Dannelse og handling

Højskoleforedraget ” Udsigt til dannelse – indsigt til handling ”- holdt på Try Efterskole Langfredag 2013 i anledning af Try Højskoles 140-års jubilæum. (Med visse ændringer og tilføjelser).

  .

Når man skal holde foredrag, så er det jo ens opgave at tale, og det er Jeres at lytte. Jeg vil indledningsvis be’ til, at er I så venlige, at hvis I bliver færdige med at lytte, før jeg er færdig med at tale, at I gør det så stilfærdigt, som overhovedet muligt.

Døs med pli, tak.  

Jeg har altid været vild med fortællingen om medicinmanden, der samler sine tilhængere ved lejrbålet og siger til dem:

Inde i mig er de to hunde, der hele tiden kæmper om magten.

Den ene er en glubsk, ond og selvisk hund,

Den anden er en rar, klog og god hund.

Hvem vinder, hvem vinder, råber tilhængerne.

Og medicinmanden svarer: Det gør den jeg fodrer mest.

 

Det er sådan vi bør opdrage børn, uddanne unge, opdatere ældre, sådan vi bør behandle hinanden - 

ved at give det rigtige foder, 

Det rigtige foder skaber identitet, selvforståelse, klogskab, evne til tanke, refleksion, empati, omsorg, og medmenneskehed.

Piet Hein er berømmet for mange kvikke sekvenser. F.eks. denne:

-”Af folk bliver der flere og flere, men menneske de laves ikke mere”.

Det passer, og passer ikke.

Det afhænger af foderet.

Foderet skal være et mix af tid, opmærksomhed, kærlighed, lyst og energi.

Tilsat økologisk sødt selvfølgelig – og ingen tilsætningsstoffer

Når vi kommer til verden – med eller uden Dorthe Kollo syngende i baggrunden - så har vi oppe i hovedet en række helt tomme A-4 ark.

Og det er på dem vi indtegner alle barndommens oplevelser.

Hvad vi hører, ser, oplever,

Alt bliver nedprintet på disse a-4-ark, og det er på baggrund af alle disse indtryk og aftryk vi danner vores identitet. Lærer at dele skidt fra kanel, kende forskel på rigtigt og forkert,  

Betydningen af et nej og et ja.

Hvordan man bliver et socialt kulturelt sammenhængende menneske, som andre mennesker kan holde ud at være sammen med. 

Til den proces skal man gerne ha’ voksne omkring sig, som vil være med til at få tjek på A-4-siderne luge ud i indtryk og aftryk, tolke på dem – afkode og forklare – vejlede og sætte pejlemærker.

Hvis man ikke har den slags voksne omkring sig i sine barndomsår, så har vi i Danmark de enestående tilbud om at man få et højskoleophold til foderpåfyldning, som redigeringstekniker og vejleder.  

Og har vi haft en lykkelig barndom med disse nære voksne, der tager livet og hverdagen alvorligt

så har vi højskolen til at vedligeholde, opdatere, og ajourføre

Det er sådan en almen grundtvigiansk højskole fungerer, når den fungerer allerbedst.

Et udviklingssted, som kalder på kongen i stedet for stodderen.

Ham er der nok andre, der kalder på.

Højskolen hovedformål er at skabe dannelse, og indsigt til handling - eller omvendt – indsigt til dannelse, og udsigt til handling.

 

Den første folkehøjskole blev oprettet i Rødding, Sønderjylland, i 1844. Initiativet kom fra N.F.S. Grundtvig, der betragtes som folkehøjskolens far. Fædrelandets sprog og historie, dets statsforfatning og næringsveje samt folkesangen var i starten undervisningens midtpunkt.
Ingen eksamen måtte afholdes. Folkehøjskoler var også i sin oprindelse skoler for voksne mænd og kvinder, hvor der blev givet en undervisning, som klart tog sigte på at gøre eleverne til gode borgere. 
Med tiden er fokus også blevet på den mere personlige udvikling, og de enkelte skole udviklede også særlige tilbud målrettet den enkelte.  Det vender jeg tilbage til, da dette er højskolernes akilleshæl – det evige diskutable omdrejningspunkt.
Men grundstemningen var fra begyndelsen "den kristelig-historisk-poetiske", og undervisningsmetoden var "historisk", for så vidt der kan tales om metode i en undervisning, hvor lærernes personlighed var afgørende, og hvor eleverne mødte frivilligt for at få trangen tilfredsstillet efter Grundtvigs tese om, at vi skal forstå vores eget liv for at rumme andres.

Men kravet om at give eleverne dannelse var stærk, og voksende, så folket bedre kunne deltage aktivt og vidende i de tider, som var på vej – med fri forfatning, grundlov, og demokrati.

Her var skolemanden Kristian Kold også en vigtig faktor. Han oprettede i 1851 en folkehøjskole i Ryslinge på Fyn. Grundtanken i Kolds undervisning var: "Langt mere værd end det røde Guld, det er sin Gud og sig selv at kende".
Kolds måde at holde skole på blev forbilledet for mange folkehøjskoler, som oprettedes efter 1864 – året med det forsmædelige krigsnederlag til tyskerne - og alene i 1867 blev oprettet 21 folkehøjskoler. 1887 fik  Indre Mission sin første folkehøjskole i Nørre Nissum, og baptisterne oprettede en statsgodkendt folkehøjskole i Gistrup ved Ålborg. I 1910  var det socialdemokratiets tur – med folkehøjskolen i Esbjerg. I 1970’erne rundede Danmark de 100 højskoler. Man toppede i 1994 med 107 skoler. I dag er – ifølge seneste opgørelse januar 2013 – 70 højskoler i Danmark.

Det var i 70’erne at Try Højskoles 2. periode ligger. Fra 1973-1978 var skolen i Try almen, gruntvigiansk. Jeg var lærer ved skolen i to år - fra 1976 til 1978, og altså vidne på første parket til højskolens opstigning, fald og afslutning.

Try højskole fik godt fat i nye elever i starten af 70’erne. Man fortsatte sit tilbud om at ha’ et godt tilbud til dem, der godt ku’ tænke sig at blive sygeplejersker. Og så indførte man som den første højskole i landet en medielinie for unge, der havde en journalist i maven. Den lyst var også påtrængende dengang, I dag er det dog eksploderet. Ca. hver anden ung drømmer

ja faktisk forlanger - at blive reality-studieværter. I dag findes næppe højskoler, som ikke har medieindføring i sin tilbudsvifte.

 

I anledning af disse bygningers 140 års jubilæum har den lokale ugeavis Østvendsyssel Avis lavet

en række interviews med elever, som har besøgt skolen gennem de 140 år. Således har man talt med

Benedikte Ry fra Glostrup, som gik på højskolen, på det sidste hold i 1978.

Hun var - som hun siger - med til at lukke og slukke.  

Hun siger til ugeavisen at det var hendes klare indtryk, at ledelsen for skolen sammen med bestyrelsen for højskolen ikke var gearet til at tackle den nye ungdomskultur, som var skabt i 60’erne og 70’erne.

F.eks. husker hun at eleverne i musik blev introduceret til kunstnergruppen Røde Mors musik,

Men det blev straks påtalt overfor den lærer, som havde forgrebet sig på undervisningsfrihed og mangfoldighed.

Benedikte Ry har ret,

Der var i det daglige mange af den type påtaler, såkaldte adfærdsregulerende samtaler,

uroagtige problemer, og urimeligheder - som til sidst skabte den endelige ultimative konflikt.

Selv om det skal medgives, at begge parter i en strid kan være tilbøjelige til at tro, at man får mere ret ved at hæve stemmen.

Jeg skal ikke drukne Jer i de utallige eksempler på det som Benedikte nævner, men blot til mere forståelse af konflikten nævne et par..

Eleverne havde kunstnerisk udfoldet sig i gymnastiksalen på et meget stort lærred.

Alle slags figurer, udtryk, slogans, og symboler var malet – fantasien og kreativiteten var stor.

Et sted på det 20 x 3 meter store lærred havde en elev tegnet det kommunistiske symbol med

Hammer og segl. Det fik stedets forstanderpar til at indkalde bestyrelsen for at overbevise dem om,

at de røde havde taget magten på Try højskole.

I lørdags var jeg til fernisering på den nye Påskeudstilling på Dronninglund Kunstcenter. Der var mange fine ting, men der var dog også et par billeder som ikke lige faldt i min smag. Jeg håber andre har fundet glæde ved de to skilderier - jeg undlod i hvert fald at indkalde Kunstcentrets bestyrelse for at få dem fjernet. Ligesom jeg heller ikke tror, at en for mig fjendtlig kunstretning

har overtaget magten på centret.

Som journalistlærer havde jeg ansvaret for journalistikken og samfundsundervisningen. Det blev på mange måder meget vellykket, og fra 6 elever på det første hold fik vi på det sidste hold 1/3 af skolens elever - i alt 26 – på journalistlinien. Der blev produceret radioudsendelser til DR, der blev trænet og lavet opgaver i den slags, som man kunne møde ved optagelse på DJ, og der blev lavet små-forskning bl.a. via undersøgelser om kvinders deltagelse på avisernes debatsider, som vakte stor opmærksomhed. Jævnligt blev der produceret lokale temaaviser om emner, som optog lokalbefolkningen - lukning af små skoler, butiksdød, og i et valgår Valgavis. Her fik en artikel forstander og bestyrelse til at løfte et bryn, da musiklæreren frejdigt erkendte, at han ville stemme på SF. I en anden artikel havde forstanderen erklæret sin kærlighed til partier Venstre.

Så stod den kamp lige, men sådan fungerer den demokratiske frihedsvægt ikke altid.

Jeg vil gerne føje til, at hvis det var i dag, at en person i ens medarbejderskab sagde, at han overvejede at stemme på SF, så kunne det til gengæld nok iværksætte en vis bekymring.

Hvis jeg kigger i bakspejlets klare lys, så var vi et par lærere i staben, som lig med Anker Jørgensen havde hjertet siddende i venstre side, men generelt var lærerstaben apolitisk. Der var vel et par radikale, og en enkelt liberalist af samme slags som forstandere.  Men samlet var der tale om en midterlærerstabsregering af en slags med den farve, som man i dag sikkert ville kalde blå.

Men Grundtvig-fansvar vi alle.

”I kvinder ejer ikke tankens himmelflugt ”– siger Lauritz Røde Jensen til Laura i Matador efter at han har drukket flere kopper gratis kaffe i hendes og direktør Varnæs’ køkken.

Jeg må nok sige, at jeg også i kraft af mine erfaringer fra tiden i Try er sikker på, at mangel på tankens himmelflugt ikke er kønsbestemt. Selv om det ofte er hønen, der får hanen til at gale.

Try højskole lukkede ikke sommeren 1978, fordi man manglede elever, eller økonomien var dårlig,

men fordi der ingen forbindelse længere var mellem Grundtvigs ord om frihed og mangfoldighed.

og skolens ledelses daglige ageren og reaktionsmåde. Ledelsen ville gerne ha den slags unge, som de havde på skolen sidst man var højskole

Det var længselen efter tiden, der var engang.

Men hvis kan li' honning må man tage bien med,

Da man ikke kunne få, hverken den honning eller de bier man gerne ville ha, valgte man at lukke højskolen, og i stedet åbne en skoleform, hvor der var håb om at kunne få unge, der mere var,

som ”i gamle dage”.

Som eleven Benedikte antyder, så kom der i 70’erne unge til alle højskoler,

som repræsenterede en ny tid. Og andre steder end i Try var der sammenstød og konflikter,

fordi skolernes ledelser blev usikre, og valgte sikkerheden frem for friheden

men når man indskrænker friheden for at vinde sikkerheden så vil man til sidst

miste begge dele.

Spændet - og spændingerne - mellem elever og lærergruppen og ledelse blev ofte for stor - for betændt – til at man igen ku’ mødes. Dem der tog den endelige afgørelse var desværre  

mennesker, der lyttede til få, talte med færre, men bestemte egenhændigt.

Blot trist selvfølgelig at dette skete - også i Try. I en lille landkommune, som nok kunne ha’ haft gavn og glæde af fortsat skolevækst af den slags, som tager afsæt i Grundtvigs tankegods.

Sådan skulle det ikke være

Landbrugsskolen tog over - for en periode - og nu har en ny skoleform taget over fem år ind i det

nye årtusinder.

Livet - også skolelivet - bevæger sig perioder. Pendulet svinger frem –

og på et tidspunkt kommer tilbagesvinget -helt naturligt.

Ønsket må være at disse bygninger altid vil huse unge, som vil noget, og voksne der giver en hånd,

som i dag sker med efterskolen.

Mit ønske er, at bygningerne aldrig forfalder, eller en dag ender som en tysk afdeling af LITL

eller en ny filial af Den danske Bank. De to nævnte ting valgt helt bevidst

Det første er skræk-scenarium nummer et - det andet eksempel er lidet sandsynligt.

Når vi ser på antallet af højskoler så er de nordiske landes stukket af.

Og det såvel Sverige, Finland og Norge.

Der er 150 i Sverige 

93 i Finland,

og 78 i Norge, og altså Danmark 70.

Vi er altså udenfor medaljerækken,

Grunden til at Sverige topper så ekstremt højt er den enkle, at hvor man i Danmark og i Norge fortsat placerer vægt og fylde på ord som ”læring” og undervisning” tager svenskerne skridtet i den anden retning, og taler mere om ”uddannelse” frem for dannelse.

Man kan sige, at svenskerne ikke lider af eksamensallergi

De har bevæget sig væk fra Grundtvigs tanker om ”Skolen for livet” - og tilbyder gymnasial uddannelse.  De har mange kurser til arbejdsløse, og integrationskurser til nye svenskere af anden etnisk herkomst.

Mange svenske højskoler er daghøjskoler. Eleverne bor ikke på skolen.

Der er skoler med 300-400 elever, og det store antal højskoler og de mange elever er kommet efter at man har ændret formen. Det har skabt nutidens succes.  

40 pct. af de unge som kom på svenske højskoler i 2012 er i dag enten kommet i arbejde. eller videre med en uddannelse. 

Svenskerne går ind for det, som man kalder et nytteperspektiv, hvor Danmark og Norge fortsat betoner dannelsen, den åndelige løftning - og det nationale kendskab til dagen i går, til gavn for den enkeltes forståelse af nuet, - og dermed indtagelse af brugbare værktøjer til morgendagens liv og gerning - som det vigtigste for et højskoleophold.

Jeg er tilhænger af den danske hovedmodel.

Jeg synes vi fortsat skal bakke Kold og Grundtvig op i ånd og bogstav, med vilje og fasthed,

økonomiske bevillinger og begejstrings-bølger. 

Danske folkehøjskoler skal fastholdes som almene frie skoler – og som eksamensfri. Men også gerne bevæge sig fremad i nødvendig innovation. Da danske højskoler i 1970 fik tilbudt,

at få koblet de dengang nye HF-uddannelser til sig – takkede man nej. Nej tak vi klarer os med dannelsen. Et barn af højskolen – efterskolen – havde i 1966 sagt ja tak til 9. klasse med eksamen og censor.

Måske er det en tanke værd, at man med den Grundtvigske-Kolds tankegods godt forankret -

eksperimenterer med et mix mellem nytteværdi og dannelsesværdi - med mest vægt på det sidste,

og ikke som i Sverige, hvor sidstnævnte kun mindst skal fylde 15 procent.

.

At få unge i arbejde, at få dem igang med en uddannelse er rimeligt livsvigtigt, men at give dem både det ene og især det andet, og hvis man så samtidig ku være langt mere kreativ og målrettet i

den proces at få nye danskere af anden etnisk herkomst sluset gennem et højskoleophold

så åbner man da en fremskridtsmodel, der indeholder et sundt og især nødvendigt demokratisk perspektiv.

Og lad os så samtidig holde den endelige gravtale over nymodens ord, som spildtid, fjumreår og andet godt fra diverse effektivitetsgustne voksentænketanke, og lad os i stedet snakke om kvalificeringstid. Det er langt vigtige, at såvel unge læger, arkitekter, ingeniører, landinspektører

magistre, gymnasielærere, og DJØf’fer af alle slags - runder et højskoleophold frem for at blive færdige et år tidligere. På højskolen får man sikkert lige den rette mavefornemmelse for,

hvad man videre skal, man lærer at skynde sig langsomt, fordybe sig i dialog før man tager sit livsvalg.

Verden åbner sig kun på en ny måde ved at man møder mennesker,

som har et andet syn på livet end en selv. Det andet syn møder man altså ikke, når man bevæger sig direkte fra gymnasielokalet, og over til universitetets diverse forelæsningsrum eller til lærer- og pædagogbænken. Derfor skal Grundtvigs ”skolen for livet” også være det

nødvendige opdaterede tilbud, som vi fastholder som det vigtigste udviklingstilbud til

unge af i dag og i morgen. Højskolen er stedet, hvor man får det bedste foder

til den gode hund.

Fordi højskolen gir det som teolog og filosof K.E.Løgstrup kaldte ”tilværelses-oplysning”.

Og i disse for vort land alvorlige tider med økonomiske kriser, hvis afkast er menneskelige kriser – er dannelse vejen.

Hvor der er dannelse er der håb

Et træ skal kendes på sin frugt, sir man,

Og et samfund skal kendes på sine mennesker.   

Og disse menneskers behandling af hinanden.

Og den ene generations kærlige varetagelse af den næste.

Solen og Nordenvinden diskuterede engang voldsomt, hvem der havde mest magt.

Kan du se den dreng dernede, sagde Nordenvinden – nu skal jeg blæse frakken af ham

Og så blæste og blæste Nordenvinden, men jo mere den blæste - jo tættere trak drengen frakken om sig.

Lad nu mig, sagde solen

Og så sendte solen sine mest varme stråler ned over drengen.

Og der gik ikke ret lang tid, så tog drengen selv frakken af.

Tak for opmærksomheden, og tak fordi I ikke blev synligt færdige før mig.                                                                     

.

Sæt Politiken i fængsel.

Det ligner ikke noget. Nu har politiet varetægtsfængslet en 49-årig københavner, fordi han har leget spøgelsesbilist på de nordjyske motorveje. Manden kørte med slukkede billygter, men det jo kun fordi han tog hensyn til sin mindreårige datter, der sad på forsædet ved fars side og sov.  Hvor mange forældre tager den slags hensyn, når man er godt lakket til. Promillen var 1,43, men det er jo ikke noget at gøre en stor forsidehistorie ud af - tænk på Bendtners promille.  Politiet må da også godt lige tage hensyn til, at manden faktisk havde kørt strækningen fra Hirtshals til Aalborg - før han kørte ind i andre biler. Biler, der oven i købet havde lys på, og så er de jo nemme at se - og køre ind i.  Det er faktisk godt klaret af en voldsomt spirituspåvirket bilist, at køre så langt uden at lemlæste andre. Det burde han nok lige ha’ nogle point for.  At det så går galt før Limfjordstunnel- ved 3-tiden om natten – må dog få politiet til at løfte et bryn. Hvad laver nordjyder på motorvejen på det tidspunkt? Det kan kun være noget kriminelt, men nordjysk politi beskytter her helt tydeligt  andre nordjyder.  

Endelig er varetægtsfængslingen jo et bevis på, at det altid er de små fisk politiet kaster mediesøgelyset på.  I årevis har f.eks. Politiken bagsides rubrik ATS skrevet spalte op og ud om de tomme nordjyske motorveje. Her kan man suse af sted uden at skal tage hensyn til andre, og køre med P3 for fuld udblæsning, hvis man har den slags infantile storbylyster. Og når det så gå galt for en enlig far med problemer, som han prøver at klare selv med alkohol - uden at lægge det offentlige til last – så bryder helvede løs.  Vi er mange nordjyder, der forlanger man griber ind overfor de store fisk, som altid slipper for rettergang og henrettelse.  

Det skal ha' en ende.

Bridge for begyndere

Når jeg får et spil kort i hånden, så mindes jeg barndommens glade dage hos min bedstemor. Hun elskede at sidde ved bordets voksdug på pladsen tæt ved køkkenets kaffekande, og spille Mausel. Når familien var samlet omkring stuebordet blev der smidt en- og to-ører på bordet til en 4-øres-Mausel. Cigarrøgen bevægede sig snart slow rundt i stuen, og duften blev kun blandet med  kortstøj fra esser, konger og damer, der ramte bordet med stikkets klarhed.

Kortspil var en prægtig del af min opvækst.

Kasino, 31, 500-Rommy, Whist, og kabaler. 

I dag står den mest på Bridge. Begynderbridge. Nu skal det prøves. Hold op, hvor der er mange regler. Det hele ligger i meldingerne. Sans-meldinger, farvemeldinger, konventionsmeldinger, doblinger, Esser-spørgninger – og pas. Man påstår at spillet er lige så gavnligt for de små hjerneceller som skak. Det vil jo så vise sig på det politikerne altid kalder ”den lange bane” - indtil nu har det mest været en udfordrende belastning!

Bridgespillet er organiseret i Hjallerup Bridgeklub. Undervisningen foregår på Dronninglund skole, torsdagen spilles på Hjallerup skole, og mandag aften i Kulturhuset. Plus det løse.  

Når man entrer Kulturhuset i hestebyen, så sidder Hjallerups ”grand old mand” ofte ved bord 1. Der er stadig stil over Knud Aaen, hvis spil i øjnene fortæller, at ham kommer ingen nem forbi. Hans velovervejede kast med hovedet sender signaler om, at alt omkring ham har han skabt. I de snart 40 år jeg har boet i den her kommune har Knud Aaen altid siddet ved en del af tidens bordender.

Jeg lavede i 1981 et portrætinterview med manden til Midtvendsyssel Avis’s ”Side 4”, og da vi

havde talt sammen en times tid kaldte Aaen på konen, og sagde: 

”Muldkjær er sulten -  smør lige nogle madder”.

Patriarken havde talt, og det tog ingen tid, så kom fruen med et fad med pålægsfyldte snitter, og hun stillede fadet foran manden i huset. Hun viste nemlig godt, hvem der var mest sulten af os to. Instinktet og erfaringen havde talt. 

Nu sidder han der foran mig, som en lokal mafialeder, og kigger lidt op og ned ad en, og så siger han – ”Nå, du skal spille bridge. Det har jeg gjort i over 30 år”.

”Jeg har spillet i 3 måneder” svarer jeg manden, på hvem der hænger så mange imaginære kreds-, klub-, guld og sølvmesterskaber, så skjorten ikke har plads til knapper. Den mand har flere mesterpoint på bridgekontoen end De Nattergale har kastreret grise.

Ret imponerende.

Pas. 

Bridgefolket er ikke mennesker, der råber meget op. Bortset fra enkelte undtagelser. Deres ansigtsudtryk sender konstant signaler om, at de er koncentreret om den næste melding. Det er den her evige kamp - sammen med håndens kort - om man skal ”Gå op i 2 Sans” eller vove ”4 Spar”. En bridgespillers verdensbillede består ofte kun af spar, hjerter, ruder og klør.

Der tales ikke meget under spillet. Et øjebliks uopmærksomhed kan koste et stik, en sejr, en placering, en flaske rødvin. 

Min makker og jeg skal spille mod et erfarent ægtepar. Der hilses, og de allerede blandende kort

tages og studeres, og man dykker ned i sin egen meldekasse med alle de mulige meldinger indenfor rækkevidde.

Det kan kun gå galt. Og det gør det.

Gode kort kræver gode meldinger, er mit valgsprog, men set i bakspejlets letsindige lethed kan jeg godt se, at derfor kan man godt lige genvurdere kort og melding. Da min rudermelding forlader min mund får min makker et ansigtsudtryk, så jeg automatisk ser mig omkring i lokalet, om der er en læge tilstede. Jeg har bevæget mig ind i farligt meldeland. Jeg prøver at fortælle - med få velvalgte sætninger - at  det er ”Den fjerde farve” jeg skal vide noget om. Det forstår bordets andre spillere så udmærket, men måden er ikke lige set før. Jeg forklarer, at jeg spiller noget, som jeg kalder Aså-konventionen. Nu har Aså lige mistet plejehjemmet Tonnishave, så jeg syns nok de har fortjent noget andet. Nu er der ingen af dem, der bare bor i nærheden af Aså, så den køber bordet ikke. Og makkeren slet ikke. Man går ned.

Og trækker makkeren med i sølet.

Jeg kom i det øjeblik til at tænke på Mads Skjern, der sidder i det allersidste afsnit af ”Matador” ude hos sin svigermor – Katrine Larsen. Han er ved at gå i hundene, fordi Ingeborg er taget ned til Daniel i Paris, og måske ikke kommer hjem igen. Så siger Skjern til Katrine, at ”Det må ikke komme ud”.

-” Herregud, er du så forfængelig” svarer Katrine.  

Jeg har det lidt på samme måde. Det må ikke komme ud. Knud Aaen må ikke vide det. 

For næste gang går det garanteret meget bedre. Sådan er det at spille bridge – at spille kort.

Man får senere en god hånd, som man forvalter med rettidig omhu, og siger det rigtige.

Jeg tror bridge er kommet for at blive.

 

Stuerene på skift

De fleste mennesker kan huske stuerne i deres barndomshjem. Især dem som har rundet seks årtier.

Der var en dagligstue – og en pæn stue. Den pæne stue var ofte lukket af med et par glasdøre, og dørene blev kun åbnet, når der var gæster - eller ved højtider. Livet foregik i dagligstuen. På landet foregik livet ofte i det store køkken, og begge – eller alle stuerne – var lukket af.

Disse foranstaltninger skete ikke, fordi hjemmets beboere ikke var stuerene. Men ganske enkelt fordi man sparede penge til varme, og møblerne blev ikke slidt unødigt, og man havde altid et sted, som var rent og pænt, og til at gå ind i, hvis der kom de der uventede gæster.

Men også når man havde kaldt til fest. ”Vi skal ha’ fremmede”, som min mor altid sagde, når hun åbnede glasdørene. 

Selvfølgelig var der også i ”gamle dage” mennesker, som havde så store boliger, at de uden problemer kunne folde dagliglivet ud i flere stuer, og alligevel havde en afdeling, når gæster bankede på yderdøren.

Det med at have et stort værelse, rum eller stue, og måske oven i købet ha’ flere rum – her af nogle finere end andre – kom jeg til at tænke på, da jeg så det nyeste politiske indeks.

Forhistorien er den, at partier på Christiansborg får gruppeværelser efter størrelse. Meget naturligt har de største partier de største gruppeværelser, og der er megen tradition og prestige i at have bestemte værelser. Således var der for nogle år siden megen nedtrykthed hos de konservative, der på grund af et dårligt valg måtte afgive deres elskede gruppeværelse til SF.

Et valg i dag ville nok resultere i, at de to partier fik Folketingets cykelskur. – til fælles brug.

I en nyligt offentliggjort  meningsmåling er Dansk Folkeparti (DF) – for anden gang - større end Socialdemokraterne. DF har bidt sig fast i  bordkanten - nu SF’s formand har sluppet sit bid.

S står til 16,5 procent, og DF 17,8.

Både De Konservative og SF er begge under 4 procent, så det kan være skuret bliver ledigt.

Det kan partiet Venstre så få oven i alt det andet de rager til sig.

Partiet kan måske bruge skuret til det, som det er tænkt til  - cykler.

Man kunne med en sådan meningsmåling, der giver et stærkt DF, spørge den tidligere socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup, om DF nu er blevet gjort til et stuerent parti – med alle de socialdemokratisk vælgere, der har søgt inde under det partis nationalt svulmende faner. Nyrups udtalelse om DF, at ” Stuerene – det bliver I aldrig”, blev af Nyrup fejlagtigt formuleret, som kritik af mennesker i stedet for af holdninger. Sjovt nok fik den nuværende sundhedsminister Astrid Krag fra SF skæld ud for, at mene lidt det modsatte af Nyrup. Hun fortalte ved sin tiltræden, at hun fra barndommens land havde lært - ved at omgås medlemmer af Dansk Folkeparti - at man aldrig skal dæmonisere mennesker, men i stedet netop angribe meningerne. Der er holdninger man skal holde ude i kulden – og ikke de mennesker, som har dem. Dem skal man i dialog med.

Fortsætter DF’s fremgang, så skal det parti måske overtage Socialdemokraternes gruppeværelser.

Monstro de får adgang til de ”pæne stuer”. Ellers må de jo starte med at sidde i dagligstuen,.

for ikke at svine’ det pæne gruppeværelse til.

Men det er jo ikke S største problem. Det er, hvis Socialdemokraterne skal overtage Dansk Folkepartis tidligere gruppeværelse. For der er garanteret overhovedet ikke gjort stuerent. På den anden side, så trænger de socialdemokratiske ministre og politikere voldsomt til at få vasket valgløfterne af sig, så der bliver vasket hænder i håndvasken fra tidlig morgen til sen aften. 

Det bliver en værre omgang griseri. 

Så det er nok en god ide, at vente med den store rengøring til S har fået sig nettet.  

Hvis partiet bruger godt med sæbe, så kan S måske godt gå hen og blive helt stuerene - igen.

100 meter spritkørsel

Han var idrætslærer. Og fysiklærer. Derfor gik han i idrætstimerne altid rundt med sin fysikbog. Der var en halvtyk bog med stift omslag. Han brugte bogen til at give lussinger med. Det gjorde nas, at få sådan 156 sider med fysiske formler i ansigtet.

Egentlig burde han være meldt til skoleinspektøren, politiet eller Børns Vilkår. Men inspektøren brugte selv at slå med spanskrør, Børnetelefonen var ikke opfundet, og politiet tog sig ikke af den slags sager i en tid, hvor klø og lussinger var en del af hverdagen - for mange. Derhjemme, men især i skolen. Tævene faldt efter det bibelske princip om, at den man elsker tugter man. Det var kun i Gunnar Jørgensens berømte Flemming-bøger man prøvede med ”kærlighedens stærke arm”.

Når vi havde idræt, og skulle løbe 60 meter på tid, eller hoppe længde- og højdespring, så brugte han også fysikbogen, til at klaske mod den anden hånd. Det lød som et startslud. Da jeg jo ikke hører til de mindste ren centimermæssigt, så havde jeg ingen problemer med at løbe, og springe højt, så jeg fik sjældent efterklasket, som de mere tunge blev udsat for. Til gengæld var jeg mere uheldig i fysiktimerne, hvor bogen også blev flittigt brugt til andet end at slå op i.

60 meter sprint sku’ vi gerne klare på omkring 10-12 sekunder, så vidt jeg husker. Jeg har i øvrigt kun prøvet at løbe den olympiske distance 100 meter nogle enkelte gange. Det er de sidste 20-30 meter, der trækker søm.

I dag giver distancen bøder.

Det var ifølge politiet nøjagtig 100 meter fodboldspilleren Nicklas Bendtner kørte i sin bil, da politiet sagde – nok er nok. Han skulle efter egen forklaring heller ikke længere. Fodboldspilleren skulle fra det ene værtshus eller diskotek - til det andet. Det er her forbindelsen over hjernebjælken brister. Altså hvis man sætter sig ind i sin bil - som holder et sted man måske endelig fandt efter lang tids søgen - for at køre 100 meter, og der så igen lede efter en ny parkeringsplads, så er man da virkelig enten hjernetom eller døddrukken.

Manden var så det sidste. Mindst.

Bendtner byttede 100 meter sprint ud med 100 meter på sprit. Det kostede ham i kontanter en bøde på 842.000 kroner. Det er 8.420 kroner pr. meter. Det er en meterpris, der kan få en gardinmand til at nynne ved ophængningen. Det er også et beløb, der fylder i statskassen. Og samtidig tynder ud på pensionskontoen. Den meterpris svarer vel stort set til den minutpris, som de danske arrangører gav den amerikanske sanger Tina Turner, da de bad hende synge en sang i anledning af H.C. Andersen-året i 2005.

De kan det der, de bevilgende myndigheder, diverse popstjerner, mediestars og fodboldspillere. Indtil et vist punkt, Så bliver de indhentet af fortiden, levemåden, uægtheden, og Brixtofte-syndromet. De tror de kan gå på vandet. Men det er da vist nok kun en, der er sluppet fra. Uden at blive våd.  

Røg og forbud

Først tog Folketinget tobakken.

Så nedtrappede Sundhedsstyrelsen alkoholen til ganske få genstande om dagen.

Nu er Miljøstyrelsen - med en journalistisk forenkling – klar til, at vi måske kun må fyre i brændeovnen max to gange om ugen. Det næste bliver vel, at der kommer forbud mod salg af Randers reb, så vi i Udkantsdanmark ikke længere får mulighed for at hænge os ude i laden –

i fortvivlelse over den skæve udvikling.

Altså tobakken har vi vænnet os til at undvære, og med alkoholen, der kan man jo snyde lidt med tællingen, men brændeovnsvarmen kan vi ikke undvære. Kun hvis Folketinget samtidig afskaffer kulden, og sætter oliepriserne ned til det halve.

Man kan vel finde pengene ved at hæve selskabsskatten. 

Årsagerne til disse nye brændeovnstiltag er flere. Grækerne er ved at forurene Athen i et omfang, som aldrig tidligere. Den græske hovedstad har altid været blandt verdens mest forurenede, men krisen har forværret iltmanglen i demokratiets fødested. Nu fyrer grækerne med alt, hvad de kan sanke.

Som pengefattige, og EU-hadere, er der vel ingen, der fortænker dem i at fyre til billigst mulige penge. Om vinteren i hvert fald. Om sommeren hører Athen til en af verdens mest hotte byer – hvor der er målt varmetemperaturer op til verdensrekorden 48 grader.   

Nu meddeles så, at indbyggerne i de tætbebyggede områder i Malmø fyrer så meget i brændeovne, at man har indført forbud. Der må kun fyres i den sorte ovn to gange om ugen. Man tjekker vel den slags ved at installere en studerende med halveret SU ved hver brændeovn, og så skal han sende en SMS på sin mobil, hver gang ejeren tænder op. Eller også har studenten fået udleveret en DJØF-bog, hvor han sætter krydser. Han kan sove bag brændeovnen. Så sparer han også huslejen. Og på cafe skal ingen studerende. De penge er røget. Op.

Hvis man har en brændeovn med en akkumulationstank (som vel betyder man har sluttet noget vand til brændeovnen) så kan man få lov til at fyre lidt oftere - ellers er kun hyggeild tilladt.

Derfor har svenskerne indført såkaldte sundhedszoner. Det er områder fri for løbske brændeovne. Jeg troede sundhedszoner var områder fri for grillbarer, pizzaarier, privatbiler og rockerbander.

Astma-Allergi-Forbundet i Danmark synes, at det er en god ide, de har fået i Malmø, og ku’ godt

tænke sig det samme indført i Danmark. I en skrivelse fra foreningen lyder det, at det skal ses som ”et godt indgreb til beskyttelse af børn, og voksne med sårbare lunger”.

Noget de voksne nok har fået ved at gå ture i de trafikerede byer.

Miljøstyrelsen bakker op på den måde, at man i første omgang vil iværksætte en kampagne, hvor man lærer hvordan man fyrer korrekt. Det er så sandelig også at foretrække i stedet for en lovgivning, der rammer alle, selv om målgruppen er en lille flok. Som altid.

Direktøren fra brændeovnsfabrikken Morsø siger, at kritikken af ”brændeovnene skyder langt over målet” – eller der kan godt være ild uden at der kommer røg. Det er næppe overraskende, at direktøren for et firma, der fabrikerer brændeovne, synes det er en dårlig ide, at indføre begrænsninger. Men der kaldes jo balanceret journalistik, når man altid husker at spørge begge parter.

Direktøren foreslår i øvrigt, at man i stedet indfører lukning af skorstene hos dem, der ikke kan overholde brændingsreglerne. Det er dog mange voldsomt imod. Især Matador-murermester Poul Richard Jessen, bestyrelsesformand for Korsbæk Bank. Hans kone kom sig aldrig over, at direktør  Skjern fjernede den ene af hendes barndoms tre skorstene. Hvis man nu kommer og lukker de to andre, så kvæles hun i sin sandkage, og det kan hverken Misse eller Musse være tjent med.

Det er vel kun murermester Jessen, der bliver lidt glad.   

Men hvis - og efter et folketingsvalg kan det jo nemt tænkes - at regeringen indtager den holdning, at man vil indføre max 2 optændinger pr. uge pr. brændeovn, så syns jeg også man skal indføre max to flyafgange fra Aalborg til København om ugen – og så selvfølgelig max. to returafgange - ugen efter. Og danske familier må kun foretage en ferierejse om året – med fly.

Det er jo noget mere belastende – på alle måder - at få et fly til et lette, end at få varme i en brændeovn.

Moralsk overtræk

Politikens forside hylder i dag deres fotograf, der som ”årets pressefotograf har fanget sorgen ved Jonas Thomsens Sekyeres begravelse”. Billedets fokus er en nær pårørende, som er tæt på et sammenbrud. Selv om begravelsen var offentlig, og medierne derfor inviteret med, så synes jeg billedet er grænseoverskridende, idet pårørende selvfølgelig altid er sorgfulde, og tårer og sammenbrud er en privat sag. Informationsværdien er altså yderst begrænset. Billedets fokus er ikke til nytte for nogen, og billedet skal heller ikke bevæge os til at foretage en handling, som at indbetale et beløb til en TV-indsamling. Så det giver altså ingen mening, at bære det ud i det offentlige rum. Men når også flere af de private deltagerne ved begravelsen – som det kan ses på pressefotografiet – med mobiler og kameraer tager billeder af den nære pårørendes sammenbrud, så fortæller det selvfølgelig om en tid, hvor både mediefolket og dets brugere har bladret væk fra etikken. Den moralske konto overtrækkes gang på gang.