Bridge for begyndere

Når jeg får et spil kort i hånden, så mindes jeg barndommens glade dage hos min bedstemor. Hun elskede at sidde ved bordets voksdug på pladsen tæt ved køkkenets kaffekande, og spille Mausel. Når familien var samlet omkring stuebordet blev der smidt en- og to-ører på bordet til en 4-øres-Mausel. Cigarrøgen bevægede sig snart slow rundt i stuen, og duften blev kun blandet med  kortstøj fra esser, konger og damer, der ramte bordet med stikkets klarhed.

Kortspil var en prægtig del af min opvækst.

Kasino, 31, 500-Rommy, Whist, og kabaler. 

I dag står den mest på Bridge. Begynderbridge. Nu skal det prøves. Hold op, hvor der er mange regler. Det hele ligger i meldingerne. Sans-meldinger, farvemeldinger, konventionsmeldinger, doblinger, Esser-spørgninger – og pas. Man påstår at spillet er lige så gavnligt for de små hjerneceller som skak. Det vil jo så vise sig på det politikerne altid kalder ”den lange bane” - indtil nu har det mest været en udfordrende belastning!

Bridgespillet er organiseret i Hjallerup Bridgeklub. Undervisningen foregår på Dronninglund skole, torsdagen spilles på Hjallerup skole, og mandag aften i Kulturhuset. Plus det løse.  

Når man entrer Kulturhuset i hestebyen, så sidder Hjallerups ”grand old mand” ofte ved bord 1. Der er stadig stil over Knud Aaen, hvis spil i øjnene fortæller, at ham kommer ingen nem forbi. Hans velovervejede kast med hovedet sender signaler om, at alt omkring ham har han skabt. I de snart 40 år jeg har boet i den her kommune har Knud Aaen altid siddet ved en del af tidens bordender.

Jeg lavede i 1981 et portrætinterview med manden til Midtvendsyssel Avis’s ”Side 4”, og da vi

havde talt sammen en times tid kaldte Aaen på konen, og sagde: 

”Muldkjær er sulten -  smør lige nogle madder”.

Patriarken havde talt, og det tog ingen tid, så kom fruen med et fad med pålægsfyldte snitter, og hun stillede fadet foran manden i huset. Hun viste nemlig godt, hvem der var mest sulten af os to. Instinktet og erfaringen havde talt. 

Nu sidder han der foran mig, som en lokal mafialeder, og kigger lidt op og ned ad en, og så siger han – ”Nå, du skal spille bridge. Det har jeg gjort i over 30 år”.

”Jeg har spillet i 3 måneder” svarer jeg manden, på hvem der hænger så mange imaginære kreds-, klub-, guld og sølvmesterskaber, så skjorten ikke har plads til knapper. Den mand har flere mesterpoint på bridgekontoen end De Nattergale har kastreret grise.

Ret imponerende.

Pas. 

Bridgefolket er ikke mennesker, der råber meget op. Bortset fra enkelte undtagelser. Deres ansigtsudtryk sender konstant signaler om, at de er koncentreret om den næste melding. Det er den her evige kamp - sammen med håndens kort - om man skal ”Gå op i 2 Sans” eller vove ”4 Spar”. En bridgespillers verdensbillede består ofte kun af spar, hjerter, ruder og klør.

Der tales ikke meget under spillet. Et øjebliks uopmærksomhed kan koste et stik, en sejr, en placering, en flaske rødvin. 

Min makker og jeg skal spille mod et erfarent ægtepar. Der hilses, og de allerede blandende kort

tages og studeres, og man dykker ned i sin egen meldekasse med alle de mulige meldinger indenfor rækkevidde.

Det kan kun gå galt. Og det gør det.

Gode kort kræver gode meldinger, er mit valgsprog, men set i bakspejlets letsindige lethed kan jeg godt se, at derfor kan man godt lige genvurdere kort og melding. Da min rudermelding forlader min mund får min makker et ansigtsudtryk, så jeg automatisk ser mig omkring i lokalet, om der er en læge tilstede. Jeg har bevæget mig ind i farligt meldeland. Jeg prøver at fortælle - med få velvalgte sætninger - at  det er ”Den fjerde farve” jeg skal vide noget om. Det forstår bordets andre spillere så udmærket, men måden er ikke lige set før. Jeg forklarer, at jeg spiller noget, som jeg kalder Aså-konventionen. Nu har Aså lige mistet plejehjemmet Tonnishave, så jeg syns nok de har fortjent noget andet. Nu er der ingen af dem, der bare bor i nærheden af Aså, så den køber bordet ikke. Og makkeren slet ikke. Man går ned.

Og trækker makkeren med i sølet.

Jeg kom i det øjeblik til at tænke på Mads Skjern, der sidder i det allersidste afsnit af ”Matador” ude hos sin svigermor – Katrine Larsen. Han er ved at gå i hundene, fordi Ingeborg er taget ned til Daniel i Paris, og måske ikke kommer hjem igen. Så siger Skjern til Katrine, at ”Det må ikke komme ud”.

-” Herregud, er du så forfængelig” svarer Katrine.  

Jeg har det lidt på samme måde. Det må ikke komme ud. Knud Aaen må ikke vide det. 

For næste gang går det garanteret meget bedre. Sådan er det at spille bridge – at spille kort.

Man får senere en god hånd, som man forvalter med rettidig omhu, og siger det rigtige.

Jeg tror bridge er kommet for at blive.