Så er det ud - i naturen

Undersøgelser viser, at børn tilbringer meget mindre tid i naturen end deres forældre, og især bedsteforældre. Igen en af disse store undersøgelser, der bekræfter, hvad de fleste ved i forvejen.

Det kan jo ikke overraske, at børn i dag er mere inde end ude. De er vel stort set kun ude for at bevæge sig hen til forældres bil, og blive kørt til noget. 

Naturen er noget man ser på nettet - og helst en natur, som er fyldt med giftslanger eller elefanter.

At børn er optaget af det man kalder indendørs sysler har selvfølgelig meget at gøre med, at dagens børn har rige fysiske muligheder til aktiviteter – på eget værelse. I årtier har børn fra fødsel nemlig haft egne tumlerum, som er udstyret med ”hårde hvidevarer” i et omfang, der er et spejl af velstandssamfundet. Der mangler kun køleskab, egen udgang, og tørretumler, så kan forældrene  leje værelset ud, når børnene er i skole.

Børnenes bedsteforældre havde derimod værelsesforhold, som dagens børn ikke tror på. Undertegnedes ”værelse” var - til det fyldte 8 år - den nederste hylde i køkkenskabet. Der blev en kvadratmeter hylde delt mellem LEGO-klodser, mekaniske biler, Richs-billedalbum,  tyggegummibilleder af datidens kendte fodboldspillere, og så edderkopper i forskellige strækindjagende størrelser. Jeg sov i min storesøsters efterladte grønne barneseng med sider i mine forældre soveværelse. Og jeg sov godt.

Til gengæld var vi ude at lege fra morgen til at aften, med fodbold, cykelløb, indianer mod cowboy, - og vi kunne lege overalt - i gartneriet overfor, på gaden, eller på de grønne fodboldarealer for enden af vejen. Eller vi cyklede et par kilometer ud til stranden ud for at bade, kaste med vandmænd, eller fange krabber.

Når den overdådige tekniske udvikling også er blevet en fyldig del af børns, så er det logik, at det også bærer noget af ansvaret for at naturen får den lave prioritering – eller fingeren. Med voksnes ofte forståelige moderne beskyttelse, regler og forbud for børn mod at færdes ude – på egen hånd, så skal alt dette pege mod sysler, som intet har med natur at gøre. Tilmed giver en hverdag med aftaler, pasning og skemalagte aktiviteter ikke mange åndehuller til at forsvinde ud i ”egne vildmarker”.

Det er brandærgerligt, at børn ikke kommer mere ud i den natur, som har så meget at byde på, udover motion, og frisk luft. Tænk, hvad børn der kan sanse af liv og småkryb. Der kan studeres  dyrespor og skovsnegle, samles bær og svampe, fanges haletudser, lyttes til frøer, og hvis man er heldig, s kan man måske lugte en ræv. Om ti år kan man fange en ulv!

Derfor er det så fortrinligt, at man nu er begyndt at klæde kommunale dagplejere på, så de kan kalde sig naturdagplejere. Syv dagplejere har fået papir på, at de er ”grønne spirer” under Friluftsrådet. Sådan nogle plejere, der nu vil sørge for, at børn – i deres daglige varetægt - får en bid af naturen.

Det betyder, at de hver dag skal ud med børnene, og så skal man have mindst en ugentlig naturtur til sø eller skov. Naturplejerne skal arrangere aktiviteter, hvor børnene lærer noget om årstiderne, de skal lære noget om at plante, så og høste, og prøve at spise det, der kommer ud af det.

Ikke noget med at sige ”Det kan jeg ikke li”. Nej værsgo: Prøv at smag! Herligt.

Naturplejerne skal hejse det grønne flag for børn, og dermed også for deres forældre. Så kan de nemlig blive positiv påvirket, og følge op.

Det kan nu kun gå en vej – ad de grønne stier – og det er ud, og snus, iagttag, find. 

Med de grønne spirer.

   

Med Thorning i vinterbadet

-” Tror du hende der Helle Thorning er vinterbader ? ”.

Jeg står i Brugsen ved opvaskemidlerne, og kigger tilbud. Manden, der retter spørgsmålet til mig, er ukendt for mig, men han fortæller - med det vendsysselske blik i øjet - at han har læst min klumme om vinterbadning, og kom til at tænke på, om statsministeren også er vinterbader, med ”alle de kolde politiske dukkerter hun får”.

Det er et rigtigt godt spørgsmål, som jeg er sikker på, at Helle Thorning har et godt svar til, hvis vi alle sammen bare venter til i morgen med at få det. Læseren har i hvert fald ret i, at Helle er en potentiel vinterbader, så vandt hun er til blive mødt af en kold skulder.      

Tanken om statsministerens trang til kolde afvaskninger fik mig over i det politiske. Hvad med de andre politiske ledere i dette land med hav - og fjordbadevand overalt. Hvordan ville de svare, hvis man spurgte dem, om deres trang til vinterbadning?

Formanden for Det konservative Folkeparti vinterbader garanteret først, når vandtemperaturen er under 2 procent. Så får han også bedre tid. Og plads. Og så kan han forklare sin politik til de ganske givet få interesserede vandmænd han møder på sin vej - ud.

På vejen ind er de væk. 

Lille henrivende Johanne fra Enhedslisten kan ikke svare på spørgsmålet om vinterbadning før hun har spurgt sin hovedbestyrelse. Og SF’s udenrigsminister Villy Søvndal vil sikkert svare på engelsk.

En anelse uforståeligt godt nok, og hvis man spørger i Undervisningsministeriet, så vil de pege på, at udenrigsministeren har svaret med et miks af sprog. Der er lidt vestjysk, nynorsk, og en sjat sønderjysk, og det hele er tilsat få engelske reklameslogans. Ud fra den kontekst er Søvndals svar meget klar: Han vinterbader kun, når han er ude at rejse. Syd på.

De radikales Margrethe kan ikke svare entydig på spørgsmålet. Selv kunne hun ikke drømme om at vinterbade, og dermed risikere at møde Karen Jespersen - og hendes mand. Selv om partiet stiller sig positiv overfor vinterbadning, vil en sådan oplevelse være for voldsom. Men partiet agter, at nedsætte et vinterbadningsudvalg, og det vil komme med en betænkning - gerne inden Karen Jespersen holder op. 

Lars Løkke svarer, at han foretrækker at svømme rundt - sommer som vinter - i noget helt andet end vand, og hans partikollega Søren Pind bryder – uden at være spurgt – ind, og siger, han ikke har tid til den slags pjat - han vil hellere bade i mediehavet, sammen ned Susanne Bjerrehus. 

Pia Kjærsgaard bakker vinterbaderne op 100 procent. Hun forstår godt, at danske vikinger, svøbt i Dannebrog og med sild og snaps unde armen, stormer ud i vandet om vinteren - i stedet for om sommeren, hvor der er overfyldt med mennesker af forskellig etnisk herkomst. 

Det har også taget fuldstændig overhånd, sparker hun ind, og derfor vil hun gerne – og Thuesen-Dahl støtter forslaget – forbyde sommerbadning, og kun tillade vinterbadning.

Så kan de vel for hulen holde sig væk, tilføjer hun. 

Det provokerende svar har fået det Det muslimske Broderskab til at reagere i et telegram, hvor de .

protesterer mod al nøgenheden ved de danske strande. Det er usundt for børn, at se tykke danske damer løbe hujende rundt, og drikke alkohol – uden en trevl på kroppen. Der ku’ I lære noget af vore kvinder – hedder det videre i telegrammet - som aldrig bader uden burka.

Endelig har jeg også modtaget en reaktion fra forfatteren, filmmanden, digteren, TV2-kommentatoren, foredragsholderen, tidl. Haiti-guvernør Jørgen Leth , som er meget skuffet over at han ikke er blevet spurgt om sin mening om vinterbadning, som han holder meget af.

Han indrømmer, at han ikke er politiker, men han er så meget andet.

Han er skuffet, fordi han elsker nøgenhed. Jeg er en nøgen mand, siger han, og vil gerne vise sin nøgenhed frem. Ved alle strande. Især vil jeg gerne dyrke nøgenheden sammen med kokkepigerne fra de kendte restauranter i Skagen. Henvendelsen slutter med at forfatteren, filmmanden, digteren,

TV2-kommentatoren, foredragsholderen, og den tidl. Haiti-guvernør Jørgen Leth fortæller, at han i skuffelsen over ikke at være spurgt, nu er begyndt at skjule sin nøgenhed. Han har taget en sok på. Hvis tingene ikke snart ændrer sig, så tager han også den anden sok på.

Nu mangler jeg kun at høre fra Amalienborg. Ærgerligt nok, fordi det kan nemt tænkes, at der indenfor i de royale værelser, er mange ivrige koldtvandsbadere, når man tænker på alle de ture den familie tager til Grønland.

Gud bevare vinterbaderne.

Det er der brug for.

Voldtægt på DR

DRs hjemmesider gør opmærksom på, at P1-Programmet Detektor har sat chefredaktøren for MetroXpress på plads, fordi hans avis skriver, at hver femte dansker mener, at kvinder, der bliver voldtaget, selv kan have en del af skylden. Detektor kunne fortælle, at undersøgelsen, der lå til grund for historien, overhovedet ikke havde nævnt ordet 'voldtægt'. Der var i stedet spurgt ind til, om kvinder, der opførte sig flirtende eller var udfordrende klædt, selv havde en del af skylden, hvis de blev 'seksuelt forulempet'. Det er jo noget hel andet. Avisen har beklaget med de kendte sædvanlige undskyldninger. Fint arbejde af Detektor. Nu har analyseinstituttet YouGov gennemført en lignende rundspørge - denne gang har de dog spurgt konkret til voldtægt. Kun seks procent af danskerne mener, at kvinder kan være selvforskyldte - bl.a. via deres påklædning. DRs hjemmesider lancerer denne historie med en illustration, hvor en person tager et dødbringende kvælertag på en kvinde. Nu mangler vi blot, at få DR’s  billedredaktion bliver sat på plads.

Peter Plys og vinterbadning

De er tossede.

Helt vilde i kulden. 

Meningerne om vinterbaderne er mange, men de fleste handler om, at der må være noget, som er gået helt galt i barndommen. Jeg er nødt til at sige, at det skal man nu ikke være skråsikker på.

For nylig havde jeg den absolut kolde, men opklarende oplevelse, at se 160 vinterbadere - med en gennemsnitsalder over 60, og med sang, musik og flag forrest – vandre ud i iskoldt vand, hvor bølgerne blev kastet ind mod land af en strid isnende blæst.

Jeg stod heldigvis godt pakket ind - med halsklæde, hue og vanter.

Stedet var Sønderstrand i Skagen. For andet år i træk havde den lokale vinterbadeklub ”Isbryderne” – alene navnet får jo en til at slå en ekstra knude på halsklædet – indkaldt landets klubber til tre dages uhæmmet badning. 160 allerede halvnøgne mennesker var kommet fra nær og fjern. Helt fra Polen var der en gruppe, men dem fra Nordjylland fyldte nu mest.

Der er 20.000 vinterbadere i Danmark, og man siger, det tal stiger, hver gang temperaturen falder. 

Det kan godt være de er lidt skøre, men et gigantisk humør har vinterbaderne. Både før, men især efter badet. Det kan jo være, de er ekstrem glade for, at de har overlevet endnu en dukkert i nul grader vand. 

Bjørnen Peter Plys har engang spurgt sig selv, hvornår honning smager bedst, og han svarer sig  selv, at det gør det lige før det kommer i munden. Ligesom en rejemad, eller rugbrød med kogt kalvekød – alene tanken om at sætte tænderne i den slags sager, kan få munden til at løbe over at begejstring.

Honning-tesen er gedigen bjørne-omskrivning af Søren Kirkegaards ord om forventningens glæde. Som er den største. Glæden ved at glæde sig mere til noget, der skal ske, end når det vitterlig foregår. Sådan er det. Tit.

Det må da i særlig grad være lige modsat for vinterbadere. 

De må da om nogen glæde sig til øjeblikket efter.

Alt andet er naturstridigt.

Hele processen med at få tøjet af, og den rædselsfulde løbetur i frost og kulde ned til vandet.

Ud på isen, måske skal der en økse med. For at slå hul. Ligesom når man stanger ål. Og de skærende isflager. Det er dog grænseoverskridende svært. Og så selve badet. Bølgernes evige kommen og rullen i bedste Dirch Passer-stil.

Rul, små bølger, rul.

Og så kommer selve dukkerten

Hvor man bevæger sig skånselsløs ned under vandet med hele kroppen. Hjernen slår fra.

Alt trækker sig sammen. Kønnet bliver udefinerligt. Det er jo også så moderne. Så kan man nemmere komme med i DR’s Aftenshowet. Eller blive studievært på TV3.

Måske få sit eget reality-program.  

Men altså - der ligger man og skvulper i bølgerne.

Døden banker på. 

Fik man sagt farvel til børnene

Og børnebørnene - ikke mindst.

Manden med leen står ved havkanten og venter – smilende. 

Klar til at trække dig ind bag det store forhæng.

Og så kommer redningen.

Man rejser sig fra det sorte omsluttende vand

Og løber ind mod land

Morgenkåben svøbes om en. Man lever. Man har fået kikket. Set lyset. Mærket kroppen.

Det er forventningens glæde på efterbevilling.

Som at finde en honningmad Peter Plys har overset.

Endnu er hjernen ikke slået til. Den er dødfrossen. Gået i baglås.

Men en lille en – gerne med alkoholisk indhold – eller suppe - hjælper altid.

Man fryser ikke mere den dag.

Så kan i morgen passe sig selv til det bliver’ morgen, hvor en ny dag  truer. 

20 pct. af befolkningen – læste jeg på Facebook – fødes uden nogen form for humor. Syndromet hedder Constans Dolor in Anus – CDA. Når folk lider af CDA bruger de tiden til at skrive læserbreve, klummer og deltager i paneldebatter i lokalradioen – eller de skriver dagligt på Facebook - om alt muligt. Folk, der døjer med CDA, forstår hverken ironi, satire, sjove vittigheder og historier. Og de forstår slet ikke vinterbadere – eller vandede vittigheder.

Det gør jeg. Nu.

Men jeg beholder fortsat tøjet på ved Sønderstrand, og alle andre strande  - fra september til maj.

.

.

.

Kyllingen og håndtasken

Så svingede den nye kulturminister med håndtasken. Et ordentligt klask, hvor armen blev trukket helt oppe fra bag hovedet, som når man lader køllen fare mod golfkuglen. Efter mødet med kyllingen, trak hun håndtasken hele vejen rundt venstre om, som når tennisstjernen Federer server.

Tasken ramte cykelrytter Rasmussen lige i synet.

Kyllingen røg i asfalten, og ud af munden flød det med epo, væksthormoner, testosteron, insulin, kortison, A-38 og salmonellafyldt kylling.  

-” Det er usselt”, sagde kulturministeren – og dermed også sportens minister - Marianne Jelved. Hun hentydede til Rasmussens afsløringer og indrømmelser. Hun kalder Rasmussen en snyder, og en fyr, som er med til at skabe et billede af cykelsporten, som ingen kan være tjent med.

Han er ingen rollemodel for børn og unge.

Hun håber dog, at når flere og flere indrømmer den slags usle ting, så kan man med tiden få ryddet helt op indenfor sporten.

Michael Rasmussen har i forbindelse med alle sine undskyldninger og erkendelser, indgået et samarbejde med Anti Doping Danmark, som han har lovet data, navne og forløb om dopingens omfang og misbrug. Det håber han vil give ham opbakning, og tilgivelse. Måske ligefrem en ny karriere fri for doping, og andet kanyleværk. Men nok ikke fri for håndtasker.

Den slags aftaler kalder nogle for stikkerivirksomhed.

Et er, at man erkender egne forbrydelser, men noget andet er, at man trækker gamle venner med i faldet. Nu skal Michael Rasmussen vel beskyttes. Man kan forstille sig hævntogter mod Rasmussen, og forebyggende aktiviteter fra folk, som frygter at blive afsløret. .

Snigmordere sendes af sted.

Tæskehold.

Den slags metoder kendes fra rockerverdenen. Og den italienske mafia.

Jeg nævner ingen navne, men notabiliteter, som Rolf Sørensen, og Bjarne Riis er vel i farezonen

for at komme med på Rasmussens navneliste. Og andre tidligere og nuværende cykelryttere.

Blodbadet venter forude. 

Om Michael Rasmussen kan få politibeskyttelse vides ikke. Måske skal han ha’ ny identitet, ny pas,

og nye briller. 

Måske bør han, og den nærmeste familie flytte et andet sted, hvor han kan opbygge en ny tilværelse. Så langt væk fra København, som overhovedet muligt. Måske får vi kyllingen til Nordjylland.

Måske skal manden også ha’ et andet udseende.

Hvis han tager 40-50 kilo på, så begynder han så småt at ligne normaldanskere. Det kan også tænkes, at han skal optræde i forklædning. Måske genopstår han som frossen tilbudshøne, eller som halvfed Bornholmerhane. 

Fjerene er i hvert fald pillet af ham.

Men uanset hvad, så skal han altid tage sig i agt for håndtasken.

Man ved aldrig, hvornår den igen bliver trukket bagud til et klask.

..

Krigens røde løber

Hollande besøger slagmarken i Mali. Det er søndagsoverskriften for et billede på DR’s hjemmesider. Pressebilledet viser den franske præsident skridte fronten af foran en flok sorte soldater i blåprikkede uniformer. De præsenterer håndvåben. Ved siden af Hollande går noget, der kunne være Malis førstemand, og bag Hollande en fransk militærmand med en håndtaske. Bagved ses flere øvrighedspersoner fra Mali, og bagerst Malis flag. Situationen er set før, men her er en detalje, som giver det hele et surrealistisk præg. De går på en rød løber. Deres velpudsede festsko ligner også noget, der er på vej til et præsidentbal, og ikke noget der skal besøge nogen slagmark. Det kan godt være, at billedet er taget i lufthavnen, og Hollande endnu ikke er ved slagmarken, men det ændrer ikke på de tanker, man får ved at se billedet. Her skabes ingen fornemmelse af krig og død. Her anes ingen ødelæggelser, angst, voldtægt, mishandling, tortur, og andre livsstjælende kendetegn. Den røde løber stjæler og spærrer udsigten for alt. Spærrer for skobærernes indsigt, forståelse, refleksioner, og sandhed. Den løber illustrerer så stærkt, den distance, som ofte er mellem skrivebordsbeslutninger og virkelighedens verden. Den uden for den røde løber. Se selv den løber før den fjernes.