og høj røst – uden stort at kigge i sangbogen. Dog lå den anden halvdel af sanggæsterne, som vitterlig var fra 30 år og nedad – ikke mange versemeter bag hende. Det er opløftende for sjælen, at opleve så megen munter sangungdom.

Jeg overvejer stærkt at sætte sangkryds for en tur til Vartovs gård også i 2014, hvis da ikke Nordkraft i Aalborg ku’ tænke sig at tage over på Nordjyllands vegne.  Vi lever i en landsdel med få højskoler, men mange gode sangkor, og megen sangglæde. Lad ideen med en nordjysk sangmaratondag spire og gro over sommeren, og lad så ”Sangkraft i Nordkraft” lette som en lærke i 2014.

Forhåbentlig kan vi komme i gang med forberedelserne inden sneflokke kommer vrimlende.

Blondiner har ret

Det er fint nok, at fodboldspillerne føler sig skamfulde og ydmyge, når de ikke yder ret meget for de høje lønninger, og taber o-4. Og morsomt er det, når kommentatorer og rygklappere går så meget i selvsving, at de gerne tilsidesætter alle fairnessregler for at sejre. Når TV2 Sporten på lydsiden taler for, at det er godt spillere og publikum lægger pres på dommeren, og ”spiller lidt” på alle fald og frispark, for derved ”at samle sammen til et straffespark” - så er de i hvert fald ikke interesseret i, at ”den bedste skal vinde”.  

Værre er det, når gengivelsen klart viser at Rommedahl i irritation har sendt en knytnæve i maven på en modstander under fælles opspring efter bolden, og lydsiden taler om, at ”Rommedahl rører ham ikke”.

Ser kommentatorer aldrig gengivelserne!

Og når bolden skydes op på en albue af en armenier, så råbes der på straffe. Den arme mand holder faktisk begge arme ind til kroppen, så det er vist manden, der skyder bolden op på hans arm, der bør ha’ en skideballe. Man oplever tit at fodboldspillere og kommentatorer mener, at modstanderne bør møde op armløse. Enhver kontakt takseres til straffe – hvis man da er i den rigtige ende af banen.  

Blondiner har ret.

Fodbold er både mærkeligt, lidt latterligt, og tit fordummende.  

Sol, regn og brok

Danskerne er nogle underlige nogle.

Om vinteren kan de ikke klare kulden, og om sommeren ikke regnen, og så stormer de af sted i bil, bus og fly til de varme lande. Der går dog ikke mange timer, så kan de ikke holde varmen ud, og man ser derfor flere af dem blive i skyggen - især barskyggen. Det er nemlig et af favoritstederne for en dansker i udlandet. Her udfoldes en af nationskarakterens spidskompetancer.

Når vi så kommer hjem fra ferien, så er vi mest opsat på at fokusere på det, som ikke var helt tilfredsstillende. Når danskeren bliver spurgt om det var en god ferie, så indeholder svaret typisk noget om dårligt vejr de første par dage, lang venten på at få hotelværelset, dårlig mave på 4.dagen, guiden, som aldrig var til at få fat i, og nogle ulidelige svenskere, som boede på værelset lige overfor.

Eller også får man den om tjeneren, der prøvede at skrive en ekstra flaske på regningen, men den kvikke fortæller opdagede det. Hvilket i sig selv er en overraskelse af de positive, når man tænker på, hvor meget han garanteret havde drukket.

Grunden til at danskerne altid får ubehagelige ferieoplevelser til at fylde meget har måske den årsag, at danskere er for dårlige til, at aflæse ferieannoncerne.  Derfor har ”Pakkerejseankenævnet” lavet en parlør til danskerne, så de kan læse, hvad ferieord i rejsekataloget betyder.

Det er både opløftende og morsom læsning. Jeg kan ikke nævne dem alle, men skal nævne ”oversættelserne” for nogle af de vigtigste.   

Når der i rejsekataloget står, at hotellet ligger i ny bydel, så ligger det på en byggeplads. Hvis hotellet er placeret med idyllisk beliggenhed, så er det langt fra alting. Hvis rejsen er med all inklusive, så kan man spise alt det man orker af daggamle pizzaer. Er hotellet tæt på centrum kan man påregne 1 times busrejse, og hvis man er tæt på naturstrand, så er det ikke til at bade for sten. Hvis man skal bo centralt i turistområdet, så er nærmeste nabo et diskotek, hvor fulde turister larmer natten lang. Reklames der med aircondition på værelserne, kan man være sikker på, at det kun virker af og til, og står der blot, at der er udsigt til vandet, så er det fra hotellet, og ikke fra værelserne.  

Endelig betyder udtrykket enkelt og rustikt, at intet virker.

Men det er jo sådan danskerne helst vil ha’ det, fordi så er der noget ved at komme hjem, og rigtig brokke sig. For uden brok har det ikke været en rigtig ferie.  

Bank, fedt og snyd

Da Danmarks Radios Børne- og ungdomsafdeling var meget ung sendte de nogle sjove, satiriske udsendelser om, hvordan man som elev bedst kunne klare sig i skolen. Det gjorde man ved ”Flid, fedt, og snyd”. Det var skuespiller Gotha Andersen (1921-84), der var den altdominerende herlige hovedrolleindehaver, og hvis man skal finde en nulevende dansk sidestykke til hr. Andersen må det blive skuespiller Ole Thestrup – ham fra bl.a. ”Blinkende lygter”. ”Krøniken” og ”Borgen”.  Der var og er en vis dansk folkelig vildskab i begge.

Grunden til at jeg sådan henter gammelt stof frem fra hjernens A4-ark, skyldes at Nordens største bank – Nordea – har nedlagt sin afdeling i Hals med virkning fra 6. maj, Denne nyhed var at læse i Hals-områdets ugeavis, og nu skal kunderne fra Hals bevæge sig til hovedkontoret i Aalborg. Denne udvikling, hvor man nedlægger mindre lokale filialer, ses overalt i Nordjylland, og i alle pengeinstitutter. Så det er der ikke noget nyt i. Men det er dog en nedvurderende måde, som banken informerer kunderne om den slags overførsel af penge, personale og tjenesteydelser.  Således står der i avisteksten, som tydeligt er en reklametekst forfattet f af bankens PR-afdeling, at denne omlægning sikrer, at ”kunderne i Hals fremover vil få den bedst mulige rådgivning”. Det må jo så betyde, at den rådgivning man hidtil har fået ikke har været god nok, men da man samtidig gør meget ad af at oplyse, at de mennesker, som hidtil har rådgivet i Hals bliver overført til Aalborg, så er det sikkert ikke den samme rådgiver man støder på der inde i hovedafdelingen. Det tidligere Hals-personale er sat til at fotokopiere rentesatser, eller lave kaffe til direktionsgangen.    

Nu hører jeg ikke til dem, som brokker mig over, at en dynamisk bank som Nordea, som vitterlig modtager både ros og hæder for sin ledelse, foretager besparelser og tænker langsigtet, så banken fortsat kan være i stabel vækst. Men det er det sprog og de vendinger, som man bruger til at informere kunder, som jeg synes er gammeldags tænkning, og altså nedladende. Bankkunder er jo ikke idioter, så skriv dog, at det ikke længere er givtig at fastholde de mange afdelinger rundt omkring. Vi lukker dem – færdig. I stedet for al den snak om, at ” vore kunder har brug for den bedste rådgivning, og det opfylder vi bedst ved at samle kræfterne i stærke, faglige miljøer, siger filialdirektøren”.

Nordea gør også i sin reklametekst opmærksom på, at der ved bankens nye hovedkontor i Prinsensgade, Aalborg, er mulighed for ”gratis parkering ved besøg i banken”. Så har kunderne fra Hals da ikke den udgift, når nu de skal bruge det meste af ”en hund” til brændstof, for at komme ind, og snakke med en fra bankens stærke centrale faglige miljøer.

Vi stormer mod det pengeløse Visa-samfund. At vi i dag har pengeinstitutter, som ingen kontanter har, ville vi ha’ forsværget, da jeg var i lære i Andelsbanken - i dag Nordea – dengang i 60’erne. Men at vi også langsomt bevæger os mod et banksystem, hvor det lokale kendskab, og den nære personlige kontakt er på vej til at blive fortid, og alt snart klares via de sociale medier for dem, der kan være med, er en udvikling, som vi kun modstræbende bør acceptere.

I den kamp for en vis fastholdelse af ting, som var engang, skal bankerne hverken fedte eller snyde, ved at foregøgle den sandhed, som vi kunder tydelig aner i horisonten. Banker skal være langt mere flittigt med at benytte sig af sandheden. 

Snask og verdensnyheder

TV2 har hver søndag et indslag med titlen ”Presseklubben”, hvor repræsentanter fra de danske medier snakker om journalistik og nyheder, og især om, hvorfor de skrev, eller sagde, som de gjorde. Man taler også om, hvad de fortryder de skrev, og hvor de slap rigtig skidt fra opgaven.

Det er tit uhyre morsomt, når de enkelte redaktører fra aviser og tv-stationer skal nævne ugens værste fejl, og især hvilke småpillerier de vælger at snakke om. Når man tænker på, hvilken kommercielt vinklede uhyrligheder dele af pressen slipper af sted med, så er det grinagtig, at høre repræsentanter fra Ekstrabladet, BT, DR eller TV2 News, ofte nævner tekniske fejl, som ugens værste.

Det kan være fejl, som betød en forkert farve på forsiden, eller hvis et andet billede end det tænkte røg i avisen, eller der skete en bytning af et overskriftsord, som gav en misvisende information. Men når man har grint færdig over mediebranchen stærke trang til at præsentere sig selv som tæt på ufejlbarlig, og tilmed i udsendelserne har en udstrakt lyst til at være forsigtig med at hænge konkurrenterne til tørre - man skal vare sig for bommerang-effekten – så bliver det grinagtige tit bekymrende pinligt. Der mangler en havkat i mediehyttefadet. 

Nu har DR startet et tilsvarende program.  

”Paparazzi” hedder programmet, som jeg så torsdag aften omkring normal spisetid. Man har valgt at vinkle TV2s måde at gøre det på, så man primært koncentrerer sig om underholdnings- og sensationshistorier. Ofte sådanne som selv useriøse medier overvejer at hælde i papirkurven. Men i forhold til TV2 har DR valgt en spændende fornyelse. De har lukket en havkat ind i studiet. Man har valgt en ikke-journalist blandt de tre debatdeltagere – nemlig en professor i filosofi. Altså en person, som er uafhængig af medierne, og som kaster gode etiske standarder ind i debatten.

Af de to mediefolk var den ene Ekstrabladets Poul Madsen. Den mand optræder næsten oftere i danske TV-programmer end sin forgænger i redaktørembedet Hans Engell. Madsen snakker lige så meget som Clement Kjærsgaard, og har instinktivt svært ved at se egne bladfejl og dispositioner. Når man altid placerer sig i en forsvarsposition for alt, hvad ens avis står for, så giver det manglende bevægelighed, og derfor tab af troværdighed. Madsen bliver ikke den givende og interessante debattør, som man kan stille forventninger om.

Den anden mediemand var redaktøren for ”Kig ind”. Det er et ugeblad, hvis seriøsitet må betegnes som værende flere hyldemeter under ”Se og Hør”. Det er overraskende, at DR løfter et sådant blad op ad anerkendelsesstigen ved at vælge redaktøren som journalistdeltager nummer to, når nu man har redaktør Madsen, som i stor udstrækning dækker det paparazzistof, som ”Kig ind” vælter rundt i. 

Mere seriøs vinkling for licensen ønskes, tak. 

Inden udsendelsen gik over i rulletekster, spurgte DR-studieværten, om ”Kig Ind” sommetider har verdensnyheder i sin tryksag. Redaktøren nikkede ihærdigt, og svarede, at man gerne fortæller om kendte, der skal giftes.

Snask som verdensnyheder.

Hvor fylder den slags meget i medierne i dag!  

Det minder mig om en artikel for nogle år siden i mit fagblad ”Journalisten”, om en journalist, der blev bedt om at nævne sin største journalistiske bedrift. Han svarede, at det var da han afslørede, at Casper Christensen og Iben Hjejle var blevet kærester.

Søren Kierkegaard - fra Struer

-” De fleste mennesker haster så stærkt efter nydelsen, at de haster den forbi.” –

Han har sagt, og især skrevet, mange kloge ting, ham der Søren Kierkegaard, som medierne og parnasset fejrer efter samme koncept, som man i 2005 fejrede en anden stor dansker nemlig H.C. Andersen. Kierkegaard og Andersen levede i den samme periode, og ifølge sladderen, så kunne de to ikke fordrage hinanden. Rigtig berømte blev de begge, både i fædrelandet, men så sandelig også udenlandsk.

Man siger, at de tre mest berømte danskere i Kina er Kierkegaard, Andersen, og Maze. Sidstnævnte er tidligere dansk europamester i bordtennis. På en fjerdeplads tør jeg sætte en snes fjerbolde på, at der kommer badmintonstjernen Morten Frost. For en gang skyld er D’herrer Laudrup og Elkjær langt nede på listen.

Filosof og forfatter Søren Kierkegaard blev født i København i 1813, og døde i 1855. Med kun 42 år på denne Jord, så er det enestående, hvilken mængde af ord og bøger, den mand fik tænkt og skrevet. Hans indsigt i angst, liv, tro, og kærlighed betragtes blandt de ypperste eksistentielle tanker.

Den mand er svær at leve op til, og det må andre, der har haft samme navn, givet nikke ja til. Jeg kendte i min barndom også en Søren Kirkegaard, som nu ikke var tynget meget af sin berømte navnebror. Ekstraarbejder ved DSB i Struer, Søren Kirkegaard, var en sjov mand. Han var far til tre børn, som jeg alle kendte, og hvor den ældste blev min klassekammerat, og ven for livet. Når han spurgte sin far, om han måtte få en ekstra lommeskilling, fik han altid det samme svar, om sønnen synes faren lignede en af de her rige ”oliesjekker fra Sahut-Arabien”.

Det måtte sønnen jo desværre tabsgivende bekræfte, at faren ikke gjorde.

Mange nordjyder har sikkert mødt Søren Kirkegaard fra Struer på Hjallerup Marked. I flere år kom han til byen de tre markedsdage, og stod i en bod, der solgte undertøj – især underbenklæder til damer. Han faste salgsråb var: – ” Trusser fra Struer - det er noget der dur’”.

Dette fantastiske trussetilbud, som varede alle tre markedsdage, selv om der den sidste dag nemt kunne smutte fire par i plastikposen, var ikke udtryk for noget negativt om varens kvalitet, og der var i mange år stort salg i trusser fra Struer.

Min yndlingshistorie om DSB-manden Søren Kirkegaard handler meget om det københavnske parnas spiselyster. Kirkegaard var i sin fritid en ivrig jæger. Han tog engang i slutningen af 60’erne jævnligt til Limfjorden, og skød krager. Dem sendte han til ”Hotel d’Angleterre” i København. Her solgte man brystkødet med betegnelsen ”franske ryper”.

Det gik godt indtil krageaffæren kom i avisen.

Franske ryper røg af spisekortet. Kragerne ku’ igen flyve uden risiko, og Søren Kirkegaard kastede sig derefter over trussehandel, og senere til salg af fisk. Som navnbroren havde formuleret det engang i 1800-tallet – ” Lediggang som saadan er ingenlunde en Rod til Ondt, tværtimod den er et sandt guddommeligt Liv, naar man ikke keder sig.” 

I trusser fra Struer keder man sig aldrig.

Ord om bold

En klog mand har sagt, at fodbold er det vigtigste af alt ligegyldigt.

Her vil nogle hooligans omgående protestere, fordi for dem er det vigtigste i verden fodbold.  Men hovedparten af alle den, som holder af bold, ved godt, at der er mere betydningsbærende ord og begreber – som tro, solidaritet, demokrati, ytringsfrihed, folket, arbejde, familien.

Fodbold er derfor for de fleste det vigtigste af det, som hører til i fritids- og underholdningskassen. Til fodboldens plusside kommer så det store imponerende faktum, at fodbold er universel. Fodbold spilles, og tales overalt. Det er et middel til kommunikation og venskaber.  Tænk på alle de ferierejser, hvor danskere har nydt godt af, at de er landsmænd med Laudrup, Elkjær og Simonsen. Når man står ved en bar i Barcelona, og nyder en gratis Laudrup-øl, så bliver fodbold forståeligt nok pludselig ophøjet til noget meget tæt på mere end ligegyldigt. Men i det daglige - i livs- og alvorsstunder – må fodbold anstændigvis, som begreb, nøjes med at spille i den anden fineste række.

Denne teoretiske indledning skal bane vejen for nødvendig brok over tendenser i spillet, som på sigt kan blive ødelæggende – set med en optik, som kan huske, da amatører var i høj kurs, og det nok handlede om at vinde, men ikke for en hver pris – vold, snyd og trusler var ikke en del af spillet - i hvert fald ikke i det synlige spil.  

For nylig blev der spillet semifinaler i Champions League, hvor Real Madrid hjemme skulle prøve at vende et 1-4 nederlag til den tyske overraskelse Dortmund. Spanierne er kendt for at spille hårdt, og de har et par forsvarstyper, der begår mange ulovligheder. Ramos, en ung, meget dygtig, spansk landsholdsspiller, med stor forståelse for spillet. Plus målfarlig, når han rykker med frem. Men som sagt indeholder hans spil desværre mange grovheder, og blandt de værste er den evige placering af en albue i ansigtet på modstanderen, når de begge springer op efter en høj bold. Under den nævnte kamp burde spanieren således været ” sendt i bad før tid”. Men dommeren så ikke de grove albuer, som vi fjernsynskiggere jo altid får chancen for at gense i slowmotion.  

Sætningen ” bad før tid” betyder udvisning, og ikke - som reklameblondinerne tror - at Smedefirmaet Mortensen fra Dronninglund rykker ind for at bygge brusebad i målfeltet.

Dens slags grimme unoder er Ramos ikke ene om. Såvel i dansk som international fodbold er volden stigende. Også udenfor banen.  Der bør gøres noget, som man siger. Så hjælper det rigtigt lidt, at fodboldens forbilleder ikke klart siger fra. I efterbehandlingen i TV 3’ studie af nævnte fodboldkamp blev den dygtige, og normalt veltænkende Per Frimann, spurgt om Ramos albuer. Han svarede, at spillet jo er et ”mandfolkespil”, og lod denne tåbelige bemærkning fare ud i æteren fulgt af et lille smil, og et kækt vrik med hovedet.

Det bliver svært, at få knækket voldskurven - på banen, på tilskuerpladserne, og på hjemturen efter kampene - når dem som skal være med at sætte andre grænser, syns det er i orden, at spillerne bruger metoder, som bliver straffet, når de foregår udenfor banen.  Den slags udtalelser skaber ikke den nødvendige debat til hindring af en forkert og sportsødelæggende udvikling. 

Hvad lavede Marie Krarup i New Zealand?

Når kuldegraderne sikkert vender tilbage til Danmark i august, så skal Folketingets Forsvarsudvalg en tur til Grønland.  Udvalget sender 12 medlemmer af sted. Plus sekretærer og andre embedsmænd.   

Blandt de 12 medlemmer, der skal op og padle rundt i kajakker, er sikkert Marie Krarup fra Dansk Folkeparti.  

Hun plejer at være med, hvor der danses og synges. 

Hvis nu Marie Krarup møder nogle udklædte grønlændere i nationaldragter, der måske opfører en lille dans med lyde til, så skal hun da ha’ det gode råd, at holde for sig selv, hvad hun mener om det optrin. Hun kan komme rigtig galt af sted ved at skrive om det på sin blog, eller Facebook-side. En af de udklædte grønlændere kan nemlig godt være Hendes Majestæt Dronningen, som tit optræder på de kanter i den grønlandske klædedragt.  Det vil være majestætsfornærmelse, at holde grin med Dronningen i den anledning, og det vil heller ikke behage hendes tidligere partiformand, som nu tager sig af værdidebatten. For slet ikke at snakke om hendes far - præsten fra Seem – fætteren til ham med piben – og næsten eneste fortsatte tilhænger af den korporlige opdragelse. Han stikker nok datteren en kindhest. Og det er ikke sådan en, som Poul Dissing synger om i ”Giv mig en hest, Mor".

Grunden til dette skriveri, om noget så tæt på ligegyldigt, er den enkle,  at da Marie Krarup var med Forsvarsudvalget på New Zealand, kom hun grumme galt af sted. Mødet med landets oprindelige befolkning, og deres skikke, fandt hun komisk, og det syns jeg hun har en ret til. Normalt når man besøger nogen, og oplever noget grinagtigt grænsende til det latterlige, så holder man det normalt mest for sig selv. Måske vender man det med konen på vej hjem i bilen. Eller hvisker det i sofakrogen med de nærmeste under skrup-af-suppen.

Det var ikke lige nogle af de to modeller Marie Krarup brugte.

Resten er historie - som til alle tider vil følge og forfølge hende. Hvilket jo både er plat og urimeligt. I hendes nekrolog i de elektroniske nyhedsmedier, når den tid kommer, vil man hente billeder frem om netop denne begivenhed, og topprioritere den uden hensyn til kvindens eventuelle øvrige fortjenester.

Men denne lille sag, som jo blev pænt blæst op af nyhedsmedierne, som ofte har problemer med at finde stof fra vores lille sprogområde, har ikke på nogen måde interesseret sig for, hvad forsvarsudvalget lavede helt deromme på den anden side af jordkloden. Revykunstneren Oswald Helmuth sang engang en herlig revyvise om en dansk handelsmister ved navn Jens Otto Krag, som slog et karriereskift til USA, og det blev sangen »Hvorfor fa'en sitter Krag i Newyørk den daw i daw?« - opført i ABC-revyen 1951. Da så Krag vendte hjem, og senere blev statsminister, rettede Osvald – vel sammen med tekstforfatteren Arvid Müller – omkvædet til - »Hvorfor fa'en sitter Krag ikke i Newyørk i daw?«.

Lidt de samme to sætninger - blot med nogle andre navne- og stedord selvfølgelig - er mange sikkert fristet til at bruge om Marie Krarup, men da hun jo er præstedatter, og cand. mag. med religion i sidefag, skal jeg undlade at brugen kraftudtrykket, og samtidig nøjes med at omforandre det første spørgsmål, fordi det er det som mest interessant,  og spørge: ” Hvad lavede Marie Krarup i New Zealand?”.

Hun var der sammen med fem andre medlemmer af Forsvarsudvalget - med formanden Karsten Nonbo fra Venstre i spidsen - på besøg såvel i Australien og på New Zealand.  Med på rejsen, som varede i ti dage i marts, var også diverse embedsmænd. Budgettet for turen var kr. 320.000,-. Man er nok blevet fløjet i et af forsvarets fly – og værterne har sikret budt på mad og drikke, så budgettet dækker det løse.

De to lande Forsvarsudvalget besøgte har i lang tid været i gang med en effektiviserings- og udviklingsproces af deres forsvar, og udvalget skulle høre om deres erfaringer via møder med parlamentarikere, eksperter og repræsentanter fra de to forsvar. Der blev også drøftet emner som den sikkerhedspolitiske situation i Stillehavsområdet, Afghanistan, cypersikkerhed, overvågning af store havområder, og anvendelse af droner. De danske politikere besøgte også forskellige militære installationer.

Nu kan man diskutere en sådan rejse ud fra flere vinkler. Man kan undre sig over, at det er nødvendigt at tage helt derover for at snakke forsvarssystemer.  Der er ikke nogle af de omtalte emner, hvor informationerne ikke kan overbringes til udvalget på anden måde end ved fysisk at rejse derover. Mange af emnerne kan også dækkes via besøg i et NATO-land tæt på. Det kan godt ligne sådan en tur, som en kommunes tekniske udvalg beslutter sig for i anledning af, at kommunen skal have et nyt kloaksystem. Man vælger at rejse til Brasilien, for a t se, hvordan de derover griber det an, når kloakrør skal nedgraves. Rejsen til sydamerika bliver sat til tre ugers varighed. Med damer, og mens der tilfældigvis spilles VM i fodbold.  

 På den anden side, så har forsvarsudvalgets tur garanteret - i disse økonomiske smalhalstider - givet hændervridende spekulationer i ministeriet.  Måske er det derfor, at man valgte kun at sende 5 medlemmer af de 29 folketingsmedlemmer, der sidder i forsvarsudvalget. Når udvalget tager til Grønland i august bliver delegationen som nævnt på 12 medlemmer plus embedsfolk.  

Modsat så kan det også undre, at Danmark har haft en delegation i Australien og New Zealand om så vigtige emner, og det eneste medierne har fokuseret på, er, hvad en dansk politiker mener om den oprindelige befolknings modtagelsesritualer.

Det kan vi godt bruge en vise om i årets Cirkusrevy.

"De har nu fire muligheder...."

Forleden hørte jeg det herlige rygte, at DSB stærkt overvejede at lukke for salg af togbilletter fra banegårdskiosken i Brønderslev.  Denne konklusion skulle være taget efter et intensiv DJØF-kulegravningsgruppe i DSB’s hovedkontor i København. Salget af togbilletter var – åbenbart overraskende for københavnerne - faldet væsentligt det seneste års tid, og så måtte man nødvendigvis tage den beslutning, at serviceringen af jyder nord for Limfjorden i udkantsområdet omkring Brønderslev og omegn må ha’ en ende. De har jo også nettet skulle det hedde i en pressemeddelelse fra DSB planlægningsafdeling for fremtiden.

Til den DSB-udmelding om nettet har jeg hørt, at en ældre kvik dame svarede, at det eneste net hun har, er et hårnet.

Lukkerygtet er nok en ”and”, fordi det kom i omløb samtidig med, at broklappen faldt på plads. Efter 13 måneders totallukning kan togene igen suse fra Vendsyssel, og over på den anden side af Limfjorden. Selvfølgelig på alle måder, som før klappen blev påsejlet – altså med de sædvanlige forsinkelser,  lukkede toiletter, og automatkaffe. Damen der passer servicevognen med stærk kaffe, usundt guf og BT, er stået af i Århus. Vedkommende skal ikke nyde noget. Så ved jeg godt, at DSB har indført – efter rimelig brok fra nordjyder, der altså skal helt hjem, og ikke kun hjem til Århus – at hvis man er meget kaffetrængende, så kan man få togbetjenten til at lave en kop. Hvis han har tid. Selvfølgelig.

Jeg har prøvet at ringe til DSB for at tjekke sandhedsværdien af den der lukning af kiosksalg i Brønderslev.

Man ringer 70 13 14 15 uanset, hvor i Danmark man befinder sig, og får så kontakt til DSB i København.  Kontakt og kontakt – man får i hvert fald en københavnerstemme i øret. Man bliver nu tilbudt tre muligheder. 
Skal man købe billetter så skal man trykke 1, og hvis man skal noget andet, så tryk 2 o.s.v. - Så jeg trykker 3, fordi så kan jeg komme til at snakke med en rigtig medarbejder. 
Nu kommer stemmen igen. Den siger ” De har nu fire muligheder”. Tryk 1 for hittegods, tryk 2 for - o.s.v. Jeg trykker 3 igen for at få kontakt med et menneske af kød og blod - og forhåbentligt en hjerne, der kan tænke. Nu får jeg musik i øret, og der går et par minutter, så kommer stemmen igen, og spørger om jeg vil være med i en DSB-undersøgelse, når jeg er blevet betjent, Jeg skal blot trykke 1, så vil jeg blive ringet op.

Jeg trykker 2.

Nu får jeg igen musik i øret, og pludselig efter 3’16 kommer der en dame, der spørger, hvad hun kan hjælpe med.  Jeg fremsiger mit spørgsmål om kiosken i Brønderslev og hun siger et øjeblik, så vil hun prøve at finde en medarbejder, der kan svare på mit spørgsmål. Fair nok.

Nu kommer stemmen igen, om den der forbrugerundersøgelse, og jeg trykker rask 2, men det bevirker, at jeg ryger helt ud - eller tilbage i deres system. Der er igen musik i øret. Jeg kan igen begynde min kamp for at møde et nyt menneske af kød og blod. Jeg opgiver – DSB kan lukke det billetsalg i Brønderslev, eller la’ være.  

Jeg har lige set et billede af den nye broklap.

Flot rejsning, som man siger.

Den sku’ gerne holde længe. 

Cigaretter, Blachman og nøgne pir'

Ove Sprogø sang engang om ”Fandens oldemor” med omkvædet ”Cigaretter, whisky og nøgne pir’. En rigtig bodega-sang, som nok kunne løfte røg og stemning på de små værtshuse.

Sangen om djævelens oldemor er skrevet af arkitekten, revymanden, lampeopfinderen Poul Henningsen – tekstmanden bag meget andet – bl.a. også ”De binder os på mund og hånd”.

Sangen om den rygende halvnøgne og drikkende oldemor rendte mig i hukommelsen, da jeg læste  at X-faktor-dommeren Thomas Blachman har forladt Anne Linnet, og gået i gang med et nyt

one-man-show. Sammen med en indbudt herregæst sidder hr. Thomas, og kigger på nøgne pir’.

Blachman ønsker, at man snakker om kvinden med en anden optik end den, som fylder så meget i mediernes og reklamernes fremstilling af kvinden - den lettere pornografiske. Det er slet ikke noget dårligt projekt, og det kan jo være Blachman kan bane vejen til noget nyt og mangfoldigt.

Men opgaven er svær.

Hvis man hælder sit hoved til anmelderne og folkets manglende begejstringsbrøl, så må man sige, at projektet her halvvejs ikke er er lykkes. Ved selvsyn har jeg set, hvad der går galt.

Selv om en kritiker skrev, at Blachman ligner ”værtshusets lettere beduggede mandsling”, sådan en, der får tårer i øjnene, når Mogens Vieth synger ”Mandalay”, så synes jeg også, at Blachman går på kattepoter, og gør alt for at undgå at blive sammenlignet med noget, der minder om en klam stripperagtig bodega, hvor servitricen optræder topløs fra klokken 22.00 til 22.30.

Helt tydeligt kom det til skue, da Blachmans gæst - modeskaberen Erik Brandt - var hans medkigger. Det kunne måske give noget spændende om, hvordan kvinden skal klæde sig, for at fremhæve kroppen, eller nedtone den, og lignende gode betragtninger, men nej. Modemanden gik ud af en anden tangent, og lignede i sprog og holdning meget oberst Hackel fra ”Matador”. De snakker mest om egne fortræffeligheder. Pludselig blev Blachman bange for sit koncept, og talte om kvindens ankler. Det var noget, at det mest spændende på en kvinde. Ligesom man kan være fokuseret på en kvindes nakke, hænder, eller skulderparti, så havde Blachman til lejligheden fundet anklerne frem. 

Man skal være rigtig meget litterær, eller holde idiotagtigt fast i sit koncept, hvis der står en velskabt og småflirtende dame – uden tøj forstås -  foran en, og så man ønsker at fokusere på hendes ankler. Det svarer til at beundre malingen af panelerne ved en fernisering.

Men ved at koncentrere sig om anklerne kan Blachman sænke sit blik og sit hoved, og så kan ingen se, at han sover. Ligesom en stor del af seerne også gør. Og det er her det hele bliver lidt farligt. Fordi samtidig med at Blachman erobrede avisernes forsider, og blev topprioriteret på alle typer tv-kanaler, så trængte sig dog også andre nyheder på – mest indenfor samme kategori. Således om en 32–årig mand, som var blevet frikendt for voldtægtsforsøg, fordi han led af sexsomnui. Nyt ord til det danske sprog. Mænd, der lider af den slags, kan foretage sexovergreb på kvinder – uden at mændene vågner - og derved kan de ikke holdes ansvarlige – og dømmes.

Det kan være det Blachman lider af. Og hans søvndyssende poetiske sprog har måske kun

det ene formål, at gøre os alle til uskyldige sexforbrydere. Med eller uden oberst Hachel ved vores side.

-”Jeg vil ud og se, hvad man får for en tier”, sang Ove Sprogø videre – ”sådan et liv i utugt, i synd og i skam - det har fanden skabt - jeg går over til ham” Det var så, hvad fanden ku’ få for en tier. Vi andre, der betaler licens, må af med noget mere. Blachman kan være glad for at seerne ikke er udstyret med det båthorn, som han ellers er kendt for at bruge, når han optræder i X-faktor, og keder sig.

Så havde han fået mit båt.