Pressenævnet som tæskehold

Vi kan slet ikke slippe for dem -  disse blodige, vinklede, ubehagelige, frygtskabende formiddagsavisforsider, der dagligt springer ind i vore øjne og hjerne, blot vi bevæger os ud i det offentlige rum. De er overalt. Billedligt skrevet kan det beskrives, som rotter der mylder frem fra mørket, og sviner dagslyset til. Foran indkøbscentre, lige før kasseapparaterne, på reklamesøjler,  fortove og busser. Kioskbaskervirkeligheden præger vores liv og tænkning. Alle kender vi til en forside, der fyldte os med ubehag. Vi husker den. Indtil den næste tager førertrøjen. 

Men disse mareridtsagtige forsider er kommercielt tænkt. Sælger de, så fortsætter man. Sælger de ikke, så finder man på noget andet. Det er læserne, køberne, der faktisk har fat i den berømte tovende, hvor forsideknuden befinder sig.  

I sommers omkom to nordjyske piger på en ferie i Tyskland. De blev fundet i en udbrændt bil, og deres far stærkt forbrændt i nærheden. Man var selvfølgelig usikker på ulykkens nærmere omstændigheder, og man vidste heller ikke om pigerne var døde inden bilen brød i brand. På trods af fakta blev ulykken lanceret på en meget kynisk og ubehagelig måde i flere medier. Således lancerede Ekstra-bladet en forside med portrætter af de to piger, og med overskriften –

”Line og Marlene brændt levende”.

Det er et skoleeksempel på en forside, som er født i en grum kommerciel atmosfære. Vi ved,  hvilken traumer den slags forsideoffentliggørelse skaber hos pårørende, hos bekendte, og hos andre børn.I særdeleshed hos de børn, der kendte de to piger. Der har siden ulykken været fokus på, hvordan man klarede sorgprocessen på de to pigers skole.

Alt blev sværere efter mediernes valg af fokusering.  

Forsiden fik mig til at sende en klage til Pressenævnet, hvor jeg bad nævnet vurdere forsidens etiske aspekter. Jeg fandt og finder fortsat forsiden ”skadelig, krænkende og agtelsesforringende”. Dernæst vil jeg også mene, forsiden er i strid med god presseskik – hvor punkt 3 siger, at ”ofre for forbrydelser skal vises størst mulige hensyn. Det samme gælder vidner og pårørende til de implicerede”. Jeg skrev også, at det er forkert, hvis man mener, at human tankevirksomhed i den slags journalistiske processer er lig med selvcensur.

Det handler om ganske almindelig medmenneskelig omtanke. 

Pressenævnet har nu meddelt mig, at det ikke må eller kan behandle sagen, da det er en betingelse

for en klage, at klageren har retlig interesse i det forhold, som der klages over. Det indebærer, at man som person, organisation, virksomhed eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde identificeret i mediet. Da jeg klart nok ikke selv er direkte eller indirekte nævnt i artiklen, har jeg ”ikke en sådan interesse, hvorfor klagen afvises”.

Med bemærkningen om, at man f.eks. skal være i familie med den, der er blevet forurettet, afvises en del klager. Pressenævnet bygger på Medieansvarslighedsloven, og en betænkning fra 1981. Men personfokuseringen og forsidevinklingen, og dens afkast af grumme forsider, har taget et omfang og et udseende, som de skriftkloge dengang ikke kunne forestille sig. Godt nok åbner reglerne muligheder for, at man med en indhentet tilladelse kan klage på familiens vegne, men den er sjældent brugt, idet det jo er problematisk, at henvende sig til sorgfyldte familier for at fortælle dem, hvad man har tænkt sig. Endelig er det ret nødvendigt, at Pressenævnet får bedre muligheder for at rejse sager af egen drift. Nævnet har denne mulighed for at indtage smagsdommerrollen, men har kun brugt den en gang. Det var i 1997, hvor nævnet meget rimeligt på det Kongehus’ vegne, der aldrig selv anker, rejste sagen om Paparazzi-fotografers arbejdsmetoder. Nævnet har for øjeblikket slet ikke økonomiske midler til at være aktive på dette område, så denne selvvalgte begrænsning skal også ses som et velkomment filtreringsværktøj. Men man bør i dag alvorligt overveje, at lade de medier, som der klages over, betale for sagsbehandlingen, når mediet dømmes skyldig. 

Det har længe været på tide, men nu er det højst påkrævet, at Dansk Journalistforbund, Danske Dagbladets Udgiverforening og Justitsministeriet - som er de tre instanser, der har med den slags sager og tekster at gøre - finder sammen, og opdaterer reglerne for god presseskik og -etik.

Empatisk omtanke skal selvfølgelig ikke være moderne journalistik fremmed, og bør være en del af den kommercielle redigeringsproces hos alle medier.

Ellers skal nogen komme efter dem. For nu at slå igen med forsidernes eget sprogbrug, så kan det  blive Pressenævnets vagt- og tæskehold, der med nyt regelsæt rykker ud. 

Med fuld kraft og blå blink. 

.