Snaps og saftevand

Ældre ønsker sig det samme til jul, som de også ønsker sig til hverdag – nemlig saftevand.

Der har vakt en del beruset opsigt, at lige netop servering af denne alkoholløse væske, ønsker Københavns Kommune at begrænse. Man vil vænne de gamle på kommunens plejehjem af med at søbe det sukkervand i sig. Man vil ha’ drejet de ældres drikkevaner over til noget med mælk, koldskål, og vand uden citrus. Tilbudsmæssigt lyder jo meget fornuftigt, og hele projektet har kun et problem – de ældre vil helst ha’ saftevand.

Til hele balladen siger en ernæringsekspert, at ældre er ligesom børn - det varer en uges tid, så er brokkeriet slut - og de har vænnet sig til nye drikkevaner. Det er jo fint nok, at ha’ tjek på, hvad der sker, når taler drejer om børn, og påvirkning af dem til gode spise og drikkevaner. Men hvorfor plejehjemsældre skal udsættes for disse pædagogiske principper, og ha’ fyldt komælk i sig, i stedet for en smule sød saftevand, står hen i det planmæssige uføre. Lad nu de gamle nyde deres saft, hvilket de jo også får lov til de fleste steder i landet. Har de ældre tilmed lyst til en øl, en morgensnaps, eller noget rødt med promiller, så skal retten til den slags indtagelse også hældes op. På den berømte Thyras tidligere private plejehjem, ”Lotte” på Frederiksberg, er det ligefrem et must, at man sidder og tyller rødvin i sig. Men det er jo også et privat  plejehjem. Hvis det skal være på den måde – så har ældre jo deres egen penge, så hvis krisen får det til at knibe med offentlig økonomi til drikkevarer på plejehjemmet, så kan de gamle jo vælge at prioritere, og dermed købe deres egen snaps, og saftevand.

Min egen svigermor elskede saftevand. Især når hun, som i sin sidste tid, var en del på hospitalet i længere perioder. Den livsvigtige væske, og den sødme saftevandet har, gav hende velvære og energi. Det er vigtigt, at ældre i alle slags situationer – men især når de er i krisesituationer på hospitaler eller plejehjem - kan få lov til a t hygge sig med lige det, de har lyst til. Så julegaven til ældre kan i år godt være et års forbrug af saftevand. Eller hvis man synes det økonomisk er lidt for voldsomt, så en weekendordning, hvor man giver familiens gamle saftevand i weekenden – ligesom børn får lørdagsslik.

Nu vi lige runder de øvrigt også saftevandsglade børn, så ser deres julegaveønskeseddel ud som altid. Store dyre nyttige, og uundværlige ting, som forældre glædeligt tømmer lommerne for at kunne overrække, når turen omkring træet er vel overstået. Det er jo kun jul en gang om året. Men måske man i år – i krisens tegn og boligmarkedets fortsatte nedadvendte deroute - bør vælge en mere defensiv taktik. Som julegave til ens børn, uanset deres alder, kan man godt bruge den ide, som børn til alle tider har brugt, som gaver til deres forældre – nemlig noget hjemmelavet. Hvis far laver en tegning af en brandbil, fotokopierer den i fem eksemplarer, og mor samtidig laver 2-3 leraftryk af sine højre hånd, og maler håndaftrykkene i forskellige farver, så har man gaver både til de store og små børn - plus børnebørn.  Hvis der er flere, der skal ha’, så kan far tegne et tog også, og måske en flyvemaskine til mandelgave. Ingen tvivl om, at det kan blive årets helt store succes, sådan en fartegnet brandbil, og en morhånd. Det gør sig på børneværelses væg ved siden af hesteplakaten,  eller billedet af FC Barcelonas Messi. .

Hermed glædelig jul til alle klummelæsere, og et ønske om et særdeles godt nyt år. Hvis man i år vil prøve noget spændende nyt på årets sidste dag, så kan man jo vælge at drikke saftevand hele aftenen. Så er man også frisk og hovedpinefri til nytårsdagens koncert, og skihop.

Der er mange gode bivirkninger ved at drikke saftevand. 

.

Pressenævnet som tæskehold

Vi kan slet ikke slippe for dem -  disse blodige, vinklede, ubehagelige, frygtskabende formiddagsavisforsider, der dagligt springer ind i vore øjne og hjerne, blot vi bevæger os ud i det offentlige rum. De er overalt. Billedligt skrevet kan det beskrives, som rotter der mylder frem fra mørket, og sviner dagslyset til. Foran indkøbscentre, lige før kasseapparaterne, på reklamesøjler,  fortove og busser. Kioskbaskervirkeligheden præger vores liv og tænkning. Alle kender vi til en forside, der fyldte os med ubehag. Vi husker den. Indtil den næste tager førertrøjen. 

Men disse mareridtsagtige forsider er kommercielt tænkt. Sælger de, så fortsætter man. Sælger de ikke, så finder man på noget andet. Det er læserne, køberne, der faktisk har fat i den berømte tovende, hvor forsideknuden befinder sig.  

I sommers omkom to nordjyske piger på en ferie i Tyskland. De blev fundet i en udbrændt bil, og deres far stærkt forbrændt i nærheden. Man var selvfølgelig usikker på ulykkens nærmere omstændigheder, og man vidste heller ikke om pigerne var døde inden bilen brød i brand. På trods af fakta blev ulykken lanceret på en meget kynisk og ubehagelig måde i flere medier. Således lancerede Ekstra-bladet en forside med portrætter af de to piger, og med overskriften –

”Line og Marlene brændt levende”.

Det er et skoleeksempel på en forside, som er født i en grum kommerciel atmosfære. Vi ved,  hvilken traumer den slags forsideoffentliggørelse skaber hos pårørende, hos bekendte, og hos andre børn.I særdeleshed hos de børn, der kendte de to piger. Der har siden ulykken været fokus på, hvordan man klarede sorgprocessen på de to pigers skole.

Alt blev sværere efter mediernes valg af fokusering.  

Forsiden fik mig til at sende en klage til Pressenævnet, hvor jeg bad nævnet vurdere forsidens etiske aspekter. Jeg fandt og finder fortsat forsiden ”skadelig, krænkende og agtelsesforringende”. Dernæst vil jeg også mene, forsiden er i strid med god presseskik – hvor punkt 3 siger, at ”ofre for forbrydelser skal vises størst mulige hensyn. Det samme gælder vidner og pårørende til de implicerede”. Jeg skrev også, at det er forkert, hvis man mener, at human tankevirksomhed i den slags journalistiske processer er lig med selvcensur.

Det handler om ganske almindelig medmenneskelig omtanke. 

Pressenævnet har nu meddelt mig, at det ikke må eller kan behandle sagen, da det er en betingelse

for en klage, at klageren har retlig interesse i det forhold, som der klages over. Det indebærer, at man som person, organisation, virksomhed eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde identificeret i mediet. Da jeg klart nok ikke selv er direkte eller indirekte nævnt i artiklen, har jeg ”ikke en sådan interesse, hvorfor klagen afvises”.

Med bemærkningen om, at man f.eks. skal være i familie med den, der er blevet forurettet, afvises en del klager. Pressenævnet bygger på Medieansvarslighedsloven, og en betænkning fra 1981. Men personfokuseringen og forsidevinklingen, og dens afkast af grumme forsider, har taget et omfang og et udseende, som de skriftkloge dengang ikke kunne forestille sig. Godt nok åbner reglerne muligheder for, at man med en indhentet tilladelse kan klage på familiens vegne, men den er sjældent brugt, idet det jo er problematisk, at henvende sig til sorgfyldte familier for at fortælle dem, hvad man har tænkt sig. Endelig er det ret nødvendigt, at Pressenævnet får bedre muligheder for at rejse sager af egen drift. Nævnet har denne mulighed for at indtage smagsdommerrollen, men har kun brugt den en gang. Det var i 1997, hvor nævnet meget rimeligt på det Kongehus’ vegne, der aldrig selv anker, rejste sagen om Paparazzi-fotografers arbejdsmetoder. Nævnet har for øjeblikket slet ikke økonomiske midler til at være aktive på dette område, så denne selvvalgte begrænsning skal også ses som et velkomment filtreringsværktøj. Men man bør i dag alvorligt overveje, at lade de medier, som der klages over, betale for sagsbehandlingen, når mediet dømmes skyldig. 

Det har længe været på tide, men nu er det højst påkrævet, at Dansk Journalistforbund, Danske Dagbladets Udgiverforening og Justitsministeriet - som er de tre instanser, der har med den slags sager og tekster at gøre - finder sammen, og opdaterer reglerne for god presseskik og -etik.

Empatisk omtanke skal selvfølgelig ikke være moderne journalistik fremmed, og bør være en del af den kommercielle redigeringsproces hos alle medier.

Ellers skal nogen komme efter dem. For nu at slå igen med forsidernes eget sprogbrug, så kan det  blive Pressenævnets vagt- og tæskehold, der med nyt regelsæt rykker ud. 

Med fuld kraft og blå blink. 

.

Gi' en hånd til hverdagen

Der var engang vi skulle gi’ en hånd til Afrika. Det sørgede Nanna for.
Siden blev det gjort mere indviklet det der med at vise næstekærlighed.
Det sørgede ham præst Krarup for.
Nu er vi så i den juletid, hvor vi virkelig skal gi’ hænder til alle vi kommer i nærheden af. Der skal gives et frelsende bidrag til Frelsens Hær, støtte til Julemærkehjemmet, og de hjemløse. Der skal investeres i geder til Afrika, og en lille ekstra håndsrækning til Læger uden Grænser, Kræftens Bekæmpelse og Amnesty. Alt disse beløb skal trækkes fra juleindkøbsbudgettet før julegaverne  kan købes med god samvittighed.

Når så det bliver januar indsniger sig en udbredt tilstand af lyst til, at glemme at gi’ en hånd. Fordi det ikke længere pr. refleks er en del af vores nationalkarakter, at hjælpe andre. Det er f.eks. jo efterhånden mange år siden, der stod vakse FDF’er, og hjalp ældre sikkert over de trafiktunge gader og veje. Nu står der nogle helt andre vakse, og stjæler håndtasken.

Der er langt imellem, at unge rejser sig for ældre i bussen. Men hertil vil nogle straks ytre, at det behøver de unge heller ikke, så mange passagerer er der heller ikke på ruten Hjallerup-Sæby. Men min pointe er, at hvad enten man står i en kø i supermarkedet kun med en pose æbler, går rundt i regnvejr, og ser den ene taxa efter den anden blive nappet af nogen, der er hurtigere til fods, eller er ved at forslæbe sig i kufferter, så kommer der sjældent nogen, der lader dig komme forbi, giver et nap, eller lader dig få den frie taxa.

Man er sig selv først. 

Sådan har det altid været, vil nogle sige, men dem der siger sådan lider af demens light, for sådan har det nemlig ikke altid været. Der var engang, hvor det var en del af den gode omgangsform hos de fleste mennesker – en integreret del af nedarvede gener - at give en hverdagshånd til dem, som ret synlig lige stod og manglede et løft.

Den infame lyst til kun at sørge for sig selv kommer meget til udtryk i det offentlige trafikrum – hvad enten man befinder sig der som privatbilist, eller er på besøg i den kollektive verden. Altså den enkeltes ret og tyranni hos privatbiler, der suser af sted, er velkendt. Der er en dytten, og visen finger, efterfulgt af ikke-hørbare øretæver af et omfang, som virker skræmmende. Cyklisternes verden er også tit fyldt med terror og anarki. Igen gælder dette udsagn ikke på cykelstien mellem Aså Dronninglund og Aså, men alle som har cyklet i den danske hovedstad, vil vide, hvad jeg antyder. Og livet med og omkring DSB har ligeledes sine særegne oplevelser. For nylig stod jeg på Aalborg Banegård, og ventede på Intercitytoget fra Frederikshavn, som skulle fragte mig og andre ventende videre syd på. Da toget holdt stille sprang dørene tjenstvillige op, og ud trådte først og straks en ung kvindelig togbetjent, som omgående stillede sig en meters penge væk, og tændte en smøg. Derefter fulgte 3-4- kvinder med hver deres barnevogn. Måske dagplejere på tur til den nordjyske hovedstad, eller en glad mødregruppe på vej til Zoo-have. De skulle selvfølgelig ha’ en hånd. Men det fik de ikke. Kvinderne måtte selv på skift hjælpe hinanden ud af DSB-toget. Det tog forståeligt nok sin tid. Nu kan man sige, at det måske var meget naturligt, at det var folk der stod af toget, der burde ha’ givet barnevognene en hånd, idet flokken, der ventede på at komme på toget, havde hænderne fulde af kufferter, tasker og poser. Men mest overraskende var det, at den rygende kvindelige togbetjent blot stod, og røg, og så på.  

Det blev således en oplevelse på kanten af det moralsk ulovlige. Sådan ren tjenestemæssigt - set fra et DSB-synspunkt - er historien vel også dyster læsning. Men det er også en slasket handling, som ville ha’ chokeret Emma Gad
Måske skulle folkementaliteten snart gi’ en finger til sig-selv-nok-holdningen, og en hånd til det modsatte.  

 

Citat-mix med Løkke

Citat af den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen – med en tilføjelse af et andet kendt citat:

"Jeg har ikke deltaget i nogen møder, som havde til formål at udføre sagsbehandling. Jeg har ikke medvirket i møder, der havde til formål at lave ulovlig lækage eller lægge pres på skattevæsnet. Jeg har ikke haft sex med denne kvinde”.

Historien om kvinden, der skød sig selv

Aldrig tidligere i historien har en enkelt kvinde med så lidt krudt lavet så mange skudhuller i egne fødder. Det hele var ellers tilrettelagt og timet, og det lignede noget, der ikke kunne gå galt. Bøssen var af fin karakter, og gav ingen antydning af, hvor ejeren lå indtægtsmæssigt i forhold til fattigdomsgrænsen. Skydningen skulle foregå i liggende stilling med fin opbygget understøttelse af geværløbet, og ofret var bundet til en pæl, og kunne derfor ikke flygte. Skydeafstanden var under en meter.  Kvinden med fingeren på aftrækkeren kunne umuligt misse denne chance for et enestående godt resultat – sagde man. Men det kunne hun. For det første skød hun sig selv i begge fødder, og det på en måde, så de ikke er noget at vise frem de næste mange måneder. Dernæst blev snoren, som holdt offeret på plads, skudt over, og det skete så eftertrykkeligt, at dyret rev sig løs,  og løb væk. Det vandrer nu glad og græssende rundt på nye engarealer - langt fra barndommens trygge marker. Men det gik værre endnu. Flere af bøssens hagl ramte kvindens venner, som ellers allerede før skydeøvelsen var begyndt, at danse syngende rundt. De var sikre på, at dette jagtudbytte ville give dem vind i både sejl og meningsundersøgelser.  Men det der med at danse gør vennerne ikke mere. Og vind i meningsundersøgelserne kom der heller ikke. Det er alt sammen en ganske grufuld historie.   

Tilbage sidder kloge mennesker og spekulerer på, hvordan det dog kunne gå så galt. De fleste er enige om, at kvindens hensigt var god nok, selv om hendes skydefærdigheder haltede en del bagefter. Der var bestilt fotograf og skriverkarle, så henrettelsen, og hvad der blev sagt, kunne videreformidles til folk og fæ. Krudtet var tørt, og bøssen fejlede som nævnt intet. Al den skade den forvoldte er det bedste bevis på bøssens duelighed. Grunden til at det gik helt galt, var kvindens egne forberedelser. Det var noget sjusk. Noget forivret noget, hvor hun ikke fik tjekket sine oplysninger, og heller ikke læst instruktionsbogen ordentligt igennem. Hendes udvalgte fattigdomsoffer havde også et økonomisk overskud, som fik en del til at baske med øjnebrynene.  Den kvindelige politikers ivrighed skyldes, at hun var kørt op i det maniske felt af en utålmodig presse, af rygklappende Facebook-venner, og af forventningsfulde partikammerater. Desuden blev hun total svigtet af sit eget partis presse- og kampagneorganisation, som virkede helt fraværende. Det havde vel været en enkelt sag, at lave en ordentligt  præsentation af fattigdom i Danmark bl.a. ved kontakt til tre eksperter på området – Dansk Folkehjælp, Frelsens Hær, og Mødrehjælpen – fordi disse tre organisationer har det kontakten med familier, der lever under OECDs fattigdomsgrænse. De kunne ha’ været mere end behjælpelig med at finde fattige familier af et omfang, og med en styrke, så selv medlemmer af Liberal Alliance måtte bøje hovedet.  

Nu har den forslåede kvinde – ligesom tennisspillere - en lang juleferie, som kan bruges til at tænke igennem, hvorfor det ikke lykkedes at få en oplagt matchbold ned i hjørnet af servefeltet. Nu det hele ellers lå oplagt foran en. Fremover kan hun så forhåbentligt lære, at styre  sit ”konen-med-æggene”-gen.

Den, der gerne vil flytte bjerge, skal altid begynde med at fjerne de små sten.

Ole Sohn og "Matador"

Ole Sohns skæbne får mig til at tænke på Lauritz ”Røde” Jensen fra Matador. De har begge været ret fanatiske med kommunismen, været utrolig aktive i de unge år, men blev begge klogere, og rykkede mod højre. Sohn har problemer med at huske, hvor mange penge, der kom fra Sovjet til det danske DKP, og hvornår og hvorfor. Røde Lauritz glemte i mindst tre Matador-afsnit, at få hentet Agnes kommode, som stod og fyldte op i Lauras køkken. Politisk endte Sohn i SF – foreløbig i hvert fald - og Røde Lauritz Jensen blev vel socialdemokrat som grisehandleren. Eller måske radikal som grisehandlerens kone, da han jo også blev selvstændig, og fik sit eget skrivemaskinebureau med speciale i festsange - og med skilt i porten. Hvor meget Sohn og Røde linker hinanden slår mig også, når jeg fremkalder scenen, hvor Laura i et af seriens sidste afsnit er på kaffebesøg hos Agnes. Agnes Jensen – den gamle stuepige hos familien Varnæs – blev jo en driftig forretningskvinde, og fik egen virksomhed med opmaskning af strømper, og maling af serveringsbakker. Mens damerne - under stuens murermesterbuer – sidder og vender ugens begivenheder i Korsblæk, kommer Lauritz hjem. Han har fortsat en kommunistisk folketingsmandsdrøm i maven, og bryder sig ikke om al det småborgerlige snak, der fylder stuen. For at dupere damerne fortæller Lauritz, at Agnes – sammen med ham - snart skal til stor fest i København – både med spisning, og tur i Det Kongelige Teater. Det er  kommunisterne, der vil fejre russernes tilbagetrækning fra Bornholm. Hvor pengene kom fra til festen nævnes ikke. Til ideen om at fejre russerne kvitterer Laura – som jo var den herlige chef for de Varnæske’ køkkenregioner - at det burde da være bornholmerne man fester  for. Det var da dem, der havde haft al bøvlet med russerne. Der fik Lauritz den. 

Noget lignende bøvl kan man godt sige, at Ole Sohn både har haft og har. Der er ingen tvivl om, at manden altid politisk – i hvert fald i medierne – vil være mærket af sin gamle tro på et system og et parti, som på sin bundlinje var både diktatorisk, korrupt, og blodigt. Det er lige som Poul Nyrup. Han må resten af sit liv leve med mediernes fremkaldelse af ham iført cykelhjelm. Schlüter må døje med sit gulvtæppe, Søvndal med sit engelsk, og så Sohn, der skal leve med sit kysseri med en gammel østtysk diktator. Disse frosne mediebilleder kan synes uretfærdige, og også virke ret trivielle, men de er remindere i vores hukommelse om episoder, og om en tid, der var. Det er givet, at der i Ole Sohns fortid har foregået ting og sager i kroge og regnskaber, som har været mere under end på kanten af det anstændige – måske meget lig sort arbejde, eller den ”nordjyske moms”. Men manden har jo indrømmet både det ene og det andet. Så hvad vil vi mere?  Tilbage må dog stå, at manden ikke har slået nogen ihjel, eller gjort noget, der får Sofus Betjent fra Matador, til at stå og trippe for at få fingre i ham. 

Medierne går ganske enkelt for meget i selvsving. De viser lige pludselig troværdighed til gamle russiske agenter, og disse spekulative agenters vage formodninger om Sohns fortid  er pludselig blevet brændbart stof. DR’s Tv-avisen lod forleden også en gammel dansk kommunist – hvis troværdighed normalt falder udenfor avisens sikkerhedsgrænse - fylde godt op med sine tanker og holdninger om Sohn. Han fik sine15 sekunders berømmelse.

Hvor vil det klæde debatten, hvis en fremtrædende borgerlig politiker – det kunne snildt være den tidligere statsminister –står frem og siger, at hetzen mod hr. Sohn bør indstilles, så manden, medierne, Folketinget, Søren Pind, lovgivningen, og retten til at have et synspunkt, fortryde og indtage et nyt – igen enten kan komme i førertrøjen, eller i gang med at beskæftige sig med noget andet.  Noget andet skal her opfattes som noget mere betydningsfyldt for et samfund, der er omgivet af kriser.

Rigtige ord i en krisetid

Plejehjemsbeboer Anker Jørgensen kan stadig gå rundt på Vesterbro og snakke med alle, der venligt vinker og råber til den tidligere statsminister. Dog bliver turene kun til noget, fordi Anker bliver godt hjulpet af to solide stokke, som langsomt, men rimeligt sikker bringer ham fremad.  For nylig var en af Anker Jørgensens statsministerkollegaer en af de mest populære gæster på Bogforum i København. Han kom også langsomt gående, men klarede sig med en enkelt stok.  Ved siden af den ene stok gik TV-værten Kurt Strand, og ved Poul Schlüters anden var en anden Tv-vært, nemlig Adam Holm – ham fra DR2’s Deadline. Ham Strand har lavet en meget rost portrætbog af Schlüter, og nu skulle de begge i krydsild hos hr. Holm. Det blev fortryllende og eftertænksom underholdning på en halv time med manden, som altid har sagt, at ” vi skal forandre for at bevare”. Selv om både Anker Jørgensen og Poul Schlüter har problemer med gåtøjet, så fejler snakketøjet ikke noget hos nogen af dem. Adam Holm fremhævede fra bogen, at Schlüter omtalte sine politiske modstandere – som f.eks. Anker Jørgensen – med stor respekt, men havde meget lidt pænt at sige om flere af sine partifæller. Således blev en tidligere konservativ formand, og minister i Schlüters egen regering, Hans Engel, omtalt meget negativt, og Holm spurgte, hvorfor han ikke også sagde noget pænt om Engel, og fik snerrende hurtigt svaret:

-” Det er der ingen grund til”.

I samtalen kom man selvfølgelig også ind på den Tamil-sag, som kostede Schlüter statsministerposten, og hvor han også indskrev sig i historiebøgerne med sætningen – ”Der er ikke fejet noget ind under guldtæppet”. Nu blev han spurgt om det var noget han tit gjorde - det der med at feje ting ind i under guldtæppet - men det blev benægtet. Hertil kommenterede Strand, at han dog hjemme i Schlüters private gemakker havde observeret en bule under en af stuens guldtæpper, så noget måtte han dog stadig feje.  Nej, nej, svarede Schlüter – ”Det er min kone”. Begge studieværter så forfærdede ud, og den tidligere statsminister beroligede dem hurtigt ved at tilføje – ”Der har lavet den bule”.  Seancen sluttede med, at Schlüter blev spurgt, hvad han mindst helst ville huskes for. Her til svarede den hårfagre krøllede 82-årig - ”Det svar fejer vi lige ind under guldtæppet”.

Hvis Poul Schlüter var blevet på Bogmessen i Forum, så havde han fået den ekstra oplevelse, at lytte til to forskere, der har udgivet en moppedreng af en dokumentarisk bog indeholdende samtlige danske statsministres nytårstalere til den danske befolkning. Især blev Poul Schlüters nytårstaler rost. De var optimistiske og vellavet i en krisetid, hvor Danmark og danskerne trængte til et opløftende ord – gerne med humoristisk bid. Presset af ordstyreren sagde først den ene forsker, at den bedste nytårstale nogen statsmister har holdt, var Thorvald Staunings i 1940.  En tale som flot lagde tidens besættelsesproblemer frem for danskerne. En værdig tale i en krisetid. Men den anden forsker mente, at Poul Schlüters nytårstale fra 1988, var den bedste nogensinde.  Det var den, hvor han  sparkede venligt til den danske folkesjæl med ord om, at ” danskerne er for længe om at tage sig sammen, og for hurtige til at slappe af”.

Det er åbenbart krisetider, der kalder de mest åndrige ord frem, og samtidig får præsenteret det bedste i den person, som siger ordene. 

At finde de rigtige ord - i en ny krisetid - kan blive Helle Thorning Schmidts redning.

Har 10-årige et sexliv?

Det er ganske forstemmende, at tænke på den udviklingsskade, som de vinklede usandheder i medierne skaber. Personligt og samfundsmæssigt. For nylig blev det voldsomt eksponeret, at ”Dobbelt så mange piger mellem 10 og 14 år tager p-piller”. Det er bedre end teenageraborter, udtalte eksperter, og foreningen ”Sex og Samfund” kaldte det positivt, at unge piger er blevet mere opmærksomme på, at beskytte sig under sex og dermed undgå aborter. Formanden for Praktiserende Læger, Henrik Dibbern , advarede godt nok imod, at det kan få konsekvenser, at man i stigend e grad udskriver P-piller til helt unge piger, men han blev også citeret for, at der er vigtigt, at beskytte de helt unge piger mod graviditet.

Hvis man selv tjekker tallene, både ved at kigge på Lægemiddelstyrelsens statistikker på netsiden medstat.dk, og via kontakt til styrelsen, så får man en anden sandhed end mediernes overskrifter. Nok er det korrekt, at 6894 piger i 2010 på landsplan i aldersgruppen 10-14 år har fået p-piller, og det er en fordobling siden år 2000, men det var en fordobling allerede i 2009, og stort set også i 2008. Der er nemlig sket en gradvis stigning  over de seneste ti år. Så en mindre opsigtsvækkende, men korrekt overskrift vil være, at der siden 2009 er sket en stigning på knap 2 procent.  At der er sket en fordobling siden år 2000 er en overskrift, man kan bruge hvert år, indtil man kan skrive, at der nu er sket en tredobling siden 2000, og senere en firedobling.

Hvis man så, i stedet for et samlet tal for aldersgruppen, deler tallet på 6894 piger på de fem aldre, der er mellem 10 og 14 år, så får man en naturlig stor overvægt indenfor alderstrinnet 14 til15 – nemlig 5526. Derefter er tallet for de 13-årige lig med 1131, så antallet af piger på 10,11 og 12 år, der får P-piller, er altså i alt for de tre aldre godt 200. Kigger vi på de 10-årige så er tallet 2, men faktisk nul – minus den modregning fagfolk kalder datafejl. For de 11-årige er tallet 35 – minus datafejl.  Endelig så får mange af pigerne P-piller, fordi de har stærke smerter på grund af deres (begyndende) menstruation. De unge piger får altså P-piller mod smerter, og ikke mod graviditet, på grund af et aktivt sexliv.

Grunden til at man i øvrigt bør være varsom med at give P-piller til helt unge piger er den enkle, at piger under 12-13 ikke er færdigudviklet, og pillerne skader deres naturlige udvikling. P-piller er hormonforstyrrende, og det kan igen skabe vækstlag for brystkræft.  Oven i kommer så de mentale problemer, når man giver ting, beregnet for voksne, til børn. 

Derfor mener jeg, at den slags kioskbaskeragtige overskrifter kan få alvorlige bivirkninger. Lige en sådan fuldstændig forkert information om unge pigers virkelighed gør os møre. Når vi bliver møre overfor noget vi oprindeligt ikke bryder os om, så begynder vi i stedet at indtage ”Nå, hvad-søren”-holdningen. Der trækkes på skulderen og accepteres, at det vel er helt naturligt i dagens sex- og pornoudklædte samfund, at piger har et sexliv  – faktisk flere år før de når den seksuelle lavalder. Børn er jo også tidligere modne, og de har jo siden de første skoleår klædt sig udfordrende, og fået lov til det. Det er også svært, at skelne om pigen er 10, 11, 12, 13, 14, eller 15.  Mørheden gør, at vi dernæst mener, at det derfor selvfølgelig kan smutte for mange voksne mænd, så det ender med seksuel aktivitet med mindreårige.  Endelig så er den evige fokus på børnepornografi - og alle de der modbydelige sager om incest - vel også noget overdrevet. Det er kæphesten for alle de der politisk korrekte, som jo altid ser spøgelser og problemer overalt.  Når nu de 8-9 årige piger vil sminke sig, ha’ BH på, og være trusseløse til klassefester, så må de jo også selv bære konsekvenserne. Samfundsudviklingen har jo allerede på andre områder elimineret barndommen, så hvorfor ikke tage det endelige skridt, og gøre børn til voksne også på det seksuelle område. Vi kan jo med statistikkerne ved hånden starte med at sænke lavalderen til 10. De små piger skal bare have nogle p-piller så de ikke bliver gravide. 

Så har ”Nå, hvad-søren ”- holdningen nået et lavpunkt.

Nødråb fra Nr. 16 i køen

De fleste kender mareridtet.

Maden er på bordet. Servietten er på plads. Gaflen ligger godt i venstre hånd. Kniven i højre.

Så ringer telefonen.

Man kan lade det skidt ringe, men hvem andre end ens børn, eller noget andet vigtigt, vil vove at ringe på dette hellige tidspunkt. Man rejser sig, og går over til den stationære. Stemmen i den anden ende er total ukendt, men jeg skal love for, at vedkommende er oppe at køre.

Det er Jakob fra ”De gule sider ”, der tilbyder et - efter Jakobs udsagn - fantastisk tilbud, som kun tilfalder vores matrikel ved et lykkeligt sammentræf af bingoagtige omstændigheder. Nu er det jo ikke første gang, at ”Lykkens Gudinde” har valgt vores nummer. I går var det ”Gallup” og ”Mostrup”, og aftenen før tror jeg det TDC, og Nordjysk Elforsyning.

Plus - lige før kaffen – dagbladet Information. 

Enten kan man til yderst favorable priser få 4-ugers avis leveret næsten gratis, eller også kan man få sit navn med fed skrift i den kommende telefonbog. Hvis nu jeg er i god lune så fortæller jeg stille og roligt, at jeg har aviser nok, og ens navn med fed skrift i telefonbogen synes jeg ikke lige er trendy med alle de sukker- og fedtafgifter. Men er jeg mopset, så bliver svaret af en helt anden kort karakter. Jeg er så træt af alle dem der tjener deres penge på at genere mig på tidspunkter, hvor jeg slet ikke har overskud til at være pædagogisk. Men det er jo alligevel mig der bestemmer, hvor længe samtalen varer. Jeg kan afslutte, når det passer mig.

Det kan jeg derimod ikke ved en anden ting jeg er lige så træt af. Mine opkald til institutioner, hvor man konstant mødes med et utal af valg – og trykmuligheder. For nylig skulle jeg ringe til DONG. Første udspil fra dem var det kendte med, at jeg nu havde to valgmuligheder –

”Handler det om regning tryk 1 - kabelfejl tryk 2”. Jeg trykkede 1.

Derefter blev der introduceret 5 forskellige valgmuligheder. Derefter var der ventetid. Der blev under denne venten introduceret forskellige reklametilbud, og opfordringer til at gå på nettet, og der blev fortalt noget om, hvor kvikt nettet er i forhold til det, man sidder, og har gang i.

Endelig kom så det, som fik sveden helt frem under brillekanten, og gjorde den varme mad lunken. Stemmen meddelte, at man gerne ville have mig med i en forbrugerundersøgelse. Det ville kun tage ca. 3 minutter. Jeg skulle Tryk 1, hvis de måtte ringe mig op lige efter min snak med deres servicemedarbejder - og Tryk 2 hvis nej.

Sveden piblede nu, og aftensmaden blev til koldskål. Jeg havde hverken lyst eller tid til at besvare på 46 spørgsmål om DONG, vaskepulverforbrug, livretter, eller fjernsynsvaner. Men for mig kom nu de store svedende spørgsmål - til mig selv. Mig selv, sagde jeg - vil mit svar betyde noget for, hvor hurtigt jeg kommer igennem? Vil jeg rykke frem i køen, hvis jeg er positiv og siger ja til, at de må ringe mig op? Vil jeg modsat ryge helt i bund, hvis jeg ikke svarer venligt og imødekommende?

Hvilket dilemma!

Hvordan kan DONG – og andre - i øvrigt have medarbejdere klar til at ringe til mig straks, når jeg altid skal vente så længe på at komme i telefonkontakt med en servicemedarbejder? Sidder der kun 2-3 medarbejdere klar til at besvare mine spørgsmål, men 10-12 stykker til at ringe mig op, og stille mig spørgsmål?

Jeg tog en rask sultenpræget beslutning, og satte pegefingeren på 2-tallet for nej tak.

Straks fik jeg at vide, at jeg var nummer 16 i køen. 

Det her samfund har vitterligt sejret ad helvede til - på mange planer.

Vandret og lodret.

Analog og digitalt. 

Det er lige før det tager ens appetit.

Vi gider ikke alt det brok

Det er blevet en del af den danske mediehverdag, at når nogle er begejstret for noget, så skal man helst finde nogle andre, der mener det stik modsatte. Dette kontrære princip kan man hver aften se i fuld udfoldelse i begge de nationale nyhedsudsendelser. Uanset hvad f.eks. regeringen præsenterer af tiltag og forandringer, så skal man nok finde nogle, der er imod.  Nu vil nogle med en vis vægt pege på, at det er demokratiets væsen, at høre en sag fra to sider, men uenighedsvinklen er efterhånden en pestilens, som ikke længere følger et demokratisk princip, men mere forherliger en journalistisk mani. Det handler om, at konflikt, ballade og uenighederne sælger langt bedre end konsensus,  anerkendelse og enighed. For en ordens skyld skal tilføjes, at sådan var det så sandelig også under den forrige regering. På det område gøres ingen forskel. Hvis man ikke kan finde en modstander hos oppositionen kan man finde et forbigået menneske – f.eks. en tidligere totalglemt minister - som meget gerne vil levere en omgang brok for at få lidt synlighed. Eller også ringer man til en af de sikre personer på ”Kendislisten”, som er helt med på, at sige noget rigtigt modsat og negativ, når blot vedkommende får lov til at lufte sine linselus.

I forbindelse med projektet ”Vores Kunst” så man dansk brokkeri i en rigtig dum udfoldelse. Medierne holdt helt kritikløst mikrofonen frem til to kunstpersoner, som fremførte deres ”Rasmus-Modsat-synspunkter”. Begge var store skeptikere overfor ”Vores Kunst ”- projektet. En af kritikerne er kunstredaktør ved Berlingske Tidende, og den anden forsker ved Aalborg Universitet. Jeg skal undlade at nævne deres navne, og på den måde prøve at beskytte dem mod hån og offentlige gabestokke. Den ene mente, at ” det er spørgsmålet om der skal være kunst alle vegne i det offentlige rum, og det måske var bedre at plante et træ” og ”Hjallerup marked har sku’ da ikke brug for kunst”. Den andens hovedanke lød, at ” vi kan få så meget kunst at ingen længere stopper op og tænker – Hm, hvad mon det betyder”. 

Nu er det jo sådan, at Nordjylland ikke ligefrem vrimler med kunst i det offentlige rum, men det kan snildt være, at man i København ikke standser op ved alt, for at undersøge, hvad det mon er.  Men mindre stop kan vel også gøre det.  Jo mere kunst i det offentlige rum jo flere stop. Jo mere at se på, jo mere begejstring. Jo flere kunstværker jo flere glade gæster. Blot tænk på europæiske kunstbyer som Paris og Barcelona.  Hvis de to herrers elitære broksynspunkter havde substans, så havde vi aldrig fået – jeg nævner i flæng - gavlmalerier i Brande, kunst i rundkørslerne i Skive, Kunstens have i Aalborg.  Overalt kører  biler ustandselig forbi uden at stoppe.  Måske bliver bilens personindhold inspireret og siger ”hm” til sig selv, og kommer på besøg en anden dag, for a finde ud af, hvad mon det hele betyder. Og så en fodnote: ”Vores Kunst” i Hjallerup er ikke tænkt placeret på selve Markedspladsen ved siden af en pølsevogn, men et selvstændigt sted,  der forbinder by og marked, mennesker og gæster.

Vi har selvfølgelig brug for konstruktiv kritik af alle typer projekter og gode tanker, men hvis man ikke har blot en flig af noget brugbart at sige, eller en gnist af noget klogt, så vil det være en demokratisk gevinst, at man holder kajen lukket.

Så andre, der glad vandrer i det offentlige rum, slipper for brok, vrøvl og idioti. 

Sig tillykke til Hjallerup

Selv om jeg så absolut er tilflytter, da jeg kun har boet i kommunen siden 1976, så fornemmer jeg nok, at borgerne i den gamle kommunens forskellige byer helst holder sig for sig selv. Selvfølgelig har de fleste borgere i byen Dronninglund besøgt Hjallerup Marked, men det er ikke noget de snakker højt om. De fleste i byens gamle hovedstad synes egentligt også, at markedet er noget skrammel . Alle de stoddere og fordrukne landevejsriddere, boder med ragelse, og småsyge krikker. Vorherre bevares! På den anden side, så har det da heller aldrig vrimlet med Hjallerup-folk til ”sådan noget amatørhallaj” , som de gamle Høstfestivaller i Dronninglund, eller til Hestevæddeløbene i Aså.  Selv om det er på sidstnævnte sted du kan se de der gamle krikker - indkøbt dyrt i Hjallerup - løbe om kap. Man holder sig til sin by. Her gælder Janteloven. Det har altid undret mig, at gode spændende arrangementer på f.eks. biblioteket stort set kun tiltrækker borgere i den by de holdes, fordi man vil vente til personen kommer til ens egen by.  Jeg tør komme med den påstand, at de fleste mennesker i Aså og Dronninglund aldrig har sat deres ben i Hjallerups smukke Kulturhus, og en del Hjallerup-borgere aldrig har besøgt det lige så smukke Dronninglund Kunstcenter. Fordi det ligger på den forkerte matrikel – i den forkerte by.

Måske skulle man vrinske fortiden af sig, og se fremad. Få gang i noget lokal innovation. Til gavn for den gamle kommunens forskellige hovedbyer. Altså - det kan godt være, at Aså, af borgere andre steder fra end Aså , betragtes som et hul i jorden, men det er dog et hul, som ligger tæt ved det vand, som giver hele byen et gevaldigt løft. Og fodbold har de i øvrigt altid været gode til at spille dernede ved havluften.

Det kan også godt være, at man ude omkring ser på Dronninglund som en snobbeby, der altid praler med sin beliggenhed tæt ved Storskoven, og sin indkørsel fra vest via slot og bøgetræer, som nok kan dupere selv de mest blaserte. Men byen skal ha’, hvad den skal ha’, og nogle af byens plusser kan ikke, som fortidens tamiler, skubbes ind under guldtæppet

Endelig kan det også nemt være sådan, at Hjallerup på mange virker som et af de kedeligste steder i verden, og ofte omtales som byen, der kun har sit ”skide hestemarked” at prale med.  Tilmed er det kommunens ”kvindeløse”-område, hvor byens ”magtfulde 5-mands-gruppe” bestemmer alt.  Det er ren grim misundelse. Det er jo f.eks. helt fantastisk, hvad det heste- og kræmmermarked har betydet for byen, såvel økonomisk, socialt og mentalt. Byens sociale liv hænger sammen af et frivilligt vævet kludetæppe, og markedsoverskud har år efter år sikret byen et imponerende fællesskab, samt murstensbygninger både til svømmevand, sport og kultur. Oven i kommer så den seneste knopskydning - ”Vores Kunst”.  Hestebyen har nu også fået sig lanceret som kunstby. Fra os borgere i Dronninglund og Aså er dertil kun at sige – og det bør hverken ske hviskende eller med nedadvendte mundvige - men rimeligt højt:

Tillykke Hjallerup. Godt gået. Eller godt sadlet, og godt travet. Vi tager gerne en tur til Hjallerup for at se, røre og beundre, når ”Vores Kunst” er blevet til ”Jeres Kunst”.  

Heavymetal i "Giro 413"

Programmedarbejder Margrethe Lindhardt er blevet fyret, som vært for Giro 413. Hun har passet girokontoen i 16 år, men DR’s radiochef udtaler, at programmet trænger til en ny lyd, og en ny følelse skal ind i programmet. Hvordan man så lige skal lave forandringer i et program, der trækker vejret via sin uforanderlighed, og netop samler omkring 800.000 lyttere hver uge, ved at optræde i stort set det samme kluns søndag efter søndag, kan man jo ha’ sine ubehagelige gisninger om. Man kan prøve, at give programmet en ny følelse ved at satse på en frisk ung vært fra P3-fladen, hvilken ide man må håbe, at nogle får kvalt, ihjelslået, og begravet, før man går i gang med de såkaldte Dummy-produktioner. Så kan man jo også satse på en frisk lyd ved at prøve at skubbe den valgte musik over i en anden mere moderne retning. Selv om DR eventuelt ønsker, at gøre vold mod programmets præmis, så er en sådan moderne lydfornyelse tæt på at være livsfarlig, og direkte dødbringende.  
Giro 413 har eksisteret i 61 år. Udover radioavisen og gudstjenesterne er der ikke andre DR-programmer, der har nået efterlønsalderen – og nu er den løn jo da også næsten helt slut! Programmet havde fra starten det frygtelige navn ”Lytternes ønskeprogram på Grammofon”, og der var en værre bøvl, om man kunne introducere et program, hvor lytterne efter eget valg kunne ønske et stykke musik. Hvad kunne den slags pjat ikke ende med. For ligesom at styre tingene – en mekanisme som enhver monopolinstitution elsker – vedtog man i DR’s ledelse, at der kun måtte ønskes klassisk musik, og danske sange af en vis lødighed. Man satte radiomand og forfatter Karl Bjarnhof til at bestyre grammofonen, så ønskeprogrammet ku’ få en pæn litterær fernis. I 1950 pressede en ung mand sig på – Otto Leisner, som forlangte to ting opfyldt. Han ville ha’, at lytternes ønsker skulle opfyldes, lige meget hvad. Om det så var en vise med Oswald Helmuth. Eller noget andet ”døgnflueagtigt”, Dernæst ville han ha’ et kvikt navn til programmet, og han foreslog ”Giro 413”. Han fik ja til begge krav. Lytterne strømmede til, og de næste 50 år indsamlede Giro 413 over 20 millioner kroner, som er gået til sociale og kulturelle aktiviteter for børn og unge.
En perlerække af radiofolk har genne årene været en tur inde omkring Giro 413-mikrofonen - Arne Hansen, Jørn Hjorting, Mogens Landsvig, Knud Wissum, Arne Myggen, Nis Boesdal og Jimmy Stahr. Det var Myggen, der indførte den regel, at man skulle indsamle pengene i noget. Udover sko og hatte blev kvindelige beklædningsgenstande det mest populære. Selv en G-streng er blevet brugt, selv om der ikke kunne proppes mange mønter i sådan en, men så sedler da. Jimmy Stahr, som i 16 år lavede Giro 413 - og de otte sammen med den nuværende nu fyrede redaktør Margrethe Lindhardt – husker, at det var de forskellige indsamlingsgenstande, der lærte ham, at kvinders BH’ere er noget, der kan fås i skåle - spændende fra A til H.

I mange år har det meget været de samme populære sange, som folk har ønsket med ”Kald det Kærlighed”, som en sikker topper. Andre faste sange i programmet er ”Kære lille Mormor”, ”Rigtige Venner”, ”Mormors kolonihavehus”, og selvfølgelig ”Tak er kun et fattigt ord”. Af nyere hit har ”Smuk som et stjerneskud” presset sig på. Hvis DRs ledelse ønsker, der skal ske ændringer til en mere frisk tone, så er det man spekulerer på, hvad de mon tænker på? Skal tonen ændres til noget med tyske schlagere? Eller mere ovre i noget heavy-metal-agtig? Overvejer ledelsen en lyd mere lig X-faktor-musikken, finske diskorytmer, eller færøsk folkedans? Tror man, at DJØF-planer udviklet ved DR skriveborde, kan fortrænge Keld og Hilda og Lis og Per? Så forstå dog, at den langsomme fornyelse, der trods alt hele tiden sker med lytternes ændringer i musikønskerne, er den forandring Giro 413 kan leve, og overleve med. 800.000 ugentlige lyttere kan ikke tage fejl.

Lad folket beholde deres genkendelige Giro 413, med diverse tilhørende A-H skåle - sammen med minderne om søndagskyllingen i flødesalat - og lad det ske i bevidstheden om, at der er rigeligt nok tilbud til de unge under 40.

Giro 413 handler om, at fastholde tilbud til dem, der foretrækker tango frem for disko.

Facebook med hold-kæft-filter

Alle mine dage har man kendt til kaffefilter. En lille smart indretning, der lader det bønnepåvirkede vand strømme ned i Madam Blå, men holder kaffens bitre rester tilbage. Bilmotoren har også filtre, så snavset bliver adskilt fra olien. Selv Tv-apparatet kan indsættes filtre, så forældre kan bestemme, hvilke kanaler deres børn har adgang til. Eller især ikke adgang til. Filtre gør godt, fordi det gør noget for os, så vi ikke behøver at tænke på det hele tiden.

Det er lidt ligesom fortrydelsesspørgsmålet, som altid dukker op, når man sidder ved computeren. Man kan jo ikke få lov til at delete noget, før man er blevet spurgt om man nu også mener det man har bedt om. Systemets kontrolsystem – er til for dig. Det tæller til ti, hvis du har glemt det.

Delete or not delete.

Facebook – som jo er livets nye sociale netværk - kunne lære noget her. Godt nok spørges altid, om nu man mener ”Fjern”, når man har bedt om at fjerne, men hvis man vil sende en besked til alle sine venner, så bliver man ikke spurgt, om man nu også skal sende det her. Det sikkerhedsspørgsmål kommer ikke, hvad enten man vil sende noget nice, eller noget skæld ud.

Efter dannelsen af den nye regering var der en kvindeligt folketingsmedlem fra Nordjylland, som kom rigtigt galt af sted af på sin Facebook-side. Hun var blevet vred på sit parti, sin formand, og skuffet over, at den nye regering havde så få nordjyder, men nok især over, at hun var blevet forbigået ved fordeling af ministerposter. Uanset om hun har ret, eller skuffelsen var forståelig, så glemte hun at tælle til ti. Hun fik sendt ikke alene en ked-af-det-besked på sin Facebook-profil , men også en temmelig vred samling ord med voldsomme antydninger af nogle politiske konsekvenser. Nu går sådan en Facebook-meddelelse straks ud til såvel Gud som Fanden – altså både til venner og medier. Efter en dags mediestorm, der vel nåede et 9-tal på Richter-skalaen, fortrød kvinden. Hun fik sig forliget med sit parti, sin formand, sine vælgere – sit liv og sin hverdag. Fair nok.

Men hver gang kvinden fremover skal resumeres op, eller hun tager et politisk initiativ m.m., vil der til hendes dages ende, blive gjort opmærksom på, at det var hende der sendte sin galde af sted om morgenen, og krøb tilbage til dobbeltsengen inden aften. Denne reminder kan ikke deletes.

Det er jo ikke rimelig, og slet ikke fair. Både fordi kvinden jo ikke har gjort noget kriminelt, og fordi hun jo blev svigtet af sin Facebook. Det vil da være fedt og rimeligt, at systemet gør noget, når det registrerer infame sætninger, injurier, ord og konklusioner, der antyder at her er noget som afsenderen vil fortryde et splitsekund efter, at det er for sent. Det noget kan være, at der sendes en stopbesked  - før vedkommende trykker endelig på ”Send” - som kan lyde:

”Hallo, det er dit Hold-kæft-filter. Er du sikker på at du vil sende det her gylle?”

Eller:  ”Goddag. Din meddelelse smed jeg væk. Det vil du takke mig for senere”.

Eller:  ” Nu tæller vi sammen til ti, og så deleter du”.

Det vil være fair kommunikationspolitik.

Men Facebook kan nå at indføre en sådan fortrydelsesting. 

Så længe de har magten. 

Om mediefolks føleri og sportsfolks mangel på flabetheder

Sportsjournalisters fortalelser og munddiare er ikke af ny dato. Fra gamle dage husker undertegnede

især Niels Christiansen, som spurgte Preben Elkjær - efter den overraskende sejr over Rusland

på 4-2 den Grundlovsdag i 80’erne - om Elkjær ville ha’ solgt kampen på forhånd for det opnåede resultat. Elkjær svar kom prompte: -” Ja, ville du ikke det ?” -

Det er alle slags mediefolk, som interesserer sig manisk meget om folks øjeblikkelige emotionelle status, men især sportsjournalister spørger altid igen og igen om, hvad spillerne føler ovenpå en sejr. Svaret giver sig selv. Altid. Skidt tilpas er der ingen sejrherrer der er. 

Men alligevel slipper vi ikke for det evindelige plagsomme føleri. Heller ikke da Danmark noget overraskende i forrige uge vandt 2-1 over Portugal. Således fik den danske angriber Bendtler  efter kampen mikrofonen stukket op i næseborene med det obligatoriske spørgsmål

- ” Hvad føler du oven på sådan en sejr i Parken?” -  

Nutidens fodboldspillere har ikke Elkjærs forfriskende flabethed - indmellem spekulerer man på om der er andre spidskompetancer de mangler - så de svarer alle sammen det samme, og det gjorde Bendtler da også  – ”Det er fantastisk!” -

Den gode danske landstræner Morten Olsen fik samme spørgsmål i en let forfinet udgave, idet han blev spurgt – ”Kan du sætte ord på, hvordan du har det lige nu? Jeg kan ikke huske, hvad Olsen svarede, men måske svarede han slet ikke. Han har sikkert ikke hørt spørgsmålet, idet han valgte

at skrue ned for sit omtalte høreapparat. Dog havde han tændt, da den samme kvindejournalist bad ham ”sætte ord på den udvikling, som landsholdet har været inde i”. Hun fik sine ord. Dem kan hun så sætte sammen senere, så hun kan blive lidt klogere på det fagområde hun er sat til at dække. 

Sportsjournalister vil ofte gerne i misforstået ydmyghed være så overbegejstrede, at de kommer til

at skyde sig selv i såvel ben som hofte, og faktisk genere manden, der skal svare. Således spurgte omtalte TV2-interviwer efter kampen den danske spiller Michael Krohn-Delhi om det ikke ”var din bedste kamp nogensinde”. Manden svarede: ” - Det ved jeg ikke. Det var en af dem”.

Et venligt indpakket venstrespark direkte til den journalistiske kæbe.

Det er rimeligt underholdende at se fodbold, når spillet er godt. Men studieindpakningen før og efter, med al sit ligegyldige føleri i forudsigeligt snak og intetgivende samtaler, er spild af seertid, licens- og reklamepenge. At slippe for det, fordi sportsjournalisterne enten afskaffer føleriet, eller vi andre endelig finder fjernbetjeningen, vil være tæt på fantastisk.

Sportsværter går mærkværdigvis nok altid meget op i sportsverdenens fester og druk. Hver gang Danmark har vundet et eller andet skal vi altid stilles om til en reporter, der har fundet nogle overlarmende, overrislede unge mennesker, der altid fortæller om alt det der skal festes (drikkes). Nedlægget til studiet er altid noget med at der er gang i den, og de grinende studieværter konstaterer, at i nat bliver der larm i gaden, og gang ”i krusene”. Det er der jo intet nyt i – det gør der jo altid i Danmark, hvad enten der vindes eller tabes. Vi drikker generelt, som et hul i jorden, også sammenlignet med alle andre EU-lande, og det faktum betragter sportsjournalister åbenbart som et spændende kulturfænomen, som vi ikke skal undlade at festligholde og udbygge ved enhver given lejlighed. Hvis man i det mindste kunne slippe for denne leflen for ungdommens dårlige vaner, vil det være et ædrueligt godt skridt på fremtidens værtsrollevej. 

Faktisk et helt fantastisk et.                              

Tre betjente frem for Helle

To stillestående gardere. Og tre yderst aktive betjente. Det er, hvad der var til at passe på landets nye statsminister - og hendes 22 ministre. Vi er på Amalienborg Slotsplads, og jeg har klemt mig ind til en god udsigtspost i fjerde geled. Den kongelige plads er fyldt med mennesker med flag og glade røster. De venter alle på landets første kvindelige statsminister – knap 100 år efter kvinder fik valgret. På grund af min højde behøver jeg ikke presse mig frem i de første geledder, hvilket også er lidt vanskeligt, idet der står en dame med en blå cykel lige foran mig. Jeg lader en bemærkning falde om, at cyklen vel i dagens anledning burde have været rød. Hendes svar er blot, at hun kan høre jeg er fra Jylland, og mit svar falder omgående, at jeg ikke alene er fra Jylland, men jeg er fra Nordjylland. Nu viser det sig faktisk, at bortset fra den sjællandske dame med blå cykel, så står jeg midt i en lille nordjysk koloni. Således er der et bedsteforældrepar med en svigersøn og to børnebørn. De har to buketter med, og den ene er til børnenes mor – den nye beskæftigelsesminister Mette Frederiksen. Den anden er til Danmarks første kvindelige statsminister. Det er også hende Helle, der henter buketterne, og man ser da også, at hun afleverer den ene til kollega Mette. Det var da godt, at der kom de to buketter, fordi der var ikke andre. Så Søvndals tre kvindelige ministre, og de øvrige socialdemokratiske kvinder - plus hende den radikaleblå dame, der har bestemt så meget - står blomsterløse.  Den nye beskæftigelsesministers far fortæller, at de har solgt huset i Aalborg, og er flyttet til hovedstaden for at bistå den unge familie. Godt nok har de dermed sagt farvel til en søn og to andre børnebørn i Aalborg, men nu er det altså datterens tur, og hendes familie, til at få særlig opmærksomhed. I den lille kreds står også forfatteren Hanne Vibeke Holst. Hun er også kendt for at være med i den nye statsministers kulturelle indercirkler, og som kvindesagsforkæmper er vendelboens ansigt da også lutter smil og glæde. Lidt til højre for mig står en meget smuk indisk mand. Han er far til Danmarks første minister af anden etnisk herkomst. En journalist fra Politiken spørger manden om hans alder, og får svaret 73. Journalisten siger, at han vil gøre ham ti år yngre i avisen – det passer bedre til mandens udseende. Man kan da heller aldrig fæstne lid til mediefolk.  Det slår mig, at den glade atmosfære faktisk kan blive ødelagt på et splitsekund, hvis der dukker en psykopat op - lig ham massemorderen i Norge. Her er mindst 1000 mennesker vandret ind på slotspladsen uden kontrol eller tjek, og står helt tæt på den samlede danske regering - der kun beskyttes af tre betjente. Og så de to der kigger ligeud hele tiden. Plus selvfølgelig et givent ukendt antal civilt klædte agenter. Men kontrasten er klar nok, hvis man blot prøver at sammenligne med de sikkerhedsforanstaltninger, som der foretages, når man skal flyve fra Aalborg til hovedstaden. Her skal man næsten af med tøjet og kropsvisiteres, før man får adgang til flyet sammen med sin gennemrodede håndbagage.

Her hersker til gengæld den gode danske demokratistemning. De tre betjente ser vældig fornøjede ud. Denne lette muntre arbejdsdag går sin stille gang. Regeringen forsvinder igen ind gennem porten, og lidt efter kommer de så kørende i de eftertragtede - og nødvendige – ministerbiler. Med stor entusiasme leder de tre betjente ministerbilerne sikkert gennem de mange mennesker. Man savner slet ikke hjemmeværnet. Nu dukker så til sidst de radikale ministre op med deres leder Margrethe i spidsen – alle på cykel. Dette stunt tiltrækker mediefolk, som sukker tiltrækker  fluer, men en af betjentene går markant forrest med de stærke ord –

” Vi gør lige plads, så de sidste ministercykler kan komme forbi”.

Dansk demokrati – til vands, til lands, og i luften. Plus på cykel.

Grader af hidsighed

Hørt på DR 1 under transmissionen fra Folketingets åbning - (tirsdag 4. okt 2011 kl. 11.35):
-"Venstre synes Mogens Lykketoft er for hidsig, som formand for tinget.
De ville hellere ha' haft Bertel Haarder".

Allan Simonsen som statsminister

Lille og vågen er bedre en stor og doven. Denne gode gamle danske talemåde har altid været en håndsrækning til alle under halvanden meter. Nu er der så blevet offentliggjort en amerikansk undersøgelse, som giver høje mennesker en vis status, hvilket især undertegnede er lidt glad for,

idet jeg i træsko, og med hat, runder de to meter. Undersøgelsen siger kort fortalt, at høje mennesker har højere status hos vælgerne end små mennesker, og høje mennesker har derfor lettere ved at blive valgt til politiske poster, og i befolkningens øjne har bedre muligheder for at udføre dette hverv mere tilfredsstilende end mennesker, hvis statur er noget mindre – i højden i hvert fald.  

Man kan sige, at dette er rystende interessant, eller også kan man ryste på hovedet, og mene sådan en undersøgelse er typisk amerikansk. Men her må jeg nok indsparke, at hvad der er amerikansk i dag bliver dansk sædvane i morgen. Fra næsten før vækkeuret ringer render danskerne efter al hvad der kommer fra overthere. Også i Danmark vrimler dagen med Gallup- og meningsundersøgelser om alt gyldigt og ligegyldigt. Især omkring det tidspunkt, hvor aftensmaden bliver sat på bordet kimer de løstansatte studenterspørgere, og beder om to minutter til en interviewundersøgelse.

Hvis man ikke gør sig hård og afvisende, så bliver ens mad rasende kold, mens man misbruger sin tid med at svare på, hvilken type vaskepulver man bruger til duge og røde strømper, eller ens mening om vinterbadning. Så undersøgelsen om tilliden til høje mennesker kan være skabt i

et atmosfære af iskold afvisning, kolde afvaskninger, og varm mad med en indre temperatur tæt ved 8 grader.

At højde kan være en fordel, når man står bagerst til en fodboldkamp er logik. Højde er en god

oversigtsplatform – tænk på giraffen, der virkelig kan sende sit blik overlegent rundt og sondere for fjender og føde. Tilmed kan giraffen sove stående, og forskningen fortæller, at dyret vågner hver  sjette minut, når hovedets fald kommer under hjertets placering. En fantastisk egenskab at have, også for en politiker, når vedkommende sidder ved de mange lange natteforhandlinger.

Og høje politikere med et vist vingefang og drøjde har vi da haft nogle stykker af – tilfældigt nævnt kommer naturligt Thorvald Stauning og Jens Otto Krag. Men altså, hvis man husker sine statsministre – eller nogle af dem, som var lige ved, men gled i indlandsisen  - så kommer der altså spænende en række kendisser, hvis kompetencer man ikke husker på grund af deres højde – Anker Jørgensen, Poul Schlüter, og Uffe Ellemann Jensen.

Endelig er der helt frisk i erindringen jo selvfølgelig Lille Lars fra Græsted.  Men kan jo ikke ligefrem påstå, at han tabte valget til den langt højere Helle Thorning Schmidt. Sætter du hæle på hende så matcher hun næsten Dronning Margrethe, og det kan få ethvert mandfolk, som har problemer med at nå 1,70, til at svede. Men hvis nu det kun er i USA højden – endnu - virkelig betyder noget, og vi derfor er godt tjent med små mennesker en rum tid endnu, så vil jeg da venligst anbefale en virkelig dygtig dansker med perfekt højde, og et godt lavt omdrejningspunkt, som er yderst virkningsfuldt, når der skal forhandles til alle sider. Lad os bede den gamle landsholdsfodboldspiller Allan Simonsen stille op som statsministerkandidat. Ligesom verdens bedste fodboldspiller, Messi fra Barcelona, er Simonsen tæt på 1,60. Argentineren er desværre udenfor mulighedernes rækkevidde, og falder vel også for 24-års-reglen. Ellers er der jo også det glimrende alternativ, at rød blok opfordrer Anker Jørgensen -  som trods problemer med bentøjet endnu virker frisk i hoved og ånd -  til at tage en periode til.

Præmissen er, at de ikke lider af højdeskræk.  

                                                                                                 

Nye navne til Udkantsdanmark

Sømosen i den sydlige del af Dronninglund Storskov ligger lunt og smukt mellem de høje bakker i Jyske Ås. Området har altid tiltrukket folk og fæ på to ben. I dag kommer søndagsvandrede og naturelskere – voksne og børn motionshygger sig omkring mosen, og napper en tur i verdens bedste klatretræ på den nordlige side. I gamle dage var det cirkusfolk, gøglere, farende svende og fremmede af forskellig oprindelse, der slog sig ned i kanten af mosen. Ikke blot for en weekend, men på alle måder mere fast og jordnært. Opholdet skete nemlig i absolut primitive jordhuler, hvor hverken Imerco eller Stark havde afsat fingeraftryk.

Omkring 1900-tallet bestod kolonien af mere end 40 familier. På sit højeste boede der tæt ved 400 mennesker ved mosen. De holdt sig for sig selv, og børnene gik ikke i skole. Hvilket også skyldes, at nok boede familierne ved Sømosen, men det var jo cirkusfolk, og andre med nomadeblod i årene, så der blev rejst en del. Samspillet indbyrdes mellem de forskellige sømosegrupper, og forholdet til lokalbefolkningen  var anspændt. Det var et mix mellem afstandtagning og holden-sig-væk, og det skyldes selvfølgelig det element vi også kender til menneskers afstandtagen fra hinanden i dag - ukendskab. Lige det begreb skaber sædvanligvis ofte fjendebilleder - frygt, uvilje, misundelse.

Om den tid, der var engang, holdes der hvert år ”Sømosedage”. Det er gode folk fra Thorup, der trækker læsset, op byens foreninger fik også i år stablet noget af et udstyrsstykke op på områderne ned til mosen en solrig weekend i midten af september. Her kunne man møde værksteder med gang i håndværket fra dengang,

læse om fortidens beboere på store billedrige plancher, se den lille facadelandsby, der er bygget op efter Matador-princippet, og blive underholdt af musikaktiviteter, som nok ville få tre buh-horn i DR’s Talentkonkurrence, men hvad gør det, når man kan drikke øl på den lokale Tapløse Kro, og spise en pølse-fedtemad for en femmer.

Endelig kan man tage sig den uundværlige kendte gåtur rundt om mosen.

Det gjorde min hustru, og hendes ikke helt længere unge mand. På vejen mødte

vi bl.a. en festlig dame fra Glyngøre – byen ved Sallingsundbroen nord for Skive.

Glyngøre er så meget Udkantsdanmark, at ikke engang Jan Gintberg overvejer at besøgte stedet til sin Tv-serie om udkantssteder i Danmark. Det er sgu for langt ude. 

Damen fortalte, at byen var helt bevidst om sin udkantsplacering. Men da man jo lå ud til Limfjorden, så lancerede Glyngøre sig nu som Vandkantsdanmark.

Det kan godt være, at den ide er noget andre har fundet på end dem i Glyngøre, men hvis dette yderst fortrinlige tiltag giver byen, og borgerne, et løft væk fra udkantsafgrunden, så er det mere end fint.

Ideen kunne jo snildt bruges i andre dele af udkantsriget. Aså kan blive til  Havkantsdanmark, Dronninglund til Skovkantsdanmark, og Hjallerup selvfølgelig Hestekantsdanmark. Brønderslev kunne fokusere på sin park, og kalde sig Rhododendronkantsdanmark – hvis man ellers kan stave til det ord. Ellers må man jo vestpå nøjes med navnet Blomsterkantsdanmark.

Uanset hvad - centrum er, hvor man er.

Vi kalder det bare noget forskelligt.

Et rend af københavnere

Clausen har været her.

Ikke ham dyrehandleren fra ”Huset på Christianshavn”, men den rigtige - ham med fornavnet Erik. Filmmanden bag ”Cirkus Casablanca”, ”Min fynske barndom”, ” Slip hestene løs”, og hovedrollen i  ”Den store badedag”. Han var her som maler, og for at åbne sin egen udstilling på Dronninglund Kunstcenter. Alting er billeder. Han havde 90 forholdsvis nylavede billeder med, og da han tog hjem var der små runde røde mærker ved mange af skilderier. Tegn på solgt.

Det har frydet ”fattigrøven” Clausen. I et foredrag gjorde han nemlig opmærksom på, at han ikke forstod al den snak om begyndende krisetider, fordi ”Jeg har da skyldt skattevæsenet penge hele livet”.  

Clausen sagde i øvrigt, at han gerne have alle til at finde deres egen værdi og identitet, og præsentere sig via den – i stedet for at kalde sig taber, arbejdsløs, enlig mor. Man kan ikke være enlig mor, når man har et barn - så er man mor med barn, sagde Clausen, som slog et ridderslag for begrebet mor.

Erik Clausen er ferm til at vende ord og begreber en humoristisk omgang, som faren der bliver indkaldt til møde på barnets skole, og får at vide, at drengen er samspilsramt, og straks returnerer:

-” Det var pokkers, jeg vidste ikke han var musikalsk”.

Den rigtige Clausen hverken kunne eller ville skjule sin begejstring for kunstcenteret ved kanten af Storskoven. Flere gange talte han om, hvor imponeret han var over denne ”udkant af Danmark”. At finde et flot kunstcenter, som blev drevet af over ”100 frivillige pensionister”. Faktisk vidste han før sin ankomst intet om Dronninglund, og bynavnet gav ham tanker om en institution for folk, der skulle afvænnes for et eller andet. Efter at ha’ kigget på de mange røde ”solgt-mærker” mener han sikkert nu, at Dronninglund er et sted med folk, der har forstand på kunst.  

Men når nu sådan en ægte københavnerdreng som Erik Clausen, kan blive så betaget af Dronninglund, så må andre, der har boet i baggårde på Nørrebro, rendt med Berlingske på Østerbro, eller været flaskedreng i Irma på Vesterbro, vil også kunne begejstres.

Det skal vi udnytte som et brand. Derfor denne helt gratis ide til turistforeningerne, til Hjallerup Samvirke, til Middelalderdagene på Voergaard Slot, Hestevæddeløbet i Aså, Bagedagsfolket ved Dorf Mølle, og Sømosedagene  – husk, ved alle fremtidige arrangementer, at specialinvitere en københavnerfamilie. Find familier via net og lodtrækning, og gør et stor nummer ud af det. Giv hver gang københavnerfamilien en unik oplevelse – med mad på kroen, og overnatning på slottet. Lad familiens begejstring synliggøres både her og der - via medier og turistkontorer. Så kan det fortælles andre københavnere – end dem der besøger Skagen i uge 29 - hvilke oplevelser, der venter gæster i Udkantsdanmarks mere tynde områder.

Takketale til sofavælgere

Kære sofavælgere over det ganske land.

På trods af en meget stor stemmeprocent, så er vi stadig et af de største partier. Vi fik denne gang

12,3 procent af vælgermassen til at blive hjemme. En særlig tak for dette fine resultat skyldes en utrolig ihærdig indsats af vores ungdomsorganisation, der havde sørget for spændende arrangementer på landets mange bodegaer, så vores vælgere ikke skulle blive fristet af at gå hen

på en tilfældig skole, og afgive deres stemme. Tak for den ungdommelige støtte, og overraskende synlige energi. Det hjalp også meget, at valgdagen faldt lige på en dag, hvor et par af landets  førende fodboldklubber spillede europæiske kampe, og disse blev sendt på TV 3 lige i den bedste stemmetid. Tak til denne sløve håndsrækning fra en kommerciel tv-kanal, som virkelig holdt mange  af vore vælgere hjemme ved klaphatten.

Også en stor tak til vore tillidsfolk. Både dem som sov hele dagen, og dem som har holdt sig væk fra stemmeurnerne, fordi de har hørt, at der er blevet lagt betalingsringe omkring samtlige  afstemningslokaler. Tak til de jyske sofavælgerkredse, som lige netop på valgdagen arrangerede 

busudflugter til grænselandet for at frådse lidt i gode billige forbrugsvarer inden det hele bliver for besværligt, på grund af etablering af endnu flere toldere og grænsebomme, så ganske almindelig smugling bliver mere og mere vanskelig for ganske almindelige hæderlige borgere.

Tak til især Jer der bidrog på Jeres specielle måde til rød bloks spareplan ved først at tage 12 minutter på den ene sofaside, og dernæst 12 minutter på den anden.

Så har jeg en hilsen og tak fra socialdemokratiets Helle Thorning-Schmidt, og det er især til dem, som i et svagt øjeblik havde overvejet at stemme på blå blok, men i sidste øjeblik valgte at blive hjemme. Derimod er der desværre ingen venlige hilsner fra den tidligere statsminister Lars Løkke.

Vi erfarer, at han er noget utilfreds med, at vi har bedt de af være sofamedlemmer, som engang i ungdommelig energisk hovmod har stemt konservativt, om på valgdagen at tage en tur på golfbanen.

Vi må dog erkende, at ikke siden 1984 har stemmeprocenten været så høj som ved dette valg, men vi kommer igen, så snart folk, der blev tiltrukket af Enhedslistens lille Johanne bliver klar over,

hvilke typer hun trækker med sig ind på tinge. Derimod er vi stolte over, at de medlemmer som tidligere har markeret visse SF-sympatier levede op til partiets formands efternavn, og tog sig en ordentligt blunder. Vi er derfor stadig et sofaparti med knap 13 procent af stemmerne, og vi er dermed lige så store som Dansk Folkeparti. Hvor det parti nu kan vinke farvel såvel til ministertaburetter – og diverse magtstole – så kan vi se frem til fire år i 22 nye læderbetrukne sofaer – med nakkestøtte. 

Men vi sofavælgerne går ikke amok i en ukontrollabel festrus – hvilket vi slet ikke har energi og tradition for – og vi kan derfor blot træt og gabende konstatere, at vi som altid kan sige - med den tidligere LO-formand Thomas Nielsens ord – at vi har sejret ad helvede til. 

Noget om store og små vindmøller

(I to læserbreve i Midtvendsyssel Avis (6.9.2011) har der været kritik af min blog om "Børnepornografi og vindmøller". Se dette indlæg på bloggen. Tirsdag 13.9.2011 svarer jeg - se her det nye indlæg).  

.

Tak til Jan Aarup, og Jan Karlsen for deres kommentarer til min klumme i MA.

Når det gælder vindmøller, så lader jeg mig gerne belære af fagkundskaben, men I skal lige ha’ et par bemærkninger. Hvis man vil have læsere til det man skriver, så skal man selvfølgelig gerne fange dem ind med en overskrift, som de bliver overrasket af – uden at den er usand.

Overskriften ”Børnepornografi og vindmøller” opfylder disse betingelser, fordi læseren vil sige til sig selv: -” Hvad har de to ting dog med hinanden at gøre”. Når man så læser artiklen så finder man ud af, at de to ting intet har til fælles - udover at de begge ofte omtales i medierne med illustrationer efter samme koncept. Det handler om, at medierne ”sælger” os et produkt, som hvis man køber det, så risikerer man at få noget helt andet. Det er pointen i artiklen, og den synes jeg nok slet ikke, at I accepterer. 

Det er over 30 år siden jeg skrev mine første artikler mod børnepornografi – bl.a. også  i MA. Således skrev jeg dengang om nødvendigheden af, at vi fik et dansk forbud mod produktion, salg og køb af børnepornografi – helt i overensstemmelse med ønskerne fra FN i anledning af Det Internationale Børneår i 1979. Vi fik også forbudet, men den ulovlige produktion fortsatte, og salget er eksploderet siden via Internettet. Når et salg eksploderer, så øges produktionen, og endnu flere børn mishandles. Modsat de fleste så har jeg set billedmateriale med børnepornografi og det er på den baggrund jeg kan sige, at de illustrationer, som altid vises ved artikler om dette emnet, ofte og tit er billeder, hvor almindelig mennesker (uden kendskab til hardcore-pornografi) godt kan tænke:  – ”Nå, er det ikke værre ”.

Og det er lige nøjagtig det, som det er.  

Den dag jeg skrev artiklen om børnepornografi udkom Østvendsyssel Avis (23.8.11), og på forsiden af avisen var et stort farvebillede af 7 hvide vindmøller, der flot står i landskabet, og skaber energi. Overskriften var ”Protest mod placering af vindmøller”. Men protesterne gælder jo ikke den slags ”mindre kønne møller” - selv om vindmøller i dag er generelt  noget højere end de 20-30 meter, som de var, dengang jeg var med i en mølleforening. Det er sikkert rigtigt, som begge de to Jan’er skriver, at gennemsnitshøjden på danske vindmøller i dag er mellem 75 –80 meter, og så er det jo klart, at man ikke kan putte 4-5 oven på hinanden for at nå op til Bolle Enge-møllerne på 150 meter.

Jan Karlsen skriver korrekt, at der er sendt faktuelle størrelsesforhold ud til naboer og lignende tegninger er indlagt på nettet. Fint nok. Men det ændrer jo ikke min præmis, at det er de færreste der henter deres indtryk der, og når nu avisen m.fl. tit viser de der kønne ”små” møller, så kan det vel ikke være så galt, tænker mange. Man kan ligefrem høre nogle sige:

Så tag Jer nu sammen I ”vindmøllehadere”, og æd de møller!

Jan Karlsen protester også mod mine bemærkninger om større lavfrekvensstøj fra gigantmøllerne men her må jeg som lægmand henvise til de mange andre fagfolk  - bl.a. fra Aalborg Universitet - som er uenige med Jan Karlsen.    

Det er forståeligt, at Jan Karlsen er lidt/meget træt af mine fortsatte protester imod hans gigantvindmøller, men det kan altså ikke være anderledes. I øvrigt kan man stadig - som jeg skrev - 

sætte 4 rundetårne a 36 meter oven på hinanden for at få  højden på en Bolle Enge-mølle, men jeg skal nok fremover huske kun af sætte 2 (gennemsnitsmøller) ovenpå hinanden, når jeg protesterer. Men jeg melder pas til de to Jan’ers andre antydninger.

Lad mig gøre den personlige indrømmelse, at min modstrand mod kæmpemøller nok er mere følelsesmæssigt end fagligt. Jeg bryder mig ikke om, at alt i samfundet skal være stort. Stort er ikke altid hverken smukt, sundt, eller nødvendigvis rentabelt. Hvorfor skal vi have kæmpesygehuse? Hvorfor store varehuse, centre, og skoler? Hvorfor skal alle nyskabelser altid overgå alt andet?  Hvorfor forlader vi veludviklede sammenhængskraftige koncepter om mindre enheder, som mennesker kan overskue og trives med? Så hvorfor skal vi have kæmpemøller, når mindre gennemsnitsmøller - uden lavfrekvenslyde - kan gøre det?

Lad mig til sidst trække en sammenligning – der ikke har noget med at gøre med børnepornografi,  fordi her er tale om tvang, overgreb og ulovligheder – men som er et link mellem vindmøller og erotik. Man kan godt se gigantvindmøller som fallossymboler, der perforerer himmellegemet, og det er jo i grunden et flot billede, selv om det jo ikke er størrelsen, det kommer an på.

Slet ikke når størrelsen handler om vindmøller.

Den snavsede barneskjorte

Dansk politik minder meget om Tom og Jerry. Altså personer, der skiftes til at dunke hinanden oven i hovedet. Andre politikere ligner Anders And. De jokker altid i spinaten. Det her er ikke noget jeg påstår, men det er unge mennesker, der siger sådan i en undersøgelse foretaget af analyseinstituttet YoyGov. Nu kender jeg kun undersøgelsen fra aviserne, så jeg ved ikke om man også har spurgt, hvilke politikere, der minder mest om Fedtmule. Måske har man, men ønsker at holde identiteten af mulen hemmelig. Der står heller ikke noget om, hvem der eventuelt er Fætter Højben. Det er ham, der altid er så heldig. Som enten finder en lykkeskilling, eller pengesedler fra Joakim von Ands pengefabrik, eller en 3-retters-spisebillet – med vine ad libitum - til Dronninglund Slot. Højben er ikke lige typen, der går meget op i ”forsigtighedsprincipper” – han bruger de penge han finder, og har han ikke flere, så finder han bare nogle nye. Hvem han minder mest om, afhænger nok af om man hælder til hjorten eller søvndalen. Men sammenligningen med Tom og Jerry fik mig sporet ind på noget, som altid har irriteret mig – nemlig sætningen :

” Politikerne på Christiansborg opfører sig som en børnehave”.

Hvad er det for en måde, at hænge børn ud på! Som om børn ikke bliver mishandlet nok med børnehaver med for få voksne, og for mange kaffepauser. Eller med skoler med elendige toiletforhold, og skoleklokker, der ringer ind hele tiden. For ikke at glemme mishandlingen med forældre, der hellere vil se fjernsyn end tage en tur i Storskoven.

Jeg har i mit ikke længere helt unge arbejdsliv besøgt hundredvis af børnehaver, og hver gang har der været pænt gang i den. Men støjniveauet har mere haft at gøre med dårlige byggematerialer, manglende guldtæpper, og for meget fri leg. Børnene fejler ikke noget. De råber for det meste kun for højt, hvis de får lov til det. Det er tæt på en fornærmelse, at sammenligne dem med dagligdagen på Christiansborg. Det er vel også unfair overfor politikerne. De blive jo også bare tit drevet rundt i manegen af medierne - til en omgang fri leg. Det er nok mikrofonholdere og skrivekarle, der i stedet skal til at opføre sig anstændigt.  

Vi skal i det hele taget passe på, hvilke ord vi bruger. Der er positive ord, og det modsatte. Når vi taler om børn, skal vi være særligt forsigtige. Måske ligefrem tale om et forsigtighedsprincip. Under DF’s sommermøde erklærede Pia Kjærsgaard sig klar til sin 12. valgkamp, og tilføjede, at ”Valgkampen bliver ligesom en barneskjorte – kort og beskidt”.

Igen skal børn stå model til voksnes negative sammenligninger.

Hun kunne i stedet ha’ sagt, at valgkampen bliver en grim affære meget lig en arbejders kedeldragt på et skibsværft, der endnu ikke er lukket, eller flyttet til udlandet. Eller hun kunne ha’ kaldt valgkampen en blodig affære, meget lig de slagteriskjorter, som man engang bar på de slagterier i Nordjylland, der nu er nedlagt. 

Men egentligt er mit ærinde, at en barneskjorte nok er kort, men ikke beskidt. Den er snavset.

Beskidt er et negativt ord, hvortil klæber en forkert tankegang, noget ulovligt, noget strafbart. Til en snavset børneskjorte klæber heldigvis kun sjov, leg, tillid og optimisme.

Det var bare det jeg ville sige.

Børnepornografi og vindmøller

De fleste på 40 + husker Niels Hausgaards sang om atomkraftværket, som vi ikke har noget imod – det skal bare ligge et andet sted end her. På  Fyn har vi tænkt. Lidt den samme filosofi begynder at præge debatten om opsætning af nye vindmøller. Således ses ofte i avisernes omtale af nutidens protester mod vindmøller, at ” de fleste er enige om, at alternativ energi børn fremmes mest muligt. men uenigheden kommer, når debatten drejer sig om, hvor de skal opstilles” - som der f.eks. stod i Østvendsyssel Avis for nylig. Det passer altså bare ikke. Mange af de protester, som er f.eks. i Brønderslev kommune, handler ikke så meget om placeringen, men om møllernes størrelse.

Jeg er tilhænger af vindmøller. Jeg syns faktisk de er kønne, når de står der, som en lang hvid ensartet stribe i landskabet. Denne fornemmelse af skønhed har da givet også meget at gøre med, at jeg ved vindmøller gør gavn – de giver strøm og forurener ikke. Når jeg alligevel er imod f.eks. placering af 3 forsøgsmøller i Bolle Enge mellem Try og Rørholt, så skyldes det alene og aldeles møllernes ekstreme højde. Hver mølle skal rage 150 meter op i himlen. Det er 5-6 almindelige møller ovenpå hinanden. Eller 4-5 stykker af det der rundetårn, der står ovre  i København. Man bliver da helt svedt af angst for at få skidtet i hoved, hvis det virkelig blæser.

Som den ubehagelige tillægsgevinst kommer så lavfrekvenslydene, som den slags gigantmøller 

udsender. Hver gang medierne omtaler de nye forsøgsmøller, så viser de altid som illustration

ganske almindelig møller. Det sender jo klart signal om, at så slemt er det jo heller ikke – prøv selv at se. Nu finder der jo ikke mange billeder af gigantmøllerne, men så bør man lave en sammenlignende tegning, der giver forståelse for, hvorfor vi modstandere kærer os mere om størrelsen end om placeringen. 

Det er fuldstændig lig med mediernes illustrationer til omtale af børnepornografi. Det er jo næsten  hver og hver anden uge, at politiet, enten i Danmark eller i udlandet, afslører en kreds af brugere af  børnepornografi. Nu må man forståelig nok ikke offentliggøre børnepornografisk materiale, når man omtaler disse sager, så seeren eller læseren får ikke en klar fornemmelse af, hvor ubehageligt og hjerteskærende den slags billedmateriale er. Ofte viser medierne derfor et fotografi af piger omkring den seksuelle lavalder. Dermed giver man mange modtagere en fornemmelse af, at børnepornografisk film og billeder blot er lidt lir med unge friske nøgne piger. Jeg skal hilse og sige, at børnepornografi intet har med kokette franske postkort at gøre. Børnepornografi er voldtægt, misbrug og overgreb mod børn, hvoraf mange aldersmæssigt er helt ned til børnehavealderen. Som det fremgik at Lone Backes berømte bog ”Liderlig Lolita” fra 1980 om børnepornografi, så er billedsiden i den oprindelig udgave (som blev kaldt tilbage og genudsendt uden billedmateriale) så ubehagelig, at man kun kan give en stor håndsrækning med bevillinger til de mennesker, der i dag bruger deres arbejdsliv på at finde, bekæmpe og retsforfølge brugere og producenter.

Her ville det være en hjælp, hvis man kunne undvære illustrationer, som viser søde unge nøgne piger, der spiser æbler, eller sutter på slikpinde. Fortæl i stedet sandheden om, hvor groft dette kommercielle (forbudte) område er. Den samme indstilling vil jeg også gerne gør sig gældende, når man vælger illustrationsmateriale til artikler i avis og på net om vindmølleprotester. Drop de pæne hvide snorlige møller, og vis hvor store de er - disse nye forsøgsgiganter, der som skyskrabere perforerer luftrummet. 

Ud og se med MR-tog

Som altid sidder jeg i vogn 62. Af alle offentlige transportformer holder jeg mest af tog, som transporterer mig afslappende gennem Danmarks baghaver frem til målet. I dag er det IC-3-lyntoget ”TOP-Karen” opkaldt efter den seje almuekvinde Karen Marie Andersen fra Rebild – der fra sin fødsel i 1843 levede et langt hårdt liv. Hun fødte f.eks. syv børn – alene det er jo tegn på en vis sejhed. Jeg er på vej fra Aalborg til København, og jeg kigger mig rundt efter DSB’s nye direktør Christian Roslev. Han må være et sted. Manden har de sidste fire år med pæn succes – som det hedder med nordjysk underdrivelse - været administrerende direktør for Nordjyllands Trafikselskab, men fra 8. august er han udnævnt til topchef hos DSB. Det glæder sådan en som mig, der tit tager toget fra Aalborg til København og såmænd også retur på et tidspunkt. Når nu chefen for hele foretagenet jævnligt skal pendle fra det nordjyske til hovedstaden – og jeg kan da ikke forstille mig andet end han tager toget, og lader andre om bil og fly – så må der endelig ske nogle positive ændringer med de ting, som aldeles ikke fungerer i IC-3-toget.  

Min brok handler ikke om toge, der ikke kører til tiden. Eller om vogne, der enten er for varme eller kolde. Eller om vinduer, der ikke kan åbnes, eller salgsvogne, der indstiller sit salg, når vi nærmer os Nordjylland. For det er til at leve med. Sådan da. Som nordjyde har man selvfølgelig madpakke med, og forskelligt tøj til at tage af og på – alt efter temperaturen.  Hovedproblemet er IC-3- togets toiletter, som tit er i en tilstand, som ikke er værd at skrive hjem om, så i stedet kommer det så i avisen.

Tit er togets ene toilet - sommetider begge - lukket. En papirstrimmel meddeler ”Ude af drift”. Personalet fortæller, at da DSB’s nye IC-4-tog endnu ikke er taget i brug, da de ikke kan køre, betyder manglen på tog,  at man ofte hverken kan nå at rengøre eller tømme toiletterne, når man kommer til bestemmelsesstedet.  Derfor må man ofte køre retur uden at være opdateret på et så vigtigt serviceringsområde. Lad mig være storsindet og sige, at det er da ok, at der efterhånden, som rejsen skrider frem, bliver mere og mere snavset. Det er da også til at leve med, at sæben er brugt, og der ikke er mere papir af nogen slags. Men at man lukker toiletterne, når der er rejsende, der skal være i toget 4-5 timer, er klart klamt og uacceptabelt. Personligt har jeg prøvet at skifte tog i Århus, fordi nu kunne man ikke forlange, at de rejsende skulle holde sig længere, og en medpassager har oplevet, at toget holdt en længere pause i Fredericia, så de rejsende kunne frekventere banegårdens toiletter.  

I min jagt på DSB-direktøren må jeg desværre sige, at uanset hvor jeg kigger hen, så kan jeg ikke få øje på ham. Måske er han allerede flyttet til hovedstaden, og rejser hverken med TOP-Karen eller andre IC-3-tog. Shit. Om jeg så må sige.

Man kan da heller ikke være glad en hel dag, når man er ude og se med DSB. Men der kan være en løsning på vej. DSB tænker f.eks. på, at sætte de gamle MR-tog ind på Intercityafgange på strækningen mellem Nordjylland og Århus. Hvis disse togs toiletter ellers fungerer, så syns jeg man skal overveje, at sætte disse MR-tog ind på samtlige strækninger. Så kører det, og DSB får tid til både at tømme toiletterne på IC-3’erne, og sende IC-4’erne retur.