Søren Ulrik Thomsen er en suveræn dansk digter.
Hans digtsamling ”Rystet spejl” får både anmeldere og læsere til at lave bølge. Samlingen indeholder 42 digte om fravær og usikkerhed, smerte og død, men så sandelig også sanselige atmosfærefyldte linjer om levet liv. Det er præcis, forståelig, og smuk poesi.
Hvis du hører til dem, som endnu ikke har vovet at lægge arm med andre digtere end Benny Andersen og Dan Turell, så tag du lyrikskridtet videre, og kast dig fornøjet over Søren Ulrik Thomsen.
”Rystet spejl” fås som pocketbog til omkring 60 kroner. Altså en pris meget lig en fadøl på cafeerne i Aalborg. Thomsens digte ruller i alle årer, og smagen holder sig noget længere.
Hvad sir du f.eks. til den her:
”Som ung vågnede jeg hver morgen/
med verden strømmede imod mig/
som en gnistrende gade/
Nu må jeg stå op i vintermørket/
og stykke for stykke hente det ind/
på mine tynde ben”
Søren Ulrik Thomsen skriver i en efterskrift, at han gerne indrømmer, at han står i gæld til en uoverskuelig mængde andre tekster, som han glad og begejstret har lånt fra. Det er nemlig ikke at stjæle – det er at blive inspireret. Alle forfattere og journalister kender til det.
Selv kan jeg tit læse klummer og artikler, hvor jeg finder sætninger og argumentationer, som jeg godt vil ha’ givet - om ikke en arm, så en kop dyr fadøl - for selv at ha’ fundet på. Så gemmer man artiklen med små sirlige cirkler omkring de stærke passager, fordi man ved den dag kommer, hvor man kan genbruge i en eller anden form.
For nylig læste jeg en vidunderlig klog artikel, som jeg meget gerne vil citere fra. Klummen blev fundet i Kristeligt Dagblad, hvor Liselotte Wiemer skrev om Thomas Vinterbergs film ”Jagten”, som jo handler om en pædagog, der bliver mistænkt for seksuelt at ha’ krænket et barn. Manden er efter al sandsynlighed uskyldig, men han er oppe mod - folkets domstol.
Filmen aktualiserer det emne, hvor vi ”i stedet for at lytte til den naturlige stemme i os selv, laver love og forbud, der forhindrer os at leve naturligt”. Man kan tilføje, at der er en mani med at lovgive for hele befolkningen, selv om loven er målrettet en lille gruppe – en klar minoritet.
Videre skrev Liselotte Wiemer:
”Krop og berøring er blevet farligt. Det naturlige er blevet betændt, og den laveste fællesnavner højeste lov. Jamen det svarer jo til at vi fælder hele skoven, bare fordi vi finder et enkelt sygt træ.
Eller fjerner hele foden, hvis tåen er skæv. Vi stoler ikke længere på os selv, og vores integritet. Vi må tage ansvaret på os – i stedet for at amputere hele sjælen”.
Hvor kan få mange gode og kloge tanker til sund viderebearbejdelse ved at læse aviser, klummer, - eller falde over digtsamlinger, som man ikke troede var noget for en.
Faktisk er det ofte langt bedre end at se fjernsyn.
.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar