Så tag dig dog sammen, kvinde!

Er der ikke bare en - rimelig begavet eller bondesnu spindoktor - der kan udstyre landets statsminister med tvivlens nådegave. Hun ytrer bekymrende hurtigt tillid til først den tidligere statsminister Løkke, så til den GGGI-organisation han er formand for, og nu til den amerikanske efterretningstjeneste NSA – efter at det er blevet afsløret, at NSA har aflyttet 35 statsledere. Det kan godt være, at Løkke har lavet et fint stykke internt arbejde for GGGI, og det kan godt være at tilskud til GGGI har sikret dansk eksport til Korea, og det kan også godt være, at NSA hjælper os så meget med gode hemmelige informationer om mulige terroraktioner, og det er også muligt, at Helle Thorning personligt føler sig ulyttet. Men hvorfor kan der ikke i hendes ytringer indsnige sig rimelige betragtninger om, at ”det er beklageligt, hvis oplysningerne er korrekte”, og en lille forsikring om at ”vi undersøger sagen nærmere”.

Konger uden tøj

Det går rigtig godt i Dronningeriget. Alle dem der bor i udkantsdanmark skal prøve at overleve ved at kalde sig noget andet - vanddanmark, blomsterdanmark, regionen med flest harekillinger, færrest ulve, eller momsfrit nærområde. Det sidste kan sikkert gi’ nogle tilflyttere – øst fra.  Engang var vi et land, som var befolket med alfer og feer, trolde og dværge, konger og prinsesser. I dag har vi blot en dronning. Og en enkelt prinsgemal. Af 3. grad.

Men ser vi på gruppen af konger, uden blåt blot rullende i de indre årer, så findes de i stort tal, og i forskellige størrelser og udgaver. Mange af den slags konger sidder på kontorer og bestemmer over en frygtelig masse mennesker. Deres stole og arkivskabe står i ministerier, regioner, kommuner, hos tilsynsforordninger, hos moms og skat. Alle kongerne har en stol, et bord, en computer, en printer, og en kaffemaskine, og så sidder de og fortolker og udarbejder regulativer, love og forordninger – og kørselsgodtgørelsesbilag.  

De fleste konger farer nemlig tit rundt på virksomheder, dag- og døgninstitutioner, plejehjem og skoler, med mapper så store som sagsmapper under armen - og uddeler tidsskemaer, stopure, og endnu flere regulativer. De sætter love og regler på opslagstavler og forruder, mens de i samme håndbevægelse klister domsafsigelser og bødeforlæg i panden på forsvarsløse mennesker, der blot prøver at passe deres arbejde.

Arbejdstilsynet kan være sådan en konge.

For nylig besøgte repræsentanter fra dette tilsynskongerige et nordjysk bilværksted. En såkaldt gennemgribende gennemgang af arbejdsforhold og stillinger m.m. fik tilsynet til a t slå ned på noget tungt, som værkstedet skulle løfte op i en vis højde for at kunne bruge. Man spurgte derfor med slesk stemme og vagtsomme øjne, på hvilken måde man fik løftet den nævnte ting. Svaret var den enkle, at der lige var to mand der tog ved - og vupti, så var den løftet op på bordet, og klar til brug. Men det går ikke ifølge Arbejdstilsynet. Den stærkt chokerede tilsynskonsulent slog derfor ned på, at værkstedet manglede en løftekran, og sådan en skulle værkstedet anskaffe – snarest. Samtidig burde værkstedspersonalet på løftekursus. Så kan de lære det - kan de.  

Nu viste det sig uheldigvis, at påtænkte løftekran var udsolgt. Kongens konsulent havde åbenbart sendt så mange værksteder af sted for at købe løftekraner, at kranproduktionen ikke kunne følge med. Samtidig trak det ud med indkaldelse til det der løftekursus, så værkstedet fik et vink - med en løftestang - om man ikke selv lige kunne lave en foranstaltning, som kunne fungere som et løfteaggregat. Det lavede man så, og den blev godkendt. Nu står den løftetingest så ovre i et hjørne og passer sig selv. Fordi det er altså nemmere, at to mand tager ved, og løfter skidtet.

Men tilsynskongen var der, bestemte, besluttede og afsagde dommen - og gik i sig selv igen.

Som kejseren havde heller ikke den konge noget tøj på. 

Løkke, Thorning og håndvasken

Det vil være underholdende, hvis det ikke var så deprimerende. Når man bliver taget med fingrene nede i kagedåsen, så projekterer synderen det altid videre med et ” Det var Brian der begyndte”. Venstres udvalgte repræsentanter til beskyttelse af deres statsministerkandidat forsvarer Løkkes handlinger med et angreb på den nuværende statsminister, hvis handlinger de koordineret mener, er lige så slemme som Løkkes. Det danske demokrati er så veludviklet, at det nok ikke kan væltes ved udemokratiske terroragtige bagholdsangreb, men det er truet, og kan åbenlyst på sigt gå til grunde, ved konstant at blive mødt med befolkningens apati og ligegyldighed, hvilket nøje hører sammen med politikernes ustandselig vasken hænder, og udvikling af nyt spind til formudring af sandhed og ansvar.

Sponsor i vers og sang

Det kongelige Teater får hvert år en rimelig stor pose penge af det offentlige. Det går så ud over de mindre teatre, men de får da også lidt, at lave kunst for. Uden decideret kulturel sammenligning, så får samtlige idrætshaller i Brønderslev kommune også en pæn skilling – til driften. Det er også fint. Idrætspenge er kulturinvestering i børn og unge. Disse indledende bevillingsøvelser skal ses i det perspektiv, at jeg godt lige vil gøre opmærksom på, at den nye Garagehøjskole - som jeg har åbnet på min matrikel - ikke får tilskud overhovedet. Intet fra stat eller region, og ej heller kommunalt tilskud, hverken varmerefusion, eller flexordning for løst ansatte.  Et sådan kraftigt benægtende udsagn må dog forhindre misforståelser og diverse rygtedannelser. Der er heller ikke virksomheder af nogen art – hverken Superbrugsen, Bøger og Papirforretninger, eller Rutebilskiosker, der med hvid eller sort kapital har sponsoreret Stjerneskud til foredragsholdere - eller rødvin til højskolegaragens gæster.

Alle udgifter til den ny Garagehøjskole er betalt af matrikelejeren.

Desværre havde jeg nær tilføjet.

Faktisk er det helt rart med visse sponsorbeløb, især dem som ikke kræver noget til gengæld.   Dem findes der ikke mange af. Derfor vil jeg gerne opfordre til, at man hjertens gerne - ved alle slags festlige lejligheder - laver indsamlinger i hatte, gryder og brænderkurve, og i stedet for at sende det indsamlede kronebeløb til Giro 413 og ønske musiknummeret ”Den knaldrøde gummibåd” med Birthe Kjær, så kan man roligt aflevere pengene til Garagehøjskolen, og samtidig ønske et nummer fra Højskolesangbogen sunget højt ved næste garagemøde.  

Men indtil nu går det nu meget godt. I et interview op til Garagehøjskolens premiere i septembersagde jeg til DRs P4, at jeg kun havde 12 højskolesangbøger, og der var plads til 30 deltagere. Men så må man jo kigge hos hinanden. Det er ligesom, når man har taget en lejlighedssang med til sølvbryllupsfest, og der så er dobbelt så mange gæster, som man har printet eksemplarer til. 

Radiosamtalen gav det resultat, at jeg blev ringet op af lederen Vester Hassing Dagcenter. Hun fortalte, at de havde 30 højskolesangbøger, som man ikke så godt kan bruge, da skriften er for lille – de gamle kan ikke læse den lille tekst. Det får man jo ikke megen sang ud af. Derfor havde personalet bestemt, at man gerne ville ”sponsorere” højskolesangbøgerne til den nye Garagehøjskole.

”Så syng da Danmark lad hjertet tale” hedder det i Kai Hoffmanns og Carl Nielsens vidunderlige sang om ”den danske sang er en ung blond pige”. Jeg skal love for, at dagcentret i vor nabokommune både lod hjertet tale og synge.

De 30 højskolesangbøger står nu og tager sig ud på klaveret – når de ikke er i brug for at kildre forventningsfulde ører. Sådan en sponsor, der ikke stiller krav, hverken om det ene, eller om at blive nævnt i hver anden sætning, vil sjov nok aldrig blive glemt, men altid husket – og nævnt - for sin gode gerning.