Kloge ord til sjælen

Søren Ulrik Thomsen er en suveræn dansk digter.

Hans digtsamling ”Rystet spejl” får både anmeldere og læsere til at lave bølge. Samlingen indeholder 42 digte om fravær og usikkerhed, smerte og død, men så sandelig også sanselige atmosfærefyldte linjer om levet liv. Det er præcis, forståelig, og smuk poesi.

Hvis du hører til dem, som endnu ikke har vovet at lægge arm med andre digtere end Benny Andersen og Dan Turell, så tag du lyrikskridtet videre, og kast dig fornøjet over Søren Ulrik Thomsen.

”Rystet spejl” fås som pocketbog til omkring 60 kroner. Altså en pris meget lig en fadøl på cafeerne i Aalborg. Thomsens digte ruller i alle årer, og smagen holder sig noget længere.

Hvad sir du f.eks. til den her:

”Som ung vågnede jeg hver morgen/

med verden strømmede imod mig/

som en gnistrende gade/

Nu må jeg stå op i vintermørket/

og stykke for stykke hente det ind/

på mine tynde ben”

Søren Ulrik Thomsen skriver i en efterskrift, at han gerne indrømmer, at han står i gæld til en uoverskuelig mængde andre tekster, som han glad og begejstret har lånt fra. Det er nemlig ikke at stjæle – det er at blive inspireret. Alle forfattere og journalister kender til det.

Selv kan jeg tit læse klummer og artikler, hvor jeg finder sætninger og argumentationer, som jeg  godt vil ha’ givet - om ikke en arm, så en kop dyr fadøl - for selv at ha’ fundet på. Så gemmer man artiklen med små sirlige cirkler omkring de stærke passager, fordi man ved den dag kommer, hvor man kan genbruge i en eller anden form.    

For nylig læste jeg en vidunderlig klog artikel, som jeg meget gerne vil citere fra. Klummen blev fundet i Kristeligt Dagblad, hvor Liselotte Wiemer skrev om Thomas Vinterbergs film ”Jagten”, som jo handler om en pædagog, der bliver mistænkt for seksuelt at ha’ krænket et barn. Manden er efter al sandsynlighed uskyldig, men han er oppe mod - folkets domstol.   

Filmen aktualiserer det emne, hvor vi ”i stedet for at lytte til den naturlige stemme i os selv, laver love og forbud, der forhindrer os at leve naturligt”. Man kan tilføje, at der er en mani med at lovgive for hele befolkningen, selv om loven er målrettet en lille gruppe – en klar minoritet.

Videre skrev Liselotte Wiemer:

”Krop og berøring er blevet farligt.  Det naturlige er blevet betændt, og den laveste fællesnavner højeste lov. Jamen det svarer jo til at vi fælder hele skoven, bare fordi vi finder et enkelt sygt træ.

Eller fjerner hele foden, hvis tåen er skæv. Vi stoler ikke længere på os selv, og vores integritet. Vi må tage ansvaret på os – i stedet for at amputere hele sjælen”.

Hvor kan få mange gode og kloge tanker til sund viderebearbejdelse ved at læse aviser, klummer, - eller falde over digtsamlinger, som man ikke troede var noget for en.

Faktisk er det ofte langt bedre end at se fjernsyn.

.

Angst og kransekage

Hun sidder på sengekanten med bare arme. Hun har kun en strømpe på. En knap i hendes bluse er gået op, så man fornemmer hendes bryst. Morgensolens lys og varme stråler og strømmer ind, og  lægger sig blødt omkring kvinde og seng. Det virker yderst fredfyldt og harmonisk. 

Men kvindens røde hår hænger løst og lidenskabeligt. Den nøgne fod, den opknappede bluseknap, og de uredte dyner bag hende, og maleriets farvestærke kraft og insisteren, giver anelser om andet end morgenvågning og forsovning. Men det kan også være tidens seksuelle frigørelse, og dermed også tidens kamp mod denne, som har overfortolket den norske malers Edvard Munchs smukke billede fra 1884, som har titlen ”Morgen”.

Maleriet vakte enorm opsigt, og folk protesterede mod så dristigt et billede, som sendte signaler om overstået velnydt erotik. Havde der været islamister til stede ved ferniseringen dengang i 1884, så havde de enten sprængt udstillingslokalerne i luften, taget maleriet med som gidsel, eller påmalet kvinden en afghansk klædedragt.   

Det er jo fantastisk at tænke på, at dette rimeligt ærbare maleri har skabt så meget vrede og protester, når man tænker på, hvordan kvinder i dag fremstilles - og stiller sig i positur -  i reklame, på net, facebook, reality-tv, video, film, ved badestrand, på gadehjørner – overalt. Uden protester   overhovedet - højest lidt småkrablerier på avisernes debatsider. I dag er der ofte heller ikke brug for eventuelt seksuelle fortolkninger - der er nemlig slet ingen muligheder for fejlfortolkninger. Intet pakkes ind, og alt er pakket ud. Alt serveret med sætningsopbygninger lig dem i Ekstrabladet.

Lave lixtal. Ingen svære ord.

Her skal ikke bruges staveplader.   

Munchs ”Morgen” kan nydes på kunstmuseet ”Aros” i Århus, som lige nu viser en enestående udstilling af verdensmaleren. Udstillingen med overskriften "Angst"er en vandring gennem Edvard Munchs fantastiske liv og tid. Hans voldsomme barndomsoplevelser med død og fortræd. Hans livslange angst og tvivl. Hans beundring, respekt og også frygt for kvinder, deres indflydelse, deres evner, deres tiltrækning. Ofte malede han kvinder, som rødhårede, smukke og lokkende,  som i ”Madonna” (1895) og ”Kvinden i tre stadier” (1894).

Hans enorme talent for at placere angst og skyld, og dystre stemninger ind i sine billeder via farvevalg og symboler, og evnen til at placere andre kraftcentre i maleriet end i billedets hovedcentrum er fascinerende. Som f.eks. i ”Melankoli” (1896), ”Aften på Karl Johan” (1892)”,  ”Aftenpassiar” (1896), og  ”Model ved Kurvestol” (1919).

Og selvfølgelig i det ikoniske maleri ”Skriget” (1895). En version af dette billede blev for nylig solgt ved en auktion i New York for 107 millioner dollars. Omregnet i danske akutkroner er vi i omkredsen af en halv milliard. Man sku’ ha’ købt et par Munch-malerier, mens tid var!

Jeg ved godt, at når folk i Vendsyssel skal se kunst, så er der jo selvfølgelig Dronninglund Kunstcenter. Eller det vidunderlige museum i Hjørring. Man kan også tage turen helt op til landets spids, og atter nappe en rundtur på Skagens Museum - og i Aalborg er der ”Kunsten”.

Men Edvard Munch på ”Aros” er desserten.

Ren kransekage. 

Manden der sagde – ”Jeg maler ikke, hvad jeg ser, men hvad jeg så”. kan ses indtil 17. februar.

Bestil billetter til udstillingen over nettet. Der er kø på. Bestil også ekstra tid til udstillingen, fordi man bliver lukket ind i hold med ret til at vandre rundt i en hal time.

Det er for lidt. Tag eventuelt madpakke med - cafeen på ”Aros” er pebret.

Men Munch er alt besværet værd. 

Håndbold, seere og annoncører

Det danske herrelandshold i håndbold er videre til kvartfinalen ved VM i Spanien.

De er vinder af deres gruppe uanset aftenens resultat mod Makedonien.

Alligevel fortæller TV2’s håndboldekspert konstant, at Danmark vil kæmpe desperat

for en sejr. Det gentages af studeværterne, at ”Danmark går benhårdt efter sejren”.

Nu har sågar landstræner Ulrik sagt det samme. Noget med, at holdet er inde

i en god rytme, og den må helst ikke brydes.

Det er da vist meget normalt, at hvis man har mulighed for det, så sparer man sine topspillere,

så de kan være fysisk og psykisk klar i hoved og krop til kommende hårde udfordringer. For Danmarks vedkommende udover en 1/8-finale, måske også en kvartfinale- og derefter en semifinale, og endelig en finale. Men så skal de også være på toppen!.

Nu skal du høre min konspirationsteori, selv om jeg indrømmer et ømt punkt, at den fordrer man har fået landstræner Ulrik med på ideen.

Selvfølgelig melder man hele dagen ud  på TV2, at man går efter sejren – desperat. Fordi ellers

vil seerne sikkert skifte kanal - nu det hele både er afgjort, og man stiller med et reservehold.

Det bryder TV2 sig ikke om - og slet ikke annoncørerne.

Derfor går man benhårdt efter mange seere – selv om kampen er betydningsløs, og seere egentlig burde bruge tiden til noget andet – og mere - fornuftigt. 

 

Med arme over kors

Ved frokosttid fik TV2 News og stationens politiske kommentator så sat SF’s formand ”på plads”. Hendes udtalelser om borgerlige partier, og dele af erhvervslivet, der ikke ønsker at bakke op om løsningen af den økonomiske krise – har nu fået kniven. Først af statsministeren, som siger, at regeringen har et fortrinligt samarbejde med alle dele af erhvervslivet, - og så nu af TV2 i lange fordømmende/analyserende vendinger. Senere kommer de øvrige medier garanteret med samme personlige fokus på SF–formandens ”umodenhed” og ”manglende erfaring”, og så kører den derfra. Det var rart, hvis medierne også vil afsætte mandskab og power til at undersøge, om SF’s formand har lidt ret. Sidder den borgerlige opposition ofte med armene over kors, overfor væsentlige dele af regeringens kriseløsninger, fordi man er mere interesseret i regeringens deroute, end at stabilisere landets økonomi og arbejdsliv? Er der dele af erhvervslivet, som i det stille modarbejder regeringens initiativer? Eller er det blot vilde konspirationsteorier, som kun dele af venstrefløjen tror på? Det er da et stykke journalistisk, som ligger lige for. Hvis man vil.

Skud til vands, i luften - og i medierne

Det har alle dage irriteret mig, at mennesker der er er uddannet til at virke i mangfoldige vanskelige situationer, ikke får den nødvendige opbakning, når de løser ekstreme opgaver.

Jer tænker især på politiet.

Det er ikke så meget befolkningen, der med armene over kors vender ryggen til, når det brænder på

- det er medierne. Men mediernes rimelige konstante negative fokusering på politiets løsning af svære opgaver, giver logisk en uundgåelig afsmitning på befolkningen, som bider sig fast, og ender med at blive en adopteret refleksreaktion. Den skaber mistillid, og betyder tab af respekt. Langsomt men mærkbart bliver politiet en fjende af folket.

Ofte lyder påstanden, at vi har et voldeligt politi. Det tror jeg ikke et øjeblik på. Vi har selvfølgelig et politi, som ofte kan bruge voldelige midler til løsning af deres opgaver, hvilket er noget helt andet. Mit synspunkt dækker ikke over, at jeg mener politiets ikke skal kontrolleres, have instrukser for adfærd, og der skal også være såvel klageinstans, og der skal være såvel forhør, skriftlige indberetninger, ect., når politiet trækker skydevåben, fejler, eller opfører sig udemokratisk.

Politiet skal også have en streng moralkodeks indenfor egne rækker. Det er alt sammen i overensstemmelse med danske løsningsmodeller til magtinstanser. I Danmark er det politiet der er bevæbnet, og ikke befolkningen - bortset fra jægere og hjemmeværnsfolk – og så de kriminelle.  I Danmark taler man først og skyder bagefter – undtagen de kriminelle. De kriminelle har kultur ligesom et flertal har i USA – lige modsat. Her skyder de gerne. Især når de afbrydes i den kriminelle handling.

Således forleden i Aalbæk havn.

Her prøvede politiet at forhindre forbrydelser, at afvæbne en forbryderkultur, at standse deres kriminalitet, så de og deres bagmænd fortsat kan tjene penge på ulovligheder, og menneskelige lidelser. 

Men medierne gik nyhedsamok. Et nymodens adrenalintræk, der erstatter rygning, og bajere i arbejdstiden. Medierne sendte, rapporterede, og vinklede som var det starten på en amerikansk underholdningsserie i 24 afsnit, der skulle klemmes ned på et enkelt døgn i Nordjylland.

Et væld af negative ordvalg og sætningsopbygninger.    

Samtidig kom de efterhånden kendte sætninger og udfald mod ordensmagten.

Blot nogle få eksempler. Radioavisens sensationelle præsentation af Smuglerdramaet i Aalbæk –

lød således ”Meget tyder på at skuddramaet i Albæk løb af sporet….”

Her kan radioværten irettetales med at notere, at der da overhovedet ikke var noget der ”løb af sporet”. Det forhindrede politiet. Senere på dagen lød det, at man havde ”dræbt en formodet smugler”. Det er frækt, fordi har man dræbt noget der kun er noget formodet, så er man sikkert ude på et nyt vildspor – noget er løbet af sporet. Igen. Den døde mand var mere en formodet morder. I hvert fald skød han mod politiet, og det med favnen fuld af smuglervarer, så han var nok hverken støttepædagog, eller repræsentant for økologiske nordiske madvarer.

En af formiddagsavisernes forsider havde overskriften: Dræbt af PET.

Man kunne også ha’ skrevet at PET forhindrede en norsk kriminel med et skydevåben i at dræbe danske borgere på havnen ved Aalbæk.

Og sådan kan jeg blive ved.

Det er uanstændigt, men det holder aldrig op.

Kun hvis borgerne tager mediesøbeskeen i den anden hånd, og udelukker skidt fra kanel, så kan det godt være, at der sker ændringer oppe i nyhedsredaktionernes hoveder. De er nemlig så afhængige af, at du og jeg køber, læser, lytter, og ser det, som de producerer.

Udkant og slumturisme

Det er blevet voldsomt populært – slumturisme.
Efter at man har væltet sig rundt i all inklusive-baren, og stedets klorrige swimmingpool, napper man lige en guidet rundtur i byens fattigkvarter. Så har man også noget at fortælle, når man returnerer til smørhulslandet med akutpakker og fattigdomsdebat. At vende hjem og kun fortælle om fly, som var forsinket, om regnvejr, som altid kommer på feriens fjerde dag, om maden, som gav to dage i sengen, og om svømmerpøler, der ikke var opvarmet, er jo dansk brok, som de fleste turister har prøvet.
Men det er sagen, at komme hjem og fortælle om en slumtur, hvor fattigdommen og fluer hænger i børnenes øjne, og de voksnes udtrykte håbløshed og armod, står godt til de mange sultne rotter, og  farveløsheden på de rustne blikskure. Det hele indrammet af utallige hunde og katte, der skider overalt, og giver stedet en særlig aroma. At komme hjem med den slags live-oplevelser rykker ved ethvert middagsselskab.  
Sådanne ”slumture”, er blevet særligt populært i lande som Indien, Brasilien, Sydafrika og Kenya, og har selvfølgelig ført til diskussion af etikken bag projekterne. Mange kalder det  "fattigdoms-porno", når rige vesterlændinge svælger sig i slumbeboernes elendighed – før gourmetmiddagen. Andre er tilhængere af den slags ferieoplevelser, fordi de sætter vestlig rigdom i tænksom relief, og hvis turene arrangeres i et samarbejde med lokale myndigheder, og der skænkes penge til nødvendig velgørenhed, så er det et gode på linie med at gi’ en ged i julegave. Klogere på alverdens mørke virkeligheder er der også en chance for at blive, når man vandrer rundt, hvor en million mennesker lever under kummerlige vilkår - proppet sammen i et område på størrelse med Hjallerup Marked. 

Nu jeg har bevæget mig ind i kendt geografisk landområde, så kan man godt fristes til at tro, at byrådet i Brønderslev har den turisttanke, at man med tiden kan lave en slags ”slumturisme” med os ovre i den østlige del af kommunen.

Jeg ser fremtidens busser fra Brønderslev Kommunes Turistdepartement med afgang hver 2. time køre velhavende turister fra fjerntliggende nyrige lande, samt fra de jyske storbyområder Aalborg, Randers og Århus, rundt med lokalt uddannede guide som slumførere.

Først slipper de turisterne løs ved stranden i Aså, hvor man beglor de høje hoteller, som er bygget  ude i vandet for kinesisk valuta. Plus lidt DM, som Tyskland har genindført efter at man har forladt  Euroen. Derefter får turisterne en guidet tur i den faldefærdige samling småhuse i Aså by, hvor der kun bor 20-30 fastboende i vinterperioden. Den lokale turleder fra Ø. Brønderslev fortæller om denne mærkelige sjat af borgere, som stædigt bliver boende, og stadigvæk snakker om tiden, som var engang. Kommunen har dog fordrevet de fleste – givet dem penge for at flytte til Brønderslev, eller overført dem til plejehjem i den vestlige del af  kommunen, så man ku’ få motorveje helt ud til perlerækken af hoteller langs stranden. Hotellerne har mexicansk arbejdskraft, og maden til turisterne flyves ind fra det nye EU-land Ukraine.

Gennem flere år udsultede kommunen Aså med nedskåren service og bevilliger, og et dødsstød kom i 2012, hvor man nedlagde byens plejehjem ”Tonnishave”. Det var også en dødssynd. Man tog dermed kommunalt kvælertag på byens selvforståelse, retfærdighedssans og demokratilyst. Derefter gik det rigtigt stærkt. Hurtigt blev det skolens tur til at dreje lukkenøglen, og så børnehaven, og billardklubben, og til sidst Hav Kroen.  

Men da var lyset for længst slukket hos bageren, købmanden, hallen og kirken.  

Nu har Brønderslev Byråd og dets forvaltning så fået den ide, at vise turister, hvordan udkantsområder tar’ sig ud.

Og når bussen ruller videre - fortæller turlederen – så skal vi til Dronninglund, som også er en skygge af fortids magt og vælde. Alt borgerservice er væk. Lokalbetjenten og biblioteket er også overført til Brønderslev. Og lægehuset. Gymnasiet er væk. Slottet og Try Museum slået sammen, og Kunstcentret er købt af et barnebarn af Låsby Svendsen. Selvfølgelig er sygehuset også væk. Og nedrevet. Der er anlagt golfbane nummer to.

Endelig vil udkantsturen slutte i Hjallerup. Overraskende for byens borgere slap man ikke for centraliseringen. Ikke engang sit hestemarked fik man lov til at beholde. Det har kommunen slået sammen med markedet i Ø. Brønderslev via nogle nye forordninger, love og strenge regler om dyrlægetilsyn, spiritusbevilling, sort arbejde, told, skat og arbejdstidsregler.

Det er svært at være udkant, at være udkantsborger, at få’ tilgodeset egne ideer, og fastholde initiativer. Det står nemlig skidt til med administrativ kommunal tænkning og opbakning. 

”Havet har Aså dog fået lov til at beholde”, siger en enlig græsk turist, men her bliver turisten irettetalt af turlederen, som er godt inde i kommunens nye tiårsplaner. Han fortæller, at kommunen vil lave rørledninger fra Aså til Brønderslev, og deri vil man transportere vand fra havet til en kommende ekstra badestrand ved Jerslev. Lidt ligesom man har gjort i Herning.

Nu beordrer turlederen alle – også den enlige græker, som er i Nordjylland med EU-tilskud - ind i den kommunale bus, så turisterne kan nå at se mere østlig udkantsslum i Brønderslev kommune, inden man kører retur til kommunens hovedstad. Man skal nemlig være på Hotel Phønix i Brønderslev præcis kl. 18.00.

Til dinner.

Med all inklusive.