Haren i havremarken og lastbilen i Nice

Solen vækkede mig i morges kl. 05.30. Den smed sig ind gennem den åbne dør. Hvilken herlig morgen. Stod op og gik i haven. Plukkede ribs - og tog rabarber op. En hare sad og spidsede ører midt på gårdspladsen. Den besluttede sig efter lidt tøven, at hoppe langsomt væk. Dog - den satte sig i gruset 10 meter væk. Alene og afslappet. Selv om Hemingway i ”Hvem ringede klokkerne for”  skrev – ”Intet menneske er en ø, en verden for sig, ethvert menneske er et stykke af fastlandet, end del af det hele” så følte både hare og jeg hver for sig, at være fredsommelig alene på denne solbeskinnede morgen. Tilbage i køkkenet klargøring af morgenmad med spinat på panden - med æg ovenpå iblandet restkartofler.  Åbner for den bærbare, og morgenen går i stå. En lastbil har med fuldt overlæg kørt ind i mennesker i Nice. Se billederne – står der på DR's hjemmesider. Jeg lukker. For computeren - og udelukker fastlandet. Lastbilens hærgen er ubærlig. Jeg ønsker lige nu ikke at være en af det hele, men en ø, som ikke er fastgjort til den slags mennesker og den slags handlinger. Gårdspladsens hare er enig.  Den har gemt sig i havremarken.

   

KLØ TIL BØRN – FORGET IT!

-”Jeg synes ikke man skal slå børn, de er også en slags mennesker” – sådan sagde en 9-årig dreng engang til mig, og jeg gir ham fuldstændig ret. Og man må heller ikke. Hverken slå, mishandle eller foretage overgreb. I 1997 vedtog Folketinget følgende: ”Barnet har ret til omsorg og tryghed. Det skal behandles med respekt for sin person, og må ikke udsættes for legemlig straf eller anden krænkende behandling”. 

Med loven fra 1997 – fik Danmark endelig en lovtekst, som var og er i overensstemmelse med FN’s erklæring om Barnets rettigheder, og i øvrigt en lov på linje med allerede dengang eksisterende lovgivninger i Sverige, Norge og Findland.

Loven – som var en klar signallovgivning, der ikke alene skulle få forældre, der slog til at tænke sig om, inden de lod hånden uddele øretæver eller klø, men også være med til at ændre opdragelseskulturen overfor børn.

Og det var tiltrængt. Et flertal af forældremassen (70-80 procent) troede på den korporlige afstraffelse, som et godt middel at ku trække på i krisesituationer -og ville ikke afgi’ retten. I dag er det lige modsat – stort set den samme procentdel – ifølge diverse meningsundersøgelser – frasiger sig nu korporlighederne, og har dermed ændret de hjemlige opdragelsesmønstre – tilbage er hard-cord-forældrene, som jo også er dem, der konstant dukker op i mediernes fokuseringer.  

Revselse, mishandling og overgreb mod børn har foregået til nok alle tider. Retten til at revse blev i Danmark første gang nævnt i jyske lov af 1241, og senere mere detaljeret i Chr. Den 5. danske lov – fra 1683 – her står, at ”husbond må revse sine børn, og tyende (tjenestefolk) med kæp eller hånd, dog må han ikke slå deres lemmer sønder, eller skade deres helbred.

Op gennem 1900-tallet blev retten til at straffe og revse kriminelle, tyende, konen, og børn på døgninstitutioner, daginstitutioner, og i skolen afskaffet. Helt frem til 1967 måtte man straffe børn med lussinger og spanskrør i folkeskolen. 

Loven, der fjernede den sidste rest at lovlig revselse af børn – nemlig forældremyndighedens - blev vedtaget med kun en stemmes flertal. De borgelige partier stemte imod, og kampen for at bevare forældremyndighedens ret til at revse blev anført af to ihærdige kvinder fra partier Venstre - Tove Fergo og Inge Dahl-Sørensen. De to hårdtslående damer blev bakket kraftigt op af DF’s Pia Kjærsgaard – og i et tæt samarbejde med DF’s to præster-Jesper Langballe og Søren Krarup. Indimellem blev de heftigt suppleret af Fremskridtsmanden Kresten Poulsgaard, der i en Tv-udsendelse – og det ved jeg helt nøjagtigt, fordi jeg til stede, og så og hørte manden sige sætningerne: -”Jeg har fået mange klø som barn, men jeg har ikke taget skade”.

I 2007 - 10 år efter Folketingets afskaffelse af revselsesretten satte en række medier fokus på lovens gode udvikling på forældrekulturen, og indhentede samtidig anerkendende opbakning fra tidligere modstandere – således fra i hvert fald den ene af de to Venstre-kvinder, og mest opsigtsvækkende også fra Pia Kjærsgaard. Hun havde ti år tidligere udtalt, at det første hun ville gøre, når hun fik politisk magt, var at afskaffe loven, og genindføre revselsesretten, men nu ti år efter, kunne hun godt se, at den lov var nødvendig, og hendes forudsigelser om, at loven ville betyde, at børn med loven i hånd, i stort omfang ville melde deres forældre til politiet eller til de sociale myndigheder, var blevet gjort til skamme. Så vidt jeg har underretning om, så har antallet af børn/unge, som har brugt loven på den måde siden 1997 været i et antal, der kan tælles på en hånd, der oven i købet mangler et par fingre.

Tilbage som hovedmodstandere af loven var nu kun Søren Krarup og Jesper Langballe, og folkene omkring den religiøse græsrodsbevægelse – Tidehverv. Efter Langballes død har Søren Krarups datter Marie Krarup – medlem af MF for DF – meldt sig som ny frontforkæmper for ret til revselse af børn. Medierne har især den seneste tid fokuseret på hendes lyst og energi til at straffe børn, og meget tankefuldt sker hendes revselseskamp samtidig med at visse imaner – og især en iman i moskeen Grimhøj – nylige opfordring til det samme som Marie Krarup – retten til og nødvendigheden af at slå børn.  

Professor Uffe Østergaard har i den forbindelse udtalt, at der en værdimæssig sammenhæng og forbindelse mellem islam-kritikerne i DF og konservative muslimer. Den man elsker tugter man.

Og klø har jo altid gjort mere ondt på giveren end modtageren. I hvert fald Ifølge giveren

Uffe Østergårds tese om værdisammenfald er i Kristeligt Dagblad blevet modsagt af sognepræst Claus Thomas Nielsen – som også er tilknyttet Tidehverv. Han peger på, at modsat hans tro, ”så bygget islams menneskesyn på magt - som giver forældrene en lovreligiøs og gudgivet ret til at bruge vold mod børn”.

Men det er vel også den ret, som Søren Krarup har påkaldt sig i årevis – og som nu datteren også påkalder sig – fortolkningen af revselsesretten, som den gudgivne ret.

I bogen om danskernes historie og udvikling gennem et par århundrede ”Solskin for det sorte muld” skriver Grundtvig-forsker Ove Korsgaard, at når friskolerne fik så godt fat i forældre, og dermed deres børn, fra midten af 1800-tallet, så var en hovedårsagerne, at man i friskolen ikke brugte den korporlige revselse, som ellers blev brugt voldsomt i andre skoleformer.

Grunden til at der blev uddelt så mange klø har noget med menneskesynet at gøre. Det lutherske menneskesyn byggede på den opfattelse, at vi er født syndere – vi er egoistiske væsener. Klø blev betragtet som et vigtigt og nødvendigt middel til at stække den egoisme. På dette punkt brød Grundtvig med det lutherske menneskesyn. Han hævdede, at vi er født med en guddomsgnist, og vi fra naturens hånd ikke er født egoistiske. Menneskenaturen rummer meget godt, som kan fremelskes ved hjælp af ”skolen for livet” - en vekselvirkning mellem lærer og elever, følelser og fornuft, og fortid og nutid. Dette skift i menneskesyn droslede brugen af klø ned.  

Revselsesretten var og er ikke længere en gudgivet ret.

Brødrene Løvehjertes, Pippi og Emils mor, den svenske børnebogsforfatter Astrid Lindgren, sagde det på en denne måde: -”Der kan ikke bankes noget som helst fornuftigt ind i børn, men der kan klappes uendeligt meget ud af dem”.

(Bragt i NORDJYSKE – søndag 20.marts 2016.)

AT GÅ FØR DET - GÅR OP I EN SPIDS - ELLER OVER

Flere medier betoner i overskrift og tekst, at ”Eva Kjer styrer mod konfrontation i Folketinget”, og fra politiske modstandere understreges undrende, hvorfor hun bliver siddende, når et flertal har sagt, at det ikke længere har tillid til hende. At tælle de nedadvendte tommelfingre, og lade det opnåede flertal være et faktum, svarer vel til, at et folketingsvalg afgøres af politiske meningsundersøgelser - i stedet for selve valghandlingen. Et mistillidsflertal til ministeren kan vel først endelige vedtages ved en afstemning. Så vil det vise sig om dem, som har udtrykt mistillid – også mener det. At Eva Kjer ikke allerede under debatten – som der er historiske eksempler på - har trukket sig, hænger jo nøje sammen med, at hendes statsminister har udtrykt tillid til hende. Lars Løkke har bedt hende blive. Hvis hun derfor inden onsdag trækker sig, så sker dette, fordi statsministeren skifter mening, og beder hende gå for at undgå et folketingsvalg.
Derfor er det ikke Eva Kjer, der styrer mod en konfrontation, men statsministeren.  

 

 

 

MOBNING- EN DEL Af NATIONALKARAKTEREN

 

Weekendavisen har i dag en artikel om mobning, frygt og chikane blandt Nationalmuseets medarbejdere, og fornylig fortalte medierne om årelang mobning på ledelsesgangene hos LO.  Det er dog utroligt, at mennesker med privilegerede jobs - fyldt med spændende oplevelser og arbejdsopgaver – som giver plads til at udvikle og præsentere egen identitet og holdning, ikke kan finde tilfredshed og glæde i deres arbejde. I stedet for lidt herligt sjovt drilleri bemander man dagen med grov, og sygdomsfremmende mobning. Desværre har flere undersøgelser vist, at mobning findes på alle niveauer på mange voksnes arbejdspladser.   

Vi har et voksensamfund, som konstant behandler, og diskuterer løsninger på barndommens mobning, chikane og misudviklinger. Og det gør voksne med fokus på, at børn skal gøre, hvad voksne siger. Men børn gør som voksne gør. Derved opdrages børn i hjem og af medier med mobning og til mobning. Det bliver børn ved med indtil voksne fjerner mobning, som en grim del af danskernes nationalkarakter.  

 

JULEHILSEN TIL EN KØBENHAVNERJYDE

(Bragt i Kristeligt Dagblad - 4.12.16)

 

KÆRE OVERBORGMESTER FRANK JENSEN

Så snart den søde juletid er pakket væk - sammen med det julepapir, som farmor har tænkt sig at genbruge næste år - så må du træde i vinterkarakter.  Du skal have forberedt dine bysbørn om, at de måske har holdt jul i hovedstaden for sidste gang.  I 2016 vil mange af dem ikke længere bo i dronningens by, men et sted i provinsen. Langt væk fra Den lille Havfrue. Måske helt oppe i det nordjyske.  Men det er så her du skal slå til, overborgmester, og som en anden H.C. Andersen fortælle, hvor dejligt der er i Jylland - også på begge sider af Limfjorden.  Du ved godt, hvorfor en stor gruppe københavnere skal pakke deres ”gå-i-byen-tøj”, årskort til Tivoli og cafemøbler i flyttekasser – fordi regeringen har bestemt en større udflytning af diverse statsinstitutioner til vest for Valby og omegn.  Du skal fortælle de opskræmte københavnere, at de nu får muligheden for at flytte til et område, hvor høns og børn færdes fri som fugle. Hvor de fleste har bil – med anhængertræk.  Men man kan dog også prøve - som en del indfødte gør – at klare sig med en knallert med en genbrugsmælkekasse bag på - til dagligvarer fra Brugsen. For at give dine ord mere fylde bør du supplere med annoncer i de københavnske dagblade meget lig dem, som minister Støjberg har indrykket i aviser af anden etnisk trykherkomst end dansk. Godt nok fortæller de annoncer, at hverken hovedstaden eller dens provins er værd at opholde sig i. Så her skal du lige ha’ rettet lidt i teksten.

Jeg har valgt dig som en oplagt overbeviser om provinsens herligheder, fordi københavnerne ved godt at du er en rigtig kender. Du er født og opvokset i det nordjyske. Du har trods dit evige vedhængende konfirmationslook i mange år været denne udkants repræsentation i Folketinget. På trods af disse synlige handicaps – set i en københavners optik – så blev du som tilflyttende AaB-fan med genetisk indbygget ”had” til FC København, valgt som hovedstadens overborgmester. Det valgnummer har københavnerne i øvrigt lavet før, idet de helt tilbage til 30’erne valgte en anden Jensen - fra Fyn - som overborgmester. Bange for at prøve noget meget anderledes har de aldrig været i millionbyen.  

Jeg tror også, at du kan ramme den jyske sjæl, som gemmer sig hos mange københavnere. De kommer jo i stort omfang fra provinsen. Det var deres tip- og oldeforældre, der kom ind med firetoget – blev, og satte præg på en voksende storby. Det er faktisk dem, som taler mest ærkekøbenhavnsk, som i sin tid kom med den mest udprægede dialekt. Nu kan deres efterkommere grave det gamle sprog frem fra hjernens A4-sider, og være glad for, at de - modsat andre tilflyttere – kan sproget inden de ankommer til vildnisset. Dog skal de nok gemme de mest svulstige vendinger væk. Hvor noget er ”fantastisk” på Frederiksberg, så er det stadigvæk ”nogenlunde til den positive side” i det meste af Jylland. 

De københavnere, som på forhånd de intet kender til Nordjylland skal blot hviskes et par destinationer i øret. For en del år var min hustru og jeg inde i en tøjforretning i København, hvor vi blev mødt af en uinteresseret arrogant mandlig ekspedient, der stod og røg bag disken. Så vi er tilbage i 90’erne. Dog kun i forrige århundrede. Manden havde spottet os, og kiggede på vore ben efter mærker fra gummistøvlerne. Mens min absolut bedre halvdel gennemgik bøjlernes vedhæng, blev jeg efter øjeransagningen mødt med følgende spørgsmål: Og hvor kommer I så fra. Da han fik svaret Nordjylland lyste han virkelig op, og sagde med begejstring i stemmen: ”Så kender I Blokhus – og Skagen”. Det måtte jeg jo indrømme. Han bød mig en af sine cigaretter. Så kunne vi ryge sammen. Venner for en stund. Det er faktisk nemmere end man tror, at sætte københavnere på det jyske forventningstog.

Nu er provinsen mange ting. Der er andet end særligt kendte byer - Skagen, eller særligt store byer – Aalborg, Århus, Esbjerg, Herning. Der er også mindre som Hjørring, Struer, Silkeborg og Ringkøbing. Og så er der de meget små. Selv bor jeg i Dronninglund – det er der ca. 2800 andre der gør. Godt nok har vi ikke meget lovligt cafe- og natteliv, men vi kan købe benzin, blive klippet, få massage, snakke med en advokat, få børn passet, få dem i skole, og på gymnasium. Der er 8 km til et havvand, 6 til en motorvejs til- og frakørsel, 5 til en golfbane, og det samme til kunstcenter, skov, eller ridecenter.

Min københavner, hvad ønsker du dig mer!

Måske en meget lille landsby med endnu mere frisk luft og langt mellem husene. Knap 6-7 km fra Dronninglund ligger der en lille landsby – Gerå. Den bor nu 107 mennesker i omkring 50 huse.  Fornylig var byen smykket med en flagalle. Hvorfor? For første gang 15 år blev der født en ny borger. Beboerforeningen peger på denne store begivenhed, som et muligt vendepunkt. Babyer – og københavnere - er udkantens svar på udødelighed.  Fødslen har som nævnt hævet tallet af borgere fra 106 til 107. De er helt kæphøje i Gerå. Der går glade – dog ubekræftede rygter om, at regeringen overvejer at placere en statsinstitution i byen – f. eks. den kommende nye politiskole. Gerå råder over lange stræk af mulige brugbare øvelsesskydebaner. Og billige boliger af høj kvalitet har man. En annonce i dagens lokale ugeavis kan således tilbyde et flot renoveret sort 150 kvadratmeter stort træhus med fire fine værelser, og to nye badeværelser. Huset ligger i smukke, grønne omgivelser - med fisk i byens å og fuglereservat for oven.  Pris 1,2 millioner. Men med der obligatoriske ”liggedage” kan man nok få prisen under millionen. For de penge kan man jo ikke engang leje en garage på Frederiksberg.

Endelig er det i anledning af julemåneden vel meget naturligt at gøre opmærksom på, at december måneds mest kendte fødselar blev født i udkantens udkant. Hans bonusfar og mor tog væk fra den store stad med dens larm og tummel, og fandt langt ud på landet en stald med udsigt til stjerner og vismænd. Vov ikke at nævne, at der ikke sker store begivenheder langt væk fra den pulserende by.  

Værsgo’ Frank Jensen - og alle I københavnerjyder – udkanten har dækket op. 

Kærlig hilsen
Frode Muldkjær

.

Et liv i sang og musik

-”Aftenens gæst mødte jeg første gang ved en af de navnkundige julefrokoster, som blev holdt på Nordjyllands Radio i ”gamle dage”. Han blev bedt om at spille et stykke på klaveret. Denne unge mand, som netop var blevet ansat til at finde, og synliggøre al den spændende musik, der foregik overalt i forskellige nordjyske kroge. Det gjorde han, og han spillede så smukt - og nu vil han spille det samme stykke musik for Jer”-. 

Sådan introducerede Garagehøjskolens bestyrer for nylig aftenens gæst overfor en sædvanlig fyldt garage – og gæsten var lederen af den nye Folkekirkens Hus i Aalborg Henrik Thorngaard. Henrik spillede Oscar Petersons ”Hymn to Freedom” – hvilket garagens gæster ej heller fandt så ringe endda! Senere satte han sig ved klaveret igen, og selv om han sagde, at hans ”klaverspil var lidt rusten”, så tror bestyreren, at selv frøken Mouritzen, spillelærerinden fra Aabybro - som i 60’erne meget bestemt førte den lille Henrik henover de såvel hvide som sorte tangenter - ville være tilfreds.

Aftenens overskrift var ”Et liv i sang og musik”, og det har været Henrik Thorngaards. Først i mange år hos DR Nordjylland, og siden i endnu flere år hos DR Midt og Vestjylland. Derefter blev det som leder for Prinsens Musikkorps i Skive, og nu er han netop tiltrådt, som leder af Folkekirkens nye Hus i Aalborg. Huset er den gamle Nationalbankbygning ved siden af Studenterhuset, og overfor Budolfi Kirke. Her skal han gerne få et væld af tilbud op at stå fra musik og salgsaktiviteter, foredrag, debataftener og cafevirksomhed.

Aftenens samtale og debat gav mange herlige historier om bl.a. den nordjyske biskop, der begyndte som musiker i "Tørfisk", og børneradiomedarbejder i Holstebro - og om gemytlige møder med prinsgemalen, og om Thorngaards kamp for få penge til musikkorpset i hård dialog med forsvarets folk, som synes det var vigtigere, der blev brugt penge på krudt og kugler - end på musikinstrumenter.

Højskolesagnbogen blev selvfølgelig ikke glemt, og bestyreren koncentrerede sig om digteren Nis Petersen - - Kaj Munks fætter – som døde af druk kun 43 år gammel, men satte sig – men i dag stort set glemte - flotte litterære pejlemærker – som romanerne ”Spild mælk” og ”Sandalmagernes Gade”. Samt en række flotte digte, hvor af to er kommet med i Højskolesangbogen nye udgave. ”Forlad os vor skyld” og ”Jeg samler på de små børns smil”.  Derudover blev der sunget efter ”Det blå sanghæfte”, som indeholder 17 sange, som er på vej ind i den kommende højskolesangbog – hvornår den så kommer må tiden vise, som tiden viser så meget.  En stemningsfyldt garage sang således Anne Linnets ”Forårsdag”, Alberte Windings ”Lyse nætter” og Seebachs ”Under stjernerne på himlen”.

Aftenens klavermenneske under højskolesangene var Poul Erik Jensen fra Øster Brønderslev.

Garagehøjskolens forårsprogram begynder til marts 2016. Indtil da kan man sætte kryds ved Maratonsang søndag 20.december på Nordkraft fra kl. 11 til 15. Og til ”Frodes Højskole” tirsdag den 12. januar i ”Folkekirkens Hus” i Aalborg, hvor gæsten er organist Jens Nielsen - manden bag den nye CD ”Efterårsglød".

Ny politiskole til Gerå

Den lille landsby Gerå i Brønderslev kommune er på vej. Fremad. Beboerne ved det, og en flagalle har smykket byen. Hvorfor? For første gang i 15 år er der blevet født en ny borger. Beboerforeningen peger på denne store begivenhed, som et muligt vendepunkt . Nu er byens indbyggertal steget fra 106 til 107. Der går allerede rygter om – i Gerå og omegn - at regeringen overvejer at placere en statsinstitution i byen, og FDB må vel også gå i Dagligvare-tanker -inden og før konkurrenten den frie købmand vender tilbage.  

Babyer – er udkantens svar på udødelighed. 

Sammen med billige boliger. Dagens lokale ugeavis – som har meddelt babyboomet - har også et flot renoveret sort træhus i en salgsannonce. Fire fine værelser og to nye badeværelser i smukke, grønne omgivelser - med fisk i byens å og fuglereservat for oven - til salg for 1,2 millioner. Men med ”Hammerslag” i baghovedet kan liggedage nok få den pris under millionen. For de penge kan man jo ikke engang leje et cykelskur på Frederiksberg.

Værsgo – the real udkant - har dækket op.