De er tossede.
Helt vilde i kulden.
Meningerne om vinterbaderne er mange, men de fleste handler om, at der må være noget, som er gået helt galt i barndommen. Jeg er nødt til at sige, at det skal man nu ikke være skråsikker på.
For nylig havde jeg den absolut kolde, men opklarende oplevelse, at se 160 vinterbadere - med en gennemsnitsalder over 60, og med sang, musik og flag forrest – vandre ud i iskoldt vand, hvor bølgerne blev kastet ind mod land af en strid isnende blæst.
Jeg stod heldigvis godt pakket ind - med halsklæde, hue og vanter.
Stedet var Sønderstrand i Skagen. For andet år i træk havde den lokale vinterbadeklub ”Isbryderne” – alene navnet får jo en til at slå en ekstra knude på halsklædet – indkaldt landets klubber til tre dages uhæmmet badning. 160 allerede halvnøgne mennesker var kommet fra nær og fjern. Helt fra Polen var der en gruppe, men dem fra Nordjylland fyldte nu mest.
Der er 20.000 vinterbadere i Danmark, og man siger, det tal stiger, hver gang temperaturen falder.
Det kan godt være de er lidt skøre, men et gigantisk humør har vinterbaderne. Både før, men især efter badet. Det kan jo være, de er ekstrem glade for, at de har overlevet endnu en dukkert i nul grader vand.
Bjørnen Peter Plys har engang spurgt sig selv, hvornår honning smager bedst, og han svarer sig selv, at det gør det lige før det kommer i munden. Ligesom en rejemad, eller rugbrød med kogt kalvekød – alene tanken om at sætte tænderne i den slags sager, kan få munden til at løbe over at begejstring.
Honning-tesen er gedigen bjørne-omskrivning af Søren Kirkegaards ord om forventningens glæde. Som er den største. Glæden ved at glæde sig mere til noget, der skal ske, end når det vitterlig foregår. Sådan er det. Tit.
Det må da i særlig grad være lige modsat for vinterbadere.
De må da om nogen glæde sig til øjeblikket efter.
Alt andet er naturstridigt.
Hele processen med at få tøjet af, og den rædselsfulde løbetur i frost og kulde ned til vandet.
Ud på isen, måske skal der en økse med. For at slå hul. Ligesom når man stanger ål. Og de skærende isflager. Det er dog grænseoverskridende svært. Og så selve badet. Bølgernes evige kommen og rullen i bedste Dirch Passer-stil.
Rul, små bølger, rul.
Og så kommer selve dukkerten
Hvor man bevæger sig skånselsløs ned under vandet med hele kroppen. Hjernen slår fra.
Alt trækker sig sammen. Kønnet bliver udefinerligt. Det er jo også så moderne. Så kan man nemmere komme med i DR’s Aftenshowet. Eller blive studievært på TV3.
Måske få sit eget reality-program.
Men altså - der ligger man og skvulper i bølgerne.
Døden banker på.
Fik man sagt farvel til børnene
Og børnebørnene - ikke mindst.
Manden med leen står ved havkanten og venter – smilende.
Klar til at trække dig ind bag det store forhæng.
Og så kommer redningen.
Man rejser sig fra det sorte omsluttende vand
Og løber ind mod land
Morgenkåben svøbes om en. Man lever. Man har fået kikket. Set lyset. Mærket kroppen.
Det er forventningens glæde på efterbevilling.
Som at finde en honningmad Peter Plys har overset.
Endnu er hjernen ikke slået til. Den er dødfrossen. Gået i baglås.
Men en lille en – gerne med alkoholisk indhold – eller suppe - hjælper altid.
Man fryser ikke mere den dag.
Så kan i morgen passe sig selv til det bliver’ morgen, hvor en ny dag truer.
20 pct. af befolkningen – læste jeg på Facebook – fødes uden nogen form for humor. Syndromet hedder Constans Dolor in Anus – CDA. Når folk lider af CDA bruger de tiden til at skrive læserbreve, klummer og deltager i paneldebatter i lokalradioen – eller de skriver dagligt på Facebook - om alt muligt. Folk, der døjer med CDA, forstår hverken ironi, satire, sjove vittigheder og historier. Og de forstår slet ikke vinterbadere – eller vandede vittigheder.
Det gør jeg. Nu.
Men jeg beholder fortsat tøjet på ved Sønderstrand, og alle andre strande - fra september til maj.
.
.
.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar