Snask og verdensnyheder

TV2 har hver søndag et indslag med titlen ”Presseklubben”, hvor repræsentanter fra de danske medier snakker om journalistik og nyheder, og især om, hvorfor de skrev, eller sagde, som de gjorde. Man taler også om, hvad de fortryder de skrev, og hvor de slap rigtig skidt fra opgaven.

Det er tit uhyre morsomt, når de enkelte redaktører fra aviser og tv-stationer skal nævne ugens værste fejl, og især hvilke småpillerier de vælger at snakke om. Når man tænker på, hvilken kommercielt vinklede uhyrligheder dele af pressen slipper af sted med, så er det grinagtig, at høre repræsentanter fra Ekstrabladet, BT, DR eller TV2 News, ofte nævner tekniske fejl, som ugens værste.

Det kan være fejl, som betød en forkert farve på forsiden, eller hvis et andet billede end det tænkte røg i avisen, eller der skete en bytning af et overskriftsord, som gav en misvisende information. Men når man har grint færdig over mediebranchen stærke trang til at præsentere sig selv som tæt på ufejlbarlig, og tilmed i udsendelserne har en udstrakt lyst til at være forsigtig med at hænge konkurrenterne til tørre - man skal vare sig for bommerang-effekten – så bliver det grinagtige tit bekymrende pinligt. Der mangler en havkat i mediehyttefadet. 

Nu har DR startet et tilsvarende program.  

”Paparazzi” hedder programmet, som jeg så torsdag aften omkring normal spisetid. Man har valgt at vinkle TV2s måde at gøre det på, så man primært koncentrerer sig om underholdnings- og sensationshistorier. Ofte sådanne som selv useriøse medier overvejer at hælde i papirkurven. Men i forhold til TV2 har DR valgt en spændende fornyelse. De har lukket en havkat ind i studiet. Man har valgt en ikke-journalist blandt de tre debatdeltagere – nemlig en professor i filosofi. Altså en person, som er uafhængig af medierne, og som kaster gode etiske standarder ind i debatten.

Af de to mediefolk var den ene Ekstrabladets Poul Madsen. Den mand optræder næsten oftere i danske TV-programmer end sin forgænger i redaktørembedet Hans Engell. Madsen snakker lige så meget som Clement Kjærsgaard, og har instinktivt svært ved at se egne bladfejl og dispositioner. Når man altid placerer sig i en forsvarsposition for alt, hvad ens avis står for, så giver det manglende bevægelighed, og derfor tab af troværdighed. Madsen bliver ikke den givende og interessante debattør, som man kan stille forventninger om.

Den anden mediemand var redaktøren for ”Kig ind”. Det er et ugeblad, hvis seriøsitet må betegnes som værende flere hyldemeter under ”Se og Hør”. Det er overraskende, at DR løfter et sådant blad op ad anerkendelsesstigen ved at vælge redaktøren som journalistdeltager nummer to, når nu man har redaktør Madsen, som i stor udstrækning dækker det paparazzistof, som ”Kig ind” vælter rundt i. 

Mere seriøs vinkling for licensen ønskes, tak. 

Inden udsendelsen gik over i rulletekster, spurgte DR-studieværten, om ”Kig Ind” sommetider har verdensnyheder i sin tryksag. Redaktøren nikkede ihærdigt, og svarede, at man gerne fortæller om kendte, der skal giftes.

Snask som verdensnyheder.

Hvor fylder den slags meget i medierne i dag!  

Det minder mig om en artikel for nogle år siden i mit fagblad ”Journalisten”, om en journalist, der blev bedt om at nævne sin største journalistiske bedrift. Han svarede, at det var da han afslørede, at Casper Christensen og Iben Hjejle var blevet kærester.

Søren Kierkegaard - fra Struer

-” De fleste mennesker haster så stærkt efter nydelsen, at de haster den forbi.” –

Han har sagt, og især skrevet, mange kloge ting, ham der Søren Kierkegaard, som medierne og parnasset fejrer efter samme koncept, som man i 2005 fejrede en anden stor dansker nemlig H.C. Andersen. Kierkegaard og Andersen levede i den samme periode, og ifølge sladderen, så kunne de to ikke fordrage hinanden. Rigtig berømte blev de begge, både i fædrelandet, men så sandelig også udenlandsk.

Man siger, at de tre mest berømte danskere i Kina er Kierkegaard, Andersen, og Maze. Sidstnævnte er tidligere dansk europamester i bordtennis. På en fjerdeplads tør jeg sætte en snes fjerbolde på, at der kommer badmintonstjernen Morten Frost. For en gang skyld er D’herrer Laudrup og Elkjær langt nede på listen.

Filosof og forfatter Søren Kierkegaard blev født i København i 1813, og døde i 1855. Med kun 42 år på denne Jord, så er det enestående, hvilken mængde af ord og bøger, den mand fik tænkt og skrevet. Hans indsigt i angst, liv, tro, og kærlighed betragtes blandt de ypperste eksistentielle tanker.

Den mand er svær at leve op til, og det må andre, der har haft samme navn, givet nikke ja til. Jeg kendte i min barndom også en Søren Kirkegaard, som nu ikke var tynget meget af sin berømte navnebror. Ekstraarbejder ved DSB i Struer, Søren Kirkegaard, var en sjov mand. Han var far til tre børn, som jeg alle kendte, og hvor den ældste blev min klassekammerat, og ven for livet. Når han spurgte sin far, om han måtte få en ekstra lommeskilling, fik han altid det samme svar, om sønnen synes faren lignede en af de her rige ”oliesjekker fra Sahut-Arabien”.

Det måtte sønnen jo desværre tabsgivende bekræfte, at faren ikke gjorde.

Mange nordjyder har sikkert mødt Søren Kirkegaard fra Struer på Hjallerup Marked. I flere år kom han til byen de tre markedsdage, og stod i en bod, der solgte undertøj – især underbenklæder til damer. Han faste salgsråb var: – ” Trusser fra Struer - det er noget der dur’”.

Dette fantastiske trussetilbud, som varede alle tre markedsdage, selv om der den sidste dag nemt kunne smutte fire par i plastikposen, var ikke udtryk for noget negativt om varens kvalitet, og der var i mange år stort salg i trusser fra Struer.

Min yndlingshistorie om DSB-manden Søren Kirkegaard handler meget om det københavnske parnas spiselyster. Kirkegaard var i sin fritid en ivrig jæger. Han tog engang i slutningen af 60’erne jævnligt til Limfjorden, og skød krager. Dem sendte han til ”Hotel d’Angleterre” i København. Her solgte man brystkødet med betegnelsen ”franske ryper”.

Det gik godt indtil krageaffæren kom i avisen.

Franske ryper røg af spisekortet. Kragerne ku’ igen flyve uden risiko, og Søren Kirkegaard kastede sig derefter over trussehandel, og senere til salg af fisk. Som navnbroren havde formuleret det engang i 1800-tallet – ” Lediggang som saadan er ingenlunde en Rod til Ondt, tværtimod den er et sandt guddommeligt Liv, naar man ikke keder sig.” 

I trusser fra Struer keder man sig aldrig.

Ord om bold

En klog mand har sagt, at fodbold er det vigtigste af alt ligegyldigt.

Her vil nogle hooligans omgående protestere, fordi for dem er det vigtigste i verden fodbold.  Men hovedparten af alle den, som holder af bold, ved godt, at der er mere betydningsbærende ord og begreber – som tro, solidaritet, demokrati, ytringsfrihed, folket, arbejde, familien.

Fodbold er derfor for de fleste det vigtigste af det, som hører til i fritids- og underholdningskassen. Til fodboldens plusside kommer så det store imponerende faktum, at fodbold er universel. Fodbold spilles, og tales overalt. Det er et middel til kommunikation og venskaber.  Tænk på alle de ferierejser, hvor danskere har nydt godt af, at de er landsmænd med Laudrup, Elkjær og Simonsen. Når man står ved en bar i Barcelona, og nyder en gratis Laudrup-øl, så bliver fodbold forståeligt nok pludselig ophøjet til noget meget tæt på mere end ligegyldigt. Men i det daglige - i livs- og alvorsstunder – må fodbold anstændigvis, som begreb, nøjes med at spille i den anden fineste række.

Denne teoretiske indledning skal bane vejen for nødvendig brok over tendenser i spillet, som på sigt kan blive ødelæggende – set med en optik, som kan huske, da amatører var i høj kurs, og det nok handlede om at vinde, men ikke for en hver pris – vold, snyd og trusler var ikke en del af spillet - i hvert fald ikke i det synlige spil.  

For nylig blev der spillet semifinaler i Champions League, hvor Real Madrid hjemme skulle prøve at vende et 1-4 nederlag til den tyske overraskelse Dortmund. Spanierne er kendt for at spille hårdt, og de har et par forsvarstyper, der begår mange ulovligheder. Ramos, en ung, meget dygtig, spansk landsholdsspiller, med stor forståelse for spillet. Plus målfarlig, når han rykker med frem. Men som sagt indeholder hans spil desværre mange grovheder, og blandt de værste er den evige placering af en albue i ansigtet på modstanderen, når de begge springer op efter en høj bold. Under den nævnte kamp burde spanieren således været ” sendt i bad før tid”. Men dommeren så ikke de grove albuer, som vi fjernsynskiggere jo altid får chancen for at gense i slowmotion.  

Sætningen ” bad før tid” betyder udvisning, og ikke - som reklameblondinerne tror - at Smedefirmaet Mortensen fra Dronninglund rykker ind for at bygge brusebad i målfeltet.

Dens slags grimme unoder er Ramos ikke ene om. Såvel i dansk som international fodbold er volden stigende. Også udenfor banen.  Der bør gøres noget, som man siger. Så hjælper det rigtigt lidt, at fodboldens forbilleder ikke klart siger fra. I efterbehandlingen i TV 3’ studie af nævnte fodboldkamp blev den dygtige, og normalt veltænkende Per Frimann, spurgt om Ramos albuer. Han svarede, at spillet jo er et ”mandfolkespil”, og lod denne tåbelige bemærkning fare ud i æteren fulgt af et lille smil, og et kækt vrik med hovedet.

Det bliver svært, at få knækket voldskurven - på banen, på tilskuerpladserne, og på hjemturen efter kampene - når dem som skal være med at sætte andre grænser, syns det er i orden, at spillerne bruger metoder, som bliver straffet, når de foregår udenfor banen.  Den slags udtalelser skaber ikke den nødvendige debat til hindring af en forkert og sportsødelæggende udvikling. 

Hvad lavede Marie Krarup i New Zealand?

Når kuldegraderne sikkert vender tilbage til Danmark i august, så skal Folketingets Forsvarsudvalg en tur til Grønland.  Udvalget sender 12 medlemmer af sted. Plus sekretærer og andre embedsmænd.   

Blandt de 12 medlemmer, der skal op og padle rundt i kajakker, er sikkert Marie Krarup fra Dansk Folkeparti.  

Hun plejer at være med, hvor der danses og synges. 

Hvis nu Marie Krarup møder nogle udklædte grønlændere i nationaldragter, der måske opfører en lille dans med lyde til, så skal hun da ha’ det gode råd, at holde for sig selv, hvad hun mener om det optrin. Hun kan komme rigtig galt af sted ved at skrive om det på sin blog, eller Facebook-side. En af de udklædte grønlændere kan nemlig godt være Hendes Majestæt Dronningen, som tit optræder på de kanter i den grønlandske klædedragt.  Det vil være majestætsfornærmelse, at holde grin med Dronningen i den anledning, og det vil heller ikke behage hendes tidligere partiformand, som nu tager sig af værdidebatten. For slet ikke at snakke om hendes far - præsten fra Seem – fætteren til ham med piben – og næsten eneste fortsatte tilhænger af den korporlige opdragelse. Han stikker nok datteren en kindhest. Og det er ikke sådan en, som Poul Dissing synger om i ”Giv mig en hest, Mor".

Grunden til dette skriveri, om noget så tæt på ligegyldigt, er den enkle,  at da Marie Krarup var med Forsvarsudvalget på New Zealand, kom hun grumme galt af sted. Mødet med landets oprindelige befolkning, og deres skikke, fandt hun komisk, og det syns jeg hun har en ret til. Normalt når man besøger nogen, og oplever noget grinagtigt grænsende til det latterlige, så holder man det normalt mest for sig selv. Måske vender man det med konen på vej hjem i bilen. Eller hvisker det i sofakrogen med de nærmeste under skrup-af-suppen.

Det var ikke lige nogle af de to modeller Marie Krarup brugte.

Resten er historie - som til alle tider vil følge og forfølge hende. Hvilket jo både er plat og urimeligt. I hendes nekrolog i de elektroniske nyhedsmedier, når den tid kommer, vil man hente billeder frem om netop denne begivenhed, og topprioritere den uden hensyn til kvindens eventuelle øvrige fortjenester.

Men denne lille sag, som jo blev pænt blæst op af nyhedsmedierne, som ofte har problemer med at finde stof fra vores lille sprogområde, har ikke på nogen måde interesseret sig for, hvad forsvarsudvalget lavede helt deromme på den anden side af jordkloden. Revykunstneren Oswald Helmuth sang engang en herlig revyvise om en dansk handelsmister ved navn Jens Otto Krag, som slog et karriereskift til USA, og det blev sangen »Hvorfor fa'en sitter Krag i Newyørk den daw i daw?« - opført i ABC-revyen 1951. Da så Krag vendte hjem, og senere blev statsminister, rettede Osvald – vel sammen med tekstforfatteren Arvid Müller – omkvædet til - »Hvorfor fa'en sitter Krag ikke i Newyørk i daw?«.

Lidt de samme to sætninger - blot med nogle andre navne- og stedord selvfølgelig - er mange sikkert fristet til at bruge om Marie Krarup, men da hun jo er præstedatter, og cand. mag. med religion i sidefag, skal jeg undlade at brugen kraftudtrykket, og samtidig nøjes med at omforandre det første spørgsmål, fordi det er det som mest interessant,  og spørge: ” Hvad lavede Marie Krarup i New Zealand?”.

Hun var der sammen med fem andre medlemmer af Forsvarsudvalget - med formanden Karsten Nonbo fra Venstre i spidsen - på besøg såvel i Australien og på New Zealand.  Med på rejsen, som varede i ti dage i marts, var også diverse embedsmænd. Budgettet for turen var kr. 320.000,-. Man er nok blevet fløjet i et af forsvarets fly – og værterne har sikret budt på mad og drikke, så budgettet dækker det løse.

De to lande Forsvarsudvalget besøgte har i lang tid været i gang med en effektiviserings- og udviklingsproces af deres forsvar, og udvalget skulle høre om deres erfaringer via møder med parlamentarikere, eksperter og repræsentanter fra de to forsvar. Der blev også drøftet emner som den sikkerhedspolitiske situation i Stillehavsområdet, Afghanistan, cypersikkerhed, overvågning af store havområder, og anvendelse af droner. De danske politikere besøgte også forskellige militære installationer.

Nu kan man diskutere en sådan rejse ud fra flere vinkler. Man kan undre sig over, at det er nødvendigt at tage helt derover for at snakke forsvarssystemer.  Der er ikke nogle af de omtalte emner, hvor informationerne ikke kan overbringes til udvalget på anden måde end ved fysisk at rejse derover. Mange af emnerne kan også dækkes via besøg i et NATO-land tæt på. Det kan godt ligne sådan en tur, som en kommunes tekniske udvalg beslutter sig for i anledning af, at kommunen skal have et nyt kloaksystem. Man vælger at rejse til Brasilien, for a t se, hvordan de derover griber det an, når kloakrør skal nedgraves. Rejsen til sydamerika bliver sat til tre ugers varighed. Med damer, og mens der tilfældigvis spilles VM i fodbold.  

 På den anden side, så har forsvarsudvalgets tur garanteret - i disse økonomiske smalhalstider - givet hændervridende spekulationer i ministeriet.  Måske er det derfor, at man valgte kun at sende 5 medlemmer af de 29 folketingsmedlemmer, der sidder i forsvarsudvalget. Når udvalget tager til Grønland i august bliver delegationen som nævnt på 12 medlemmer plus embedsfolk.  

Modsat så kan det også undre, at Danmark har haft en delegation i Australien og New Zealand om så vigtige emner, og det eneste medierne har fokuseret på, er, hvad en dansk politiker mener om den oprindelige befolknings modtagelsesritualer.

Det kan vi godt bruge en vise om i årets Cirkusrevy.