onsdag den 16. januar 2013

Skud til vands, i luften - og i medierne

Det har alle dage irriteret mig, at mennesker der er er uddannet til at virke i mangfoldige vanskelige situationer, ikke får den nødvendige opbakning, når de løser ekstreme opgaver.
Jer tænker især på politiet.
Det er ikke så meget befolkningen, der med armene over kors vender ryggen til, når det brænder på
- det er medierne. Men mediernes rimelige konstante negative fokusering på politiets løsning af svære opgaver, giver logisk en uundgåelig afsmitning på befolkningen, som bider sig fast, og ender med at blive en adopteret refleksreaktion. Den skaber mistillid, og betyder tab af respekt. Langsomt men mærkbart bliver politiet en fjende af folket.
Ofte lyder påstanden, at vi har et voldeligt politi. Det tror jeg ikke et øjeblik på. Vi har selvfølgelig et politi, som ofte kan bruge voldelige midler til løsning af deres opgaver, hvilket er noget helt andet. Mit synspunkt dækker ikke over, at jeg mener politiets ikke skal kontrolleres, have instrukser for adfærd, og der skal også være såvel klageinstans, og der skal være såvel forhør, skriftlige indberetninger, ect., når politiet trækker skydevåben, fejler, eller opfører sig udemokratisk.
Politiet skal også have en streng moralkodeks indenfor egne rækker. Det er alt sammen i overensstemmelse med danske løsningsmodeller til magtinstanser. I Danmark er det politiet der er bevæbnet, og ikke befolkningen - bortset fra jægere og hjemmeværnsfolk – og så de kriminelle.  I Danmark taler man først og skyder bagefter – undtagen de kriminelle. De kriminelle har kultur ligesom et flertal har i USA – lige modsat. Her skyder de gerne. Især når de afbrydes i den kriminelle handling.
Således forleden i Aalbæk havn.
Her prøvede politiet at forhindre forbrydelser, at afvæbne en forbryderkultur, at standse deres kriminalitet, så de og deres bagmænd fortsat kan tjene penge på ulovligheder, og menneskelige lidelser. 
Men medierne gik nyhedsamok. Et nymodens adrenalintræk, der erstatter rygning, og bajere i arbejdstiden. Medierne sendte, rapporterede, og vinklede som var det starten på en amerikansk underholdningsserie i 24 afsnit, der skulle klemmes ned på et enkelt døgn i Nordjylland.
Et væld af negative ordvalg og sætningsopbygninger.    
Samtidig kom de efterhånden kendte sætninger og udfald mod ordensmagten.
Blot nogle få eksempler. Radioavisens sensationelle præsentation af Smuglerdramaet i Aalbæk –
lød således ”Meget tyder på at skuddramaet i Albæk løb af sporet….”
Her kan radioværten irettetales med at notere, at der da overhovedet ikke var noget der ”løb af sporet”. Det forhindrede politiet. Senere på dagen lød det, at man havde ”dræbt en formodet smugler”. Det er frækt, fordi har man dræbt noget der kun er noget formodet, så er man sikkert ude på et nyt vildspor – noget er løbet af sporet. Igen. Den døde mand var mere en formodet morder. I hvert fald skød han mod politiet, og det med favnen fuld af smuglervarer, så han var nok hverken støttepædagog, eller repræsentant for økologiske nordiske madvarer.
En af formiddagsavisernes forsider havde overskriften: Dræbt af PET.
Man kunne også ha’ skrevet at PET forhindrede en norsk kriminel med et skydevåben i at dræbe danske borgere på havnen ved Aalbæk.
Og sådan kan jeg blive ved.
Det er uanstændigt, men det holder aldrig op.
Kun hvis borgerne tager mediesøbeskeen i den anden hånd, og udelukker skidt fra kanel, så kan det godt være, at der sker ændringer oppe i nyhedsredaktionernes hoveder. De er nemlig så afhængige af, at du og jeg køber, læser, lytter, og ser det, som de producerer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar