Tag Jer sammen i trafikken

En cyklist mister sin cykel til en cykeltyv, men resten af det epo-fri cykelhold i børnesangen ”Ti små cyklister” mister livet på drabelig vis. En fordi bremserne svigtede – en anden mødte en grim lastbil. En kørte over for gult, en uden lygte, og så videre – bang-bang-død hver gang. Udenpå sangbogen står der ellers ”Lystige viser for Børn”. Det er ligesom blod og splatter tager udsigten til lystighederne. Det er faktisk en grum tekst fra det forrige århundrede – godt nok efter Grimms gruopvækkende eventyr, men dog tiden før tv, dvd og net tog over. 

Nu kan man mene, at når film, historier, og sange for børn, der handler om det godes kamp mod det onde, så er rammen for acceptable midler bred. Når barske indoktrineringsmetoder har til formål,

at flere børn skal overleve i trafikken, så kan det også være ok. Jeg tror også skrækkampagner absolut kan få folk til at holde op med at gøre noget, som de ellers har svært ved – cigaretpakker med rygelunger, cancerødelagt lever på øletiketter, og kørestolsofre som bagsspejlsdukker i biler. Men jeg tror virkningen er kortvarig. Skal man ændre folks adfærd så hjælper det mere at tale til hjernen end til frygten, og bruge kærlighedens stærke arm -  hvis der skal svinges arme.

Alle der bevæger sig rundt på en cykel kender de situationer, hvor bilerne er en pestilens. Omvendt ved alle, der har kørt bil i storbyer, at der skal man være oppe på bremsedupperne, og se sig tilbage over højre skulder i tide - konstant og ustandseligt, hvor cyklister kommer susende.

Alle bløde trafikanter kender også de situationer, hvor man bliver møgsur på cyklister -

der uden brug af såkaldt lovpligtig ringklokke – jagter omkring ens ører. Og enhver cyklist og bilejer kender ens røde felt overfor bløde trafikanter, der tror de ejer fortov, cykelsti, fodgængerfelt og et par meter af kørerbanen nærmest gåfeltet. Det var i Aalborg, jeg så utallige biler holde i et stærkt trafikeret lyskryds ventende på at dreje til højre, fordi de pænt holdt for en ung kvinde på vej i fodgængerfeltet – snakkende i mobiltelefon. Hun havde ikke travlt. Gang i slowmotion kalder man det. Flere gange knækkede hun sammen af grin, og stod stille, over det hun fik fortalt ind i sit øre, og vi var tæt på af afviklet op til flere verdenskrige, før hendes fod ramte det andet fortov, så bilerne kunne begynde at dreje. Der var ingen dytten af damen, ingen strittende fingre, men hvis blikke kunne dræbe, så var hendes mobiltelefon blevet ejerløs.

Vi skal begynde at bevæge os anderledes i det offentlige rum. Bilerne skal slippe bremsen hurtigere, cyklisterne skal sænke farten, og de gående skal lige lette den legemsdel man normalt sidder på lidt kvikt – sammen med de to stænger, der hænger fast i legemsdelen. Så kan vi alle komme videre med livet. Samtidig kan vi erobre en bedre færdselskultur, og måske nå at vinke venligt til dem, der kommer fordi.

Sangen om de ti små cyklister kan så få tre båthor

Så syng dog!

Nu skal vi snart til det igen. Jeg tænker ikke så meget på diskussionen om, hvad der skal synges, mens vi går omkring juletræet, men mere på, hvor meget der skal synges. Og især hvilke vers der skal springes over. Der er normalt sjældent problemer med Peter Fabers ”Højt fra træets grønne top” og ”Sikken voldsom trængsel og alarm”. Begge har Emil Hornemann jo sat melodier til, så de går rask af sted sammen med os rundt om træet. Mere besværligt bliver det med nogle af salmerne. Altså Ingemanns ”Glade jul og dejlige jul” napper vi også uden problemer, og samme persons ”Dejlig er jorden” er uhørt at omtale med et ”Vi tager første og sidste vers”. Det er blasfemi.

Mere tungt ligger det med et par af Grundtvigs hits. Altså ”Et barn er født i Betlehem” er tung at

komme igennem med alle 10 vers, og ”Det kimer nu til julefest” er en decideret langgaber. Her i vores hus lader vi i hvert fald Jesus være hyttegæst ”uden Davidharpens klang”.

Beklager - Nikolai Frederik Severin, men sådan er det..

Det betyder slet ikke, at alt hvad der har længde eller er uden tempo, er ude i kulden. Brorsons salme ”Den yndigste rose” er jo ganske fornøjelig. Og ”Juletræet med sin pynt” er en himmerigsmundfuld. 

Når det så er sagt, så skal jeg hændervridende indrømme, at hvad jeg syns er dødlangt, kan andre mene er yderst passende, og hvad jeg finder langgaberagtigt, kan andre mene er ren englelyd.

Endelig er jeg nødt til at indrømme, at hele det system med at springe nogle midtervers over, jo er en uskik. Tegn på dårlig kultur. Det svarer faktisk til at droppe anden akt – af i alt tre – i en

teaterforestilling, eller gå ud og finde en pølsevogn midt i biograffilm og så mavetung vende tilbage og se slutningen. Det er da at mangle respekt for et værk – for kunstnerisk arbejde.

Respekt for helheden er en dannelsesproces. 

For nylig hørte jeg radioværtinden i ”Giro 413” annoncere Peter Abrahamsens  klassiker ”Blue eyes crying in the rain” med ordene ”Den er frygtelig, frygtelig lang”. Jeg syns ikke den er et sekund for lang. Den har den længde, som den sang skal ha’. Ligesom ”Minutvalsen”.

Det skal indrømmes, at jeg i min DR-tid ganske givet har fadet i sang og i musik, som jeg i dag ikke mener man kan gøre. Hvis sangen fortæller en historie, eller musikken bygges op til klimaks, eller stykket har en særlig sløjfe til sidst, som faktisk gør at det er vellykket eller populært, så må man da holde fingerne væk.

Henning Ørsted Pedersens ”I skovens dybe stille ro”, Ravels Bolero, Dirch Passers monologer, Allan Olsens sangfortællinger, Mozarts klaverkoncert nr. 21, Elvis Presleys ”Are you lonesome tonight”, Kim Larsen ”Kvinde min”, Simon & Garfunkels ”Bridge over Trouble Water”, og ”Mormors kolonihavehus” er vidt forskellige, men et lille udvalg af gode eksempler på sang, musik og kunst, der ikke kan, eller må, fades, klippes, eller forkortes, men skal høres i deres fulde længde.

Tak.

Og skal vi så synge alle versene, mens vi går rundt om det der godt 200 år gamle tyske juletræ. 

Også Grundtvigs.

God rundtur.

God jul.

DR2's nye klovne

Beklager - at jeg sådan trænger mig på, men jeg er nok nødt til at sige,

at det er da længe siden jeg har råhygget mig så meget med at se TV eller net, 

som i disse dage, hvor to gale, kloge, og vittige paraplymand rejser landet

rundt for at se på nogle af de 11.000 monumenter, som dette monarki har.

De to vittige og kloge er journalist Torben Steno, og kunstmaler Ken

Andre’ Stilling. Det hele sendes som DR2’s julekalender for voksne

- 24 afsnit af ca. 10 minutters længde. Se eller gense på DR2 – eller net.

Det er hele licensen værd.

Man får mere forstand på granit og mennesker, samtidig med at man råhygger

sig, og holder kulden fra døren på alle måder.

Jeg ikke alene ser det - jeg skriver stikord ned om D’herrers detaljer om monumenterne,

plus deres kvikke bemærkninger - som Hendes Majestæt nok vil kalde "dumsmarte”.

Mine stikord skal gemmes til senere inspiration, når jeg fremover nærmer mig de kostelige steder.

Så kan jeg sidde der, og sige til mig selv: 

Her har Steno siddet og drukket en rød sodavand, og snakket om Danmarks første afholdsformand

fra 1843 Ole Syversen, hvis monument nu står på Fælleden, og stirrer ind i et krat fyldt med

promille-urin fra tusinder af 1.maj-gæster. 

Og her ved Sali’s rytterstatue af Frederik d. V. på Amalienborg Slotsplads har

Stilling sagt nej tak til Jysk Sengetøjslagers fremtidige sponsorering af Kongehuset,

fordi han foretrækker ”at leve i løgnagtighed".

Oplev selv DR2’s nye klovne.

De slår de gamle.