Om mediefolks føleri og sportsfolks mangel på flabetheder

Sportsjournalisters fortalelser og munddiare er ikke af ny dato. Fra gamle dage husker undertegnede

især Niels Christiansen, som spurgte Preben Elkjær - efter den overraskende sejr over Rusland

på 4-2 den Grundlovsdag i 80’erne - om Elkjær ville ha’ solgt kampen på forhånd for det opnåede resultat. Elkjær svar kom prompte: -” Ja, ville du ikke det ?” -

Det er alle slags mediefolk, som interesserer sig manisk meget om folks øjeblikkelige emotionelle status, men især sportsjournalister spørger altid igen og igen om, hvad spillerne føler ovenpå en sejr. Svaret giver sig selv. Altid. Skidt tilpas er der ingen sejrherrer der er. 

Men alligevel slipper vi ikke for det evindelige plagsomme føleri. Heller ikke da Danmark noget overraskende i forrige uge vandt 2-1 over Portugal. Således fik den danske angriber Bendtler  efter kampen mikrofonen stukket op i næseborene med det obligatoriske spørgsmål

- ” Hvad føler du oven på sådan en sejr i Parken?” -  

Nutidens fodboldspillere har ikke Elkjærs forfriskende flabethed - indmellem spekulerer man på om der er andre spidskompetancer de mangler - så de svarer alle sammen det samme, og det gjorde Bendtler da også  – ”Det er fantastisk!” -

Den gode danske landstræner Morten Olsen fik samme spørgsmål i en let forfinet udgave, idet han blev spurgt – ”Kan du sætte ord på, hvordan du har det lige nu? Jeg kan ikke huske, hvad Olsen svarede, men måske svarede han slet ikke. Han har sikkert ikke hørt spørgsmålet, idet han valgte

at skrue ned for sit omtalte høreapparat. Dog havde han tændt, da den samme kvindejournalist bad ham ”sætte ord på den udvikling, som landsholdet har været inde i”. Hun fik sine ord. Dem kan hun så sætte sammen senere, så hun kan blive lidt klogere på det fagområde hun er sat til at dække. 

Sportsjournalister vil ofte gerne i misforstået ydmyghed være så overbegejstrede, at de kommer til

at skyde sig selv i såvel ben som hofte, og faktisk genere manden, der skal svare. Således spurgte omtalte TV2-interviwer efter kampen den danske spiller Michael Krohn-Delhi om det ikke ”var din bedste kamp nogensinde”. Manden svarede: ” - Det ved jeg ikke. Det var en af dem”.

Et venligt indpakket venstrespark direkte til den journalistiske kæbe.

Det er rimeligt underholdende at se fodbold, når spillet er godt. Men studieindpakningen før og efter, med al sit ligegyldige føleri i forudsigeligt snak og intetgivende samtaler, er spild af seertid, licens- og reklamepenge. At slippe for det, fordi sportsjournalisterne enten afskaffer føleriet, eller vi andre endelig finder fjernbetjeningen, vil være tæt på fantastisk.

Sportsværter går mærkværdigvis nok altid meget op i sportsverdenens fester og druk. Hver gang Danmark har vundet et eller andet skal vi altid stilles om til en reporter, der har fundet nogle overlarmende, overrislede unge mennesker, der altid fortæller om alt det der skal festes (drikkes). Nedlægget til studiet er altid noget med at der er gang i den, og de grinende studieværter konstaterer, at i nat bliver der larm i gaden, og gang ”i krusene”. Det er der jo intet nyt i – det gør der jo altid i Danmark, hvad enten der vindes eller tabes. Vi drikker generelt, som et hul i jorden, også sammenlignet med alle andre EU-lande, og det faktum betragter sportsjournalister åbenbart som et spændende kulturfænomen, som vi ikke skal undlade at festligholde og udbygge ved enhver given lejlighed. Hvis man i det mindste kunne slippe for denne leflen for ungdommens dårlige vaner, vil det være et ædrueligt godt skridt på fremtidens værtsrollevej. 

Faktisk et helt fantastisk et.