Juleanden hedder Knud

Du er, hvad du spiser.

Denne talemåde kan gøre nogle glade. Især dem, som mest spiser for sjov.

Men sjov spisning holder jo ikke maven i gang - i længden. Der skal noget mere grønt til.

Mennesker, som godt kan li’ det sunde – gulerødder, avocado, kål, broccoli, ærter, porrer - er jo noget nemmere stillet end dem, der foretrækker chips, rødt kød og sodavand.

Det gavner – eller hævner sig - senere. 

Mange fremhæver det nordiske køkken. Det er da også logik, at mad som det nordiske folk har spist i generationer, også er mad der er godt for efterkommere, fordi maden passer til vores klima.

Tilmed indeholder den nordiske mad vitaminer, kalorier, og andet godt, som nordens mennesker har brug for til at holde kulden fra døren, og sygdom fra kroppen.

Når man fylder sig med pizza, pasta og blæksprutter, så er det jo kun fordi, at man savner ferie, sol og hajfyldte kyster. Den slags sydlandsk føde har jo intet at gøre med sne, slud - og blæst, der går frisk over Limfjordens vande. 

Derfor - ikke al, men meget magt til mad, som er vokset op i lande med de markante fire årstider.  

Derudover har der i vores madlystne land udviklet sig forskellige trend, som selvfølgelig udsender hyggesignaler, men også vinkler smagsretningen over i mere morsomme retninger.

Således købte jeg forleden en kylling, som var produceret i overensstemmelse med politisk  korrekthed. Ingen tilsætningsstoffer, farverstoffer, marinader, eller vand til oppumpning. Det var lige før emballagen også garanterede - ”ingen ben galt i halsen”. Her var tale om frisk fersk kylling fra et lille konventionel slagteri på Bornholm, som ”gerne ville gøre en forskel”. 

Bagsiden af den brune emballagepose var fyldt med lækre opskrifter, og parteringsvejledninger med sjove tegninger. Og så var der en lille mærkat, som gjorde opmærksom på, at kyllingen var opdrættet af Troels.

Det er jo selvfølgelig livsvigtigt for fordøjelsen, at man får navnet på den person, som har fodret, nusset, talt pænt til, og sunget godnatsang for kyllingen. Kun ved at få den slags informationer kan man smage de små nuancer, der tillader den bornholmske kyllings høje pris.

Nu mangler vi blot, at man begynder at give fjerkræ navne. Hvor hyggeligt at vide, at den and man sætter tænder i juleaften faktisk hedder Knud. Hvis en gæst juleaften har navnelighed med anden, så kan man jo bare kalde den Ib ved serveringen. Anden er jo nok ligeglad.

Man ser for sig denne navnemani brede sig til grisene  – ”Jeg vil gerne ha’ to koteletter. Den ene skal hedde Kristian og den anden Poul.” 

Nu vi snakker nordisk mad, så har vi i København en restauration – Noma - som er kåret til verdens bedste. Forleden fik jeg følgende Noma-historie fra en rimelig troværdig dame – lærer oven i købet - som slet ikke kunne holde tæt med den, da jeg mødte hende i Brugsen - selvfølgelig midt i grøntsagerne.

To unge kvinder er til frokost på Noma. Mens de spiser af de berømte tallerkner får de øje på to herrer, hvor de genkender den ene som Bono – sangeren fra den irske gruppe U2. Hans autograf vil damerne gerne ha’, og da Bono forlader sit bord, går de over til den efterladte herre, og spørger om det ikke er Bono, som han sidder sammen med. Manden bekræfter, og pigerne spørger om han kan sørge for, at de får hans autograf. Han smiler, men siger ingenting. Pigerne går tilbage til eget bord, og Bono kommer tilbage til sit. Men intet sker.

Da de to herrer forlader Noma ænser de ikke pigerne, som er sikre på, at deres initiativ er faldet helt skidt ud. Forgræmmet og triste hidkalder de tjeneren for at betale, men han meddeler, at deres frokost er betalt af de to herrer ved Bono-bordet. Derefter overrækker han hver af pigerne et ark papir med to autografer på.

Der står navnene Bono og Bruce Springsteen.

Og som min kilde tilføjede lettere forarget – ”Tænk, de kendte ikke Bruce Springsteen”.

Det kan selvfølgelig være en herlig vandrehistorie, men i anledning af julens komme tror jeg på den. 

Glædelig juleaften, og nyd nu anden, gåsen, kalkunen – eller kyllingen.

Uanset hvad den hedder.

I stedet for Knud kan du jo kalde den Bruce.

Katterjammerrock

Lyserøde elefanter midt i byen tyder ganske givet på indtagelse af væsker med alkoholisk indhold, men mindre dyr kan da også gøre det.

Det klukker stadig frydefuldt i min maveregion, når jeg tænker på den oplevelse jeg for en del år siden fik i Kaas ved Pandrup, hvor en mand stolt viste mig sin garage.

Der havde han et par heste gående.

Da vi jo i allerhøjeste grad befinder os i byzoneområde, hvor man vel højst må ha’ høns rendende, spurgte jeg selvfølgelig, hvad hans nabo sagde til en sådan garageindretning, men han svarede blot, at naboen var der ingen problemer med – fordi ” Han har fyldt sin med grise ”.

For nylig blev jeg kontaktet af en mand fra Dronninglund by, der beklagede sig over naboer, der har mange katte. Der er f.eks. i mandens gaden en dame, som giver kost og logi til omkring 10 katte. Hvis hun ellers er hjemme, men ofte er hun andre steder – og det er hendes katte også.

De er på besøg i naboernes haver.

En af naboerne har sat et elektrisk hegn op, og det holder kattene fint væk, men også andre.

Naboer f.eks. Men det kan jo være en utilsigtet sidegevinst. Eller tilsigtet.

Men hvis man ikke er til elektrisk hegn, udlægning af miner, indsættelse af de væbnede styrker, eller et skræmmebillede af Pia Kjærsgaard ved havelågen – eller af den nu seneste tidligere radikale kulturminister – hvilke midler skal man så gribe til? Må man skyde en kat, der forulemper ens haveanlæg? Både – og. Man bør så i hvert fald i overensstemmelse med dansk tradition begynde i den nedre ende af våbenarsenalet, og prøve med en vandpistol.  Det skal nok holde den slags kræ væk. Problemet er selvfølgelig, om man kan komme tæt på. Katte stikker givetvis over i nabohaven – altså en af dem uden strøm.  

Den gode kattetrætte mand i Dronninglund by, skal vide - før han i fortvivlelse forlader sit eget gode skind -  at 10 kæledyr i samme parcel er ingenting. Jeg har engang besøgt en svensk kvinde,  som havde 5o hunde. De kom stort set aldrig ud, men sked m.m. inden døre. Kvinden kunne åbenbart godt klare lugten, men det kneb mere for den hest, som hun havde gående i køkkenet.

Det skal understreges, at damen ikke var i familie med Pippi Langstrømpe.

Kvinden blev meldt både til den ene og anden myndighed, og til sidst tog hun også hundene – og hesten - under armen, og flyttede et nyt sted hen. Her blev der også ballade.

Hvis der kommer et fremmed husdyr ind på ens parcel, så gælder Mark- og Vejfredsloven. Den siger, at en ejer skal holde sine husdyr indenfor egne tønder og matrikler. Husdyr gælder også kæledyr – som hund, kat, marsvin, tamme kaniner og mink. Kommer den slags ind på andres matrikler, så er det dyrets ejers fulde ansvar. Man skal dog prøve, at jage dyret væk, eller hjem - med ”hensigtsmæssige midler”. Altså ikke noget med at binde dåser, eller raketter, fast i dyrets hale.

Loven siger i øvrigt, at hvis man indfanger, eller som det hedder i loven - ”optager” et husdyr - så skal man underrette ejeren, og indtil han kommer, skal man om nødvendigt sørge for foder og vand. Altså en ”optaget” kat, der har skidt over hele haven, så grillparties er udelukket det meste af sommeren, skal ha’ en kongelig behandling. Bespises med kaviar og ostechips – selvfølgelig efter en tur i spabadet. Dog, hvis man ønsker at vaske kattens poter, så må det ikke ske i vaskemaskinen. Heller ikke selv om man bruger et skåneprogram.

Katten må heller ikke opbevares i fryseren, selv om der er masser af plads. 

Grove metoder må kun bruges, hvis man gentagne gange har meddelt ejeren, at man ikke længere vil ha’ hans elendige kat – eller katte – rendende, og det ikke hjælper. Derefter kan man gribe til skydevåben – hvis man da ellers har jagttegn. Men man kan også – og bør – ringe til politiet.

De kommer så snart de har fået eftermiddagskaffe.    

Endelig kan et godt råd være, at man selv anskaffer et elektriske hegn. Man kan jo blot  ha’ slukket for strømmen det meste af tiden, og så tænde efter behov. 

Når naboen kommer.

.

 

Sorte nætter i hovedstaden

Kan du huske scenen fra Matador, hvor der spilles Matador?

Terningerne bliver kastet, og hoteller bliver bygget, i privaten hos bankdirektør Varnæs. Hans Kristian bestyrer også her banken, og Maude kører rundt på Matador-brættet med den forkerte bil. Det er noget rod. Og det får hun også at vide.

Udover ægteparret Varnæs deltager Elisabeth Friis, Oberst Hackel, og doktor Hansen. Det sker så det, at doktoren - alias ansen HansenOve Sprogø - lander på en grund med hotel, og må aflevere en kostelig sum for overnatning. Så siger fynboen Hansen, at han lige nu savner sin fætter, som han altid overnatter hos, når han er i København.     

Sådan har vi jyder det også. Vi overnatter helst hos familie, da vi ikke bryder os om, at smide penge efter dyner og morgenmad. For nylig var jeg i en lille uge i hovedstaden med overnatning på tre forskellige hoteller. Alle tre hotelophold heldigvis betalt af de mennesker, som havde bedt mig komme til Dronningens by. Jeg havde altså slet ikke brug for nogen fætter. Hverken min egen eller doktor Hansens.

Hotel Opera hed mit første opholdssted, og det lå yderst central lige bag ved Det kongelige Teater. Pris for en seng var 1290 kroner pr. nat, plus 95 kroner for morgenmad. Det var et gammelt klassisk hotel med sine sympatiske træk, med inventar næsten fra dengang Thorvald Stauning var barn. Rummet var lille, da der jo var banket en bruser med toilet op for enden af sengen. Det værste var dog lyset. Både det naturlige, og det kunstige. Himlens lys blev holdt nede - man kan faktisk godt sige ude - da værelset lå i en baggård omgivet af høje bygninger. De gamle lamper havde ikke PH-kvalitet. Der var også alt for få af dem, og de lyste mindre op end en lommelygte, som er ved at tabe energi på grund af batterisvigt. Morgenmaden var lidt skrabet – dog med blødkogte æg.  Når man nu er kommet på hotel, så synes jeg det hører sig til, at få en omgang bacon, ristede småpølser, og æggestand. Det havde de altså ikke lige nået at få på panderne.

Efter to dage tog jeg til det næste hotel, som var bestilt – hotel Skt. Thomas på Frederiksberg. Her skulle jeg placere mit legeme, mine kufferter, og min tilrejsende stadig unge hustru, for to nætter. Pris 1650 kroner for at lukke to par øjne – men med morgenmad. Dog uden æg overhovedet. Igen var pladsforholdene af de mindre, men ellers ganske udmærkede, men igen var der sparet på lyset. Således kunne man om aftenen ikke finde sin kuffert i halvmørket. Rummet havde udover sengen en lille lænestol, som var ved siden af en lille gaderobe. Men der var ingen belysning ved lænestolen overhovedet, og stolen blev efter solnedgang lige så svær at finde som kufferten. Badeværelset, der også her var placeret for enden af dobbeltsengen, havde derimod et neonlys der kunne oplyse en fodboldbane. Desværre gik ventilatoren i gang hver gang lyset blev tændt, og den larmede så voldsomt, at ingen børnehave – ej heller omkring forældrenes eftermiddagsafhentningstidspunkt af egne børn - kan matche dette badeværelses støjniveau.

På det tredje hotel manglede hverken ristede pølser, økologisk brød, snegle med glasur, pandekager, eller friskpresset appelsinjuice. Scandic Front mellem Nyhavn og Amaliehaven, og med udsigt til såvel Skuespilhus samt Operahus, men prisen for et balsalsagtigt dobbeltværelse  - fyldt med ubrugeligt design indenfor stive stole og mærkværdigt lystynde lamper - var også 1690 kroner for en enkelt nat. Godt man ikke selv sku’ betale.  Men det værste – og sjoveste på sin egen måde – var dog, at her mødte vi igen lamper, der ikke kunne kaste lys af sig i et omfang så man problemløs ku’ skrælle en appelsin. Og selv om det hele også kan være et udtryk for, at sparepærer har fået sit gennembrud, så er det dog en minderig og mærkværdig oplevelse.

Denne manglende oplysning i Grundtvigs eget fædreland gentager sig, når man går tur i de københavnske gader. Kendetegnende for mange af de nye cafeer og restauranter man kan kaste blikke ind ad gennem store frontvinduer, er mørke og manglende lys omkring de borde, hvor folk sidder og putter mad i munden. Det nordiske køkken kan da ellers godt fortjene at blive vist frem, og nogle portioner er jo også så små, at der skal stærk belysning til for at se dem. Eller også stærkere briller.

Disse oplevelser havde doktor Hansen aldrig overlevet.

Her bør lyslevende fætre træde til.

I respekt for danske kvotaregler for køn af alle slags skal dog tilføjes, at overnatningshjælp også kan ydes af en kusine.

    

  

At tænke sig - om

Det virker mærkeligt, og morsomt, når minister og radikal leder Margrethe Vestager, gentager, at hendes kulturminister ikke har tænkt sig om, når han har holdt arrangementer for 180.000 kroner på cirkusskolen AFUK – Akademiet for Utæmmet Kreativitet.
Ikke at forveksle med Uhæmmet Kreativitet.
Hos AFUK har Uffe Elbæk siddet i bestyrelsen, og andre personer tæt på ministeren har forskellige tætte relationer til samme Akademi. Men det der med at tænke sig om, er måske det eneste kulturministeren faktisk har gjort. Aldeles meget oven i købet. Alene og sammen med sine nærmeste rådgivere. Den såvel utæmmede samt uhæmmede løsning er blevet vendt og tænkt, før man nåede konklusionen, at gøre det, og tage den ballade, der måske kommer.
At man ikke har tænkt sig om, svarer til at påstå, at den tidligere regering internt ikke har talt og tænkt om Helle Thornings skattesag. Det har man igen og igen. Begge hændelser er nemlig noget  man typisk tænker endda meget over. Men det er jo aldrig nogen garanti for, at man tænker sig frem til den rigtige beslutning. 
Der er brug for en kulturel tænketank, og måske en politisk tænkepause – med gode sidegevinster til, at tænke sig – om.