Gi' en hånd til hverdagen

Der var engang vi skulle gi’ en hånd til Afrika. Det sørgede Nanna for.
Siden blev det gjort mere indviklet det der med at vise næstekærlighed.
Det sørgede ham præst Krarup for.
Nu er vi så i den juletid, hvor vi virkelig skal gi’ hænder til alle vi kommer i nærheden af. Der skal gives et frelsende bidrag til Frelsens Hær, støtte til Julemærkehjemmet, og de hjemløse. Der skal investeres i geder til Afrika, og en lille ekstra håndsrækning til Læger uden Grænser, Kræftens Bekæmpelse og Amnesty. Alt disse beløb skal trækkes fra juleindkøbsbudgettet før julegaverne  kan købes med god samvittighed.

Når så det bliver januar indsniger sig en udbredt tilstand af lyst til, at glemme at gi’ en hånd. Fordi det ikke længere pr. refleks er en del af vores nationalkarakter, at hjælpe andre. Det er f.eks. jo efterhånden mange år siden, der stod vakse FDF’er, og hjalp ældre sikkert over de trafiktunge gader og veje. Nu står der nogle helt andre vakse, og stjæler håndtasken.

Der er langt imellem, at unge rejser sig for ældre i bussen. Men hertil vil nogle straks ytre, at det behøver de unge heller ikke, så mange passagerer er der heller ikke på ruten Hjallerup-Sæby. Men min pointe er, at hvad enten man står i en kø i supermarkedet kun med en pose æbler, går rundt i regnvejr, og ser den ene taxa efter den anden blive nappet af nogen, der er hurtigere til fods, eller er ved at forslæbe sig i kufferter, så kommer der sjældent nogen, der lader dig komme forbi, giver et nap, eller lader dig få den frie taxa.

Man er sig selv først. 

Sådan har det altid været, vil nogle sige, men dem der siger sådan lider af demens light, for sådan har det nemlig ikke altid været. Der var engang, hvor det var en del af den gode omgangsform hos de fleste mennesker – en integreret del af nedarvede gener - at give en hverdagshånd til dem, som ret synlig lige stod og manglede et løft.

Den infame lyst til kun at sørge for sig selv kommer meget til udtryk i det offentlige trafikrum – hvad enten man befinder sig der som privatbilist, eller er på besøg i den kollektive verden. Altså den enkeltes ret og tyranni hos privatbiler, der suser af sted, er velkendt. Der er en dytten, og visen finger, efterfulgt af ikke-hørbare øretæver af et omfang, som virker skræmmende. Cyklisternes verden er også tit fyldt med terror og anarki. Igen gælder dette udsagn ikke på cykelstien mellem Aså Dronninglund og Aså, men alle som har cyklet i den danske hovedstad, vil vide, hvad jeg antyder. Og livet med og omkring DSB har ligeledes sine særegne oplevelser. For nylig stod jeg på Aalborg Banegård, og ventede på Intercitytoget fra Frederikshavn, som skulle fragte mig og andre ventende videre syd på. Da toget holdt stille sprang dørene tjenstvillige op, og ud trådte først og straks en ung kvindelig togbetjent, som omgående stillede sig en meters penge væk, og tændte en smøg. Derefter fulgte 3-4- kvinder med hver deres barnevogn. Måske dagplejere på tur til den nordjyske hovedstad, eller en glad mødregruppe på vej til Zoo-have. De skulle selvfølgelig ha’ en hånd. Men det fik de ikke. Kvinderne måtte selv på skift hjælpe hinanden ud af DSB-toget. Det tog forståeligt nok sin tid. Nu kan man sige, at det måske var meget naturligt, at det var folk der stod af toget, der burde ha’ givet barnevognene en hånd, idet flokken, der ventede på at komme på toget, havde hænderne fulde af kufferter, tasker og poser. Men mest overraskende var det, at den rygende kvindelige togbetjent blot stod, og røg, og så på.  

Det blev således en oplevelse på kanten af det moralsk ulovlige. Sådan ren tjenestemæssigt - set fra et DSB-synspunkt - er historien vel også dyster læsning. Men det er også en slasket handling, som ville ha’ chokeret Emma Gad
Måske skulle folkementaliteten snart gi’ en finger til sig-selv-nok-holdningen, og en hånd til det modsatte.