Snaps og saftevand

Ældre ønsker sig det samme til jul, som de også ønsker sig til hverdag – nemlig saftevand.

Der har vakt en del beruset opsigt, at lige netop servering af denne alkoholløse væske, ønsker Københavns Kommune at begrænse. Man vil vænne de gamle på kommunens plejehjem af med at søbe det sukkervand i sig. Man vil ha’ drejet de ældres drikkevaner over til noget med mælk, koldskål, og vand uden citrus. Tilbudsmæssigt lyder jo meget fornuftigt, og hele projektet har kun et problem – de ældre vil helst ha’ saftevand.

Til hele balladen siger en ernæringsekspert, at ældre er ligesom børn - det varer en uges tid, så er brokkeriet slut - og de har vænnet sig til nye drikkevaner. Det er jo fint nok, at ha’ tjek på, hvad der sker, når taler drejer om børn, og påvirkning af dem til gode spise og drikkevaner. Men hvorfor plejehjemsældre skal udsættes for disse pædagogiske principper, og ha’ fyldt komælk i sig, i stedet for en smule sød saftevand, står hen i det planmæssige uføre. Lad nu de gamle nyde deres saft, hvilket de jo også får lov til de fleste steder i landet. Har de ældre tilmed lyst til en øl, en morgensnaps, eller noget rødt med promiller, så skal retten til den slags indtagelse også hældes op. På den berømte Thyras tidligere private plejehjem, ”Lotte” på Frederiksberg, er det ligefrem et must, at man sidder og tyller rødvin i sig. Men det er jo også et privat  plejehjem. Hvis det skal være på den måde – så har ældre jo deres egen penge, så hvis krisen får det til at knibe med offentlig økonomi til drikkevarer på plejehjemmet, så kan de gamle jo vælge at prioritere, og dermed købe deres egen snaps, og saftevand.

Min egen svigermor elskede saftevand. Især når hun, som i sin sidste tid, var en del på hospitalet i længere perioder. Den livsvigtige væske, og den sødme saftevandet har, gav hende velvære og energi. Det er vigtigt, at ældre i alle slags situationer – men især når de er i krisesituationer på hospitaler eller plejehjem - kan få lov til a t hygge sig med lige det, de har lyst til. Så julegaven til ældre kan i år godt være et års forbrug af saftevand. Eller hvis man synes det økonomisk er lidt for voldsomt, så en weekendordning, hvor man giver familiens gamle saftevand i weekenden – ligesom børn får lørdagsslik.

Nu vi lige runder de øvrigt også saftevandsglade børn, så ser deres julegaveønskeseddel ud som altid. Store dyre nyttige, og uundværlige ting, som forældre glædeligt tømmer lommerne for at kunne overrække, når turen omkring træet er vel overstået. Det er jo kun jul en gang om året. Men måske man i år – i krisens tegn og boligmarkedets fortsatte nedadvendte deroute - bør vælge en mere defensiv taktik. Som julegave til ens børn, uanset deres alder, kan man godt bruge den ide, som børn til alle tider har brugt, som gaver til deres forældre – nemlig noget hjemmelavet. Hvis far laver en tegning af en brandbil, fotokopierer den i fem eksemplarer, og mor samtidig laver 2-3 leraftryk af sine højre hånd, og maler håndaftrykkene i forskellige farver, så har man gaver både til de store og små børn - plus børnebørn.  Hvis der er flere, der skal ha’, så kan far tegne et tog også, og måske en flyvemaskine til mandelgave. Ingen tvivl om, at det kan blive årets helt store succes, sådan en fartegnet brandbil, og en morhånd. Det gør sig på børneværelses væg ved siden af hesteplakaten,  eller billedet af FC Barcelonas Messi. .

Hermed glædelig jul til alle klummelæsere, og et ønske om et særdeles godt nyt år. Hvis man i år vil prøve noget spændende nyt på årets sidste dag, så kan man jo vælge at drikke saftevand hele aftenen. Så er man også frisk og hovedpinefri til nytårsdagens koncert, og skihop.

Der er mange gode bivirkninger ved at drikke saftevand. 

.

Pressenævnet som tæskehold

Vi kan slet ikke slippe for dem -  disse blodige, vinklede, ubehagelige, frygtskabende formiddagsavisforsider, der dagligt springer ind i vore øjne og hjerne, blot vi bevæger os ud i det offentlige rum. De er overalt. Billedligt skrevet kan det beskrives, som rotter der mylder frem fra mørket, og sviner dagslyset til. Foran indkøbscentre, lige før kasseapparaterne, på reklamesøjler,  fortove og busser. Kioskbaskervirkeligheden præger vores liv og tænkning. Alle kender vi til en forside, der fyldte os med ubehag. Vi husker den. Indtil den næste tager førertrøjen. 

Men disse mareridtsagtige forsider er kommercielt tænkt. Sælger de, så fortsætter man. Sælger de ikke, så finder man på noget andet. Det er læserne, køberne, der faktisk har fat i den berømte tovende, hvor forsideknuden befinder sig.  

I sommers omkom to nordjyske piger på en ferie i Tyskland. De blev fundet i en udbrændt bil, og deres far stærkt forbrændt i nærheden. Man var selvfølgelig usikker på ulykkens nærmere omstændigheder, og man vidste heller ikke om pigerne var døde inden bilen brød i brand. På trods af fakta blev ulykken lanceret på en meget kynisk og ubehagelig måde i flere medier. Således lancerede Ekstra-bladet en forside med portrætter af de to piger, og med overskriften –

”Line og Marlene brændt levende”.

Det er et skoleeksempel på en forside, som er født i en grum kommerciel atmosfære. Vi ved,  hvilken traumer den slags forsideoffentliggørelse skaber hos pårørende, hos bekendte, og hos andre børn.I særdeleshed hos de børn, der kendte de to piger. Der har siden ulykken været fokus på, hvordan man klarede sorgprocessen på de to pigers skole.

Alt blev sværere efter mediernes valg af fokusering.  

Forsiden fik mig til at sende en klage til Pressenævnet, hvor jeg bad nævnet vurdere forsidens etiske aspekter. Jeg fandt og finder fortsat forsiden ”skadelig, krænkende og agtelsesforringende”. Dernæst vil jeg også mene, forsiden er i strid med god presseskik – hvor punkt 3 siger, at ”ofre for forbrydelser skal vises størst mulige hensyn. Det samme gælder vidner og pårørende til de implicerede”. Jeg skrev også, at det er forkert, hvis man mener, at human tankevirksomhed i den slags journalistiske processer er lig med selvcensur.

Det handler om ganske almindelig medmenneskelig omtanke. 

Pressenævnet har nu meddelt mig, at det ikke må eller kan behandle sagen, da det er en betingelse

for en klage, at klageren har retlig interesse i det forhold, som der klages over. Det indebærer, at man som person, organisation, virksomhed eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde identificeret i mediet. Da jeg klart nok ikke selv er direkte eller indirekte nævnt i artiklen, har jeg ”ikke en sådan interesse, hvorfor klagen afvises”.

Med bemærkningen om, at man f.eks. skal være i familie med den, der er blevet forurettet, afvises en del klager. Pressenævnet bygger på Medieansvarslighedsloven, og en betænkning fra 1981. Men personfokuseringen og forsidevinklingen, og dens afkast af grumme forsider, har taget et omfang og et udseende, som de skriftkloge dengang ikke kunne forestille sig. Godt nok åbner reglerne muligheder for, at man med en indhentet tilladelse kan klage på familiens vegne, men den er sjældent brugt, idet det jo er problematisk, at henvende sig til sorgfyldte familier for at fortælle dem, hvad man har tænkt sig. Endelig er det ret nødvendigt, at Pressenævnet får bedre muligheder for at rejse sager af egen drift. Nævnet har denne mulighed for at indtage smagsdommerrollen, men har kun brugt den en gang. Det var i 1997, hvor nævnet meget rimeligt på det Kongehus’ vegne, der aldrig selv anker, rejste sagen om Paparazzi-fotografers arbejdsmetoder. Nævnet har for øjeblikket slet ikke økonomiske midler til at være aktive på dette område, så denne selvvalgte begrænsning skal også ses som et velkomment filtreringsværktøj. Men man bør i dag alvorligt overveje, at lade de medier, som der klages over, betale for sagsbehandlingen, når mediet dømmes skyldig. 

Det har længe været på tide, men nu er det højst påkrævet, at Dansk Journalistforbund, Danske Dagbladets Udgiverforening og Justitsministeriet - som er de tre instanser, der har med den slags sager og tekster at gøre - finder sammen, og opdaterer reglerne for god presseskik og -etik.

Empatisk omtanke skal selvfølgelig ikke være moderne journalistik fremmed, og bør være en del af den kommercielle redigeringsproces hos alle medier.

Ellers skal nogen komme efter dem. For nu at slå igen med forsidernes eget sprogbrug, så kan det  blive Pressenævnets vagt- og tæskehold, der med nyt regelsæt rykker ud. 

Med fuld kraft og blå blink. 

.

Gi' en hånd til hverdagen

Der var engang vi skulle gi’ en hånd til Afrika. Det sørgede Nanna for.
Siden blev det gjort mere indviklet det der med at vise næstekærlighed.
Det sørgede ham præst Krarup for.
Nu er vi så i den juletid, hvor vi virkelig skal gi’ hænder til alle vi kommer i nærheden af. Der skal gives et frelsende bidrag til Frelsens Hær, støtte til Julemærkehjemmet, og de hjemløse. Der skal investeres i geder til Afrika, og en lille ekstra håndsrækning til Læger uden Grænser, Kræftens Bekæmpelse og Amnesty. Alt disse beløb skal trækkes fra juleindkøbsbudgettet før julegaverne  kan købes med god samvittighed.

Når så det bliver januar indsniger sig en udbredt tilstand af lyst til, at glemme at gi’ en hånd. Fordi det ikke længere pr. refleks er en del af vores nationalkarakter, at hjælpe andre. Det er f.eks. jo efterhånden mange år siden, der stod vakse FDF’er, og hjalp ældre sikkert over de trafiktunge gader og veje. Nu står der nogle helt andre vakse, og stjæler håndtasken.

Der er langt imellem, at unge rejser sig for ældre i bussen. Men hertil vil nogle straks ytre, at det behøver de unge heller ikke, så mange passagerer er der heller ikke på ruten Hjallerup-Sæby. Men min pointe er, at hvad enten man står i en kø i supermarkedet kun med en pose æbler, går rundt i regnvejr, og ser den ene taxa efter den anden blive nappet af nogen, der er hurtigere til fods, eller er ved at forslæbe sig i kufferter, så kommer der sjældent nogen, der lader dig komme forbi, giver et nap, eller lader dig få den frie taxa.

Man er sig selv først. 

Sådan har det altid været, vil nogle sige, men dem der siger sådan lider af demens light, for sådan har det nemlig ikke altid været. Der var engang, hvor det var en del af den gode omgangsform hos de fleste mennesker – en integreret del af nedarvede gener - at give en hverdagshånd til dem, som ret synlig lige stod og manglede et løft.

Den infame lyst til kun at sørge for sig selv kommer meget til udtryk i det offentlige trafikrum – hvad enten man befinder sig der som privatbilist, eller er på besøg i den kollektive verden. Altså den enkeltes ret og tyranni hos privatbiler, der suser af sted, er velkendt. Der er en dytten, og visen finger, efterfulgt af ikke-hørbare øretæver af et omfang, som virker skræmmende. Cyklisternes verden er også tit fyldt med terror og anarki. Igen gælder dette udsagn ikke på cykelstien mellem Aså Dronninglund og Aså, men alle som har cyklet i den danske hovedstad, vil vide, hvad jeg antyder. Og livet med og omkring DSB har ligeledes sine særegne oplevelser. For nylig stod jeg på Aalborg Banegård, og ventede på Intercitytoget fra Frederikshavn, som skulle fragte mig og andre ventende videre syd på. Da toget holdt stille sprang dørene tjenstvillige op, og ud trådte først og straks en ung kvindelig togbetjent, som omgående stillede sig en meters penge væk, og tændte en smøg. Derefter fulgte 3-4- kvinder med hver deres barnevogn. Måske dagplejere på tur til den nordjyske hovedstad, eller en glad mødregruppe på vej til Zoo-have. De skulle selvfølgelig ha’ en hånd. Men det fik de ikke. Kvinderne måtte selv på skift hjælpe hinanden ud af DSB-toget. Det tog forståeligt nok sin tid. Nu kan man sige, at det måske var meget naturligt, at det var folk der stod af toget, der burde ha’ givet barnevognene en hånd, idet flokken, der ventede på at komme på toget, havde hænderne fulde af kufferter, tasker og poser. Men mest overraskende var det, at den rygende kvindelige togbetjent blot stod, og røg, og så på.  

Det blev således en oplevelse på kanten af det moralsk ulovlige. Sådan ren tjenestemæssigt - set fra et DSB-synspunkt - er historien vel også dyster læsning. Men det er også en slasket handling, som ville ha’ chokeret Emma Gad
Måske skulle folkementaliteten snart gi’ en finger til sig-selv-nok-holdningen, og en hånd til det modsatte.  

 

Citat-mix med Løkke

Citat af den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen – med en tilføjelse af et andet kendt citat:

"Jeg har ikke deltaget i nogen møder, som havde til formål at udføre sagsbehandling. Jeg har ikke medvirket i møder, der havde til formål at lave ulovlig lækage eller lægge pres på skattevæsnet. Jeg har ikke haft sex med denne kvinde”.

Historien om kvinden, der skød sig selv

Aldrig tidligere i historien har en enkelt kvinde med så lidt krudt lavet så mange skudhuller i egne fødder. Det hele var ellers tilrettelagt og timet, og det lignede noget, der ikke kunne gå galt. Bøssen var af fin karakter, og gav ingen antydning af, hvor ejeren lå indtægtsmæssigt i forhold til fattigdomsgrænsen. Skydningen skulle foregå i liggende stilling med fin opbygget understøttelse af geværløbet, og ofret var bundet til en pæl, og kunne derfor ikke flygte. Skydeafstanden var under en meter.  Kvinden med fingeren på aftrækkeren kunne umuligt misse denne chance for et enestående godt resultat – sagde man. Men det kunne hun. For det første skød hun sig selv i begge fødder, og det på en måde, så de ikke er noget at vise frem de næste mange måneder. Dernæst blev snoren, som holdt offeret på plads, skudt over, og det skete så eftertrykkeligt, at dyret rev sig løs,  og løb væk. Det vandrer nu glad og græssende rundt på nye engarealer - langt fra barndommens trygge marker. Men det gik værre endnu. Flere af bøssens hagl ramte kvindens venner, som ellers allerede før skydeøvelsen var begyndt, at danse syngende rundt. De var sikre på, at dette jagtudbytte ville give dem vind i både sejl og meningsundersøgelser.  Men det der med at danse gør vennerne ikke mere. Og vind i meningsundersøgelserne kom der heller ikke. Det er alt sammen en ganske grufuld historie.   

Tilbage sidder kloge mennesker og spekulerer på, hvordan det dog kunne gå så galt. De fleste er enige om, at kvindens hensigt var god nok, selv om hendes skydefærdigheder haltede en del bagefter. Der var bestilt fotograf og skriverkarle, så henrettelsen, og hvad der blev sagt, kunne videreformidles til folk og fæ. Krudtet var tørt, og bøssen fejlede som nævnt intet. Al den skade den forvoldte er det bedste bevis på bøssens duelighed. Grunden til at det gik helt galt, var kvindens egne forberedelser. Det var noget sjusk. Noget forivret noget, hvor hun ikke fik tjekket sine oplysninger, og heller ikke læst instruktionsbogen ordentligt igennem. Hendes udvalgte fattigdomsoffer havde også et økonomisk overskud, som fik en del til at baske med øjnebrynene.  Den kvindelige politikers ivrighed skyldes, at hun var kørt op i det maniske felt af en utålmodig presse, af rygklappende Facebook-venner, og af forventningsfulde partikammerater. Desuden blev hun total svigtet af sit eget partis presse- og kampagneorganisation, som virkede helt fraværende. Det havde vel været en enkelt sag, at lave en ordentligt  præsentation af fattigdom i Danmark bl.a. ved kontakt til tre eksperter på området – Dansk Folkehjælp, Frelsens Hær, og Mødrehjælpen – fordi disse tre organisationer har det kontakten med familier, der lever under OECDs fattigdomsgrænse. De kunne ha’ været mere end behjælpelig med at finde fattige familier af et omfang, og med en styrke, så selv medlemmer af Liberal Alliance måtte bøje hovedet.  

Nu har den forslåede kvinde – ligesom tennisspillere - en lang juleferie, som kan bruges til at tænke igennem, hvorfor det ikke lykkedes at få en oplagt matchbold ned i hjørnet af servefeltet. Nu det hele ellers lå oplagt foran en. Fremover kan hun så forhåbentligt lære, at styre  sit ”konen-med-æggene”-gen.

Den, der gerne vil flytte bjerge, skal altid begynde med at fjerne de små sten.