torsdag den 17. september 2015

GARAGEHØJSKOLE MED BØRN, NYHEDER OG USA

Garagehøjskolen i Dronninglund – Danmarks mindste - starter efteråret op med tre aftener med vidt forskelligt indhold. I serien om ”Børn af Dronninglund” bliver efterårets repræsentant Mads Fuglede, Efter endt gymnasietid tog Mads ud i den store verden, og er i dag især kendt for sin indsigt i amerikansk politik og samfundsforhold. Mads Fuglede er ofte kommentator hos de nationale Tv-kanaler. Derudover er Mads en agtet højskolelærer, og Søren Kirkegaard-kender.

Mads Fuglede kommer i Garagehøjskolen onsdag 7.oktober, og det med et foredrag med titlen:

”Hvorfor USA vil være verdens mest magtfulde nation de næste 50 år” Herefter skulle der nok være lagt op til en rask debat om USA, deres politik overfor EU, den tredje verden, deres sundhedspolitik, deres våbenlovgivning, og deres kulturelle påvirkning af hele verden med deres varer og forbrugsmønster, og en snak om Danmark også i fremtiden gerne vil ligne og gerne kopiere USA.  

Efterårets næste garagegæst bliver et af dette lands fineste nyhedsjournalister. Mr. Samtalepartner - Kurt Strand. Den mand har været med i stort alle typer nyhedsudsendelser i DR gennem mange år. Strand kommer i garagen onsdag 4. november med fokus på bl.a., hvorfor nyheder ser ud som de gør, hvorfor de altid fokuserer på negative hændelser, og derved skaber angst og fremmedgjorthed – og måske fremmedhad Og hvorfor danskerne er nyhedsnarkomaner, og om nyhedsudsendelserne giver et korrekt eller fortegnet verdensbillede. Hvad gør nyhedsvrimlen ved os, og er det et gode eller et onde?

Endelig i slutningen af måneden står den på børn. De mest udsatte børn. Dem som udsættes for overgreb, mishandling, misrøgt. De børn som samfundet med tvang, eller med accept fra forældrene, fjernes fra deres forældre. Hvert år drejer det sig om omkring 12.000 børn. Det tal har stort set været konstant i årtier. Hvad gør vi forkert, og hvad skal vi gøre, for at de udsatte børn kan blive mindre udsatte? Få et bedre liv. En af dette lands mest kompetente personer til at svare på det spørgsmål er lektor og forsker ved AAU i Aalborg Karin Kildedal. Hun kommer i Garagehøjskolen torsdag 26. november.  

Ved alle tre aftner vil der blive sunget af Højskolesangbogen, og Garagehøjskolebestyreren har sine femten minutter til at fortælle om, hvad han synes der er sket udenfor garagen, som er værd at ofre en eftertanke. Der er plads til 35 gæster i garagen, og siden starten i 2013 har alle stole været besat til samtlige garagemøder, og ventelisten har ikke været til at få afskaffet. Over 100 mennesker er tilknyttet Garagehøjskolens Venner, så hver gang er der mange, der bliver skuffet.  Men det er ikke kun vennerne, der har adgang til garagen - alle er velkomne til at være med. Her gælder først-til-mølle-princippet. Der er fri entre til Garagehøjskolens møder.