Hvor skal vi falde i søvn i nat?

For nylig hørte jeg en kvinde sige i en diskussion på P4, at hun altid ”faldt i søvn i teatret”. Det er jo ikke første gang man hører den sætning. Den er folkeeje. Alle kan berette om dengang de allerede efter 2. akt sad og glippede med øjnene – eller stak sig med den længdemæssige tilladte lommekniv, eller en medbragt gaffel i låret, for at holde øjnene åbne. Det giver status, hvis man kan sige, at man faldt i søvn i under Holberg før pausen, eller mens tenoren sang arie nummer fire.

Så finkulturel er man da heldigvis ikke, at man ikke kan nappe en lille lur.

Nu kan det, som foregår på en teaterscene, sandt nok være teatralsk søvnfremkaldende, men de fleste holder sig dog alligevel vågen. Fordi teaterscenen er lige så meget en øjenåbner, som en sovepude, og dernæst - hvorfor bruge dyrt købte billetter til at lægge sit sovende hoved på?

Hjemløse kommer sjældent i teateret, men ud fra et søvnsynspunkt gør det heller ikke noget -  byens vandrede kan sove i en papkasse. Storm P’s vagabonder sov altid på den bænk i parken, men de fleste almindelige mennesker vil helst sove i en seng. Gerne indhyllet i ”silkelagner med blå altaner”, som Aud Wilken sang i den danske Melodi Grand Prix-vinder fra 1995. Sangen  ” Fra Mols til Skagen”, er sammen med Otto Brandenburgs ”To lys på et bord” nok et par af de bedste danske populærsange. Men du kan jo mene noget andet.

”Hvor skal vi sove i nat?” hed engang en anden popsang – en rigtig landeplage - med gruppen Laban, og selv om sovesteder kan veksle alt efter temperament, lyster og antal af udenlandsrejser, så er det i hvert fald en gammel sige, at det er nu bedst at sove i sin egen seng. Undertegnede har da også kendt (ældre) nordjyder, der helst ikke tog længere væk fra landsdelen, end man kunne komme hjem og sove - samme aften. En anden sigemåde er, at man kan sove, når man bliver gammel,. Men det er noget af et dristig udsagn, idet der findes mange ældre, som slet ikke kan sove om natten. Så de mørke timer forsødes med læsestof, fjernsyn, eller ture på altanen. I gamle dage kunne man nappe en smøg ud på de små timer (der findes få nulevende hardcore rygere der stadig står op for at ryge), men det er jo næsten ulovligt i dag. Stiger der røg op fra altanen, så går der ingen tid før politi, brandvæsenet og Sundhedsstyrelsen ruller ind ved hoveddøren med blink, alarm, og bøde. I særlige tilfælde risikerer rygeren garanteret fængsel eller udvisning til Anholt , eller anden fjerntliggende ø. 

Nogle kan faktisk godt sove om natten, men får ikke lov af makkeren i dobbeltsengen. Snorkning kan være så voldsomt og insisterende, at man allerede har fået to soveværelser. Men en ægte snorker lader ikke sin lyd indespærre af sådan en forestilling. En rigtig snorken forcerer alle slags vægge. Hvis man lever et samliv uden snorken så er der ellers frit valg på alle hylder af andre mislyde så som smask, snakke i søvne, eller vandre i samme stilstand. Endelig er der tænderskæring og tænderklapning.

Men hvis vi forlader al den jammer, så må vi konkludere, at nok giver det status at falde i staver i teatret, såvel i sal som på balkon, men det mest foretrukne sted at falde i søvn er dog fortsat foran fjernsynet. Det er derimod ikke noget folk taler om. Mange har gennem årene direkte afvist, at de er faldet i søvn under TV, og hvis øjnene var lukket et øjeblik, så var det bare for at vedkommende koncentrerede sig om ord og handling. Det ændrer ikke ved den barske  virkeligheden,  at et mindretal af danskere døser allerede under den første tv-avis. Flere taber hovedet - så det betænkeligt ligner piskesmæld - under primetime. Det er timen sammen med Bonderøven, Søren Ryge, eller reklamerne på TV2, TV3, TV4, og TV5, og resten lukker øjnene helt i, inden den sene Vejrudsigt - og Horisont. Sådan er det, og sådan har det været siden fjernsynets barndom.

Men det gør ikke noget. Jo hurtigere man lukker sine øjne, jo hurtigere lukker man dem op igen.

Og tidligt i seng og tidligt op, er jo sund for enhver lille krop.

Såmænd også en stor.

 

 

Må Lykketoft godt sidde, hvor han sidder?

I dag var det Serbien, og deres valg af ny præsident, som fik så EU-hatten kom på plads!. Det er både interessant og givende, når de to tidligere udenrigsministre Uffe Ellemann og Mogens Lykketoft med tyngde diskuterer udenrigspolitik i TV’2 News, og journalist Martin Krasniks, ganske fortrinlige debatprogram ”Ellemann og Lykketoft”.

Men det er overraskende, at Lykketoft må.

Han sidder og forholder sig til andres landes systemer og statsledere på en måde, som han ikke kunne som udenrigsminister. Men kan han som Folketingets formand?

Ligger der ikke en indbygget konflikt i hans deltagelse? Kan det ikke blive en alvorlig sag for regering og folketing, når man risikerer, at landet øverste demokratiske figur, sidder i et debatprogram på en kommerciel tv-station, og siger et, hvis landets statsminister, udenrigsminister, og regering, siger noget andet? 

Eller er det bare mig, som er for nordjysk oppe i hovedet!

Livslang ret til satisfaktion

Igen er der fokus på seksuelt misbrug af børn. Både fordi det til stadighed sker, og fordi det synliggøres af medierne, som aldrig før. Denne fokusering er nytteløst, hvis ikke de evige overgreb bliver bekæmpet med konsekvenser.

Børnerådets formand har fortalt om det misbrug og voksensvigt, som hun har været udsat for i sin barndom. Det er ubehagelige fakta, som fremføres med stor troværdighed. Hun påpeger igen, hvad negativ voksenmagt kan skabe af misbrug og ødelæggende adfærd for børn og unge. Hvilket helvede det er for børn, at vokse op blandt voksne, som ingen værdier har, ingen moral, ingen etiske stopklodser, ingen normer.

Et af konsekvenserne bør være, at muligheden for at retsforfølge voksne, som har seksuelt misbrugt  børn, aldrig forældes. At misbrugere kan risikere at blive retsforfulgt resten af deres liv, og ingen forældelsesfrist på 10, 20 eller 28 år kan redde dem. Der skal ikke være noget med, at hvis man krydser en aldersgrænse, så kan man trække vejret roligt. Fra kvinder - der først som voksne har åbnet op for det misbrug de i barndommen var udsat for - ved vi, at der skal gå år, før man har modet, kræfterne, og lysten til at åbne op for de sår, som man har prøvet at hele med tavshed – men

forgæves. Derfor er det helt rimeligt, at den slags misgerninger kan forfølges, og den forurettede bestemmer tidspunktet. 

Fra juridisk side findes klare betænkeligheder. Således fremføres det, at bevisbyrden vil være vanskelig at dokumentere, fordi der er gået så mange år. Det betyder frifindelse. Mishandleren går altså fri, hvilket kan give den mishandlede en ny psykisk nedtur. Men bevisbyrder er vel også

et problem efter 5, 10, og 28 år? Voksne, der mishandler, lider af fornægtelser og hukommelsestab, og det apparatur kan jo slås til på alle tidspunkter. Uanset beviser, så kan det være helende for misbrugte, at de hele livet har retten til at forlange satisfaktion. 

Dansk Folkepartis har fremsat lovforslag om ingen forældelsesfrist i sager om seksuelle overgreb. Partiets næstformand og retsordfører, Peter Skaarup, har længe talt for, at den nu eksisterende 28-års-regel bortfalder. Partiet har længe stået alene, men nu har Socialdemokratiet endelig vist interessere. Et politisk flertal nærmer sig. Forældelsesfristens afskaffelse er en af de rigtige veje at vandre, fordi når man taler om forebyggelse af forbrydelser mod børn, samt taler om opbyggelse, og heling for krænkelser af liv og identitet, så skal der ikke være midler, som vi undlader at tage i brug. Vi skal meget gerne snart skal se en udvikling og en statistik, der går den anden vej.

”Vi tager ikke til månen fordi det er let, men fordi det er svært”, sagde USA’s præsident John F. Kennedy. Det kan omskrives til, at vi skal sommetider tage beslutninger, som ikke er nemme, men som prøver at give børn den svære, men livgivende, totalbeskyttelse mod seksuelle overgreb og mishandling.

Det er voksensamfundets forpligtigelse. Ellers forbløder vi.

Hummerhaler i kø

Det er Fakta, der i annoncer gerne vil beholde os fem minutter ekstra. Det gør de så ved kun at holde en betalingskasse åben. Det nummer ses også andre steder, hvor køen sine steder godt nok skal være ret lang, før man tilkalder personale til kasse to. Så fem minutter kan nemt blive til ti eller femten på en lang indkøbsdag. Men danskerne er godt tilpasset efter mange års træning ved posthus, kommunekontor, og især Motorkontor. Dog skal vi ikke brokke os. Tænk på gamle dage ovre i Moskva. Der var køer. Folk kunne stå i timevis for at få lidt morgenbrød. Hvis der var noget, når de så endelig nåede frem til bagerjomfruens spørgsmål: Hvad sku’ der være? På russisk forstået. Det har garanteret ikke gjort det nemmere.

Der er i øvrigt ingen tvivl om, at russerne nok er det folkeslag, som har den bedst køkultur. Det fornemmede man, når man så de lange køer, hvor folk stod tålmodigt, og ventede uden at sparke til ham foran, og uden brok og læserbreve i den lokale. Nu var alle slags brokkerier også en rigtig dårlig ide. Resultatet var oftest en enkeltbillet til en meget afsides destination. Men bortset fra den indgroede russiske tålmodighedskultur, så er det ikke en vane, som har smittet meget. Tidligere brugte jeg selv den gode ide, at jeg prøvede altid at ha’ en bog med - eller en avis - når jeg skulle på posthuset, eller noget tilsvarende langstrakt, men det kan jo blive for meget, når man også skal huske bilnøgler, dosmerseddel og mobiltelefon.  Sidstnævnte er noget folk i dag hygger sig med i alle typer køer. Enten sletter man mail, eller der tjekkes sms.    

Dog kan en anden ide stærkt anbefales. Snak med de andre gode mennesker i køen. Også dem man ikke kender. Begynd med lidt godmodig brok over ventetiden, slå hurtig over i vejret, og skæld så lidt på den altid siddende regering, og så er man ved at være der, hvor de gode historier er på vej. Således havde jeg to gode oplevelser, hvor jeg for nylig i Skagen stod i kø ved den lokale fiskehandler. Der stod mange – mindst 20. Det mindede lidt som at stå ved byens berømte slagter Munch – dog var duften anderledes.  Jeg faldt i god snak med manden foran om fisk og dens tilberedning. Vi kom godt igennem diverse fladfisk, men så anbefalede han en særlig opskrift på de hummerhaler, som lå fristede foran os.

-Du skal give dem hvidløg og salt inden turen i ovnen. Når halerne kommer ud skal du stænke pernod hen over. Jeg siger dig - inden halerne er fortæret, har konen smidt tøjet.

Javel - taler du af egen erfaring, spurgte jeg, idet han drejede rundt mod disken, da det nu var blevet hans tur. Han svarede ja, men tilføjede han faldt i søvn forinden.

Dagen efter var jeg til reception i fisk- og havombruste samme by, og stod der med min tallerken i kø. En god bekendt stod foran, og fik køen til at være et mindre problem, ved at fortælle, at han for et par dage siden havde været til en fest, hvor han bemærkede, at når de unge mænd skulle ud at danse, så var det ikke noget med at bukke, og venligst bede om en dans. I stedet gik manden uinteresseret forbi damen og lod en finger stryge hen over hendes overarm. Hun rejste sig så, og fulgte efter manden ud på dansegulvet. Manden vendte sig først på dansegulvet, og de begyndte at bevæge sig moderne. Det synes min bekendt også han ville prøve. Så han bevægede sig nærmest skødesløst forbi en smuk overarm, lod sin pegefinger stryge, og fortsatte ud på dansegulvet. Da han vendte sig, stod han helt alene.

Ingen overarm, og intet vedhæng var fulgt med.

Man fristes til at sige, at han stod med verdens mindste kø.

Drillesyg Uffe har en plan

Der gasses op til EM i fodbold, som foregår i Ukraine og Polen. Om spillerne på det danske landshold er ved at være klar, skal jeg undlade at odds’ på, men slagsangen er. Fodboldsange til store internationale fodboldbegivenheder har Danmark altid været gode til. Blandt de mest kendte er nok ”Re-Sepp-ten”, Mexico 1986, sunget af Dodo and the Dodos. Slagsangen i år er lavet af Nik og Jay, og hedder ” Vi vandt i dag ”. Det er jo at tage voldsomt gevinst på kampe, der allerede i det begyndende gruppespil ser så vanskelige ud, at det hele kan ende i en Olsen-Banden-nedtur. Det kan slet ikke udelukkes man vender hjem syngende på omkvædet - ”Vi tabte igen i dag”.

En slagsang skal skabe en god forventning, men også en god stemning – før, under og efter kampen. Fans skrålen af slagsangen under kampen skal give spillerne opbakning og ekstra energi, og bruges til at skræmme modstanderne.  Lidt lige som indianernes angrebs-råb, når de til hest og med ansigtsmaling, gik løs på de blegansigter, der var kommet og besat deres ”vilde vesten”-land. Hvem, der var mest vilde af de to kulturer, kan diskuteres. Soldater i krig har også altid haft slagsange til afstivning af moralen, og for at hidse sig selv op. Gruopvækkende eksempler af den slags er på det seneste registreret i såvel Irak som Afghanistan.

Heldigvis er mange landes krige i dag erstattet med fodbolddyster, og selv om det kan gå grueligt hårdt til med hærværk før kampene, og benspænd og røde kort under, så er det jo bedre end åben krig ved grænserne. Når sport ofte fungerer som erstatning for krig, så er det jo også logik, at hvis der er to ting som tit hører sammen, så er det sport og politik. Kongerækken af eksempler er søvndryssende lang - og går historisk langt tilbage – længe før det accelererede under den kolde krig, men lad mig blot nævne det nyeste og mest oplagte og aktuelle eksempel. Når det ukrainske system uden blusel benytter værtsopgaven for EM i fodbold til at profilere overfor sin befolkning, at de deltagende lande fra det meste af Europa ved deres såkaldte blotte tilstedeværelse accepterer de politiske forhold i Ukraine – giver landets politiske ledere deres blåstempling - så er det da utilgiveligt dumt, at holdningsmennesker fra den nuværende regering fastholder en forældet tålemåde om, at man ikke bør blande sport og politik.  Team Danmarks formand siger ikke overraskende det samme om ikke at blande noget, men han er heller ikke noget holdningsmenneske. Han er købmand.    

 Derimod har tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen været fremme med holdningskritik, og taler for politisk boykot. Han opfordrer ligeledes såvel landstræner Olsen, spillerne og danske roligans, til at lade ”danske klaphatte være udstyret med en blond fletning med en orange sløjfe”. Her refererer Venstres tidligere leder til den tidligere ministerpræsident i Ukraine, Julie Timosjenkos, som er dømt en muligvis poltisk betinget fængselsdom, og som pt. sultestrejker. Kvindens udseende er kendt for sin blonde fletning. Den orange sløjfe hentyder til symbolet for den ikke-voldelige revolution, som landet gennemførte for en del år siden.  

Venstres Uffes synspunkt bakkes op af medlemmer af den tidligere borgerlige regering – f.eks. Lykke og Pind. Hvis Venstre havde haft regeringsmagten så kunne det nemt ha’ forholdt sig modsat - nemlig at socialdemokratiet pressede på for at få en borgerlig regering til at boykotte. Og regeringen havde derefter meddelt, at den havde valgt at arbejde på de indre politiske linjer.

Det ændrer dog ikke ved, at Uffe – trods sin mulige kendte drillesyge – har ret. Det er deprimerende, og konserverende politiske magttænkemåder ikke at melde et klart og tydeligt humanitært standpunkt, fordi det skader eksporten, høfligheden eller de kommende forhandlinger om en eller anden EU-detalje. For det er jo det den tidligere udenrigsminister siger indirekte.

Folk fra Ukraine påstår, at pandekagen ikke er en fransk oprindelse, men noget fladt, som Kejser Napoleon tog med hjem, efter at han havde huseret på de ukrainske og russiske områder.

Tiden vil vise, hvad fodboldkejser Olsen får med hjem.

Flade fornemmelser, og fordrukne klaphatte.

Sejre og medaljer.

Nederlag, men hæder.

Plus ranke rygge. 

Krøyer endelig til Skagen

Det kedelige vejr irriterede Krøyer, og hans pensler. Han havde glædet sig til at komme til Skagen. Stedet, hvor skagboer siger, solen altid skinner. Og så regnede det den 19. juni 1882, hvor denne norskfødte mand - der som en Tordenskjold erobrede nyt land -  kom til Danmarks nordligste by for første gang. P.S. Krøyer – blandt venner kaldet Søren - kunne ikke komme i gang med at arbejde med det lys, det hav, og den himmel, som han havde glædet sig til. Krøyer var allerede i starten af 80’erne – kun godt 30 år - en anerkendt malerkendis, hvis skilderier blev værdsat – både i ”Salonen” i Paris, af kendere og af pengefolk, hvilke to grupper nemt kunne være sammenfaldende. Han kom til Skagen næsten direkte fra Paris, og på grund af det elendige vejr, kastede han sig over Brøndums butik, og malede ” I købmandens bod, når der ikke fiskes”. Det brød de andre malerkollegaer sig ikke om. Især Michael Ancher var utilfreds med, at denne københavnske succesrige maler kom og stjal deres motiver, deres fiskere, deres lys og deres hav, og malede dem bagud af købmandens bod. For det var det Krøyer gjorde med sin lethed, sin teknik, sin sans for lys og indfald, sin hurtighed, og sit blik for detaljen.  Han erobrede med storhed den lyse førertrøje, og han beholdt den til sin mørke død i 1909.

Købmandsmaleriet med Degn Brøndum, de rygende hætteklædte fiskere, der venter på godt vejr, og børn, der suger til sig af voksenlivet, var solgt før farverne var tørre. Købt af Krøyers livslange mæcen, tobaksfabrikant Bernhard Hirschsprung i København. Maleriet vises nu for første gang på Skagen Museum. Det kommer hjem sammen med Krøyer.

Et andet berømmet Krøyer-maleri med et kendt Skagensmotiv får også først nu sin debut  i byen, hvor maleriet er skabt. ”Sommerdag på Skagen Sønderstand” fra 1984 med badende drenge - og pigen, der misundelig kigger på - i sit tækkelige blå dress -  blev købt af en svensk forlagsdirektør, som erhvervede billedet til et lotteri til fordel for en højskole i Stockholm. Han blev dog så begejstret for maleriet, at manden brugte en formue på at købe  395 lodder, i håb om at han selv kunne vinde billedet. Han trak kun nittere. Dog fik denne hr. Holm senere fingre i billedet, og først i 1961 kom det til Danmark. Ikke til Skagen, men til Den Hirschsprungske Samling i København. Men nu kan skagboer, og andre gæster, se dette sand, hav-og lysbillede, hvor man har fundet mange sandkorn i maleriet,  som klart bevis for at Krøyer sad med sit 116 x 190 cm store lærred helt nede ved vandkanten, for at fange det rigtige lys, det rigtige bølgeskvulp, og de detaljer, som han var en mester i.

Krøyers enestående sans for detaljer kan også ses ved især tre andre meget berømte malerier, hvis motiver er fra andre steder i verden. Det er hans gennembrudsbillede fra ”Salonen” i Paris - guldmedalje i 1880 – om ”Italienske landsbyhattemagere”. En far står i damp og varme, og laver hatte med sine to sønner.  Lyset fra et lille vindue falder ind på de svedige kroppe, og fortæller om et slid, og et børnearbejde, som garanteret var nødvendigt, for at familien kunne få brød på bordet. En dråbe sved hænger fra farens næse. Billedet blev slet modtaget i Danmark.  Det var dog forargeligt med en sådan realisme. De nye strømninger fra Paris havde ikke fået fat i danskerne. De foretrak stadig malerier med guld i håret.

Nyde skal man også  ”To sigøjnerkvinder udenfor deres bolig” malet i Granada, Spanien. Billedet ejes af Statens Museum for kunst. Et næsten ens  billede af de samme to kvinder blev i år solgt hos Lauritz. com. Prisen blev 305.000 kroner (plus salær), og det er er omregnet meget lig de 3500 kroner SMK gav i 1878 for sit. Krøyers billeder har altid solgt til store penge -  også mens han levede.

Endelig skal alle, der besøger udstillingen, kaste beundrende blikke på det, som mange betragter, som et af Krøyers hovedværker - nemlig ”Italienske markarbejdere ” fra 1880. Et studie i malerkunst, linier, farver og kroppe med lys og vinkler. Det er godt, at dette maleri befinder sig permanent i Danmark Dog hverken i Skagen eller i København. Det hænger på Fyns Kunstmuseum i Odense. Alle de omtalte billeder har aldrig tidligere været vist i Skagen. Man kan faktisk derfor godt sige - på en lidt sensationsagtig måde -  at endelig kommer Krøyer til Skagen. 

Mange Krøyer-skilderier befinder sig udenfor landets grænser – således er det berømte ”Hip-hip-hurra” billede af frokosten i Anchers have(igen) lånt i Sverige. Og så ellers ikke et ondt ord om svenskere. En svensk grosserer købte billedet i 1888 for 6.000 kroner – tæt på en million i vore dages penge. I 1902 gav han det til Gøteborg Konstmuseum.  Men at danske museer  - med Skagen Museum og DHS i spidsen – kan byde på  så meget Krøyer-kunst, som de vitterlig kan, er dybt charmerende, og et nationalt gode. Det et nemlig godt gået – men mest godt gået er det af en nordmand, der som spæd kom til en moster i Strandgade på Christianshavn i Danmarks hovedstad, og der blev korrekt spottet, og kom på tegneskole. Kun 9 år gammel.

Hvilken fornem fornemmelse for talent.