Livet for et visakort

Kaptajn Kurt Carlsen. Ham kan man kun huske, hvis man er 60 +.

Men til alle unges orientering, så er Carlsen i historiebøgerne noteret som en ægte helt. Berømmelsen skete, da hans skib ”Flying Enterprise” forliste for 60 år siden – den 10. januar i 1952. Kaptajnen nægtede at forlade skibet før det enten sank, eller blev bugseret i land. Først til allersidst - som sidste mand - forlod han sit skib, mens det var på vej ned i de mørke bølger. Siden har man spekuleret meget over, hvad der fik den danske kaptajn til at blive så længe på skibet, som hældte 80 procent, før han lod sig redde. En af forklaringen kan være, at det amerikansk ejede fragtskib medbragte zirconium – et metal som benyttes i atomreaktorer. Andre teorier taler om, at skibet indeholdt militærhemmeligheder. Carlsens opgave var, at beskytte lasten, så ingen kom i nærheden.  Eller også var Kurt Carlsen bare sådan en helt, som alle raske drenge drømmer om at være. En Indiana Jones før tid. I hvert fald blev Carlsen fejret som en sådan, og hyldet overalt – især i New York, hvor konfetti strømmede ned fra himlen. Kaptajn Carlsen døde helt fredeligt i 1989, og hans aske blev strøget ud, hvor hans berømte skib gik ned i 1952.  

Den samme heltedyrkelse bliver ikke Schettino til dels. Han var kaptajn – men det bliver’ han ikke igen - for krydstogtsskibet ”Costa Concordia”, som for nylig væltede rundt på kun 10 meter vand – alt for tæt ved den italienske ø Giglio’s kyststrækning. Men det har kaptajnen prøvet at forklare sig ud af ved at snakke om gamle kort, hvor der manglede markering af klippestørrelser, ubåde, søstjerner og den slags. Derimod er det næsten værre, at kaptajnen forlod skibet, mens der endnu var en del passagerer ombord.  Man ser for sig en piratlignende bevæbnet kaptajn kæmpe sig igennem paniske turister, væltende barnevogne, grædende børn, gravide, og ældre med stok, for at kaste sig ud i den eneste ledige redningsbåd.

Der bliver ingen konfetti til den herre.

Luksusskibet havde 3200 passagerer og ca.1200 besætningsmedlemmer, og de seneste tal fortæller at 5 er døde, og et større antal savnes. Disse tal er forståeligt og lykkeligvis små sammenholdt med den enorme menneskemængde, der var om bord. Det er også utroligt, når man tænker på, hvor mange dæk, hvor mange kahytter, og kilometerlange gange, som de fleste passager har skullet kæmpet sig igennem, for at komme frem til en redningsbåd, som ikke har været fyldt. Det er ligesom i sådan en situation, at man erkender den kendte sætning om, at ” holde gangene fri for bagage”, giver ret så god mening.  

Ifølge medierne var der enkelte danskere ombord, og de blev alle reddet. Dog slap de ikke helskindet fra mødet med medierne. Overskrifterne var - ” Vi har mistet alt”. Danskerne tænkte her på tøj, papirer og kreditkort.

Nu er alt et stort ord, især fordi man har livet i behold. Det lykkedes som sagt ikke for alle passagerne.  Men der er jo nogle mennesker, som når de mister deres kreditkort, føler at livet er ovre. Det kan godt være de taler i en choktilstand, men så meget bør alle vide, at hvis der er det mindste liv i os, så skal banken - eller den lokale sparekasse - nok igen få liv i kreditkortene.

Især hvis vi skylder noget.  

Skylder vi rigtigt meget, kan det ligefrem være, man bliver modtaget med konfetti.

.

Tisseri hos DSB

Torsdag havde gratisavisen ”MetroXpress” en forside om ”Tisset der flyder på Københavns Hovedbanegård”.  Årsagen til denne væskefyldte historie er, at man har afskaffet de gamle toiletter og deres  ” tissekoner ”, og erstattet dem med meget moderne opsynsfrie  toiletter. Så moderne er de indrettet, at det koster en femmer at besøge dem.  Det får en del kriseramte tissetrængende kunder til at lade vandet rundt omkring på aldeles ikke indrettede steder på Hovedbanegårdens areal i stedet for på de dertil moderne indrettede toiletter. Det er jo noget griseri, som er set andre steder – jeg nævner i tilfældig rækkefølge Roskilde Festival og Hjallerup Marked. Men at lade vandet et tilfældigt sted, som det første man gør, når man det ankommer til landets hovedstad, er dog en anelse uartigt. Men hører man til dem, der kommer ind med 4-toget fra Nordjylland af og til, så er det næsten mere uartigt at forlange en femmer, for at man kan få lov til at lade det vand, som IC-3-toget alt for tit forhindrer den rejsende i at lade. Så den femmerforargelsen deler jeg med gratisavisen.  På den anden side, hvis man bare kunne komme på toilettet, når man kører med DSB, så vil jeg som godt ofre en femmer – en tier ku’ også komme på tale, hvis der både var sæbe og toiletpapir!

Denne anarkiske opbakning til ”krig mod DSB” har afsæt i min seneste tur til hovedstaden, og det er ikke sådan en H.C. Andersen-historie, der starter med ordene ”der var engang”. Oplevelsen er kun en uge gammel, og det er ikke første gang, den slags oplevelser kan skrives på ens mindeliste. Som faktisk flittig DSB-gæst står jeg på i Aalborg, og denne gang er den første af de to toiletter allerede her blokeret med et  ”Adgang-forbudt” - skilt. Toilettet er overfyldt og ubrugeligt.

Ved Århus er det så helt galt, da toilet nummer to nægter at være mere med på rejsen.  Den stressede - men venlige budbringer, en ældre togbetjent med fuldskæg og et utroligt træt udtryk i ansigtet - prøver at få gang i lortet. Det er mandens eget udtryk. Jeg ser ham sende ekstra vandsprøjt op i toilettet. Han har nemlig en nøgle, som giver adgang til et skjult panel under rummets spejl, og det kan give ekstra sprøjt for ligesom at skabe gennemtræk.  Samtidig med at han drejer på sin nøgle, har han sin højre fod på toiletsædet, fordi som han siger, så kan man risikere, at skidtet kommer den gale vej.

Sjældent har jeg været så glad for en statsansat gummifod størrelse 46.

Fod- og nøgleøvelsen gav dog intet brugbart resultat. Men endelig når vi Fredericia. Når jeg siger vi, så referer jeg til de mange forældre, der har vandret op og end af IC-3-togets mellemgange med tissetrængende børn. I Fredericia kommer så redningen. Et ekstra togsæt bliver koblet på, og den skæggede ansat i sko nr. 46 meddeler glad, at begge toiletter i det nye togsæt fungerer. Jeg kan fornemme på hans stemmeføring, at han ikke regner med at det holder hele vejen.

Det gør det heldigvis. Og jeg sparer femmeren på Hovedbanegården. Men jeg havde heller ikke en femmer. Jeg har ondt af alle de DSB-kunder, som kommer til hovedstaden uden den skide femmer.  

Vi vil ha’ ordnede toiletforhold i togene. Hvis der skal aflyses nogle tog mellem Nordjylland og København, for at man kan få nå at få dem rengjorte og klar, så gør det. Der bliver måske lidt trængsel ved de afgange, som kommer af sted, men hvis vi – som Dirch Passer sagde i ”Tømmerflåden” - ” stuver os lidt sammen”, - så går det nok.

Og genansæt så de der tissekoner, og lad folk betale, hvis de har mønter på lommen.

Ellers kræver vi fri tisseri.

. 

Hvordan en femmer blev til en krone.

Gratisavisen ”MetroXpress” er – helt forståeligt - meget utilfreds med, at Københavns Hovedbanegård har afskediget sine tissekoner, og de gratis toiletbesøg. Nu forlanger man en femmer for en stråle. Det har bevirket, skriver avisen, at landets hovedbanegård lugter meget grimt sine steder. Lidt ligesom Roskilde Festival og Hjallerup Marked. De to nævnte geografiske steder er mine forslag. Gratisavisen vil gerne høre læsernes meninger, og opfordrer dem til at sende den slags ind via sms. Bladet gør opmærksom på, at hver indsendt mening koster en krone.

(Blog om selve tisseriproblemet kan læses tirsdag. Her blot en spot om betalingssystemet!)

Frank og konen

Spisesedler har fanden skabt.

Det kan virke ganske ubehageligt, når man får formiddagsavisernes spisesedler slynget i hovedet på vej ind til en omgang fredsommelig dagligvareindkøb. Tit står disse spiseseddel ved indgangen, og spærrer vejen frem mod indkøbsland. Står der med deres ofte makabre og sandhedsfordrejede nyheder. Det kan godt være, at tabloidpressens spisesedler og forsider ikke er direkte kræftfremkaldende, men de er overdoseret med mere vold, porno, krig, sladder og mishandling, end man finder på samtlige varehusets hylder.  

Jeg ved godt, at spisesedlernes formuleringer, og forsiders blikfang, ikke holder for en nærmere granskning af artiklerne inde i bladet, og så meget erfaring har jeg dog udi pressens metoder, at jeg ikke længere behøver at tjekke efter. Udover fodboldresultater holder forsiden aldrig. 

Dette misforhold er formiddagsbladene ikke ene om. Tænk blot på appetitvækkerne på diverse ugeblade -  især dem med de mindre kendte på forsiden. Det er snask og skrammel. Mange impulskøb sker på grund af lyst til sladder, kendisstof, og til fodring af den indre hund, som har en karakter, der er det modsatte af godhed. De købte aviser får dog kun få minutters opmærksomhed, så ender siderne som underlag for våde støvler. Men solgt er de blevet, og det forhold ændrer sig først, når køberne siger nej til aviser, hvis forsider og journalistik er vinklet og dyrket efter et koncept, som der ikke bliver undervist efter på Danmarks Journalisthøjskole – tør jeg påstå.

Noget tyder dog på, at en sådan læser- og købenedgang er i gang. Således fortæller de allerseneste tal, at kun en kvart million danskere er daglige læsere af Ekstrabladet. Dermed sker avisens synliggørelse faktisk primært via spisesedler, og så de elektroniske medier næsten daglige omtaler af avisens forsidehistorier.     

Juleaftensdag havde Ekstrabladet en spiseseddel og forside, om Københavns overborgmester, som - uanset sandhedsværdien - i sin form, ombygning og ordvalg, var grænseoverskridende. Manden blev således kaldt ”Gramse-Frank”, og ”Frank Klam”.  Frank Jensen har onsdag i denne uge – før min deadline - i et brev fra forvaltningen til kommunens økonomiudvalg, beklaget sin opførsel, og sagen betragtes nu af forvaltningen, som foreløbig afsluttet. Der står ligeledes i brevet, at ”de medarbejdere, som forvaltningens ledelse har talt med, har givet udtryk for at de er tilfredse med forvaltningens håndtering”, og ingen af de involverede medarbejdede har ønsket at blive overført til andet arbejde, eller ytret ønske om bistand af anden art. Før brevet fra forvaltningen blev kendt, havde Venstres kvindelige borgmester i København, rejst spørgsmål om de omtalte kvinder har fået tilbudt krisehjælp, og andet job i kommunen.

Der blev virkelig fisket med waders og store net.

Helt nederdrægtig ondskabsfuld blev Ekstrabladet i juledagene, hvor det lancerede en historie med overskriften – ” Han største problem er konen ” . Bladets tidligere redaktør, politisk kommentator Hans Engel, var afsenderen. Det fremgår klart af selve artiklen, at Engels formulering går på, at Frank Jensen næppe vil blive politisk belastet af sagen, men det er på den private front, han kan få et problem. Selvfølgelig. Den slags handlinger skaber for det meste private problemer, som dog - netop på grund af at de er private - hører privatlivet til. Men Ekstrabladets specielle formulering er vinklet, så den kan opfattes på den måde, at overborgmesteren direkte har det skidt med konen, og det er derfor, at han fører sig frem ude i byen. Hun er hans største problem.  

Det er jo mageløst uanstændigt, og Pressenævnet, som kan tage sager op af egen kraft, bør her markere anstændighedsgrænser højt for bladfolk, som ingen grænser har. 

Der var engang et par, der blev kendt, og bevidst politisk synliggjort, som ”Holger og konen”.

Det holdt ikke.

Hverken politisk eller privat.

Om ”Frank og konen” holder, er en privat sag.

Men ingen fortjener en sådan pressebehandling. Må jeg venligst foreslå, at endnu flere læsere erkender, at vi er i krise på andre måder end på det økonomiske område, og tager konsekvensen. Det kan ske ved at vende ryggen til medier, som bevidst bringer os længere og længere ud i den etiske krise, hvor man forståeligt nok har svært ved at skelne mellem sandt og usandt, men hvad værre er - man forholder sig ikke længere til, hvad der moralsk er rigtigt, og hvad der er forkert. 

Sig nej til medier, der kommercielt satser på, at intet holder.

.

Hoover og Jelved

Torsdagens læsning af Information fortæller, at den amerikanske præsident Johnson om sin FBI-chef Hoover sagde, at det var at foretrække, hvis "manden var indenfor og pissede ud, i stedet for at ha’ ham udenfor og pisse ind". Det er garanteret den samme vurdering, som S og SF har foretaget om De Radikale sku´ være 

med i regeringen. Eller udenfor. 

Snavs hos kassedamer

Nu skal tobakken væk fra supermarkernes hylder.

I hvert fald de hylder, som er tæt ved kassedamen. Det er for at forhindre, at stressede kunder i sidste øjeblik får lyst til at sige : 
”Jeg skal for resten lige ha’ 60 Kings. Uden filter, tak. Så har jeg nemlig til i morgen middag”.

Altså, nu er der ikke ret mange rygere, der handler røgvarer spontant. De ved hvad de vil, de går efter varen, og det uanset hvilken hylde, den så er gemt væk på. Men lad nu det ligge, eller lad den røg svæve. Ideen – som kommer fra den ny regering – kan vist ikke genere nogen, eller i hvert fald få, og den har ganske givet en forebyggende effekt. Lad dog tobakken blive gemt væk, så unge impulskøbere skal spørge efter den.  Jeg er overbevist om, at de varer man gør mest ud af i en butik, også er de varer, der sælger bedst. Synliggørelse fremmer salg. Sådan er det, og hvis det ikke var sådan, så kunne man jo lige så godt lade være med at præsentere noget som helst. Droppe pynt og prøvesmagninger, og gemme samtlige varer væk i deres respektive papkasser til de bliver solgt.    

Gemme-væk-modellen er brugt før. Det var ligesådan med slikket - og pornoen. To ting som bestemt ikke behøver, at have noget med hinanden at gøre. Slikket blev mange steder fjernet fra

kassedamens område, fordi børn ikke skal overfristes, og de pornografiske hæfter blev fjernet eller dækkes til, selvfølgelig af hensyn til børn, men også fordi det er voldsomt generende for de fleste voksne, at få smidt kønsdele op i ansigtet, når man står og roder med 5 kilo vildtmosekartofler, økologiske engangsklude, og 4 meter medisterpølse. 

Nu er røgvarer - og i øvrigt også spiritussen - vist nok tæt på kassedamer, fordi så er varerne under et vist opsyn. Kunder kan ikke selv smide smøger ned i indkøbsvognen. De store varehuse har faktisk selvstændige afdelinger med eget personale, der servicerer med aviser, tobak, og spiritus. Men derudover er der jo også specialvareforretningerne. Dem, som lever af at sælger tobak, vin og Lotto. Hvis disse forretninger skal gemme tobaksvarerne væk, så har de jo ikke meget andet at vise frem end Lottomaskinen, og 3 vine for en hund. Altså – igen en lovgivning, som kun kan blive lov - med de nødvendige undtagelser. 

Når vi så har fået fjernet tobakken, og med tiden også spritten, og sendt det hele ned til slikket, og de pornografiske blade, så har vi dog en grim ting liggende tilbage hos alle slags kassedamer.
Aviserne.

Det kan godt være, at avisens forsider ikke er direkte kræftfremkaldende, men de giver ofte ubehageligt åndenød, tager appetitten, ødelægger humøret, og forurener hjernen.

Især formiddagstryksagernes forsider har ofte mere vold, død, ødelæggelse, terror, porno og

mishandling, end der er på samtlige skjulte hylder.

Hvis vi lader være med at købe aviser med grove sandhedsfordrejede forsider, så bliver det snavs helt automatisk fjernet fra kassedamernes område.

Man har nemlig ikke noget liggende, som ikke sælger.

Uffe, Frederik VII og folkeskolen

Det Kongelige Teater får en mindre bevilling på 100 millioner kroner, som vil betyde en fyringsrunde, der vil ramme mellem 90 og 100 medarbejdere, og dermed forringe teatrets kvalitet og tilbud.. Det har forståeligt nok fået nuværende medlem af teaters bestyrelse, tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen, til at protestere, og da journalisten helt forudsigeligt spørger, om ikke også kulturen skal bøde, når samfundet er i krise, svarer Ellemann :

- Må jeg citere Frederik VII, som i 1813 sagde, at fordi vi er fattige, behøver vi jo ikke være dumme og ukulturelle”.

Godt svaret.

Hvor vil det være rart og fremsynet, hvis danske politikere også vil huske det citat, når de til stadighed diskuterer, forringer, lukker eller skærer ned på kvalitet og tilbud, for dagens og  morgendagens dannelse af, og undervisning for, samfundets fremtid  – børn og unge.

. 

Opfordring til MF'ere

Må jeg venligst opfordre folketingsmedlemmer til at arbejde for, at deres respektive partier støtter Dansk Folkepartis lovforslag om ingen forældelsesfrist i sager om seksuelle overgreb på børn. Partiets næstformand og retsordfører, Peter Skaarup, har i et meget sobert, og velargumenteret indlæg i NORDJYSKE ( 31.12.2011 ) bedt om, at man bakker partiets lovforslag op, så den nu eksisterende 28-års-regel bortfalder.

Derved kan voksne, der mishandler børn, altid straffes.

Det er – sammen med andre tiltag –den eneste rigtige vej at vandre på, når man taler om

forebyggelse af den slags forbrydelser mod børn, samt til opbyggelse for de børn, der er blevet, og desværre også fortsat, men forhåbentlig i mindre og mindre omfang, vil blive, udsat for krænkelser af deres liv og identitet. 

Fint, godt - og dårligt selskab

Voksne taler tit om, at man skal undgå ”dårligt selskab”.  

Som barn er man ikke altid klar over, hvad det betyder, og som voksen ved man, at det modsatte af dårligt selskab - nemlig et godt selskab - ind i mellem kan vise sig, at være lige netop et rigtigt skidt selskab. Børn har også hørt forældre sige, at de ikke er så meget for at tage til en indbudt fest, fordi de ikke rigtig kender nogen i selskabet. Men de tar’ alligevel af sted, og det viser sig, at det bliver  rigtigt sjovt, fordi de kom i ”godt selskab”.

I  Tv-avisen  snakker de også tit om ”selskaber”, men det varer ikke ret længe, så fortæller de også,  at nu kommer Bagmandspolitiet efter dem. Fængsel truer. Så de selskaber er i hvert fald noget skidt.   

Man kan også komme i fint selskab. Det betyder ikke nødvendigvis, at det er  et ”godt selskab”.  Engang overhørte jeg en samtale på en cafe i Århus, hvor en ung pige ved sidebordet smed en trumfkort på bordet overfor de andre piger. Hun havde om lørdagen været til fest hos musikeren Peter A.G. Nielsen fra ”Gnags”. Det var tydeligt på reaktionerne fra de andre piger, at det var ”fint selskab”. Men udfra det pigen ellers fortalte, så var der i hvert fald nogle med i selskabet, som var ”dårligt selskab”. Faktisk den slags selskaber, som ens mor -  tit og vedvarende -  har advaret en at lege med. 

Hvis vi husker vores Matador-serie, så var det fint at være i selskab med bankdirektør Varnæs, men det var ikke fint, at være med til noget ”hos dem derovre”, som Laura altid udtrykte sig. Om grisehandleren, Røde og Fede, var godt selskab at falde i – ved stambordet henne hos Bolt - kan også vurderes fra forskellige vinkler. Bankdirektørens bror – sagføreren – gik fra at være særdeles godt selskab, til at være særdeles skidt selskab.    

Skal et selskab være rigtigt fint, så skal der gerne være kongelige med. Det byder sig selv, at hvis man går på jagt med Prinsgemalen, eller tegner teaterkulisser med Dronningen, så er man i fint selskab. 

Prins Henrik er for nylig blevet hædret med Det Berlingske Fonds årlige hæderspris. Prinsen fik prisen, fordi han via sin stilling, som manden, der altid er et par skridt bag sin populære og højt respekterede Dronning og Frue, har udfyldt en særdeles vanskelig stilling, yderst perfekt . Sådan lyder prisargumentet fra Fonden. Radioavisen omtalte hædersgaven med de valgte ord:

”Prins Henrik er kommet i fint selskab…()… andre prismodtagere har bl.a. været Benny Andersen”. Umiddelbart vil man jo sige, at det er Benny Andersen, der er kommet i fint selskab, men sådan er der så meget. Decideret dårligt selskab er vel ingen af dem kommet i.

Ved julefrokosterne startede flere gode mennesker med at være i godt selskab, men for nogle endte aftenen med, at de fandt sig selv i det stik modsatte. Lidt det samme kan man for manges vedkommende sige om  nytårsaften. Dyrt købt fyrværkeri kan ende med en kedelig fuser. Man skal vælge sit selskab med omhu. Eller bare springe ud i det, og se hvordan skabet udvikler sig.

Uanset hvad - godt januar står for døren.

Det er enhver tilladt, at gøre denne måned selskabsfri.